International Socialisme nr. 1
feb 1992

International Socialisme – Nr. 1 – Februar 1992 – Side 2

Den russiske revolution:
Oprør eller kup?
Førte Lenin til Stalin?

af Freddie Nielsen og Ågot Berger

De politiske revolutioner i Østeuropa har bragt højrefløjen i offensiven med argumentet, at stalinismens død er socialismens død. Langt ind på venstrefløjen har begivenhederne skabt forvirring omkring hvor meget i den socialistiske tradition, det er muligt at forsvare.

80'erne har været præget af de borgerliges offensiv. 10 år med borgerlig regering herhjemme, som har kørt pænt i hak med Reagans, Thatchers og Kohls reaktionære internationale linie. Styrkeforholdet mellem klasserne i de vestlige lande blev forrykket til fordel for arbejdsgiverne.

Under indtryk af denne situation begyndte mange på venstrefløjen at opgive ideen om, at samfundet kan ændres fra neden:

... årsagen til oktoberrevolutionen var den rigtige. Kilden til dens manglende succes ligger i dens fundamentale overvurdering af menneskelig godhed ... Kommunismen er umulig, ikke fordi det er en dårlig teori, men fordi den er for god; for avanceret for den menneskelige natur ... ¹

Konklusionen på opgivelsen af ideen om, at menneskene kan skabe sin egen historie, har været en samling omkring de store reformistiske partier: Labour i England, Socialistpartiet i Frankrig og SF og SD herhjemme. Den tidligere VS'er, nu SF'er, Hans Lassens konklusion er:

Om 10 år er der ikke nogen, der snakker om socialisme mere. ... Udviklingen i Østeuropa rejser endvidere spørgsmålet om hvilke principielle forskelle, der i grunden er mellem SF og Socialdemokratiet. ... det ideologiske grundlag for den historiske splittelse i arbejderbevægelsen i en reformistisk og en revolutionær linie vil forsvinde. ²

Store dele af venstrefløjen sagde farvel til den revolutionære marxisme længe før opbruddet i øst startede. Den vigtigste faktor i sammenbruddet var manglende politisk klarhed som modsvar på de borgerliges offensiv. Ikke mindst har en forkert opfattelse af de bureaukratisk statskapitalistiske samfund (i USSR, Østeuropa, Kina, Albanien, Cuba etc.) været en central svaghed. VS (Venstresocialisterne) vurderede dem som ikke-kapitalistiske, DKP (Danmarks Kommunistiske Parti) sagde, de var socialistiske, og SAP (Socialistisk Arbejderparti) kaldte dem for degenererede arbejderstater.

Næppe mange af os har ikke ment på et eller andet tidspunkt, at samfundene derovre trods alt var lidt nærmere socialismen – jvf. bl.a. diskussionerne på vore seneste kongresser om "erklærede" eller "såkaldt" socialistiske lande. ³

Vi i IS (Internationale Socialister) stod faktisk alene med opfattelsen af de stalinistiske regimer som bureaukratisk statskapitalistiske lande. Centralt i debatten står vurderingen af oktoberrevolutionen og bolsjevikkerne. Vi opfatter, at der var et klart brud mellem Rusland 1917 og den unge Sovjetstat – og så Stalins kontrarevolution i 20'erne.

Selv højrefløjen er enig i, at oktoberrevolutionen er en af de vigtigste verdenshistoriske begivenheder i dette århundrede; men bedømmelsen er forskellig. Koldkrigeren Thøger Seidenfaden konkluderer: "Ideologisk må hele den politiske begrebsverden, vi har levet med siden 1917, revideres." ⁴

De borgerlige kræfter har fået blod på tanden med Berlinmurens fald og kupforsøget i USSR. Endelig har det set ud til, at forudsigelsen om marxismens død havde fået substans, ud fra logikken: Marx førte til Lenin og Lenin til Stalin, og det hele har været ikke bare totalt menneskefjendsk, men også ude af stand til at hænge sammen. Men ikke kun borgerlige debattører har ført sig frem, også tidligere venstreintellektuelle, har p.g.a. deres forkerte analyse af USSR kapituleret totalt.

Men den vigtigste lærdom af reformkommunismens svanesang har man ikke villet – eller turdet – drage, nemlig den, at der ikke findes noget alternativ til den vestlige, europæiske civilisation, som er værd at efterstræbe. ⁵

Sådan skriver Feiwel Kupferberg, en tidligere marxist, efter kupforsøget i et indlæg, hvor han opfordrer til "selvransagelse blandt vestlige intellektuelle". Hans konklusion er at kommunismen er en utopi. Denne konklusion falder godt i tråd med Ilja Wechselmanns (en anden venstreintellektuel) tanker. Sidstnævnte er dog optimist, fordi han mener, kapitalismen har overlevet sig selv. Så klassekampen er historie, og nu drejer det sig om, at de, der har "indsigten", går i spidsen(!):

Jamen, sagde Marx ikke selv, at proletariatet ville sejre til sidst? Jo netop, så det gør vi så. For ikke at etablere nye klassesamfund bliver vi nødt til at gøre det sammen med en borgerlig udenrigsminister. ⁶

Mange tidligere venstreintellektuelle har vendt den borgerlige logik om og smidt barnet ud med badevandet: USSR var menneskefjendsk og kunne ikke hænge sammen, det samfund blev skabt af Stalin; men han byggede på Lenin, der byggede på Marx.

Forsvar for Oktober

Den gængse opfattelse af Lenin og oktoberrevolutionen står i stærk kontrast til de massive forbedringer, som blev gennemført i revolutionens første periode. Det tilbagestående Rusland var det første land i verden, hvor man indførte ret til fri abort, betalt barselsorlov, ret til skilsmisse, lige løn for lige arbejde, ophævede skellet mellem ægte og uægte børn, fjernede utroskab, incest og homoseksualitet fra straffeloven. ⁷ Århundreders traditioner blev ikke fjernet over en nat i hver en afkrog af den unge Sovjetstat. Men aldrig før eller siden er kvinders og mænds økonomiske, politiske og seksuelle frigørelse blevet sat på dagsordenen som her.

Men manglende spredning af revolutionen, borgerkrig og interventionskrige banede vejen for Stalins kontrarevolution i slutningen af 20'erne. USSR blev et statskapitalistisk samfund. IS har været enige med de tusinder af arbejdere, som har sagt, at "hvis det er socialisme derovre, så er jeg ikke socialist". For os har statskapitalisme-opfattelsen ikke været intellektuelt pindehuggeri, men afgørende for at kunne have en opfattelse af socialisme som arbejdermagt fra neden – over alle samfundets områder. ⁸ Derfor har opgaven været (og er stadig) den samme i Øst som i Vest: økonomisk, politisk og social revolution.

At verden har fremstået som delt i to konkurrerende samfundssystemer i stedet for rettelig som kapitalistiske økonomier i konkurrence på verdensplan, har været et godt våben mod oppositionen i både Øst og Vest. Kommunistforskrækkelsen og koldkrigshetzen blev brugt som et velegnet middel til at isolere kæmpende arbejdere i Vest. På samme måde er oppositionen og strejkende arbejdere i Øst af deres magthavere blevet beskyldt for at være underlagt vestlig propaganda og småborgerlig indflydelse.

Holdningen til oktoberrevolutionen har ikke blot historisk interesse, skiller ikke blot mellem dem, som mener, at revolutionen var en nødvendig fortsættelse af februarrevolutionen, og dem, der ser den som et overgreb på en demokratisk udvikling i Rusland. Den skiller typisk også i dag dem, som mener, at det er nødvendigt med en revolutionær omvæltning i vores samfund, og dem, som vil bevare det bestående.

Denne artikel har ikke ambitioner om at gennemgå hele revolutionen i dens mange aspekter, men alene at se på tre centrale spørgsmål:

1. Er det rigtigt, at "Lenin og bolsjevikkerne gennemførte et regulært statskup. Det skete i efteråret 1917."? ⁹

2. Er der en direkte linie fra Lenin til Stalin – "Stalins "deformation" af socialismen angribes i dag ... Men det er ubestrideligt, at det var Lenin, der væltede en stat med demokratiske udviklingsmuligheder og skabte sovjetstaten." ¹⁰ – eller gennemførte Stalin en kontra-revolution?

3. Hvordan blev kontra-revolutionen mulig?

Fra februar til oktober

Når vi beskæftiger os med den russiske revolution, kan vi ikke tage lige så let på historien, som mange borgerlige kan i ly af det generelle politiske klima. F.eks. skrev professor Bent Jensen – der med kupforsøget i 1991 blev berømt som "Ruslandsekspert" – i 1985 en bog om USSR for Forsvarskommandoen beregnet til brug for samtidsorienteringen ved forsvarets enheder. Heri skriver han, efter en påstand om Ruslands "blomstrende udvikling" før 1917:

Denne naturlige udviklingsretning blev standset af den bolsjevikkiske magtovertagelse i 1917. Efter at have bidraget til at underminere det gamle regime vendte de i flere henseender tilbage til den gamle tradition: Centralisme, autokrati og formynderi. Og i forholdet til omverdenen en genoplivelse af forestillingen om, at Rusland har en særlig mission i, hvad der er godt og rigtigt i modsætning til en ond og degenereret omverden. ¹¹

Ovenstående er ikke bare et uddrag, men hele afsnittet "Magtovertagelsen i 1917". Et af højrefløjens gennemgående argumenter er, at den positive udvikling, som startede med februarrevolutionen, brutalt bliver standset af et bolsjevikkisk kup i oktober. Et par eksempler:

Lenin og hans lille flok af fanatiske revolutionære modarbejdede imidlertid den demokratiske republik, og før året var omme, greb de magten. ¹²

Denne revolution blev som bekendt (og glemt?) overtaget og ødelagt af Lenin og bolsjevikkernes gangstermetoder under Oktoberrevolutionen. ¹³

Det er rigtigt at februarrevolutionen var en forudsætning for oktoberrevolutionen; men de er ude af stand til at forklare, hvorfor februarrevolutionen ikke kunne overleve, og hvorfor bolsjevikkerne fik stadig større opbakning i befolkningen.

To et halvt års krig havde føjet reallønsfald, sult og krigstræthed til den ekstreme undertrykkelse, der i forvejen karakteriserede Rusland. Derfor skulle der kun få gnister til, før arbejderne gik på gaden og trak soldaterne med sig, som det skete i februar 1917.

Men at se februarrevolutionen som helt spontan og på én gang landsdækkende er forkert. "Det ville ikke være en overdrivelse at sige, at Petrograd gennemførte februarrevolutionen." ¹⁴ På samme måde som Petrograd var ledende, har enhver bevægelse et eller andet lederskab. Trotskij siger, at lederskabet i februar var:

Bevidste og hærdede arbejdere, for de flestes vedkommende uddannede af Lenins parti. Men vi må straks tilføje: Dette lederskab viste sig tilstrækkeligt til at garantere sejr for opstanden; men det var ikke tilstrækkeligt til umiddelbart at lægge ledelsen af revolutionen i hænderne på proletariatets avantgarde. ¹⁵

Der var således frit spil efter zarens abdikation. De liberale, der havde været tilbageholdende eller direkte imod oprøret, sprang nu til og tog ledelsen af den provisoriske regering. På den anden side organiserede arbejderne og soldaterne sig i sovjetter (råd). Der opstod en dobbeltmagt, med den provisoriske regering som det ene centrum, og Petrograd-sovjetten som det andet.

En sådan dobbeltmagt er udtryk for en ustabil situation, der inden for en overskuelig periode må løses til fordel for den ene eller den anden af magterne. Som Lenin skrev i april 1917:

Der kan ikke bestå to slags magt i én stat. En af dem må forsvinde, og hele Ruslands bourgeoisi arbejder allerede for fuld tryk med alle midler og overalt på at udmatte og tilintetgøre arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter og oprette bourgeoisiets herredømme. ¹⁶

Fra starten havde sovjetterne den afgørende magt, men disse var domineret af moderate socialister (mensjevikker og socialrevolutionære (SR)). De mente, at revolutionen skulle begrænses til at være borgerlig-demokratisk – og overlod derfor magten til den provisoriske (borgerlige) regering. Det betød ikke, at mensjevikkerne og SR opgav sovjetterne. Dels ønskede de sovjetterne som en form for kontrolorgan, og dels satte arbejderne og store dele af soldaterne al deres lid til sovjetterne.

Dobbeltmagten fortsatte altså, selv om sovjetterne overlod den formelle magt til regeringen. Men udviklingen frem til oktober viste, at en løsning uden et opgør mellem de to magter var umulig.

Den første regering ledet af Kadetterne (borgerskabets parti) nægtede at fordele jorden til bønderne, de fortsatte krigen og havde intet at tilbyde arbejderne. I april løb regeringen ind i sin første krise – på krigsspørgsmålet. Krisen endte med en ny regering med deltagelse af de moderate socialister. Og selv om regeringen mere og mere blev SR's ansvar, betød det ingen større ændring i dens politik. Jordfordelingen blev udsat, indkaldelsen til den grundlovgivende forsamling blev udsat, krigen fortsatte – og priserne steg, lønningerne faldt og soldaterne døde ved fronten. Blandt arbejderne havde regeringen meget lille opbakning og blandt soldaterne – bønder i uniform – faldt opbakningen drastisk. Som en delegeret fra fronten udtrykte det:

Da soldaterne så, at alting forblev som før – den samme undertrykkelse, slaveri, uvidenhed, de samme fornærmelser – begyndte agitationen. ¹⁷

Og et af Kerenskijs (SR-regeringsleder) bud til de krigstrætte soldater var: "Jeg sammenkalder jer ikke til fest, men til død." En bonde svarede: "Hvad er der ved at bønderne får jord, hvis jeg bliver dræbt og ikke får jord." ¹⁸ Den store utilfredshed hos soldaterne viste sig bl.a. ved massedesertion:

I oktober 1917 var omkring 2 mill. soldater deserteret – de fleste mellem februar og oktober. 200.000 var blevet fanget igen; men når de blev returneret til fronten, øgede de bare den fart, hvormed hæren brød sammen. ¹⁹

Men ikke kun ved fronten ophørte tålmodigheden med regeringen. Fattigbønderne tog mere og mere jordspørgsmålet i egne hænder, fordi regeringen fortsat ikke ville eller turde gøre noget ved det.

Af de 624 distrikter, det gamle Rusland bestod af, oplevede 482 voldelige angreb på godsejere i august; i september var andelen endnu højere. ²⁰

Denne udvikling øgede også desertionerne, fordi soldaterne ikke ville gå glip af jorden, bare fordi de var ved fronten. Strømmen gik ikke kun fra bønderne til soldaterne, "næsten overalt havde det nærmeste militære detachement en hånd med i begivenhederne. I virkeligheden tog de oftest initiativet." ²¹

I juni forsøgte regeringen en storoffensiv for via sejre ved fronten at genvinde opbakningen. Offensiven skete med støtte fra de moderate socialister, men stemningen var så småt ved at skifte over til bolsjevikkerne – især i Petrograd. I juni arrangerede de moderate en demonstration i Petrograd imod bolsjevikkerne. Den endte som en bolsjevikdemonstration imod de moderate. ²²

Offensiven mislykkedes og den anden krise brød ud. Petrograds arbejdere og soldater havde mistet tålmodigheden. De gik på gaden og krævede, at revolutionen blev ført videre – at sovjetten overtog hele magten.

På et tidspunkt trængte en vred skare ind i sovjetten og ... en arbejder sprang op på talerstolen, rystede sin knytnæve mod SR- lederen Tjernov og råbte "tag magten, din idiot, når den bliver givet til dig." ²³

"Juli-dagene" væltede ikke regeringen, det havde nok været muligt; men Petrograds arbejdere og soldater var i juli langt foran den øvrige russiske befolkning og ville være kommet til at stå alene. Når "juli-dagene" senere er blevet stemplet som et bolsjevikkisk kupforsøg, er det langt fra sandheden. Ganske vist er det uomgængeligt, at mange af Petrograds bolsjevikker – der var vokset fra 15.000 i april, til over 32.000 i juni ²⁴ – var medvirkende til at skabe stemningen; men samtidig gjorde partiets ledelse alt, hvad der stod i dens magt, for at begrænse begivenhederne til fredelige demonstrationer. I september skrev Lenin:

Hvis vort parti havde afvist at støtte massebevægelsen 3.-4. juli ... ville det have været et direkte og renlivet forræderi mod proletariatet, eftersom masserne gik i aktion af rimelig og retfærdig harme... ²⁵

Og videre:

Det ville have været en fejl hvis bolsjevikkerne havde sat sig for at tage magten 3.-4. juli, eftersom flertallet dengang, ikke kun i befolkningen, men også blandt arbejderne endnu ikke i praksis havde følt generalernes kontrarevolutionære politik i hæren, godsejernes på landet og kapitalisternes i byen ... ²⁶

"Juli-dagene" førte til, at bolsjevikpartiet blev forbudt. Flere ledende bolsjevikker – bl.a. Trotskij – fængsledes, og Lenin gik under jorden. Argumentet mod bolsjevikkerne var, at de var tyske agenter. Men det var ikke kun over for bolsjevikkerne, at den provisoriske regering gik i offensiven. Bl.a. blev mange jordkomiteer i provinserne arresteret, og 12. juli genindførtes dødsstraffen ved fronten. ²⁷

At den provisoriske regering ikke ville indfri soldaternes, arbejdernes og bøndernes krav stod mere og mere klart. Men de besiddende klasser var heller ikke tilfredse med regeringen, og i ly af højrebølgen i kølvandet på "juli-dagene" gik de i offensiven.

I juli blev den gamle zar-general Kornilov udnævnt til øverstbefalende for hæren. I august gik han – med støtte fra officerskorpset og de besiddende klasser – mod Petrograd for at udslette sovjetterne, afsætte Kerenskij-regeringen og indføre et militærdiktatur med sig selv som leder. Kerenskij havde, ifølge general Aleksejev, selv været med i den indledende planlægning, ²⁸ men fik kolde fødder, da det blev klart for ham, at Kornilov ikke kun ville gå efter sovjetterne, men også efter regeringen.

Kupmagerne forventede ingen videre modstand, da det i august 1917 var svært at få øje på grupper, der støttede regeringen. Bolsjevikkerne spillede en afgørende rolle i at nedkæmpe Kornilov-kuppet. Det gav bolsjevikkerne støtte i et flertal af sovjetterne. I forvejen stod partiet stærkt i fabrikskomiteerne, og den 31. august vandt de flertallet i Petrogradsovjetten, den 5. september Moskva og herefter fulgte område efter område.

Som begivenhedsforløbet fra februar til oktober viser, så havde den provisoriske regering ingen reel magt og ingen betydende støtte. Kun på denne baggrund kan man forstå, at oktoberrevolutionen var fuldstændig ublodig, bolsjevikkerne havde ingen reelle udfordrere. Selv mensjeviklederen Sukhanov skriver:

At snakke om militær konspiration i stedet for national opstand, når partiet blev fulgt af en overvældende majoritet af befolkningen, når partiet allerede de facto havde opnået den reelle magt og autoritet – var klart absurd. ²⁹

Derfor er påstanden om, at den demokratiske udvikling, friheden til det russiske folk og den provisoriske regerings muligheder, så brat blev afsluttet med "bolsjevikkernes gangstermetoder" en myte. Selv mensjevikken Martov skriver i et brev til Akselrod:

Du må forstå, at det, vi har foran os, er en sejrrig proletariatets opstand – næsten hele proletariatet støtter Lenin og forventer social befrielse af opstanden. ³⁰

Oktober 1917

Det store flertal af den russiske befolkning støttede den kraft, der, i modsætning til såvel den provisoriske regering som borgerskabet, ville arbejde for at opfylde kravene – brød, fred og jord. Siden 15. maj havde Kronstadt nægtet at anerkende regeringen, ³¹ og delegationer fra skyttegravene krævede, at sovjetten gjorde noget.

Soldaterne har bemyndiget os til at fortælle jer, at hvis ikke alvorligt mente fredsforslag fremsættes straks, vil skyttegravene tømmes og hele hæren vil komme hjem ... Hvis I ikke kan finde en løsning på situationen, skal vi selv drive vores fjender ud, med bajonetterne – og I ryger med. ³²

Dels voksede kravene til, at sovjetterne tog magten fra slutningen af september, dels forsøgte Kerenskij at sende Petrograd-garnisonen til fronten. Som modspil udsendte sovjetten et dekret, der krævede, at kun dens ordrer skulle adlydes, hvilket et overvældende flertal af garnisonens regimenter fulgte. Herpå konkluderer Trotskij:

Resultatet af 25. oktober opstanden var mindst tre fjerdedele afgjort, om ikke mere, i det øjeblik, vi modsatte os flytningen af Petrograd-garnisonen ... ³³

Fra Reval, Taskent, Finland, den baltiske flåde og mange andre steder lød kravet – al magt til sovjetterne. Og i Kazan fik sovjetten magten flere dage før Petrograd, garnisonen på 40.000 mand overdrog simpelthen magten til den bolsjevik-ledede sovjet og nægtede den retten til at afstå den. ³⁴

Oktoberrevolutionen var ikke en styrkeprøve mellem mensjevikker og bolsjevikker, mellem borgerligt demokrati og sovjetmagt, men mellem borgerlig reaktion og militærdiktatur på den ene side og sovjetmagten på den anden.

Men historiske kilder som dem, vi her refererer til, afskrækker ikke de borgerlige debattører, f.ex. fremturer Bent Jensen:

Når ... det overvejende flertal var skeptiske eller fjendtlige over for mindretalsdiktaturet, kunne det vel næsten ikke undgås, at et terroristisk system voksede frem. ³⁵

Den provisoriske regerings overlevelsesmuligheder var lig nul. Da Petrograd-garnisonen den 25.oktober besatte nøglepositioner i Petrograd, brød den provisoriske regering sammen uden modstand. Arbejderklassen, ledet af bolsjevikkerne, havde for første og eneste gang i historien taget magten. Bolsjevikkerne stod i spidsen for opstanden og gav den et revolutionært lederskab. Partiet var solidt forankret i de mest militante dele af arbejderklassen, partiet var vokset fra ca. 24.000 medlemmer i februar til ca. 400.000 i oktober. Da den 2. sovjetkongres trådte sammen den 26.oktober, fik den overgivet magten af Petrograd-sovjetten. Kongressen tog med stort flertal imod og nedsatte en regering af bolsjevikker. Lenin proklamerede, at man nu gik over til næste punkt på dagsorden, nemlig at opbygge den socialistiske orden.

Den grundlovgivende forsamling

Bolsjevikkernes opløsning af den grundlovgivende forsamling i januar 1918 er en anden anstødssten for højrefløjen – og langt ind på venstrefløjen. Argumentet er, at det parlamentariske demokrati, et kryds ved valgurnen hvert 4. år, er en højere form for demokrati end det direkte rådsdemokrati. Alle socialistiske partier, inkluderet bolsjevikkerne, havde agiteret for udskrivning af valg til en grundlovgivende forsamling før oktoberrevolutionen. Men bolsjevikkerne havde hele tiden understreget, at revolutionens program kun kunne indfries ved, at al magt blev lagt i sovjetternes hænder.

En af SR's ledere, Boris Sokolov, giver en præcis beskrivelse af, at soldaterne og arbejderne ikke opfattede den grundlovgivende forsamling som en central størrelse:

I begyndelsen, i de første måneder efter revolutionen, var den grundlovgivende forsamling fuldstændig ukendt ... for massen af soldater ... deres sympati lå fuldstændigt, åbent og helhjertet til sovjetterne ... "Hvad skal vi bruge den grundlovgivende forsamling til, når vi har vore sovjetter, hvor vores repræsentanter mødes, og som kan bestemme alt, og som ved, hvad der skal laves?" ³⁶

Soldaterne forstod ud fra deres egne erfaringer en af marxismens grundideer: at rådsmagten er en overlegen form for demokrati, fordi rådene er folks egne og direkte magtorganer. Rådene forener den økonomiske og politiske magt. I et borgerlig demokrati er den mest afgørende magt, den økonomiske, i hænderne på et lille mindretal: finans- og industrikapitalen. Hæren, politiet og domstolene beskytter den herskende klasses interesser og er heller ikke på valg. Parlamentet giver systemet en demokratisk glasur. Victor Serge skriver, at "Opløsningen af den grundlovgivende forsamling var en stor sensation i udlandet. I Rusland foregik det stort set ubemærket." ³⁷

Rosa Luxemburg argumenterede først imod opløsningen af parlamentet, men skiftede senere holdning: "Den grundlovgivende samling er et forsøg på at dræbe både revolutionen og arbejder- og soldaterrådene." ³⁸

IS's forklaring på, at den eneste vellykkede arbejderrevolution i historien endte i Stalins kontrarevolution i slutningen af 20'erne, er funderet på tre faktorer: Dels en opslidende borgerkrig, som decimerer den klasse, der var revolutionens drivkraft, dels at bureaukratiseringen i partiet bliver en realitet, men vigtigst, at revolutionen bliver isoleret til Rusland.

Borgerkrigen

De besiddende klasser, toppen af hæren og de omliggende kapitalistiske lande var selvsagt indædte modstandere af revolutionen, og frygtede med fuld ret en ny verdensorden, hvor de blev frataget deres privilegier. Derfor fik man den såkaldte borgerkrig. Krigen blev ledet af en række gamle zar-generaler; men uden støtte fra udenlandske hære ville de aldrig være nået så langt som de gjorde. I løbet af krigen måtte den Røde Hær møde invasionshære fra 14 forskellige lande. F.eks. opregner W. Bruce Lincoln følgende fra 1918:

I slutningen af året var der 73.000 japanske tropper, 60.000 tjekkiske tropper, 8.000 USA-tropper, 2.500 britiske tropper, 1.500 italienske tropper og 1.000 franske tropper, der kæmpede imod de røde alene i Sibirien. ³⁹

De allierede lavede en total blokade af Rusland i 1918, og i begyndelsen af 1919 "kunne ikke et brev, ikke en fødevarepakke, ikke en varepakke, ikke en udenlandsk avis komme ind i røde Rusland." ⁴⁰ I 1919 støttede 200.000 allierede tropper de hvide. ⁴¹

Den udenlandske intervention er et forhold, som de borgerlige ofte "glemmer". På samme måde "glemmer" de også den "hvide" terror, når de taler om "rød" terror.

Det er værd at notere, at selv hvis de mest overdrevne tal for Tjekaens mord var sande, 140.000 igennem hele borgerkrigen, er dette tal stadig lavere end det antal jøder, der blev myrdet af de hvide i bare et område, i bare et år: Ukraine 1919. ⁴²

Terroren blev startet af de hvide i Finland, foråret 1918. Ifølge A.F. Upton, kostede den hvide terror i Finland 23.000 røde livet. ⁴³ Den røde terror starter sidst på sommeren 1918. Hovedparten af den røde terror ligger i tvangsudskrivelse af soldater (værnepligt) til fronten og i tvangsrekvirering af korn for at undgå sult i byerne (selv om det er alvorligt nok).

Når der fokuseres på fangelejrene i de røde områder, og de få fanger i de hvide områder, så kan en grund til forskellen være, at de hvide, som politik, henrettede fanger. I Don-området, kontrolleret af de hvide generaler Krasnov og Kaledin, lå følgende ordrer: Nr. 2428: "Det er forbudt at arrestere arbejdere. Ordren er at hænge eller skyde dem." Nr. 2431: "Ordren er at hænge alle arresterede arbejdere i gaderne. Ligene skal være udstillede i tre dage." ⁴⁴

Lektor Eigil Steffensen bruger tilbagegangen i det russiske befolkningstal i perioden 1918-22 som pejling på, at Lenin-tiden ikke stod tilbage for Stalin-tidens blodsudgydelser. ⁴⁵ Til dette er at bemærke, at i den mest blodige periode var kun en brøkdel af Rusland i bolsjevikkernes hænder.

Endelig glemmes det ofte, at de hvide i Ukraine havde den absolutte rekord for jødeudryddelse indtil det nazistiske holocaust. I Den røde Hær så billedet noget anderledes ud:

... anti-semitiske publikationer var forbudt i den Røde Hær. Pogromstiftere blev skudt. I Ukraine levede hele jødiske samfund bag Den røde Hærs linier, rykkede frem, når den rykkede frem, rykkede tilbage, når den rykkede tilbage. ⁴⁶

Der var rød terror, men der var vigtige forskelle. Lad os afslutte dette spørgsmål med W.H. Chamberlin, der var korrespondent for Christian Science Monitor i Moskva i 20'erne og anti-bolsjevik:

Alle kommunisterne var bestemt ikke helgener eller puritanere. Men deres almindelige opførsel og moral synes at have været bedre end deres modstanderes. ⁴⁷

Uden at forstå forskellen mellem de hvides reaktionære praksis og program, og bolsjevikkernes evne til at fastholde og øge deres støtte i befolkningen – er det umuligt at forklare, hvordan en udpint, sulten og svagt udrustet Rød Arme kunne vinde krigen – mod interventionstropperne og de hvide. Hele hvide regimenter gik over til de røde. En amerikansk sergent skrev i sin dagbog: "Flertallet af folk her sympatiserer med Bolo'erne [bolsjevikkerne]. Jeg forstår dem, i realiteten er jeg nitiendedel Bolo selv." ⁴⁸

Den Røde Hær sejrede, men prisen var enorm. Halvdelen af en arbejderklasse på 3 mill. mennesker blev dræbt. De materielle tab var enorme. Industriproduktionen var kun 18% af førkrigsniveauet og arbejdsproduktiviteten 1/3 af det, den var før krigen. For at holde sig i live måtte mange slå sig på tuskhandel, som salg af dele af maskinerne på fabrikkerne til bønder til gengæld for mad. Samtidig blev elementære friheder, som blev indført i den første periode med sovjetmagt, midlertidigt suspenderet. Styret gennemgik dramatiske forandringer.

Isolationen

Forudsætningen for, at den russiske revolution skulle kunne overleve, var at den inden for en relativ kort periode bredte sig til andre lande – især de industrialiserede. Gang på gang, både før oktober og de næste par år, blev dette understreget. Uden en revolution i Tyskland vil vi gå til grunde, sagde Lenin. At dette ikke var det rene tankespind viser udviklingen. Fra telegrammerne i 1918:

Optøjer i Paris, optøjer i Lyon, revolution i Belgien, revolution i Konstantinopel, sejr til sovjetterne i Bulgarien, optøjer i København. ⁴⁹

Og i november brød revolutionen ud i Tyskland, i marts 1919 tog en sovjetregering magten i Ungarn, Italien oplevede "de to røde år" og i resten af Europa bølgede klassekampen.

Når Bent Jensen skriver at "De vesteuropæiske socialdemokrater ... tog ikke desto mindre afstand fra interventionen ...", ⁵⁰ så er det måske rigtigt. Men de tyske socialdemokrater tøvede ikke med at sætte de frikorps, der kom hjem fra interventionen i Rusland, ind imod sine egne arbejdere. Den tyske revolution led nederlag. ⁵¹

Den vigtigste forudsætning for en fuldbyrdet socialistisk revolution i Sovjet udeblev. Det var ikke ensbetydende med, at bolsjevikkerne bare kunne sige, "det var vel nok ærgerligt, men vi trækker os og prøver en anden gang". Førnævnte Chamberlin giver et godt svar på, hvorfor det var umuligt:

Alternativet til bolsjevismen, hvis den ikke havde magtet at overleve borgerkrigens ildprøve ... ville ikke have været Tjernov, der åbnede den grundlovgivende forsamling ... men en militærdiktator, en Koltjak eller en Denikin, ridende ind i Moskva på en hvid hest. ⁵²

Partiet

Før borgerkrigen fik bolsjevikkerne ikke en chance for at gennemføre deres politik i praksis, og efter den stod de med et andet Rusland og et andet parti. Arbejderklassen var i 1920 reduceret til 43% af sin tidligere størrelse. ⁵³ Arbejderne var ikke længere i stand til at kontrollere samfundet gennem sovjetterne og kunne slet ikke være ledende i f.t. bønderne, da det var umuligt at levere de industriprodukter, bønderne behøvede. Af de tusinder af arbejdere, der havde været i spidsen for revolutionen, var flertallet enten døde i borgerkrigen eller havde poster i statsadministrationen.

Også partiet var et andet. I oktober 1917 var hver 10. arbejder medlem af partiet, arbejderne var i flertal. Disse arbejdere udgjorde de enheder i den røde hær, der forsvarede revolutionen under borgerkrigen. I 1919 var kun 11% arbejdere og 53% var embedsmænd i staten. ⁵⁴ Partiet blev bureaukratiseret, og tendensen blev forstærket op igennem 20'erne.

På partikongressen i 1922 sagde Lenin:

Det lag af kommunister, som regerer, mangler kultur. Hvis man tager Moskva med sine 4700 ansvarlige kommunister og tager denne bureaukratiske maskine, dette bjerg – hvem dirigerer så hvem? Jeg tvivler meget på, om man kan sige, at kommunisterne dirigerer dette bjerg. Sandt at sige er det ikke dem, der dirigerer, men dem, der bliver dirigeret. ⁵⁵

"Dette bjerg" bestod for en stor del af tidligere zar-embedsmænd og officerer, hvilket fik Lenin til at karakterisere statsapparatet som "et lån fra zarismen og næsten urørt af den sovjetiske verden ... en borgerlig og zaristisk mekanisme." ⁵⁶

Stalins kontrarevolution

Det var nødvendigt både at tilfredsstille bøndernes individualistiske krav og socialismens kollektivistiske mål. Den eneste klasse, der kunne udøve et ægte socialistisk pres, var arbejderklassen, og den var samtidig den svageste og mest desorganiserede. Da arbejderklassen blev decimeret, blev partiet efterladt frit svævende over klassen. Sovjetstaten af 1917 var med nødvendighed blevet erstattet med et-partistaten af 1920 og fremefter. De sovjetter, som fortsat bestod, blev i stadig større grad blot et dække over bolsjevikkernes magt. I 1919 havde der f.eks. ikke været valg til Moskva-sovjetten i over 18 måneder. ⁵⁷

Partibureaukratiet, som var begyndt som et underordnet element, blev nu en klasse for sig selv. Dette bureaukrati, med Stalin som generalsekretær, fik mere og mere indflydelse. I 1923 var det Stalinfløjen, der styrede industrien og statens magtapparat.

I 1924 styrker Stalin sin magt og knæsætter princippet om "socialisme i ét land" – som er et totalt opgør med bolsjevismen. Denne linie får katastrofale følger – og betyder en opgivelse af revolutionær politik i forhold til de kommende revolutioner, bl.a. i Spanien 1936. Kontrarevolutionen fuldbyrdes med vedtagelsen af den første 5-årsplan. I modsætning til den almindelige opfattelse – at 5-års planen udtrykte en socialistisk planøkonomi – var indholdet, at der på bekostning af bønderne og arbejderne skulle akkumuleres kapital til at opbygge en industriel udvikling. Ikke i befolkningens interesse, men for at opfylde bureaukratiets behov, for at gå ind i konkurrencen (først og fremmest den militære) på verdensplan.

I 1928 havde den stalinistiske fraktion fuldstændig konsolideret sin kontrol over partiet og staten, og benyttede alle mulige midler i kampen mod opposition i og uden for partiet. Stalin overtog zarens metoder og deporterede revolutionære til Sibirien. Han gennemførte, hvad selv Huset Romanov ikke havde været i stand til: systematisk at myrde dem, der i 1917 havde udgjort det revolutionære parti.

Det er formentlig kontrarevolutionen og ændringen af partiet, der forvirrer mange af de borgerlige debattører. Bent Jensen nærmer sig en præcis beskrivelse af kontrarevolutionen. Men en sådan karakteristik ville vælte de borgerliges argumenter, der i forvejen ikke altid er særlig sammenhængende. Følgende citater fra Bent Jensen kan anskueliggøre denne påstand:

Mit udgangspunkt er, at Sovjetunionen i dag såvel i dets geografiske udstrækning som i dets politiske, økonomiske og sociale struktur er Stalins værk. Den egentlige omvæltning skete under hans ledelse ... ⁵⁸

I slutningen af 1920'erne og begyndelsen af 1930'erne kom da det næste stormløb mod kapitalismens sidste bastioner. Og denne gang lykkedes det. Stalin karakteriserede det med rette som "en revolution fra oven" ... ⁵⁹

Denne elite på måske 3-500.000 funktionærer er blevet kaldt Sovjetunionens "ny klasse". I juridisk forstand ejer de ganske vidst ikke produktionsmidlerne; men de har den fulde dispositionsret over såvel produktionsapparat og producenter som over det producerede. ⁶⁰

Grunden er, at de borgerlige ser en fordel i at fastholde at statskapitalismen er socialisme og et resultat af Marx og Lenins "vildfarelser". Desværre har mange venstreorienterede fulgt trop, fordi de ikke har defineret socialismen positivt som arbejdermagt, men negativt som ikke-privatejendomsret.

Mange venstreorienterede vil i dag være svagt rustede overfor f.eks. Thøger Seidenfadens argument: "Den leninistiske socialismes sammenbrud er derfor også og i høj grad socialdemokratismens sejr." ⁶¹ Deres problem er en diffus opfattelse af forholdet mellem socialisme og kapitalisme, at socialisme er statsstyring af økonomien, uden at se på karakteren af denne stat:

... en tommelfingerregel om, at et samfundssystem er liberalistisk, hvis markedskræfterne dominerer mere end to trediedele af produktionen og fordelingen, tilsvarende kan systemet kaldes socialistisk, hvis det er staten, som styrer mere end to trediedele af økonomien. ⁶²

Produktionsmidlerne i Sovjet ejedes af staten, ikke af arbejderne. Forskellen på østlig og vestlig kapitalisme er, at kapitalismen i øst ikke er opdelt mellem konkurrerende virksomheder, men er koncentreret i statens hånd. Men ejendomsformen er ikke afgørende. I Vest er der masser af forskellige kapitalistiske ejendomsformer: statseje, monopoler og privatejendom. I Sydkorea og Brasilien foregår store dele af produktionen på statsejede virksomheder, uden at nogen vil kalde disse stater socialistiske. Den herskende bureaukratklasse i Sovjet spiller rollen som kapitalistklasse. De har forsøgt at planlægge virksomheden i firmaet A/S Sovjet, lige som man har gjort det i ITT, Ford etc. Planens mål var ikke at opfylde folks behov, men våbenkapløbets og militærindustriens behov. Den russiske arbejderklasse er blevet udbyttet i lige så høj grad som i alle andre lande. De grundlæggende træk ved kapitalismen i Sovjet er kampen for at gøre sig gældende i den internationale konkurrence: kapitalen skulle akkumuleres og arbejdernes levestandard og løn holdes nede. Det økonomiske og politiske sammenbrud i Sovjet har derfor ikke noget med socialismens sammenbrud at gøre; men handler om statskapitalismens aktuelle sammenbrud. Men hele den kapitalistiske verdensøkonomi er i alvorlige problemer, ikke mindst i kapitalismens højborg – USA. Den borgerlige engelske avis The Observers økonomiske redaktør skrev for nylig, at "det er meget uheldigt, at kapitalismen skal fejre kommunismens sammenbrud ved at iscenesætte sin egen krise."

De, som mener, at stalinismen var et uundgåeligt resultat af oktoberrevolutionen, vil være enige med Kim Kristensen, der skriver:

Hvad, der har været klart siden midten af 80'erne, er nu endeligt: Kommunismen tabte den ideologiske kamp til kapitalismen. ... kommunismen ... var en tro på, at mennesker endelig kunne skabe deres egen historie ... ⁶³

Det store flertal – som rammes af kapitalismens anarki gennem arbejdsløshed, fattigdom og krige, som er ofre for racistisk hetz og national undertrykkelse, eller som "blot" dagligt oplever det groteske i at menneskelig kreativitet og ønsket om direkte mulighed for at skabe en verden til fordel for flertallet holdes nede af en kapitalistisk herskerklasse – kan ikke se kapitalismens lyksaligheder. For os, for flertallet på kloden, er der stadig en enorm inspiration at hente i oktoberrevolutionens første år. Kernen i de borgerliges frygt dengang som nu kunne man læse i det konservative russiske dagblad Novoe Vremia den 26. oktober 1917:

Lad os for et øjeblik forudsætte, at bolsjevikkerne går hen og vinder herredømmet. Hvem skal så regere os: kokkene måske, disse kendere af koteletter og bøffer? Eller måske brandmanden? Staldknægtene, chaufførerne? Eller måske vil barnepigerne fare afsted til møder i statsrådet mellem hagesmækvaskningerne? Hvem da? Hvor er statsmændene? Mekanikerne skal måske lede teatrene, blikkenslagerne udenrigspolitikken, tømrerne postkontorerne. Hvem vil det være? Alene historien vil give det endelige svar på denne bolsjevikkernes vanvittige ambition. ⁶⁴

Almindelige mennesker skulle nødig få den tanke at det er muligt, ikke bare at forvalte et samfund uden alle de privilegerede eksperter, men også gøre det bedre(!).

Noter

1. Kim Kristensen: Gudernes fald, Det Fri Aktuelt, 14.1.92

2. Hans Lassen i: Praksis nr.5, 1989, s.3.

3. Niels Henrik Nielsen, VS's internationale udvalg: Fremtidens Europa og socialismen, Solidaritet, nr.8/9, 1991, s.17.

4. Thøger Seidenfaden: Et helt Europa, Kbh. 1991, s.160.

5. Feiwel Kupferberg: Svanesang i Øst, i: Kronikken i Politiken, 21.10.91.

6. Ilja Wechselmann: Med hjerte og politik, i: Kronikken i Politiken, 25.9.91.

7. Se Tony Cliff: Class Struggle & Women's Liberation, London 1984, s.138-44.

8. For videre læsning se Tony Cliff: State Capitalism in Russia, London, 1974.

9. Uffe Ellemann Jensen: Kun EF-union kan støtte frihed i Sovjet, Politiken, 6.9.91.

10. Sigurd Rambusch: Opgøret må føres igennem, Politiken 6.11.89.

11. Bent Jensen: Sovjetunionen – historie, ideologi, økonomi og politik, Vedbæk 1984, s.15.

12. Sigurd Rambusch, op.cit.

13. Iben Holk: Leve Rusland!, i: Kronikken i Politiken, 2.9.91.

14. Leon Trotsky: The History of the Russian Revolution (I), New York 1987, s.139.

15. Leon Trotsky, op.cit., s.152.

16. V.I.Lenin: Udvalgte værker, bd.7, Kbh. 1982, s.54-55.

17. Citeret fra Leon Trotsky: op.cit., s.258.

18. Citeret fra John Rees: In defence of October, International Socialism Journal (2nd series), issue 52, London 1991, s.12.

19. Tony Cliff: All Power to the Soviets, London 1985, s.194.

20. Tony Cliff, op.cit., s.207.

21. Leon Trotsky, op.cit., s.395.

22. Se Leon Trotsky, op.cit., s.451-55.

23. John Rees, op.cit., s.13.

24. Leon Trotsky, op.cit., s.422.

25. V.I.Lenin, op.cit., s.212.

26. Samme sted.

27. Tony Cliff: All Power ..., s. 274.

28. Samme sted, s. 296.

29. Citeret fra John Rees, op.cit., s.17.

30. Citeret fra Tony Cliff: Revolution Besieged, London 1987, s.2.

31. Victor Serge: Year One of the Russian Revolution, London 1987, s.52.

32. Samme sted.

33. Leon Trotsky: The Lessons of October, London 1987, s.59. (Findes som duplikat på dansk: Læren af Oktober.)

34. Victor Serge, op.cit., s.54-55.

35. Bent Jensen: Sovjetunionen, før, under og efter Stalin, i: Dansk udsyn, nr.6, 1981, s.367.

36. Citeret fra John Rees, op.cit., s.24.

37. Victor Serge, op.cit., s.131.

38. Citeret fra John Rees, op.cit., s.28.

39. Citeret fra John Rees, op.cit., s.33.

40. Victor Serge, op.cit., s.349.

41. Citeret fra John Rees, op.cit., s.39.

42. John Rees, op.cit., s.75.

43. Samme sted, s.33.

44. Victor Serge, op.cit., s.327.

45. Eigil Steffensen: Den lødige revolutionsdebat i gang, Politiken, 28.7.88.

46. John Rees, op.cit., s.75.

47. Citeret fra John Rees, op.cit., s.39.

48. Citeret fra John Rees, op.cit., s.39.

49. Victor Serge, op.cit., s.325.

50. Bent Jensen: Sovjet, før, under ..., s.369.

51. For videre læsning se Charlie Lywood: De forspildte muligheder. Tyskland 1918-23, Brønshøj 1990.

52. Citeret fra John Rees, op.cit., s.31.

53. Abbie Bakan: Det store bedrag, Kbh. 1987, s.8.

54. Samme sted s.9.

55. V.I. Lenin: Udvalgte Værker, bd. 15, s.89-90.

56. Citeret fra Chris Harman: Den russiske revolutions nederlag, Kbh. 1981, s.15.

57. Samme sted, s.12.

58. Bent Jensen: Sovjetunionen før, under ..., s.373.

59. Samme sted, s.370.

60. Bent Jensen: Sovjetunionen – historie ..., s.60

61. Seidenfaden, op.cit., s.173.

62. Erik Holm: Demokrati er farligt, i: Kronikken i Politiken, 15.11.89.

63. Kim Kristensen, op.cit.

64. Citeret fra Tony Cliff: Revolution ..., s.1-2.

Toppen af siden

www.socialister.dk – 3. december 2024 kl. 17:50

International Socialisme nr. 1 feb 1992

Temasider

Nr. 1

Hovedmenu