International Socialisme nr. 1
feb 1992

International Socialisme – Nr. 1 – Februar 1992 – Side 2

Det nationale spørgsmål, sub-imperialismen og vores svar

af Ole Mølholm Jensen og Tom Christiansen

Hvis marxisters opgave kun var at forholde sig til kampe, der foregik mellem arbejderklassen og borgerskabet, var vi forskånet for megen teori og analyse af, hvordan verden ser ud. Vi kunne vende ryggen til de konflikter og spørgsmål, som ikke direkte involverede arbejderklassen som klasse.

Men splittelser og konflikter inden for den herskende klasse har en stor betydning for os. For det første, fordi konflikterne ofte inddrager arbejdere som kanonføde – eller på anden måde som ofre i konflikten.

For det andet, fordi udfaldet af disse konflikter kan være afgørende for borgerskabets mulighed for at beherske, udbytte og i sidste ende slå revolutioner tilbage. Udfaldet af Vietnamkrigen har uden tvivl haft den effekt, at arbejdere og andre undertrykte i den tredje verden ikke i samme grad er blevet konfronteret med USA-imperialismen, som hvis USA havde vundet krigen.

I den revolutionære marxistiske tradition, som vi tilhører, fra Marx og Engels, Lenin og Trotskij til IS-tendensen i dag, har det også været en ubrydelig regel at tage stilling i den slags konflikter. [1]

I IS-Danmark tog diskussionen for alvor fart, da krigen mellem Irak og Iran i løbet af 1986-88 eskalerede med USA's optrapning i den Persiske Golf. [2]

Spørgsmålet blev igen meget akut ved den seneste golfkrig i 1991. Debatten var ophedet og argumenterne skarpe. Det er godt for at afklare diskussionen; men mange af nuancerne gik nok tabt, og et par finker røg nok af panden.

Vi vil derfor med denne artikel nuancere og uddybe nogle af de opfattelser, som flertallet i IS vedtog dengang, samt svare på et par af de spørgsmål, som debatten ikke fik afklaret. Vi vil derfor i det følgende beskæftige os med: hvorfor og på hvilken måde kan vi som internationalister tage stilling for kræfter, som kæmper under nationalismens banner. Kan man stadig tale om national undertrykkelse i forhold til lande, der i hvert fald formelt set har fået selvstændighed. Vi tager disse spørgsmål op, ikke så meget for at kigge i bakspejlet, men for at skue frem og blive bedre til at tage stilling næste gang.

Støtte til andre kræfter

Det første problem, vi bliver stillet over for, når vi tager stilling for en national bevægelse, er som regel en lang opremsning af ubehageligheder i den pågældende bevægelses programmer eller handlinger.

Over for det må det pointeres, at vi kun støtter nationale kræfter, for så vidt at de kæmper mod undertrykkelse.

Kapitalismen indbefatter mange forskellige udtryk for undertrykkelse; racisme, kvindeundertrykkelse, undertrykkelse af seksuelle minoriteter osv. En af de former for undertrykkelse er den nationale undertrykkelse. Det vil sige undertrykkelsen af en nations ret til selvstændig politisk og økonomisk udvikling, undertrykkelse af sprog, religion og kultur – ofte iblandet racistisk diskriminering.

Den nationale undertrykkelse foregår derfor på tværs af klasseskel, hvilket medfører, at oprør mod national undertrykkelse sjældent foregår under klassekampens banner, men under nationalistiske og/eller religiøse slagord.

I Østeuropa foregår oprøret mod de statskapitalistiske regimer under paroler om vestligt demokrati og markedsøkonomi eller i form af nationale selvstændighedsbevægelser uden socialistiske perspektiver. I Afrika kæmper folk mod fattigdom og undertrykkelse, for demokrati og frihed og nogle steder for indførelse af islamisk fundamentalisme. I vores del af verden bruger de herskende racismen til at aflede utilfredsheden med arbejdsløshed og materiel tilbagegang.

Alligevel tager vi stilling til den modstand, der faktisk foregår, og støtter de kræfter, som kæmper mod imperialisme eller deres egne herskere. Vi skal med andre ord støtte andre politiske kræfter og bevægelser end os selv.

Grunden hertil er, at enhver modstand mod de herskende i verden svækker deres styrke og fremmer muligheden af, at arbejderklassen kan kæmpe for socialistiske løsninger. [3]

Som eksempel kan vi tage de baltiske republikker. Deres kamp for national selvbestemmelse havde absolut intet skær af socialistisk perspektiv over sig. Tværtimod havde de et borgerligt nationalistisk perspektiv. Men deres kamp for national selvstændighed indeholdt to fremadrettede perspektiver. Det ene var svækkelsen af Sovjetunionens imperialistiske undertrykkelse og dermed de sovjetiske herskeres styrke. Det andet var, at den nationale undertrykkelse skabte en falsk modsætning mellem baltiske og russiske arbejdere. Baltiske arbejdere opfattede langt hen ad vejen, at deres hovedfjende var russerne og ikke deres egen herskere. I dag går modsætningen på et andet led. Nu er det de lokale herskere, som selv står og skal gennemføre den politik som Sovjetregeringen tidligere stod for. Hovedfjenden bliver dermed deres egne herskere og ikke arbejdere fra andre lande.

På den samme måde støtter vi også dem, som står i modsætning til og bekæmper USA-imperialismen. Vi støttede vietnamesernes kamp mod USA i Vietnam-krigen, og vi støttede nicaraguanernes kamp mod USA's økonomiske blokade og militære aggression. På samme måde støttede vi iranernes kamp mod USA-imperialismen under den første golfkrig, og endelig støttede vi den irakiske modstand mod USA-imperialismen i den sidste golfkrig.

Deres eventuelle sejr svækker USA-imperialismen og dermed den imperialistiske undertrykkelse på verdensplan. Modsat er enhver sejr til USA-imperialismen en tilskyndelse til øget imperialistisk undertrykkelse og udbytning.

Afslutningen på de to golfkrige er gode eksempler herpå. Nogle socialister forventede, at et nederlag til Iran i den første krig, og et nederlag til Irak i den anden, ville fremme opgøret med henholdsvis Khomeini og Saddam Hussein. Intet var dog længere fra virkeligheden. Tværtimod medførte nederlagene til både Iran og Irak meget kraftige angreb på arbejderklassen og enhver opposition internt i landene, og tilmed svækkede det den anti-imperialistiske bevægelse i området. Troen på, at man kan bekæmpe imperialismen og skabe sin egen fremtid uden undertrykkelse og udbytning, led et nederlag.

Endelig støtter vi også alle dem, der i Danmark bekæmper den borgerlige regering gennem strejker og demonstrationer. Også selv om de er smækfyldt med borgerlige ideer i hovedet.

Det er nemlig kun igennem kamp og bevægelse mod udbytning og undertrykkelse, at der skabes mulighed for at ideerne ændres i folks hoveder gennem de erfaringer, der indhøstes, og gennem de nye ideer, som der skabes lydhørhed for.

Betingelsesløs, men kritisk støtte

Det princip vi anvender, når vi støtter andre politiske kræfter og bevægelser end os selv, er princippet om betingelsesløs, men kritisk støtte.

Den betingelsesløse støtte betyder, at vi ikke stiller krav om, at bevægelserne skal mene noget bestemt, for at vi støtter deres kamp. Vi støtter således palæstinensernes kamp for deres egen stat, uanset hvad PLO mener om Schlüter eller Bush, og vi støttede irakernes kamp mod USA-imperialismen på trods af deres brutale hersker, Saddam Hussein.

Den kritiske støtte består i, at vi ikke støtter de politiske ideer som de politiske kræfter og bevægelser har, hvis vi ikke er enige med dem. Vi støttede således ikke det iranske præsteskabs politiske ideer, selv om vi støttede iranerne mod USA-imperialismen. Vi støttede ikke det sandinistiske lederskab, selv om vi støttede nicaraguanernes kamp mod USA-imperialismen, og vi støtter ikke Jeltsin, selv om vi støttede bevægelsen mod det reaktionære kupforsøg i oktober 1991.

Tværtimod indeholder princippet om betingelsesløs, men kritisk støtte, en benhård politisk kamp mod lederskabet for de kampe eller de bevægelser, vi støtter. Vi kritiserer dem for deres forkerte ideer og for deres egen undertrykkende praksis.

Og vi opfordrer til, at arbejderklassen i de enkelte lande og socialisterne i de enkelte bevægelser skal gøre op med det politiske lederskab og selv tage ledelsen.

Skal vi skelne?

Det betyder imidlertid ikke, at vi ikke skal skelne mellem forskellige typer af nationale bevægelser som f.eks. sandinisterne i Nicaragua og Ba'athpartiet i Irak.

En af de fejl, vi gjorde omkring Golfkrig nr. 2 var at forvente, at USA ville få sit andet Vietnam i den arabiske ørken. Det fik USA desværre ikke, og forklaringen er meget enkel: I Vietnam stod USA over for en guerillakamp med en folkelig opbakning. [4] I Irak stod USA overfor en diktator, som herskede med terror og ikke med opbakning. Modstanden var overladt til en regulær hær, hvor herskerne lige så meget frygtede hærens mytteri som USA's tropper.

Potentialet i den arabiske befolkning kunne derfor ikke udnyttes af Saddam, som styret i Nordvietnam havde udnyttet potentialet i FNL [5], men kunne kun udnyttes i modsætning til Saddam. Vores parole kunne derfor også vanskeligt være én, der pegede på Saddam som afgørende for opbyggelsen af modstanden mod USA-imperialismen. Og det var ganske rigtigt og meget præcist af os at sige: Vi foretrækker USA's nederlag – også selv om det bliver til Saddam.

Karakteren af den pågældende "befrielsesbevægelse" vil derfor også være central for den konkrete udmøntning af den meget omstridte og tit fejlfortolkede parole: militær, men ikke politisk støtte. [6]

Den militære støtte i forbindelse med Golfkrigen begrænsede sig til, at vi var modstandere af, at Olfert Fischer skulle sendes til den Persiske Golf. I forbindelse med sandinisternes eller FNLs befrielseskrig ville vores støtte også kunne omfatte indsamling til befrielsesbevægelsen.

For så vidt som det gælder karakteren af den taktiske støtte, skal vi skelne i forhold til karakteren af befrielsesbevægelsen. Men det kan på ingen måde afgøre, hvorvidt vi ubetinget støtter eller ej.

Revolutionær defaitisme

Det er dog ikke altid, at vi som socialister skal støtte den ene part i en krig. For ikke alle krige gælder kampen mod national undertrykkelse. Grundlæggende er der 3 former for krige:

Den ene er de ovenfor omtalte krige mod national undertrykkelse.

Den anden er revolutionære krige, som ofte er borgerkrige, hvor arbejderklassen kæmper mod borgerskabet om magten i samfundet. Der støtter vi selvfølgelig entydigt den revolutionære bevægelse.

Den tredje form for krig er krige mellem imperialistiske magter, hvor de kæmper om nyfordeling af verden imellem sig. De to verdenskrige er sådanne mellemimperialistiske krige.

I sådanne krige støtter vi ikke den ene part mod den anden. Vi mener ikke, at nogen af magternes sejr repræsenterer et fremskridt i kampen mod undertrykkelse og imperialisme. Tværtimod vil sådanne krige, hvis de ikke stoppes af arbejderklassen, skabe betingelser for reetablering af imperialismen på et stærkere grundlag. Arbejderklassen har ingen interesse i at deltage i sådanne krige, de har intet at vinde og alt at tabe.

Den holdning vi indtager til mellemimperialistiske krige er revolutionær defaitisme. [7] Begrebet medførte en del diskussion i IS, om hvorvidt man med et revolutionært defaitistisk udgangspunkt alligevel kunne mene, at den enes sejr eller nederlag alligevel var at foretrække. Derfor vil vi her uddybe begrebet.

Den revolutionære defaitisme går ud på, at den imperialistiske krig kun kan afsluttes til arbejderklassens fordel ved at gøre krigen til en revolutionær borgerkrig i de krigsførende lande. En revolution i krigstid betyder borgerkrig. I paroleform kan holdningen udtrykkes som, "Fjenden er herhjemme – fred mellem hytterne, krig mod paladserne".

Den revolutionære defaitisme betyder, at man bekæmper ens herskende klasse, uanset om det svækker den herskende klasses krigsmaskine, og dermed muligheder for at vinde i den mellemimperialistiske krig.

Vi støtter således desertering, alle strejker – også i våbenindustrien og transportsektoren.

At socialister i mellemimperialistiske krige arbejder for at ens egen herskende klasse skal blive ude af stand til at føre krig, betyder ikke at socialister arbejder for, at de andre imperialistiske lande skal vinde krigen. Tværtimod er det en politisk linje, som skal praktiseres i alle imperialistiske krigsførende lande.

Man ønsker med andre ord sin egen herskeres nederlag, ikke bare til en anden imperialistisk magt, men til arbejderklassen i alle krigsførende imperialistiske lande. En konsekvens af den revolutionære defaitisme kan være, at opgøret med borgerskabet i et land midlertidig styrker andre imperialistiske magters militære stilling. Det er imidlertid en stakket frist for de herskende. F.eks. så vi det efter den russiske oktoberrevolution, at selv om det umiddelbart gav Tyskland en krigsmæssig fordel, så blev de tyske arbejdere og soldater hurtigt inspireret af den russiske revolution, og gik til åben kamp mod det tyske borgerskab.

Revolutionær defaitisme er derfor en position, som vi kan indtage i de situationer, hvor sejr eller nederlag til en af de imperialistiske parter er uden indflydelse på arbejderklassen fremtidige muligheder. Vi kan derfor ikke have en revolutionær defaitistisk holdning, og så samtidigt mene, at det alligevel vil være bedst, hvis den eller den anden part tabte eller vandt.

"Neokolonialisme"

Et af de forhold, der har gjort det sværere at gennemskue det nationale spørgsmål i dag, og som skabte en vis forvirring i debatten om golfkrigen, er, at opdelingen af verden gik fra at være en opdeling mellem kolonimagter og kolonier, hvor undertrykkelsen var oplagt, til en verden, som består af formelt set lige og frie stater.

Efter 2. verdenskrig lykkedes det for en lang række af de tidligere kolonier at løsrive sig fra den nationale undertrykkelse. Men på trods af deres "frihed", blev mange af dem fastholdt i et "underudviklet" stade. Det fik nogle økonomer til at udvikle teorier om neokolonialisme – også kaldet afhængighedsteorierne. [8]

Fælles for disse teorier gjaldt, at den industrialiserede verden gennem et ulige varebytteforhold, hvor den industrialiserede verden solgte sine industriprodukter dyrt og købte den tredje verdens landbrugsprodukter billigt, udbyttede den tredje verden. [9]

For de marxistisk inspirerede afhængighedsteoretikere betød det, at den tredje verden kun kunne udvikles igennem en socialistisk revolution. Det skulle imidlertid vise sig ikke at holde stik. I flere af tredje-verdens-landene opstod der i løbet af 1970'erne en industrialisering på teknologisk niveau – omend ikke omfangsmæssigt – med europæisk og amerikansk standard.

Subimperialisme

De lande er senere blevet kaldt NIC-landene [10] (Newly Industrializing Countries). Det er lande som "de fire østasiatiske tigre" (Sydkorea, Taiwan, Hong Kong og Singapore), Indien, Pakistan, Mexico, Argentina, og Brasilien, Polen, Grækenland, Tyrkiet, Sydafrika, Iran og Irak. [11]

Industrialiseringen blev betalt af en omfattende kapitaleksport fra vesten, enten i form af lån, eller i form af direkte udenlandske investeringer. Det er siden gået NIC-lande meget forskelligt, men f.eks. de såkaldte østasiatiske "mirakeløkonomier" og især Sydkorea og Japan har været med til at true USA's markedsandele på en række produkter, uden at USA for alvor har kunnet gribe ind. NIC-landene er derfor ikke afhængige stater. De er i stort omfang selvstændige agenter på verdensmarkedet.

En del af disse lande har i takt med deres industrielle vækst og økonomiske uafhængighed formået at opbygge et militært apparat, som har gjort dem til en magtfaktor i den region, som de er beliggende i. Det gælder f.eks. Indien, som dominerer den Bengalske bugt, Iran havde under Shahen en dominerende rolle på den arabiske halvø, Sydafrika har domineret randstaterne. [12]

De regionale magter er med et ord lånt fra maoismen blevet betegnet som subimperialistiske.

Dette regionale dominansforhold har afstedkommet adskillige regionale konflikter; krigen mellem Indien og Pakistan om Bangla Desh's løsrivelse fra Pakistan, krigen mellem Iran og Irak fra 1981-86, krigen om Angola. Konflikten mellem Tyrkiet og Grækenland om Cypern.

Spørgsmålet er så hvilket forhold, der er mellem de nye regionale magter, de gamle kolonimagter og supermagterne. I forhold til de gamle koloniforhold er der ingen tvivl om, at der på ingen måde eksisterer direkte magtforhold, hverken politisk eller økonomisk, men derimod et frivilligt dominansforhold, hvor dollaren er den stærkeste valuta, og hvor USA har det store ord i NATO. [13]

Men også NIC-landenes regeringer er alt andet end marionetter eller compradorer. Den herskende klasse i disse lande er afhængige af, at de er i stand til at gå deres egne veje. Jo bedre det går landets økonomi, des flere indtægter til staten, og des større revenu kan der tilkomme dem selv. Deres interesser er derfor ikke altid i overensstemmelse med en større imperialistisk magt.

På den anden side kan regeringerne heller ikke gøre som de vil. Verden har siden krigen været delt op i to interessesfærer, [14] hvor henholdsvis dollaren og rublen har været dominerende valutaer.

Import af ny teknologi krævede adgang til en af disse valutaer enten i form af handel, lån eller direkte udenlandske investeringer. Det at stå på god fod med en af supermagterne var derfor nødvendigt for økonomisk fremgang.

Cubas Castro var nødt til at blive "socialist" for at blive gode venner med Sovjet, efter at USA havde nægtet at handle med ham efter revolutionen i 1959. Ligesom Ægypten og Etiopien måtte benytte sig af "socialistisk" retorik for at tækkes regeringen i Kreml. Ægypten har så senere skiftet hest, og lovet fred med Israel for at komme med i den vestlige interessesfære. Jugoslavien brød i 1948 med Stalin og er siden bakket op af USA.

For at fastholde sin magt har USA opbygget institutioner som Verdensbanken og den Internationale Monetære Fond. Gennem bl.a. dem har de kunnet dirigere pengestrømmen til den tredje verden.

De nybefriede og nyindustrialiserede lande er med andre ord frie til at gøre, hvad de vil, så længe det ikke var i modstrid med enten USA's eller Sovjets interesser. Eller som i Indiens tilfælde, er i stand til at manøvrere i mellem dem. [15]

Skulle nogen alligevel blive grebet af den vildfarelse, at de frit kunne disponere på tværs af supermagternes interesser, stod de overfor et gigantisk militært apparat. F.eks. var USA gennem støtten til kontraerne med til at belære nicaraguanerne om, at der ikke findes nogen selvstændig vej til opbygning. Ligesom irakerne fik kærligheden at føle, da deres militære apparat blev følt som en trussel mod USA's interesser.

Subimperialismens magt er derfor kun regional og underkastet kontrollen fra en verdensomspændende imperialistisk magt. Der er så at sige en hierarkisk lagdeling i udøvelsen af den imperialistiske magt. Øverst supermagterne, dernæst de gamle europæiske kolonimagter og Japan, dernæst de regionale imperialistiske magter og nederst de regionalt dominerede lande.

Kvalitativ forskel

Kapitalismens logik tvinger den herskende klasse til at maksimere sin profit. En af måderne er at sætte sin vilje igennem over for andre nationer. På den måde er ingen af de herskende klasser på verdensplan fri for imperialistiske aspirationer. Men i nationale konflikter ville det være forkert at sidestille alle landene i det imperialistiske hierarki. Deres kvantitativt forskellige størrelse slår om i kvalitativ forskellig evne til at gennemsætte sine imperialistiske interesser.

Konsekvenserne af deres handlinger for arbejderklassen og andre undertrykte folk er for forskellig. At USA tabte Vietnamkrigen var til gavn for arbejderklassen i hele den amerikanske indflydelsessfære. At den herskende klasse i Vietnam vandt samme krig, fik "kun" negative konsekvenser for Vietnams og Kampucheas befolkning. Irak forsøgte at underlægge sig Kuwait. USA fik resten af verden til at makke ret i golfkrigen.

Vores stillingtagen til nationale konflikter må derfor bero på en meget konkret analyse af de kræfter, der er oppe mod hinanden, hvordan placerer de stridende parter sig i hierarkiet – ikke målt ud fra absolutte tal, men ud fra de kvalitative dominansforhold. Er det to subimperialistiske magter, der slås om dominansen i en region, så tager vi ikke stilling – så står vi på revolutionær defaitisme, som vi gjorde det i Iran-Irak-krigen fra 1981-86.

Er det en supermagt mod en subimperialistisk magt, så er vi ikke længere ligeglade med, hvem der vinder og taber. Med opbruddet i den gamle verdensorden vil det hierarkiske imperialistiske system blive rystet, og der vil sandsynligvis blive mere plads for de subimperialistiske magter til at boltre sig på og dermed flere regionale konflikter/krige at tage stilling til. Analysen af subimperialismen er derfor mere aktuel nu end før. Men opbruddet vil være et midlertidigt fænomen, der vil vare ved, indtil der enten udkrystalliserer sig et nyt og klart dominansforhold – eller en socialistisk verdensorden.

Konklusion

Diskussionen omkring Golfkrigen har lært os en del. For det første er det nationale spørgsmål ikke en forældet problemstilling – måske snarere tværtimod. Men den er på ingen måde blevet mere enkel at tage stilling til.

For det første har 1950'ernes og 1960'erne afkolonisering gjort dominansforholdene mere uigennemsigtige. For det andet er vi også nødt til at være meget præcise, når vi udtaler vores støtte til befrielsesbevægelser.

Med andre ord: Vi skal være meget omhyggelige med at afdække de bagvedliggende årsager til krige og konflikter, før vi kan tage stilling. F.eks. ville en rygmarvsrefleksion i forhold til situationen i Jugoslavien med garanti have ført til en forkert holdning. På den ene side har der ikke historisk været nogen tale om national undertrykkelse i Jugoslavien andet end den mod det albanske flertal i Kosovo. På den anden side må forbundshæren i dag vel betragtes som en besættelseshær. Altså en meget blandet situation, som kræver stor præcision. Men det må vente til en anden artikel.

Noter

1. Det vil vi ikke beskrive nærmere her, men henvise til Alex Callinicos: Marxismen og det nationale spørgsmål, IS-forlaget 1988. Vi vil i øvrigt stærkt anbefale at læse pjecen i sammenhæng med denne artikel.

2. Man kan læse om diskussionen i International Socialisme – politiske arbejdstekster, nr. 3, Århus 1989.

3. Lenin behandler dette ret indgående i Om Nationernes Selvbestemmelsesret, i Lenin: Udvalgte Værker, bind 5, København 1982.

4. Se Charlie Hore: Vietnam and Cambodia: winning the war, losing the peace, i International Socialism Journal 2nd series (herefter ISJ2:), issue 50, 1991.

5. FNL: Front National de Libération, også kaldet Vietcong, var den sydvietnamesiske befrielsesbevægelse dannet i 1960. Den kæmpede med støtte fra Nordvietnam for befrielse fra USA.

6. Parolen blev lanceret af Trotskij i forbindelse med den spanske borgerkrig i slutningen af 1930'erne. Se Phil Marshall: En styrkeprøve, i: International Socialisme – politiske arbejdstekster nr. 3.

7. Begrebet er behandlet af Lenin i bl.a.: Krigen og det russiske Socialdemokrati, Opportunismen og 2. Internationales Sammenbrud, i Lenin: Udvalgte Værker, bd. 6, København 1981, Socialism and War, i Lenin on War and Peace, Peking 1976. (hvoraf de første 4 afsnit er oversat og findes i International Socialisme – politiske arbejdstekster nr. 3).

Tony Cliff: Lenin, London 1975, i følgende afsnit: Bind 1, kapitel 6; Fighting the Liberals. Bind 2, kapitel 1; The War og kapitel 10; Lenin and the Soldiers' Mutinies.

Hal Draper: The Myth of Lenin's Defeatism – part I, i The New International, vol. 19 nr. 5.

8. Afhængighedsteorierne havde mange forskellige udformninger lige fra borgerlige (Prebish og Singer) til marxistisk inspirerede (Gunder Frank og Amin). Gotfred Appel og Blekingebandens idégrundlag er en mere ekstrem udlægning.

9. At den slags udbytning faktisk har fundet sted er meget sandsynligt; men "neokolonialismen" kunne lige så godt betyde det modsatte. Sovjet betalte f.eks. Cuba overpris i forhold til verdensmarkedsprisen for deres sukkerproduktion, mod at bruge Cuba til militære formål. I dag sælger EF landbrugsprodukter til "den 3. verden" under verdensmarkedsprisen – ikke som en humanitær foranstaltning, men for at udkonkurrere den 3. verdens egen landbrugsproduktion.

10. Industrialiseringsprocessen og dens konsekvenser er nærmere beskrevet og diskuteret i Nigel Harris: Of Bread and Guns, og The End of the Third World, London 1987. Alex Callinicos: Imperialism, Capitalism and the State Today, i ISJ 2:35, 1987.

11. Hvilke lande, der kan regnes som NIC-lande varierer meget fra forfatter til forfatter; men ovenstående lande er meget sandsynlige. Desuden minder Japans genrejsning efter nederlaget i 2. verdenskrig om meget om NIC-landenes industrialiseringsmønster, selv om den foregik tidligere og i større omfang.

12. Vietnam må i denne forbindelse regnes som en undtagelse, da Vietnam ikke er et NIC-land, men i høj grad et subimperialistisk land. Vietnam har kunnet opbygge et militært apparat uden en industrialiseret økonomi, på grund af støtten fra Sovjet.

13. Dette forhold er der i dag opbrud i, idet der sker en omrokering inden for det imperialistiske hierarki. Sovjet og Warszawapagten er opløst, og USA's dominans økonomisk og på længere sigt militært er truet af Tyskland (EF) og Japan. Det imperialistiske hierarki og dets dynamik og udvikling er bl.a. beskrevet i John Rees: The New Imperialism, ISJ 2:48, 1990 og Alex Callinicos: Marxism and Imperialism Today, ISJ 2:50, 1991.

14. Selv om Kina falder uden for dette generelle billede – i hvert fald siden 1961.

15. Begrebet "alliancefri lande" kan synes at stå i modstrid med, at der har været det omtalte afhængighedsforhold. Men sammenslutningen af de alliancefri nationer sættes i relief af, at et af medlemmerne er Cuba!

Toppen af siden

www.socialister.dk – 24. november 2024 kl. 04:17

International Socialisme nr. 1 feb 1992

Temasider

Nr. 1

Hovedmenu