[ International Socialisme nr. 1 ]
International Socialisme nr. 1
feb 1992

International Socialisme hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 1

Udskriv artikel

 

Nr. 1

Side 2
· Indhold + Introduktion: En blomst spirer op

Side 5
· Den russiske revolution: Oprør eller kup? Førte Lenin til Stalin?

Side 19
· Det nationale spørgsmål, sub-imperialismen og vores svar

Side 26
· Racismen - hvordan bekæmper vi den?

Side 33
· Antonio Gramsci - Hvad kan vi lære? (Antonio Gramsci: "Fængselsoptegnelser")

Side 36
· Mærk verden - en reaktionær bog (Tor Nørretranders: "Mærk verden")

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

International Socialisme – Nr. 1 – Februar 1992 – Side 2

Udskriv


Rød stjerneRød stjerneAnmeldelseRød stjerneRød stjerne


Antonio Gramsci – Hvad kan vi lære?

Antonio Gramsci: Fængselsoptegnelser
Udvalgt af Gert Sørensen
Museum Tusculanums forlag, Københavns Universitet 1991.
375 kr.

 

I 100-året for Antonio Gramscis fødsel udkom på dansk et udvalg af den italienske revolutionæres fængselsoptegnelser. Bogen er et vigtigt bidrag for enhver, der vil forstå historien og marxismens teoretiske fundament.

Det revolutionære parti – historiens afgørende element

Antonio Gramsci var praktisk revolutionær i Torino, som var Italiens største og mest moderne industriby på den tid, da Europa blev rystet af den revolutionære bølge, som fulgte i kølvandet på 1. verdenskrig og den russiske revolution. (I Italien tales der om "biennio rosso" – de to røde år). Gramsci var medlem af Socialistpartiet (PSI) frem til 1921 og medstifter af det italienske kommunistparti, som han i 1924 blev formand for indtil sin fængsling i 1926. Han endte sit liv i Mussolinis fængsler i 1937.

Gramsci gennemlevede altså en af vor tids største revolutionære epoker, og han var en af dem i den kommunistiske bevægelse, der forstod at lære af det nederlag, som den revolutionære bevægelse led. Den centrale erfaring, som Gramsci drog af nederlaget, var fraværet af en bevidst ledelse, der ville og kunne drive massebevægelsen frem mod en positiv løsning, organisering af arbejderstaten og mod opgøret med den gamle statsmagt.

Den situation oplevede Gramsci helt bogstaveligt, da fabriksrådsbevægelsens centrum på Torinos fabrikker var omringet af hele den italienske stats militære magt og uden anden national støtte end den, der helt spontant opstod, mens PSIs ledelse så passivt til. Gramsci skrev i fængselsoptegnelserne:

Det element, der giver udslaget i enhver situation, er den permanent organiserede og igennem lang tid opbyggede styrke, som kan sættes ind, når man dømmer, at situationen er gunstig (og den er kun gunstig i det omfang, at en sådan styrke eksisterer og er fuld af kampiver); derfor består den vigtigste opgave i systematisk og tålmodigt at koncentrere sig om at danne og udvikle denne styrke og gøre den stadig mere homogen, kompakt og selvbevidst. [1]

Og faktisk koncentrerede Gramsci sine kræfter om netop denne opgave, indtil sin fængsling. Mens Gramscis skrifter fra før fængslingen er centreret om de direkte erfaringer fra revolutionsårene, så går fængselsoptegnelserne mere teoretisk og filosofisk til værks: Hvilke teoretiske svagheder lå der bag nederlaget?

Bogen er den første sammenhængende Gramsci-udgivelse på dansk og en central bog for marxister. Men at give sig i kast med den kræver, at man væbner sig med tålmodighed, tid til at leve sig ind i sproget og den forsøgs- og brudvise form.

At læse Gramsci på dansk

Der melder sig endnu en del problemer for den danske læser, for der findes nemlig stort set ikke dansk litteratur om den historiske situation, der danner baggrund for Gramscis tanker og altså om Gramsci som praktisk revolutionær. Hans skrifter fra den tid er ligeledes kun oversat i mindre og sporadisk form. Som Gramsci selv understreger i forbindelse med Engels' udgivelser af Marx og med tydelig henvisning til andres udgivelser af hans egne optegnelser:

Det drejer sig om, at den ene ikke er den anden og om, at hvis man vil lære den første at kende, må man søge ham specielt i hans egne autentiske værker, som er offentliggjort under hans direkte ansvar. [2]

Det gælder så meget desto mere for Gramscis optegnelser, eftersom han måtte skrive, mens den fascistiske censur kiggede ham over skuldrene. Derudover opfordrer Gramsci samme sted til, at skrifter, som ikke er udgivet af personen selv, behandles med varsomhed. Her ligger den danske udgivelses største svaghed. Varsomt kan man nemlig ikke kalde det, når oversætteren i sin indledning og sine kommentarer gør, hvad han kan for at befri Gramsci fra marxismen, fra den revolutionære tradition, som han var en del af (især Lenin) og i sidste ende også fra Gramsci selv i hele hans frie og aktive periode. For at gøre det er det nødvendigt at fortie, at arbejdet er lavet under censur, og at terminologien derfor måtte ændres radikalt. Termer som filosofisk, moralsk og intellektuel reform kan først rigtigt forstås, når man bider mærke i, at den russiske revolution og Lenins indsats går under betegnelsen en filosofisk reform. Marxismen kaldes praxis filosofi, klasser er sociale grupper, socialismen det regulerede samfund og partiet er med i begrebet de intellektuelle. Det er klart, at i et rent akademisk miljø uden revolutionære ideer bliver den terminologi, der for Gramsci var nød, til en dyd. På baggrund af, at jeg ser optegnelserne som et udtryk for kontinuitet i Gramscis udvikling og ikke som et brud, vil jeg her gå til fængselsoptegnelserne ud fra Gramscis revolutionære erfaringer. Det betyder en lettelse for jer med hensyn til at forstå baggrunden for optegnelserne; men omvendt indebærer det en fare for simplificering og indskrænkning af den betydning af hans tanker, der jo var og er af langt bredere betydning for forståelsen af marxismen.

Derfor læs den selv!!

Et opgør med den mekaniske materialisme og historieopfattelse

Fængselsoptegnelsernes centrale del er et opgør med den mekaniske materialisme og med den naturvidenskabelige, positivistiske tænkning og historieopfattelse (som Gramsci opfattede som værende fremmed for marxismen), der især prægede PSI og 2.internationale, men også dele af Komintern og som senere blev en ren institution i Sovjet og den kommunistiske bevægelse. Et opgør med en fatalistisk holdning, der så den historiske udvikling frem mod socialisme som en objektiv lovmæssighed eller den økonomiske defaitisme, der så revolutionen som noget, der automatisk vokser ud af kapitalismens kriser. Gramsci så bl.a. dette som baggrunden for PSI's passivitet i revolutionsårene.

Determinismen kan forklares som massernes naive filosofi og kun sådan er den et element med indre kraft; men overtager de intellektuelle (herunder partiet; MM) den som en gennemtænkt og sammenhængende filosofi, giver det kun anledning til passivitet og tåbelig selvtilstrækkelighed, og dette endnu inden de underordnede er blevet ledende og ansvarlige. [3]

Det er præcis det billede, som Gramsci gang på gang har tegnet i sin kritik af PSI. Gramsci havde tidligt og i modsætning til store dele af PSI prist Lenin og bolsjevikkerne for at have brudt med historiens jernlove (at Rusland var for tilbagestående og måtte afvente det mere kapitalistisk udviklede Tyskland). Dannelsen af 3. Internationale (Komintern) var også et brud med en fatalistisk, mekanisk partiopfattelse, og bruddet gav det bevidste og subjektive element en plads i historien; men trods den revolutionære praksis var det aldrig blevet til et teoretisk opgør med en fatalistisk og mekanisk historieopfattelse. Det er netop Gramscis centrale bidrag til marxismen, at han på teoretisk, filosofisk niveau konfronterer alle former for automatik og giver marxismen en historisk, humanistisk definition.

Gramsci og arbejderklassens hegemoni

Den mekaniske opfattelse i PSI havde betydet, at en præcis vurdering af den faktiske, historiske situation og en bevidst indgriben blev erstattet med passivitet og sekterisme, som når PSIs ledelse vendte sig mod fabriksrådene, stemplede den "spontane" bevægelse i Torino som eventyrere og voluntarister eller kun havde hån tilovers for bønderne, de undertrykte i syd og deres intellektuelle ledere, når de stod ansigt til ansigt i en konfrontation med statsmagten – de var jo ikke socialister. Over for dette var Gramscis styrke en præcis, historisk vurdering af klassekræfterne og samtidig en vægtning af, hvordan disse styrkeforhold kan rykkes til arbejderklassens fordel. Gramsci lagde vægt på, at arbejderklassen måtte stille sig i spidsen for alle undertrykte, konkret i Italien bønderne og de intellektuelle fra landet, som var formidlere mellem dem og staten.

En samfundsgruppes overherredømme fremtræder på to måder, som "herredømme" og som "intellektuel og moralsk ledelse". En samfundsgruppe er herskende i forhold til de fjendtlige grupper, den søger at "likvidere" eller underkaste, også med væbnet magt, og den er ledende i forhold til de beslægtede og allierede grupper. En samfundsgruppe kan og endog bør være ledende allerede inden erobringen af regeringsmagten (dette er en af hovedbetingelserne for selve magtens erobring); ... [4]

Med udgangspunkt i Lenins begreb om proletarisk hegemoni (Hvad må der gøres?) udvikler Gramsci begrebet.

Det dobbelte perspektiv

I det at herske – og det vil også sige i arbejderklassens og partiets praksis for at blive herskende – indgår et dobbelt perspektiv med to dialektiske momenter.

Forskellige niveauer, som det dobbelte perspektiv kan fremtræde på, lige fra de mere elementære til de mere komplekse, men som teoretisk kan reduceres til to grundlæggende niveauer svarende til den machiavelliske kentaurers dobbelte natur: det dyriske og det menneskelige, magt og konsensus, autoritet og hegemoni, vold og civilisation, det individuelle moment og det universelle moment ("kirke" og "stat"), agitation og propaganda, taktik og strategi osv.. [5]

De to momenter er i samfundet repræsenteret ved henholdsvis staten og det civile samfund. Det er vigtigt, at Gramsci aldrig adskiller de to momenter, som er gensidigt afhængige. Sådan rettes kritikken mod den tids store idealistiske teoretiker Croces værk om Europahistorien for at udelade elementet af tvang, af styrke ved at udelade den franske revolution og kampene, der løb forud for dannelsen af den italienske stat:

Ser han med andre ord bort fra kampens moment, fra det moment, hvor de stridende kræfter udvikles og samles og stiller sig i position? Eller fra det moment, hvor et etisk-politisk system opløses og et andet etableres med ild og sværd? ... Man kan derfor sige at Storia d'Europa ikke er andet end et historiefragment, det passive aspekt af den store revolution ... [6]

Omvendt kredser Gramsci om den borgerlige REVOLUTIONS teoretikere, Jacobinerne og Machiavelli, og deres tanker og erfaringer med at skabe den nødvendige kollektive vilje.

Ændringer i kapitalismen

Men Gramsci peger samtidig på en ændring af forholdet mellem de to momenter, magt og konsensus i Vesteuropa i f.t. den russiske revolution.

I Øst var staten det hele, det civile samfund var i sin vorden og uden substans; I Vest var der mellem staten og det civile samfund en snæver forbindelse, og blev staten udsat for rystelser, ville man straks opdage det civile samfunds robuste struktur. [7]

Momentet af konsensus eller samtykke, af hegemoni var altså stærkere i Vest. Set i dag er det jo tydeligt af reformismens dominans, fagbureaukratiets styrke udgør et sådant samtykke til de herskende og er en langt stærkere faktor, end det var i Rusland 1917. Gramsci peger på, at det betyder et ændret forhold mellem bevægelseskrig og stillingskrig i den politiske kamp om magten, hvor bevægelseskrigen (stormen på Vinterpaladset, sådan groft sagt) får en mere taktisk betydning. Mens kampen om hegemoniet bliver mere afgørende, og der derfor må lægges større vægt på propaganda, kampen for en anden verdensanskuelse, ledelse osv.

I en mere søgende form tager Gramsci også fat på de ændringer i kapitalismen, som kom efter den revolutionære bevægelses nederlag, med Fordismen i Amerika og fascismen i Europa. Var det en åbning for en ny historisk epoke for kapitalismen? Var Europa ved som svar på det planelement som Fordismen gav den amerikanske økonomi gennem revolutioner oppefra at gøre noget lignende? At planelementet har fået en større betydning i den kapitalistiske økonomi er vel tydeligt i dag; men måske kan også begreber som passiv revolution, revolution oppefra forklare noget af efterkrigstidens historie. Var det ikke det, der skete i Østeuropa under indlemmelsen i f.t. Sovjet?

Omvendt er Gramscis store svaghed accepten af Stalin, af opbygningen af socialisme i et land og en kritik af Trotskij, som går igennem det meste af bogen, og som ligger meget i forlængelse af Stalins. Et problem som prægede de fleste af den tids revolutionære. Omvendt er Gramscis styrke, at han allerede i 30'erne så problemet i den forvanskning, som stalinismen betød for den marxistiske teori.

Mette Moltke

Noter

1. Antonio Gramsci: Fængselsoptegnelser, s. 272.

2. Samme, s. 341.

3. Samme, s. 164.

4. Samme, s. 361.

5. Samme, s. 262.

6. Samme, s. 88.

7. Samme, s. 53.

 

 

 

www.socialister.dk – 18. november 2019 kl. 01:46