International Socialisme nr. 3
dec 1992

International Socialisme – Nr. 3 – December 1992 – Side 27

Rigtige svar på det nationale spørgsmål

Jørn Andersen

Vi lever i en periode med ny, skærpet imperialistisk rivalisering. Hermed er det nationale spørgsmål igen blevet centralt for socialister. På den baggrund skal Per, Peter og Gunnars kritik hilses velkommen. Desværre mener jeg ikke, at det er lykkedes dem at "skabe klarhed". Tværtimod mener jeg, de kommer med meget uklare – og i værste fald forkerte – konklusioner. De når nemlig aldrig frem til, hvad kernen i det nationale spørgsmål er, og hvad det reelle problem er for socialister.

Problemet for socialister

Det er afgørende for socialister, at kun arbejderklassen selv – kollektivt og gennem en revolution – kan afskaffe undertrykkelse og udbytning. Ingen andre kan gøre det på vegne af arbejderklassen.

Hvis verden udelukkende bestod af arbejderklassen på den ene side og kapitalistklassen på den anden, ville problemet ikke eksistere. Vi skulle i enhver kamp blot slås på arbejderklassens side – resten kunne være ligegyldigt.

Men kapitalistklassen er ikke en enig og verdensomspændende klasse, der i fællesskab udbytter den internationale arbejderklasse. Tværtimod er de en flok "rivaliserende brødre", der hele tiden strides om at få den største del af kagen – dvs. om at få lov til at udbytte flest arbejdere. Kapitalismen har derfor siden sin fødsel været organiseret i nationalstater til at organisere udbytningen af arbejdere inden for et givet område og som basis for kampen mod andre kapitalister organiseret i andre nationalstater. [1]

Men kampen mellem nationalstater er ikke en lige kamp mellem jævnbyrdige størrelser. Med imperialismen opstår der et hierarki, hvor nogle i kraft af økonomisk og militær overlegenhed er i stand til at dominere over andre.

Hermed ser vi også forskellige typer af krige og konflikter: På den ene side krige mellem de dominerende imperialistiske magter om opdelingen af verden. På den anden side krige mellem (en eller flere) dominerende magter og (en eller flere) undertrykte nationer.

Socialister stiller sig forskelligt i de to typer af krige og konflikter: I det første tilfælde – som ikke skal diskuteres yderligere her – er krigen udelukkende reaktionær, vi siger "Nej til krigen", vi tager ikke stilling mellem krigens parter, og vi forsøger at vende den imperialistiske krig til en klassekrig.

I det andet tilfælde – som er til diskussion her – forsøger vi også at gøre krigen til en klassekrig; men udgangspunktet er et andet: Vi er ikke ligeglade med udfaldet, vi tager stilling for den undertrykte nation mod den undertrykkende nation.

Problemet for socialister er så: Hvordan tager vi stilling, så vi på den ene side udnytter de modsætninger, som ligger i den type af konflikter, og på den anden side undgår at støtte den herskende klasse i de undertrykte nationer i deres undertrykkelse og udbytning af deres "egne" arbejdere og bønder? Og: Hvordan skaber vi enhed mellem arbejdere i henholdsvis de imperialistiske og de undertrykte nationer?

Vi må kigge på, hvordan den nationale undertrykkelse rammer henholdsvis arbejdere og kapitalister i de undertrykte nationer, samt på hvilket forhold arbejderklassen i de undertrykkende nationer har til, at "deres" kapitalister undertrykker andre nationers arbejdere.

Kapitalisterne og national undertrykkelse

Abstrakt set kan kapitalisten være ligeglad med, om det er den ene eller den anden nationalstat, der sikrer udbytningen; men i praksis er det anderledes. Forholdet mellem kapitalisterne og nationalstaten er bygget op omkring gensidig afhængighed. Staten sikrer netop den nationale kapitalists interesser i modsætning til andre nationers. Og staten er afhængig af, at det går godt for den nationale kapital i modsætning til andre nationers.

Hvis en stat bliver erobret af en anden stat, betyder det, at den erobrede stats kapitalister må vælge, om de vil søge at tilpasse sig de nye betingelser eller bekæmpe den. Den undertrykte nations kapitalister bliver oftest undertrykt (får frataget deres ejendom, pålagt konkurrencemæssige begrænsninger osv.) i det omfang, deres interesser kolliderer med den stærkere magts kapitalister. Og de sociale netværk, der tidligere eksisterede i den nu undertrykte nations herskerklasse, afløses af nye, der er centreret omkring den undertrykkende nations statslige bureaukrati.

Den undertrykte nations kapitalistklasse har altså en materiel interesse i at kæmpe mod den nationale undertrykkelse. Dens mål for kampen er dens egen stat, hvor den selv står for udbytningen af sin "egen" arbejderklasse, og hvor den selv konkurrerer på verdensmarkedet med sin egen stat i ryggen.

Arbejderklassen og national undertrykkelse

Arbejderklassens forhold til den nationale undertrykkelse er et andet end kapitalistklassens. Uanset om det er den ene eller den anden nations kapitalist, der undertrykker og udbytter den, så bliver den undertrykt og udbyttet. Hvis den skal frigøre sig fra udbytningen og undertrykkelsen, må den forene sig på tværs af nationale skel.

Nationalismen er borgerskabets stærkeste ideologiske våben til at splitte arbejderne og til at binde dem til deres "egen" nationale herskerklasse. For at skabe enhed i arbejderklassen må den bryde med enhver form for nationalisme. Skabelsen af denne enhed er udgangspunktet for socialisters stillingtagen til det nationale spørgsmål.

Imidlertid stiller spørgsmålet sig forskelligt for arbejderklassen i en undertrykt og i en undertrykkende nation. Arbejderne i en undertrykt nation lider direkte under den nationale undertrykkelse: I USSRs nationale republikker var det officielle sprog russisk, selv i børnehaverne. Russere havde fortrinsstillling til uddannelse osv. I Nordirland er arbejdsløshed og boligmangel langt værre for katolikker end for protestanter. Arbejdere i undertrykte nationer må således direkte kæmpe mod den nationale undertrykkelse.

Arbejderne i de undertrykkende nationer lider ikke direkte under den nationale undertrykkelse: De kan tale deres eget sprog osv. Men splittelsen i arbejderklassen svækker arbejderklassen som helhed. Hvis denne splittelse bliver overvundet, gavner det ikke kun arbejderne i de undertrykte nationer, men også arbejderne i den undertrykkende nation.

Kamp mod national undertrykkelse

"Kravet om national selvbestemmelse er som bekendt et borgerligt frihedskrav", skriver Per, Peter og Gunnar (herefter PPG). Det er rigtigt; men det er samtidig for borgerskabet et krav om retten til undertrykkelse og udbytning af arbejderklassen gennem sin egen nationalstat. Det er et klassekrav for borgerskabet.

Arbejderklassen støtter borgerskabet i kampen for national selvbestemmelse i det omfang, det er en kamp mod national undertrykkelse. Men vi støtter ikke det undertrykte borgerskabs mål: Skabelsen af dets egen udbytterstat.

Lenins styrke i diskussionen om det nationale spørgsmål var netop, at han (også i det af PPG citerede afsnit om "Prakticisme" i det nationale spørgsmål) fremhævede dobbeltkarakteren af et undertrykt borgerskabs kamp mod national undertrykkelse. Han kritiserer dem, der tager stilling til det nationale spørgsmål på borgerskabets præmisser og herudfra enten – som reformister og stalinister har gjort det i årtier – bakker fuldt og helt op om "eget" borgerskab eller – som Luxemburg – forkaster det nationale spørgsmåls betydning. Han argumenterer for, at "arbejderne lægger vægt på en principiel adskillelse af de to tendenser":

For så vidt bourgeoisiet i en undertrykt nation kæmper imod den undertrykkende nation, for så vidt går vi altid og i ethvert tilfælde mere beslutsomt end alle andre ind for det, for vi er de dristigste og mest konsekvente fjender af undertrykkelse. For så vidt en undertrykt nations bourgeoisi forfægter sin egen borgerlige nationalisme, går vi imod det. Kamp mod undertrykkernationens privilegier og voldsfærd, og ingen skånsomhed over for en undertrykt nations stilen efter privilegier. [2]

Og videre:

Enhver borgerlig nationalisme i en undertrykt nation rummer et almendemokratisk indhold, som er rettet mod undertrykkelsen, og dette indhold støtter vi ubetinget; men vi holder det skarpt ude fra bestræbelsen for en særlig national præferencestilling, vi bekæmper den polske bourgeois forsøg på at undertrykke jøden osv., osv. [3]

Per, Peter og Gunnar har fuldstændig ret i, at arbejderklassen ubetinget må støtte enhver nations ret til national selvbestemmelse. De har også ret i, at socialister i de imperialistiske lande (USA, EF, Danmark) må rette skytset mod den imperialistiske undertrykkelse. I Golfkrigen betød det USA og deres hjemlige eftersnakkere. Den del af det er der ingen uenigheder omkring.

Men de har et fuldstændig abstrakt forhold til spørgsmålet, så snart der kommer andre aktører på scenen end det internationale imperialistiske borgerskab og den internationale kæmpende arbejderklasse. De nægter at anerkende, at undertrykte nationers borgerskaber, ja selv sub-imperialistiske borgerskaber, med eller mod deres vilje, kan komme i en situation, hvor de må tage kampen op mod imperialistisk undertrykkelse. Og i det omfang, de alligevel er nødt til at erkende det, forholder de sig kun til retten til national selvbestemmelse og ikke til kampen for den.

Og det er netop i kampen mod national undertrykkelse – og ikke i kravene som sådan – at potentialet ligger. Problemet for borgerskabet er, at de er så få, at de er nødt til at have arbejderne med i kampen. "Det må være arbejderklassens perspektiv at sætte sig i spidsen i kampe om det nationale spørgsmål." (PPG) (Eller rettere: i kampe mod national undertrykkelse.) Spørgsmålet er hvordan? Det er her PPG undlader at tage stilling: Sker det ved blot at anerkende retten til national selvbestemmelse? Eller sker det ved at "tage stilling", støtte den ene side mod den anden?

Måden, vi tager stilling på, afspejler kampens dobbeltkarakter: At borgerskabet i en undertrykt nation nok vil slås mod national undertrykkelse; men at det samtidig kæmper for nationale privilegier. Borgerskabet i en undertrykt nation er på den ene side i kamp mod imperialistismen. Men de frygter samtidig de sociale kræfter, de selv har mobiliseret (arbejderne).

Derfor er vores stillingtagen også dobbelt: Vi støtter ubetinget ikke kun retten til, men også kampen for national selvbestemmelse. "Ubetinget" betyder ikke, at vi underlægger os; men at vi ikke stiller betingelser om, at kampen f.eks. er ledet af arbejderklassen eller føres med bestemte metoder. Vi støtter, fordi vi i den givne situation har en fælles interesse i at bekæmpe den imperialistiske undertrykkelse. [4]

Men støtten er samtidig kritisk: Fordi kampen er ledet af borgerskabet, føres den ikke med vores (arbejderklassens) metoder. Vi kritiserer lederskabet i kampen, fordi de ikke vil føre kampen effektivt. Og vi kæmper for et andet, et revolutionært socialistisk, lederskab.

Det er denne dobbelthed, der er central: Vi laver ikke en "blok" med borgerskabet, og vi støtter ikke deres ret til at undertrykke arbejderklassen. Støtten er udelukkende "militær" (vi har en fælles fjende, og geværerne er rettet den samme vej) og ikke "politisk" (støtte til borgerskabet som herskende klasse).

PPGs argument om, at ordet "kritisk" er "i bedste fald overflødigt, i værste fald misvisende", fordi "det er hinanden og vennerne, vi kritiserer – de andre afslører og bekæmper vi", er udenomssnak. Det viger uden om at tage stilling til, hvem hovedfjenden er. Er det de imperialistiske magter eller det borgerskab i den undertrykte nation, der kæmper mod undertrykkelsen? Netop fordi der er en kamp mod national undertrykkelse, som vi støtter og deltager i, og fordi den er ledet af borgerskabet, så kritiserer vi dem med det formål at vinde lederskabet.

Hvorfor skal vi støtte?

I udgangspunktet støtter vi den undertrykte nations kamp, fordi udfaldet ikke er ligegyldigt. Det kan være afgørende for kampbetingelserne for arbejderklassen på verdensplan. Nederlaget i Vietnam betød, at USA blev svækket, hvilket var en afgørende faktor i klassekampsopsvinget fra slutningen af 60erne til begyndelsen af 70erne. Omvendt betød USAs sejr i de to Golfkrige en styrkelse af USAs stilling og et nederlag for den anti-imperialistiske kamp. Efter sejren i den sidste Golfkrig kunne USA styrke grebet om hele det mellemøstlige område, og Israel kunne forstærke sin undertrykkelse af palæstinenserne. På den Mellemøsten-konference, der foregik kort efter Golfkrigen, var PLO totalt uden indflydelse, selv om de kom krybende på knæ og med hatten i hånden.

Men det er ikke kun det konkrete udfald af krigen, der interesserer os. Det er først og fremmest potentialet i kampen. Op til den russiske revolution pegede Trotskij på muligheden for at føre den borgerligt-demokratiske revolution videre til en arbejderrevolution. "Permanent revolution" kaldte han det. Det er det samme potentiale, der ligger i kampen mod national undertrykkelse. Men det forudsætter, at arbejderklassen vælger side og går aktivt ind i kampen, opbygger sine styrkepositioner under de givne betingelser. Hvis arbejderklassen havde været stærk nok til umiddelbart at lave revolution, ville "det nationale spørgsmål" ikke eksistere i den form, vi her diskuterer. Problemet for arbejderklassen er, at den netop ikke er stærk nok til det. Derfor er det borgerskabet, der leder kampen.

Der er ingen automatik i "den permanente revolution": Borgerskabet kan være så bange for sin egen arbejderklasse, at den vælger at underkaste sig fremmed herredømme frem for at kæmpe. I så fald er forudsætningerne for arbejderklassens støtte væk, og arbejderklassen må selv føre kampen eller vente på bedre tider. Desuden kræver "den permanente revolution", at der er et lederskab i arbejderklassen med et perspektiv for revolution. To generationers stalinistisk dominans, især i de undertrykte nationer, har betydet, at en lang række muligheder aldrig er blevet brugt, fordi det har været stalinistisk politik skiftevis at afstå fra kampen og at underlægge sig borgerskabets perspektiv.

Det afgørende er, at arbejderklassen altid kæmper under betingelser, den ikke selv har valgt. Parolen om "ubetinget, men kritisk støtte" til undertrykte nationers kamp handler om, hvordan vi kan kæmpe, når kampen er under lederskab af andre kræfter end arbejderklassen. Trotskijs teori om permanent revolution giver et perspektiv for denne kamp.

Golfkrigen(e)

PPG kritiserer ISs stillingtagen i forhold til Golfkrigen. "Den rigtige parole i Iran-USA-konflikten og i Irak-USA-konflikten ville være vendt imod USA." Som om ISs paroler ikke var det??? Men vi nøjedes ikke med at rette skytset mod USA, vi anerkendte også, at der var andre, der havde sit skyts rettet mod USA. I den første Golfkrig var det Iran, ledet af Khomeini og hans bødler, i den anden var det Irak, ledet af Saddam Hussein og hans bødler. Vi har og havde ingen illusioner om dem; men – noget af – deres skyts var ikke desto mindre rettet mod hovedfjenden USA.

PPG har fuldstændig ret, når de skriver, at "det er vores egen/arbejderklassens opgave at svække dem [USA] her". Derfor var vi med til at opbygge en anti-krigsbevægelse, derfor propaganderede Socialistisk Arbejderavis mod krigen osv.

Men PPG har galt fat, når de skriver: "Vi kommer ikke socialismen nærmere ved at støtte det svagere borgerskab mod det stærkere." For det første er der ikke blot tale om et "svagere borgerskab mod et stærkere". Hele analysen af sub-imperialismen - som PPG erklærer sig enige i - handler om, hvordan de dominerende imperialistiske magter har opbygget et system af (ofte indbyrdes rivaliserende) sub-imperialistiske magter til at dominere over regionale områder på kloden. Det er magter, der nok har et vist selvstændigt råderum; men som samtidig støtter sig til en eller flere af de dominerende imperialistiske magter. De er således en del af et hierarki med de dominerende magter over sig, mens de selv dominerer - regionalt - over andre.

Den kvalitative forskel bliver åbenlys, når man ser på, hvordan USA på kort tid kunne opbygge et enormt krigsmaskineri i Saudi Arabiens ørken, mens det ville være absurd at tænke sig, at Saddam Hussein kunne sende blot en enkelt torpedobåd mod New York.

For det andet "glemmer" PPG, at potentialet for at føre kampen med andre midler end Saddam Husseins faktisk var til stede. Anti-krigsbevægelsen i de arabiske lande var langt større end i de imperialistiske lande. Og: Den havde et langt større umiddelbart socialt indhold, der klart ville være blevet styrket, hvis Irak havde vundet blot nogle delsejre. Hvis det var sket, ville mange arabiske herskere have siddet meget løst i sadlen. Og også Saddam Hussein selv ville være truet. En sådan bevægelse ville formentlig have haft et nationalistisk lederskab; men som begivenhederne i Algeriet senere viste, var det samtidig en bevægelse med et potentiale af socialt oprør, hvor socialister kunne slås for lederskabet.

Potentialet var der, men det blev aldrig udløst. Først og fremmest fordi Saddam Hussein – på trods af sin anti-imperialistiske retorik – var mere bange for de arabiske masser end for USA og derfor ikke turde mobilisere dem. Og da først de arabiske masser var afskrevet var resten kun et spørgsmål om ren militær styrke, hvor Irak selvfølgelig ikke havde en chance.

Iraks nederlag betød en generel styrkelse af USA-imperialismen. At USA så ikke var i stand til at udnytte den styrkelse ret langt, skyldes, at de blev udsat for et "bagholdsangreb" fra den kapitalistiske verdenskrise. En verdenskrise, hvor kampe mod undertrykkelse godt nok i stigende grad kommer til at forme sig som opgør mellem arbejderklasse og borgerskab; men hvor de stadig i et stykke tid fremover ofte vil være under nationalistisk ledelse.

I de kampe er det afgørende for socialister, at vi fastholder den principielle skelnen: At vi vender os mod den side af nationalismen, der handler om, at borgerskabet kæmper for privilegier; men samtidig yder "ubetinget, men kritisk støtte" til dem, der kæmper mod undertrykkelse. Kun således kan vi håbe på at vinde lederskabet i kampen og give den et internationalt socialistisk perspektiv. [5]

Noter:

1. Om forholdet mellem stat og kapital se Chris Harman: State and Capitalism todayx, i: International Socialism 51, London 1991.

2. V. I. Lenin: Om nationernes selvbestemmelsesret, i: Udvalgte Værker, bd. 5, s. 179, Forlaget Tiden 1982. (fremhævelserne er Lenins.)

3. Ibid., s. 180.

4. PPG er tilsyneladende blevet forvirret over, at Lenin taler om, at "deres [arbejderklassens] støtte til borgerskabet altid kun er betinget", mens vi snakker om "ubetinget støtte". Det betingede hos Lenin går på, at arbejderklassens politik "kun støtter borgerskabet i en bestemt retning, men falder aldrig sammen med dets politik". Begge citater: Ibid. s. 177. Og det er selvfølgelig forudsætningen for hele diskussionen: At borgerskabet rent faktisk kæmper mod undertrykkelse.

5. C. Harman: The Return of the National Question, i: International Socialism 56, London 1992 er en god baggrundsartikel.
[Findes på norsk som Nasjonalismen – vår tids gift, Web.Red.]

Toppen af siden

www.socialister.dk – 21. november 2024 kl. 16:39

International Socialisme nr. 3 dec 1992

Temasider

Nr. 3

Hovedmenu