![[ International Socialisme nr. 5 ]](../ist/05/ist05.gif)
International Socialisme nr. 5
jun 1993
International Socialisme hjemmeside
Temasider
Nr. 5
Side 2
· Indhold + Introduktion: Indholdet i dette nummer
· Kampen slutter ikke efter EF-ja'et
Side 5
· Socialdemokratiet sidste gang
Side 15
· Krisen i Danmark 1993
Side 23
· Marxister og kaos
Side 30
· Hip-hop musikken - oprør eller medieflop?
Hovedmenu
International Socialisme – Nr. 5 – Sommer 1993 – Side 2
Kampen slutter ikke efter EF-ja'et
af Tom Christiansen
Resultatet ved folkeafstemningen 18. maj om unionen var en sejr for over-Danmark, men det var langt fra den overvældende sejr, de havde ønsket sig.
Okay, næsten 57% af stemmerne er et klart flertal, men det vigtige er, at over 43% af vælgerne valgte at sætte sig op imod industriens, de fleste fagforbunds, dagbladenes og næsten alle folketingspolitikeres smædekampagne for ja til unionen.
Den benhårde kampagne, der byggede på nogenlunde lige store dele løgn, trusler og falske lokketoner, hvilede på et så spinkelt grundlag, at det ikke er usandsynligt, at et regeringsindgreb i slagteristrejken havde været nok til at tippe flertallet.
Nok har de vundet en sejr. Nok havde et nej været endnu bedre til at tvinge magthaverne ud i tovene. Men sagen er, at ikke et eneste problem er løst med ja'et. Den vigtigste trussel var, at et nej ville få arbejdsløsheden til at stige, og med vanlig sans for timing evnede de at holde en rapport fra de økonomiske vismænd tilbage indtil den 19. maj.
Rapporten, hvori alle "fordelene" ved unionsmedlemskabet er indregnet, peger på, at arbejdsløsheden alligevel vil stige både i år og næste år. Først i 1995 er der udsigt til et mindre "fald" i arbejdsløsheden – ned til 350.000. Og i resten af EF ser det ud på samme måde.
Iøvrigt peger samme rapport på, at den højt besungne danske miljøpolitik, som var så vigtig at få ind i unionen for at påvirke de andre lande og bedre miljøet, ikke virker.
Det andet hovedargument, om at unionen vil sikre samarbejdet og freden, skyder lige så meget ved siden af. Her er det tidligere Jugoslavien blevet brugt som argument, men kendsgerningerne er, at EF frem for at udgøre en løsning på problemet har været medvirkende til, at det er eskaleret.
De enkelte lande fortsætter med at holde på hver sin hest i Balkanspørgsmålet, og intet tyder på, at unionen – med de stigende økonomiske problemer – har tænkt sig at sadle om og gå ind med økonomisk støtte for at afhjælpe det, der reelt er problemet ikke bare på Balkan, men i hele Østeuropa.
Internt i EF ser det ikke bedre ud. På økonomi-minister mødet i Kolding 20-21. maj ønskede Tyskland, at alle EF-lande skulle indføre en skat på renter blandt andet for at bremse den tyske kapitalflugt til Luxemburg, men det modsatte Luxemburg og Storbritannien sig på det kraftigste.
Så selv om magthaverne har fået deres union igennem, er der ingen grund til, at vi andre fortvivler. Samtidig med at flere EF-eksperter peger på, at den politiske krise i EF gør den videre unionsopbygning umulig, er der også mange andre ting, der peger i en positiv retning.
Sejren i slagteristrejken få dag før folkeafstemningen har udhulet argumentet om, at strejker ikke nytter. Og selv om vi igennem lang tid har oplevet stor rådvildhed i arbejderklassen, så er utilfredsheden stor, og det er ikke usandsynligt, at slagteristrejkens eksempel vil blive fulgt op.
Utilfredshed, modstand og strejkeaktivitet er ikke begrænset til Danmark. I Grækenland, Italien, Spanien, Frankrig, Storbritannien og Tyskland har der det sidste år været bølger af strejker og protester, der alle mere eller mindre er afledt af de enkelte landes herskende klassers forsøg på at tillempe deres nationale økonomier til unionen.
Den fortsatte kamp mod unionen føres derfor i dag på arbejdspladser, uddannelsessteder og andre steder, hvor det er muligt at føre kamp for at bedre almindelige menneskers forhold. Det er en kamp, der ikke direkte vil være vendt imod unionen, men som for hver eneste sejr vil uddybe både den økonomiske og politiske krise i EF og svække muligheden for at gennemføre ideerne om de riges union.
Samtidig er det en kamp, der ikke nødvendigvis er begrænset af modsætninger mellem ja og nej sigere, men af klassetilhørsforhold. Vi kan heldigvis komme til at opleve et langt bedre sammenhold mellem arbejdere, uanset om de har stemt ja eller nej til unionen, end det vi ser mellem alle ja politikerne på Christiansborg.