International Socialisme nr. 5
jun 1993

International Socialisme – Nr. 5 – Sommer 1993 – Side 5

Socialdemokratiet sidste gang

af Ole M. Jensen

Vi har igen fået en socialdemokratisk ledet regering. Efter 10 år med den borgerligt, liberale Schlüter-regering generobrede Socialdemokratiet regeringstaburetterne. Den nye regering har udløst forventninger. Men de er dog moderate, og går i hovedsagen på, at nu må der da ske noget med den tårnhøje arbejdsløshed.

For at forstå hvad vi mere præcist kan forvente af den nuværende socialdemokratisk ledede regering, er det nyttigt, at gå lidt tilbage i tiden, til dengang Socialdemokratiet sidste gang sad på regeringsmagten.

10 år med Socialdemokratiet

I hele perioden fra 1975 til 1982 sad Socialdemokratiet i regeringen enten som mindretalsregering eller sammen med partiet Venstre i 1978/79. Også i årene umiddelbart forud havde Socialdemokratiet ofte siddet i regering. Således havde de regeringsmagten fra 1971 til 1973. I 1973 mistede Socialdemokratiet regeringsmagten efter det såkaldte katastrofevalg eller "jordskredsvalget", som valget også er blevet kaldt. Det nydannede Fremskridtparti stormede frem, og udbryderen fra Socialdemokratiet; Erhard Jacobsens nye parti, Centrumdemokraterne, fik også et godt valg. Socialdemokratiet derimod raslede tilbage. Det næste år, blev et enkelt år med en Venstreregering under ledelse af Poul Hartling. På nær i 1974 havde Socialdemokratiet regeringsmagten eller andel heri fra 1972 til 1982.

Socialdemokratiets krisepolitik

Socialdemokratiet havde dermed regeringsmagten i den periode, hvor det lange økonomiske boom fra 60'erne blev afløst af den internationale økonomiske krise, som begyndte at slå igennem allerede i 1973.

Den økonomiske krise, som skyldtes faldet i profitraten, fik sit første udtryk i en global energikrise. Krisens alvorlige og omfattende karakter gik dog ikke straks op for Socialdemokratiet. De borgerlige partier og Socialdemokratiet troede alle, at det var en kortvarig forstyrrelse af en ellers fortsat vækst i økonomien.

Da Socialdemokratiet generobrede regeringsmagten i 1975, var det stadigvæk den herskende opfattelse i partiet. Statsminister Anker Jørgensen, kunne derfor fremsige den beroligende forudsigelse, at: "Alle ville være i arbejde igen om et år"¹. Virkeligheden blev en ganske anden. Arbejdsløsheden skulle i de kommende år stige. I 1975 var arbejdsløsheden på 11,1%, 1976 = 10%, og i 1977 steg den til 11,4%². Samtidig blev den økonomiske krise forværret.

Men i tråd med Anker Jørgensens udtalelse, blev det første socialdemokratiske kriseindgreb i økonomien i 1975 i form af septemberforliget, et rigtigt traditionelt keynesiansk indgreb. En øgning af det private forbrug gennem øget pengeudpumpning og momsnedsættelse med 5%, skulle ifølge Socialdemokratiet hurtigt få de arbejdsløse tilbage i produktionen.

Der var dog langt fra tale om nogen gavebod til arbejderklassen. I foråret 1975, havde Socialdemokratiet ophøjet forligsmandens mæglingsskitse ved overenskomst-forhandlingerne til lov³. Reelt var der tale om en forlængelse af de gældende overenskomster med enkelte småjusteringer.

Ifølge Socialdemokratiet skulle lønstigningstakten stoppes, for at undgå forringelser af konkurrenceevnen. Reaktionen i arbejderklassen var moderat. Kun ca. 35.000 arbejdere strejkede mod indgrebet, og kun 5.000 deltog i en demonstration mod indgrebet foran Christiansborg⁴.

Kodeordet bliver indkomstpolitik

Det skulle dog også snart gå op for Socialdemokratiet, at de velkendte økonomiske kneb fra 60'erne, ikke virkede på 70'ernes økonomiske krise. I resten af 70'erne skulle Socialdemokratiet, da også komme til at stå i spidsen for angreb på arbejderklassens levevilkår.

Hovedoverskriften for disse indgreb hed Indkomstpolitik. Indkomstpolitikken byggede på to fundamenter. Det ene var en teori om, at de økonomiske aktiviteter i samfundet og arbejderklassens lønninger skulle neddæmpes.

Neddæmpningen af de økonomiske aktiviteter i samfundet betød allerede i 1975, at der via cirkulærer blev skåret 4.350 stillinger inden for daginstitutionsområdet og lukket for lørdagsåbning i institutionerne⁵.

Samtidig med denne "neddæmpning" skulle der føres en selektiv erhvervspolitik, hvor kun de levedygtige dele af industrien blev støttet.

Det andet var en accept fra fagbureaukratiets side. Denne accept fik Socialdemokratiet i 1975, da LO på deres kongres vedtog dokumentet "Den smalle vej", som var et dokument, der gav LOs støtte til, at den socialdemokratiske regering kunne gennemføre sin indkomstpolitik.

De mange indgreb fra 1976 til 1980

I årene fra 1976 til 1980 gennemførte Socialdemokratiet sammen med skiftende borgerlige forligspartier det ene indgreb efter det andet overfor arbejderklassens levevilkår.

I 1976 indgås det første augustforlig, hvor der indføres:

A) lønramme på 2% i 1976 og 1977.

B) 5 mia. i besparelser i den offentlige sektor.

C) Begrænsninger i dyrtidsreguleringen, så der højst kunne udbetales 1 dyrtidsportion hvert halve år. Resten af dyrtidsportionerne skulle indfryses⁶.

Augustforliget udtrykker klart, at Socialdemokratiets politik overfor den økonomiske krise, nu er vendt til entydige nedskæringer, besparelser og angreb på arbejderklassens realløn.

De keynesianske modeller er nu afløst af ideologien om, at det er lønomkostningerne i produktionen, der skal nedbringes, og den offentlige sektor skal indskrænkes. Denne opfattelse, som fik øgenavnet 'frostvæsketeorien'⁷ slog nu igennem i Socialdemokratiets realpolitiske initiativer.

Nyt overenskomstindgreb og nye forlig

Ved overenskomstfornyelsen i 1977, greb Socialdemokratiet atter ind i forhandlingerne. På ny blev forligsmandens mæglingsskitse med en lønstigning på 2% ophøjet til lov af Folketinget.

Socialdemokratiet havde, i øvrigt inden overenskomstforhandlingerne startede, fastlagt rammen for overenskomstforhandlingerne på netop en lønstigning på 2 %. LO tilsluttede sig regeringsindgrebet, men Dansk Arbejdsgiverforening var imod. De havde krævet en lønnedgang på 20%⁸.

1977 fik også sine nedskæringsforlig i form af februarforliget og augustforlig II. Indholdet af de to forlig var især:

A) Stramning af finanspolitikken bla. i form af en momsforhøjelse til 18%.

B) Bedre afskrivningsregler til erhvervslivet.

I 1978 dannede Socialdemokratiet regering sammen med Venstre. Det betød en yderligere opstramning af indkomstpolitikken. Der blev indført øjeblikkelig pris- og lønstop frem til overenskomstfornyelsen i 1979.

I regeringsgrundlaget blev det fastlagt, at overenskomstforhandlingerne i 1979 skulle blive en 0-løsning. Regeringsgrundlaget indeholdt samtidig nye nedskæringer i den offentlige sektor, og øgede erhvervstøtteordninger i form af bla. lavrentelån og forbedrede afskrivningsregler for erhvervslivet⁹.

Det blev ikke bare ved hensigterne i regeringsgrundlaget. Ved overenskomstfornyelsen i 1979 gennemførtes for tredje gang i træk et regeringsindgreb i forhandlingerne. En 0-løsning blev vedtaget af Folketinget. Nedskæringsforligene fortsatte¹⁰.

Og da Socialdemokratiet igen fra 1979 sad som mindretalsregering fik skruen endnu en tand i form af decemberpakken, hvis hovedindhold var:

A) indefrysning af dyrtidsportioner.

B) nulstilling af pristallet, så det blev sværere at få udløst dyrtidsportioner.

Socialdemokratiet forsøgte også at angribe løfteparagraffen inden for minimallønsområdet. De ville afskaffe den. Men det lykkedes ikke i denne omgang.

En endnu hårdere kurs i 80'erne

I de to første år af 80'erne, hvor Socialdemokratiet fortsat havde regeringsmagten, blev de indgreb, der blev gennemført, endnu hårdere. Nu gik Socialdemokratiet over til direkte angreb på udsatte grupper i arbejderklassen.

Det berygtede sultecirkulære, som forringede de unge bistandsmodtageres levevilkår radikalt, blev indført. Arbejdsløshedsunderstøttelsen stod nu også for skud, og nedskæringerne i den offentlige sektor blev yderligere strammet.

Da Anker Jørgensen overlod regeringsmagten til Schlüter i 1982, havde Socialdemokratiet netop forsøgt at gennemføre besparelser på 10 mia. i statsbudgettet.

Nu kunne de socialdemokratiske bukser dog ikke holde længere. På trods af at LO i 1975 havde vedtaget at støtte "den smalle vej", og således havde givet opbakning til indkomstpolitikken, var modsætningerne blevet skærpet mellem Socialdemokratiet og LO.

Denne konflikt, som blev personificeret gennem Thomas Nielsens udtalelse om at "Anker, du er en skid", var et resultat af, at fagbureaukratiet ikke længere turde sidde kritikken fra fagbevægelsens basis overhørig.

Fagbureaukratiet gik nu imod dele af besparelserne, og Socialdemokratiet opgav at videreføre krisepolitikken. Socialdemokratiets krisepolitik kunne ikke gennemføres uden en accept og støtte fra LOs side.

Opsamling

Den krisepolitik, som Socialdemokratiet gennemførte i 70'erne og starten af 80'erne, kan sammenfattes i følgende hovedpunkter.

1. Arbejderklassens lønninger skulle bringes under kontrol. Lønstigningerne skulle stoppes ved, at de automatiske reguleringer i form af bla. dyrtidsreguleringen blev udhulet, og ved at gribe ind i overenskomstfornyelserne.

2. Som plaster på såret ville Socialdemokratiet gennemføre Økonomisk Demokrati (ØD). ØD blev 70'ernes socialdemokratiske modebegreb.

ØD gik ud på, at virksomhederne skulle udbetale en procentdel af lønsummen til de ansatte i form af bidrag til en økonomisk fond, som så skulle styres af en central fondsledelse bestående af repræsentanter fra LO, politikere og arbejdsgiverne.

LO skulle dog have mest indflydelse i den centrale fond. ØD blev aldrig indført, og selvom ØD fik navneforandring til Overskudsdeling (OD), gik det ikke stort bedre. Den smøreolie som fagbureaukratiet og Socialdemokratiet forsøgte at trække nedskæringerne og indgrebene ned over arbejderklassen med, forblev en række hensigtserklæringer. Arbejderklassen var i øvrigt aldrig specielt positivt indstillede overfor hverken ØD eller OD.

3. Omdrejningspunktet for Socialdemokratiets krisepolitik var hensynet til betalingsbalancen. 70'ernes store ideologiske argument, som stadig i 90'erne har sin hule genklang.

"Der skal tilvejebringes en effektiv forbedring af betalingsbalancen. Danmark skal så vidt muligt følge med vore europæiske og nordiske nabolande med hensyn til økonomisk vækst og velstandsstigning."¹¹

Instrumentet til at forbedre betalingsbalancen var indkomstpolitikken.

4. Omfordeling af løn til profit. Ganske vist i total modsætning til diverse partiprogrammer, som talte om omfordeling til fordel for arbejderklassen.

Realiteten blev erhvervsstøtteordninger, bedre afskrivningsmuligheder og billigere lånemuligheder for erhvervslivet. Skattegrundlaget blev i højere grad lagt på arbejderklassens skuldre til fordel for erhvervslivet.

5. Opbremsning af væksten i og nedskæringer i den offentlige sektor. Sigtet var en nulvækst, som i konsekvens af de øgede tilskud til erhvervslivet, betød nedskæringer i levestandarden for arbejderklassen.

Socialdemokratiet og arbejdere i kamp

Socialdemokratiet genvandt i sidste halvdel af 70'erne en stor del af den parlamentariske opbakning, der forsvandt ved jordskredsvalget i 1973.

Det er dog ikke et udtryk for en positiv opbakning fra arbejderklassens side bag den socialdemokratiske krisepolitik.

Den øgede opbakning skal i stedet ses som konsekvens af, at store dele af arbejderklassen ikke så noget alternativ til Socialdemokratiets krisepolitik. Opbakningen var derfor i hovedsagelig en passiv opbakning.

Den internationale krise slog for alvor igennem i form af øget arbejdsløshed i Danmark fra 1975. Fra maj 1974 til maj 1975 steg arbejdsløsheden fra 3% til 11,1%. Fabrikslukninger hørte med til hverdagsbilledet. I perioden fra 1974 til 1978 lukkede i alt 3.992 virksomheder¹².

Socialdemokratiets krisepolitik blev ikke gennemført uden sværdslag med dele af arbejderklassen. I det følgende vil jeg behandle nogle af de mest markante konflikter mellem Socialdemokratiet og de arbejdere, som gik til modstand mod krisen og krisepolitikkens konsekvenser.

De vilde strejker - Uniprint

Den første landskendte strejke mod krisens konsekvenser blev Uniprint-strejken fra januar 1975. Uniprintarbejderne gik i strejke mod lukning, og flytning af deres trykkeriarbejdsplads til Sverige.

Strejken blev fra første færd organiseret utraditionelt. Tillidsmændene trak sig fra deres poster, og i stedet for tillidsmandskollegiet som strejkeledelse, blev der nedsat et strejkeudvalg bestående af 2 fra hver af de 4 faggrupper på fabrikken.

Strejken var også bemærkelsesværdig på den måde, at de strejkende besatte deres arbejdsplads, og fra starten generaliserede deres kamp til andre arbejdere i form af parolen "I dag Uniprint - I morgen dig". Om parolen udtalte de strejkende:

"Dette slogan er desværre uhyggeligt sandt. Vi ved, at vores arbejdsplads ikke bliver den sidste, som kapitalen ofrer for at redde sig selv i dens selvskabte krise. Men vi tror og mener, at ved at stå sammen - på tværs af alle partiinteresser - både kan og vil den danske arbejder tage kampen op mod det truende spøgelse - arbejdsløsheden."¹³

Uniprint-arbejderne tabte deres strejke, men der er ingen tvivl om, at strejken fik stor betydning. Modellen med at nedsætte strejkeudvalg, organisere strejkestøtte, og generalisere kampen til andre arbejdere; "I dag os - i morgen dig" skulle blive brugt i mange flere af de såkaldte vilde strejker i årene 1975 og 1976.

Socialdemokratiet og toppen inden for fagbevægelsen var ikke glade for Uniprintarbejdernes strejke. Den 1. maj 1975, udtalte formanden for Dansk Metalarbejderforbund; Paulus Andersen, at:

"Man kan naturligvis altid besætte en virksomhed, men lad hellere være med den slags. Se hvordan det gik med Uniprint."¹⁴

Fagtoppens modvilje mod Uniprint-strejken og de øvrige 'vilde' strejker, skyldes dels, at fagtoppen ikke havde kontrol med strejkerne, og dels at de strejkende kritiserede fagtoppen for ikke at støtte arbejdernes kampe, men i stedet hele tiden sætte virksomhedernes og statens interesser højere end arbejdernes krav.

I Uniprints fodspor

I kølvandet på Uniprint-strejken organiserede strejkende arbejdere sig i de kommende år ud fra Uniprintmodellen. De mest kendte strejker var: Sabro ØB, Nilfisk, Skråen i Aalborg, Storno, B&W klub 4 og HT-chaufførerne. Uniprintstrejkens betydning blev fastslået af de strejkende arbejdere. De strejkende på Skråen sagde:

"Det har haft stor betydning for vores strejke, at vi har snakket så meget om Uniprint. Der er ingen tvivl om, at vi har fået ideen fra Uniprint og andre strejker, vi har læst og hørt om."¹⁵

Arbejderne på Nilfisk sagde:

"Næsten ingen af os havde før været ude i nogle særlige aktioner før, men nogle af os kendte til Uniprint-strejken, og på baggrund af den organiserede vi os."¹⁶

Fælles for strejkerne var også, at de blev gennemført i modsætning til fagbureaukratiet. Ingen af de strejkende troede på, at fagtoppen ville støtte deres strejker. Af bitter erfaring vidste de, at fagtoppen undsagde de strejkende.

Fagtoppens rolle

Det socialdemokratisk dominerede fagforeningsbureaukrati gik offensivt til angreb på de vilde strejker. Strejkerne truede både deres rolle som forhandlere for arbejderklassen, og deres opbakning bag indkomstpolitikken og 'Den smalle vej'.

Der blev ikke lagt fingre imellem. Ofte gik fagbureaukratiet ind og lavede aftaler med virksomhedsledelserne udenom de strejkende arbejdere. På f.eks. Nilfisk og Storno lavede Metalarbejderforbundet aftaler om lønforhøjelser på under halvdelen af, hvad de strejkende havde krævet. Hvorefter de gik offensivt til angreb på de arbejdere, der alligevel ville strejke videre for de oprindelige krav.

Men også eksklusionstrusler blev taget i brug overfor de arbejdere, der ikke ville danse efter fagbureaukratiets melodi.

De strejkende på Klub 4 på B&W, som var organiseret i Metalarbejderforbundets afdeling 5, blev bla. udsat for denne trussel. Metals formand Paulus Andersen udsendte et brev hvori der stod følgende:

"... ikke mindst af hensyn til beskæftigelsen af vore mange hundrede medlemmer på værftet - nødes vi til at indstille til hovedbestyrelsen, at de pågældende medlemmer af Klub 4 udelukkes af forbundet."¹⁷

Endelig blev strejkende arbejdere udsat for en systematisk hetz fra fagtoppens side. Steffen Møller udtalte om Uniprintarbejderne at:

"Inspireret af og dels ledet af VS-aktivistgrupper førtes en skånselsløs kamp for bevarelse af arbejdspladsen(...) i åben strid med såvel overenskomstmæssige forpligtigelser som de love, der i Folketinget er baseret på grundloven."¹⁸

Senere begyndte kineserhetzen, efter at fire medlemmer af den maoistisk og Kina inspirerede organisation KFml, der senere blev til KAP, blev fyret fra B&W i 1976. Fagtoppen mente, at strejkerne var igangsat af studerende som ville afprøve deres revolutionsteorier på arbejderklassen.

På denne måde blev enhver oppositionsdannelse i fagbevægelsen også udskældt for at være studenter, kinesere og revolutionsromantikere.

På det parlamentariske plan blev der også taget lovgivningsmæssige skridt af Socialdemokratiet for at imødegå de vilde strejker. I 1976 fik den socialdemokratiske justitsminister, Orla Møller, gennemført et blokadecirkulære, som kriminaliserede brugen af blokader mod strejkebrydere, i forbindelse med strejker.¹⁹

Lønbølgen i 1976

Aktiviteterne mod krisepolitikken toppede i form af en lønbølge i sensommeren 1976. Lønbølgen startede efter, at arbejderne på Den Kongelige Porcelænsfabrik vandt 5 kr. mere i timen. Strejken på Den kongelige Porcelænsfabrik kom umiddelbart efter, at Socialdemokratiet havde indgået augustforliget med borgerlige partier i Folketinget.

Strejken blev mødt med massiv modstand fra såvel LO-toppen, Keramisk Forbund og Arbejdsgiverforeningen. Arne Lund, der var direktør i DA, udtalte:

"Arbejdsgiverforeningen har givet stor økonomisk støtte til den strejkeramte virksomhed, ud fra betragtningen, at det vil betyde gift for en indkomstpolitisk løsning, hvis der på nuværende tidspunkt gives lønforhøjelser."²⁰

Sejren for de strejkende på Den Kongelige Porcelænsfabrik, fik præcis den konsekvens som DA frygtede. I de følgende måneder steg strejketallet voldsomt. Nu ville arbejderne sikre reallønnen. I hele 3. kvartal i 1976 var der 131.500 tabte arbejdsdage p.g.a. strejker, og i oktober var der ligeledes 90 lønstrejker.²¹

Strejkebølgen var en alvorlig udfordring til LO-toppen og Socialdemokratiets indkomstpolitiske linje. Det tunge skyts blev derfor kørt i stilling mod strejkerne. Da olie- og benzinchaufførerne i København gik med i lønstrejkerne, gjorde LO og Socialdemokratiet denne strejke til den afgørende styrkeprøve med arbejderklassen.

LOs formand, Thomas Nielsen, opfordrede direkte politiet til at gribe ind overfor de strejkende arbejderes blokade af benzinøen. Anker Jørgensen truede med at gå af som statsminister, og de socialdemokratiske tillidsfolk på Benzinøen blev hver især kontaktet af Anker Jørgensen med det formål at få dem banket på plads bag Socialdemokratiets krisepolitik.

Arbejderne på Benzinøen kunne ikke modstå offensiven. Strejken stoppede, og med nederlaget sluttede den lønbølge, der afgørende havde udfordret Socialdemokratiets krisepolitik i 70'erne. Selvom der også i årene herefter var en del strejker mod krisepolitikken, kom der først igen en større kamp for lønforbedringer i starten af 80'erne.

Denne lønbølge var medvirkende til, at LO ikke længere turde støtte op bag Socialdemokratiets hårdere kurs i 80'erne, og var dermed medvirkende til, at Socialdemokratiet i 1982 opgav regeringsmagten.

Nedgangen i klassekampen

Det samlede billede af arbejderklassens modstand mod Socialdemokratiets krisepolitik er imidlertid ikke de vilde strejker. I takt med den stigende arbejdsløshed fra midten af 70'erne faldt viljen til og troen på, at kamp nytter i store dele af den danske arbejderklasse.

De vilde strejker foregik derfor på baggrund af en begyndende nedgang i den samlede arbejderklasses aktiviteter. Selvom de offentligt ansatte i 70'erne begyndte at markere sig i arbejdskampene, ændrede det ikke på det generelle billede af faldende aktiviteter.

Lønbølgen i 1976 indeholdt muligheden for en ændring af stemningen, og troen på at arbejderklassen kunne kæmpe mod indkomstpolitikken. Nederlaget efter olie- og benzinarbejdernes strejke forstærkede derimod tendensen til mindre aktivitet i arbejderklassen.

Socialdemokratiets indflydelse

Socialdemokratiet rolle i gennemsætningen af indkomstpolitikken i 70'erne viser, hvor stor den passive opbakning bag Socialdemokratiet er i arbejderklassen, og hvor stor indflydelse Socialdemokratiet har på hvilke forventninger, der udvikler sig i arbejderklassen.

Ingen borgerlig regering kunne med samme held have gennemført indkomstpolitikken i midten af 70'erne, hvor arbejderklassen endnu ikke var præget af mange års krise og arbejdsløshed. Da Hartling-regeringen forsøgte i 1974, blev regeringen mødt med massive strejker og protester.

Hartling-regeringen måtte gå af i erkendelse af, at en borgerlig mindretalsregering ikke kunne gennemføre indkomstpolitik. Socialdemokratiets evne til at gennemføre indkomstpolitik hænger også uløseligt sammen med Socialdemokratiets indflydelse i det danske fagbureaukrati.

Med fagbureaukratiet som aktiv modspiller, kommer de arbejdergrupper, som går imod krisepolitikken, nemt til at stå isolerede fra store dele af den øvrige arbejderklasse. Når så samtidig nedgangsstemningen i arbejderklassen fremmede atomiseringen af de enkelte arbejdergrupper og arbejdskampe, gav det Socialdemokratiet og LO-toppen relativt nemme betingelser.

Sagen er også den, at Socialdemokratiet politisk ikke stod for så hårde angreb på arbejderklassen, som de borgerlige proklamerede var nødvendige. På den måde fremstod Socialdemokratiet, som et trods alt mindre onde end en eventuel borgerlig regering.

Med forventningerne til Socialdemokratiet fra store dele af arbejderklassen om, at Socialdemokratiet trods alt gør sit bedste for at imødegå de værste konsekvenser af krisen for arbejderklassen, kunne Socialdemokratiet fastholde sin opbakning.

Socialdemokratiet viste i 70'erne, at Socialdemokratiet på den ene side udløser forventninger i arbejderklassen, og på den anden side selv er med til at imødegå disse forventninger.

Mere præcist så modarbejder Socialdemokratiet de arbejdergrupper, som forsøger at kæmpe mod krisepolitikken samtidig med, at Socialdemokratiet fremstår som det parti, der trods alt forsvarer arbejderklassens vilkår mod de borgerlige.

Socialdemokratiet i opposition

I de 10 år, hvor Socialdemokratiet var i opposition fra 1982 til 1993, har Socialdemokratiet hele tiden lagt vægt på at neddæmpe forventningerne til, hvad der ville blive gennemført hvis Socialdemokratiet igen fik regeringsmagten.

Socialdemokratiet koncentrerede sig i perioden hovedsageligt om at sætte fod og fingeraftryk på striben af borgerlige nedskæringsforlig. Socialdemokratiet markerede sig ikke i opposition til fortsatte nedskæringer i den offentlige sektor, eller i opposition til angreb på de arbejdsløse eller bistandsmodtagerne.

I stedet forsøgte Socialdemokratiet at fremstå som garanten for, at nedskæringerne trods alt ikke blev hårdere, end de i realiteten blev.

Efter at Socialdemokratiet har genvundet regeringsmagten her i 1993, står det mere klart, hvorfor de har haft den relativt afdæmpede oppositionsprofil overfor den gamle borgerlige regering. Socialdemokratiet ved, at der skal skæres ned, og reallønnen skal angribes, hvis kapitalens profitter skal på fode igen.

Socialdemokratiet har derfor ikke turdet afgive løfter om bedre levevilkår for underDanmark. I stedet skal vi fortsat betale den krise, der nu har hærget det kapitalistiske verdenssystem i snart 20 år.

Et borgerligt arbejderparti

Socialdemokratiets rolle i gennemsætningen af krisepolitikken i 70'erne kan kun forstås, hvis man ser på, hvad Socialdemokratiet er for et parti. Socialdemokratiet er nemlig både et arbejderparti og et borgerligt parti.

Socialdemokratiet er et arbejderparti i den forstand, at det bygger sin styrke på arbejderklassens opbakning og på den politiske kontrol med fagbevægelsen. Socialdemokratiet vil derfor aldrig gå i offensiven mod faglige organisering eller forsøge at holde fagbureaukratiet uden for politisk indflydelse.

Tværtimod er det nødvendigt for Socialdemokratiet at have opbakningen fra fagbureaukratiet, for at kunne gennemføre sin politik. Som arbejderparti, er Socialdemokratiet modtageligt for pres fra fagbevægelsens basis, selvom det i krisetider hele tiden forsøger at neddæmpe forventningerne om forbedringer.

Socialdemokratiet er også et arbejderparti i den forstand, at det programmatisk tager udgangspunkt i forbedring af arbejderklassens vilkår, for større lighed og indgreb overfor kapitalens frie råderum.

Samtidig er Socialdemokratiet et borgerligt parti. Det ønsker ikke et brud med kapitalismen, eller med den borgerlige statsmagt. Socialdemokratiet vil gennemføre sin politik indenfor rammerne af det bestående samfund.

Socialdemokratiet vil hele tiden være et ansvarligt parti overfor statsbudgetterne og industriens konkurrenceevne, og derfor være med til at angribe arbejderklassens levevilkår, i det omfang det sikrer den økonomiske vækst i samfundet.

Med andre ord vil Socialdemokratiet altid blive presset af kapitalismes behov for øgede profitter, og i krisetider som i 70'erne vil Socialdemokratiet blive presset til at gennemføre angreb på arbejderklassen.

Som reformistisk parti vil Socialdemokratiet derfor hele tiden være presset til at reagere på kapitalismens indbyggede anarki, og forsøge at opretholde det danske klassesamfund med mindst mulige negative konsekvenser for arbejderklassen.

Derfor er det rigtigt i dag at møde den nye socialdemokratisk ledede regering med neddæmpede forventninger. Socialdemokratiet vil som i 70'erne være tvunget til at føre krisepolitik og til at angribe arbejderklassens levevilkår for at sikre industriens profitter.

Forskellen mellem den nye regering og så Schlüter-regeringen vil derfor i hovedsagen bestå i, at Socialdemokratiet ikke vil gennemføre de samme ideologisk bestemte angreb på arbejderklassens organisering som en borgerlig regering.

Socialdemokratiet vil også mere helhjertet forsøge at bekæmpe den stigende arbejdsløshed. Problemet for Socialdemokratiet er bare i dag som i 70'erne, at hvis politikken skader erhvervslivets konkurrenceevne, og dermed profitmuligheder i industrien, vil Socialdemokratiet også i 90'erne bøje af overfor erhvervslivets krav.

Et borgerligt arbejderparti bliver aldrig til et parti, der entydigt tager udgangspunkt i arbejderklassens muligheder for at styrke sig som klasse overfor borgerskabet, med det formål at afskaffe det kapitalistiske system. Dertil kræves socialistisk organisering og teori.

Toppen af siden

Noter

1. Aktuelt, maj 1975.

2. Hans Erik Avlund Frandsen: Klassesamarbejde og klassekamp i Danmark 1940-78, København 1980, s. 417.

3. Flemming Ibsen m.f.: Fagbevægelse og stat. Den faglige kamp, statsindgreb og indkomstpolitik 1930-78. København 1979, s. 321.

4. Land og Folk, marts 1975. At reaktionen kan betegnes som moderate, skyldes, at reaktionen året før på Hartlingsregeringens krisepakke, som i indhold ikke var værre end septemberforliget, var massestrejker, hvor ca. 300.000 var i strejke.

5. Jesper Due og Jørgen Sten Madsen: Offentligt ansattes faglige kamp. København 1980, s. 23-28.

6. Hans Erik Avlund Frandsen, Op. cit. s. 290.

7. Frostvæsketeorien gik ud på at det økonomiske system i en kort overgangsperiode skulle have tilført nedskæringspolitik for at overkomme krisen.

8. LO's beretning 1977.

9. Ole M. Jensen: Arbejdskampe i Danmark 1956-78, speciale historie/samfundsfag RUC 1987, s. 104.

10. Ibid. s.106.

11. Socialdemokratiet: Vort program, s. 3.

12. Venstresocialisterne: Den Røde vismandsrapport. København 1983, s. 50.

13. Uniprint Informationsbrev (strejkeavis, ABA) nr. 2, 1975.

14. Minavisen, 2. maj 1975.

15. Peter Madsen: Strejken på Skråen, Nibe 1975, s.13.

16. Arbejderforlaget: Erfaringer fra strejkerne i 1975. Uden trykkested og år (ABA), s. 21.

17. Brev fra Paulus Andersen, dateret 27.08.1975, offentliggjort i Metalbladet nr. 11, oktober 1975.

18. Aktuelt d. 3. marts 1975.

19. De to strejker som dannede det konkrete grundlag for cirkulæret var strejkerne på Bækkelund Papirfabrik og det fotografiske værksted Info, hvor de strejkende forsøgte at holde skruebrækkere ude fra arbejdspladserne under strejkerne.

20. Strejken på Porcelænsfabrikken (Strejkeavis med opsumering af strejken, ABA) Feb. 1977, s.4.

21. Årbog for arbejderbevægelsens historie, nr. 9, København 1979, s. 156.