Hip-hop musikken – oprør eller medieflop?

af Henrik F. Madsen

Hip-hop-musikken og rapmusikken, som er en del af denne, er skyllet som en bølge ud over verden i de sidste 10 år, og har fortrinsvis indtaget storbyerne. Bølgen har gennemsyret masser af forskellige miljøer, lige fra modebranche over ungdomskultur til andre musikgenrer, hvis musikere har fusioneret deres kompositioner med hip-hop-agtige rytmer. Og genren er blevet kaldt den vigtigste musiske og ungdomskulturelle strømning siden rock'n'roll'en.

Men hvad mange ikke ved er, at hip-hop-musikken stikker langt dybere end blot ekstra-large tøj, slang, smarte rytmer, rappen til ghettoblasteren og dans på gadehjørner.

Alt dette, og meget mere, er kun overfladen på selve hip-hop-kulturen. En kultur, der oprindelig har sin rod i de sorte ghettoer i New York og andre amerikanske storbyer.

Grunden til rap-stilen blev i høj grad lagt af indvandrere fra Jamaica. Stilen blev udviklet blandt de sorte unge i ghettoerne, først og fremmest som et middel til at udtrykke hverdagen, virkeligheden, følelser, had og gadens brutalitet. En slags nyt, sort ghetto-sprog, præget af slang og fælles socialt bagland.

Rytmerne og stilen fandt form ved hjælp af tilfældige eksperimenter. I slutningen af 70'eme stillede en fyr ved navn Cool Herc sig op på gaden i New York med to pladespillere og en stak gamle soulplader, som han kørte oveni hinanden og derved fik en fed rytme frem. Han gentog succesen et par gange, og skabte derved "forløberrytmerne" for de mest gængs hip-hop og rap-rytmer. (Politikens Magasinet 3/5-92.)

Ret hurtigt begyndte de organiserede bander at bruge rappen til at udtrykke de ting, de var utilfredse med. Banderne fungerer som den eneste form for social organisering blandt de unge i ghettoerne.

Banderne begyndte ret hurtigt at konkurrere om, hvem der kunne rappe bedst. De lavede gadekoncerter og konkurrencer, og på den måde blev rappen til et kommunikationsmiddel blandt de sorte, og de første rap-grupper opstod.

Omkring 1979-80 begyndte medierne og pladeselskaberne at vejre morgenluft for et nyt marked, og de første kommercielle pladeudgivelser af rapmusikken så dagens lys. Grupper som The Sugarhill Gang og Grandmaster Flash med pladen "The Message" blev ret hurtigt kendte i hele USA, og siden accelererede rap- og hiphop-stilens popularitet og nåede resten af verden.

Men skal vi granske rap-musikkens budskaber, er det ikke den højkommercielle hip-hop-genre, vi skal gå til, f.eks. MTV, hitliste-rapperne osv., men derimod undergrund-siden af kulturen. Det er ifølge mange rappere her, at de virkelige budskaber ligger, fordi de mennesker, der laver den, har den fornødne sociale baggrund, som egentlig var den, der oprindelig blev kommunikerer gennem rap-musikken.

Som hip-hop-musikeren 'KSR-one' udtrykker det på omslaget af pladen "Sex and Violence" fra Boogie Down Productions:

"Hip-hop-culture has always had something to tell the youth about reality. But if you just do rap without it's rebelliuous meaning, you fail to advance rap. You only advance your pocket. That's a sucker MC, yeah."

Da rap-musikken blev til blandt de fattige sorte fra ghettoerne, kom de fleste rap-tekster ret hurtigt til at dreje sig om de sortes generelle utilfredshed med samfundet. Temaerne i den rodfæstede rap-kultur var, og er stadig, de ting, som fattige sorte dagligt mærker på deres egen krop: racisme, fattigdom, forskelsbehandling, politivold, bandekonflikter osv.

Rap-musikken havde ikke nogen bred anti-racistisk profil.

Den solidariserede sig ikke specielt med hvide, asiater osv., men var mere et subjektivt sort udtryk. Teksterne antog dog snart et klart politisk indhold, og rap-kulturen havde på få år fra dens spæde start udviklet sig til en af de stærkeste og mest samfundskritiske og oprørske dele af den sorte bevægelses kamp i USA. Store dele af rap-kulturen har udviklet sig til en militant, sort politisk bevægelse, der ønsker oprør og samfundsforandring fra neden. Og det er netop det, der gør, at vi som socialister må interessere os for den og forholde os til den.

Men hvilke oprørstendenser er der tale om? Fordi det meste "rigtige" rap-musik handler om de sortes utilfredshed med de forhold, de lever under, er det jo ikke givet, at de automatisk er eller bliver socialister.

Et problem for rappen som revolutionær bevægelse er, at den fokuserer meget på det at være sort, i hvert fald den amerikanske rap-musik, hvilket man selvfølgelig heller ikke kan fortænke den i. Det skal dog ikke forstås på den måde, at den sorte rap ikke er imod racisme. Den mangler blot profilen, hvis den skal bryde ud af det at være et rent sort oprør, til at blive en oprørsbevægelse på tværs af alle racer i USA.

Men på trods af dette findes der alligevel masser af rap-musik, som har brudt med den rene sorte profil og som udtrykker generel utilfredshed med hele den måde, systemet fungerer på, og som også har et klart anti-racistisk budskab. Som eksempel kan tages gruppen 'Public Enemy', som skriver stærkt politiske tekster, og som på deres sidste turné havde mottoet: "Fuck Bush and the Establishment" på deres plakater. Og heavy-rap-musikeren Ice-T blev på et New-Music-seminar spurgt, hvordan han mener, at rap-musikken kan bruges bevidst og politisk konstruktivt.

Til det svarede han:

"Som Chuck D. fra Public Enemy engang sagde det, så er rap en fom for gadens CNN. Magthaverne er klar over, at vi har meget magt, en masse indflydelse på en gruppe mennesker. Om denne magt så betyder, at vi ligefrem kan gå hen og give signal om at gribe til våben, eller måske få skabt virkelig svære problemer for systemet, ja, det mangler vi endnu at få at se ... For egentlig tror jeg ikke, at der er en enkelt rapper, der har så meget magt igen, men en gruppe af flere rappere kan derimod gå sammen om at skabe en politisk proces, og derved få bevirket en hel del forandring. Magthaverne er bange for os. De ved at vi er farlige for dem, og de ville gerne lukke munden på os."

(Arbejderen 15/9-92.)

Ice-T mener også at fordi hip-hop og rap er blevet så populært og har spredt sig til alle mulige andre end sorte verden over, kan det tjene til at nedbryde raceproblemer og modvirke racisme. Han ser en masse enhed i hip-hop, som han mener, visse kredse absolut ikke er interesserede i, nemlig de kredse, som ønsker at holde klasserne og især racerne adskilte. Han mener, at hip-hop med den rette attitude kan skabe mere enhed blandt almindelige mennesker, og give impulser til det oprør, som der er grobund for i samfundet.

Ice-T ved, hvad han taler om, når han siger at rap-musikken ikke er populær i samfundets top. Han og andre kendte rappere er udtalt hadet af George Bush, 60 oprørte medlemmer af den amerikanske kongres, og masser af andre toppolitikere, pengemænd, mediefolk og opinionsdannere.

Ice-T har været udsat for massivt politisk pres, anonyme volds- og bombetrusler, specielt i forbindelse med pladen "Body Count", hvorpå der gemte sig et nummer med titlen "Cop Killer", altså panser-dræber, som det amerikanske borgerskab fandt uhørt anstødeligt. Sangen handler om lysten til at hævne sig på politiet for dets utallige uretfærdige overgreb på alle, der ser anderledes ud, og den er skrevet som en reaktion på den øgede brutalitet fra det amerikanske politis side. Pladen blev, trods forrygende popularitet i USA, udsat for en massiv hetz fra magtfulde pladebranche-folk, kritikere, politikere osv., og over 1000 pladeforretninger, fortrinsvis fra de store forretningskæder, nægtede at forhandle pladen. Dybt preset måtte Ice-T udgive en ny version af pladen uden "Cop Killer" på. (Arbejderen 15/9-92.) Et eksempel på, hvordan meninger, der ikke huer borgerskabet, let kan undertrykkes hvis de bliver for farlige.

Den amerikanske gruppe "Arrested Development" opfordrer i sangen "Tennesee" på pladen "3 years, 5 months and 2 days" (Chrysalis Records) folk i ghettoerne, dvs. de sorte bander og andre, til at slå sig sammen i stedet for at bekæmpe hinanden:

Now I see the importance of history/
why my people be in the mess that they be/
many journeys to freedom made in vain/
by brothers in the corner, playin' ghetto games

Og de fortsætter med en af de mest politiske rap-tekster på markedet i øjeblikket, sangen "Give a man a fish" fra samme plade:

Give a man a fish, and he'll eat for a day/
teach him how to fish, and he'll eat forever/

Got to get political/
po1itical I gotta get/
Grown, but can't hold my own/
so this government needs to be overthrown./
brothers with their A.K.'S and their 9mm's/
need to learn how to correctly shoot them/
Save those rounds for a revolution

Ja, Got to get political, Arrested Development har fat i den rigtige ende, ligesom flere og flere af rapperne.

Ser vi på rap-musikken uden for USA, er den som oftest også talerør for en trængt ungdom med hårde forhold, og ofte også stærkt samfundskritisk. Her i Danmark er det f.eks. klart anti-racismen, der står i forgrunden. F.eks. arrangerede unge hip-hop'ere fra Amager koncert på Rådhuspladsen i København den 6. oktober sidste år, hvor de også reklamerede for den anti-racistiske og anti-nazistiske demonstration den følgende dag, på årsdagen for krystalnatten. Dermed kædede de klart hip-hop-musikken med det anti-racistiske budskab.

Også de politiske rap-tekster har vi her til lands. Bare hør gruppen 'Rockers By Choice' på pladen "Klar til kamp" (Polydor Records):

Foragt for frihed og fred er, hvad der sker/
det vi mangler er systemer med nye ideer/
de fattiges vilkår er ingenting værd/
ulandsstøtten bli'r brugt på militær/
våben og mad/
venskab bli'r pluds'li' forvandlet til had/
Politiske fjender bli'r sat ud af legen/
de tvinges i knæ og ryddes af vejen/
Modstanden vokser mod urimeligehrav/
de, der producerer, graver deres grav/
Det, der kræves i søgen mod fredens aspekt/
er retfærdighed, håb, og menneskelig respekt

Og et lille uskyldigt protest-vers fra Amager-gruppen Humleridderne:

Tager min cykel, vender næsen hjemad/
men har ingen anelse om, hvor det er henad/
så nu må jeg sove på pladsens terrasse/
i morgen kommer mester, så kan jeg få min adresse/
MALERHJERNE/
MALERHJERNE

(Politiken sept. 1992.)

Af andre, i denne sammenhæng mere underordnede ting, der kendetegner rap-musikken, er f.eks. individualisme. Et rammende citat er fremsat af gruppen "Critical Basis":

Be yourself as number one, be yourself as number two/
and be yourself as number three

(Politiken 3/5-92.)

Denne individualisme er dog ikke særlig meget udtryk for en speciel konkurrencementalitet eller at "enhver er sin egen lykkes smed", at man ikke ønsker at sig organisere sig sammen med andre, eller lignende. Den er snarere opstået som en legitimering af selvværdsfølelse, som selvsagt bliver kraftigt undertrykt, når man er skidt på af systemet.

Individualismen er ikke entydig i rap-musikken, og disse fragmenter peger mere i retning af det fælles mål, alle rappere kan blive enige om, nemlig som Ice-T formulerer det: "Et samfund, der gi'r folk en chance".

Rap-musikken har ingen erklærede socialistiske mål. Alligevel ligner deres kritik af det etablerede samfund meget socialisters. De ønsker et oprør, der leder frem mod et bedre samfund, uden raceskel, uden fattigdom, og uden krig og uretfærdighed. Og de når langt med deres budskaber. Længere ud i medierne end man skulle tro, når man tager i betragtning hvor farlige mange af rap-gruppernes budskaber egentlig er for de herskende ideer og det etablerede samfundssystem.

At der ligger en masse gode og konstruktive kræfter i hip-hop- og rapkulturen er helt sikkert. Et potentiale, hvis budskaber åbent kan vinde genklang hos store dele af verdens ungdom, som er utilfredse med det system, de lever i, eller i det mindste ønsker at provokere det.

Det, der mangler, og som skal tilføres det store ønske om oprør og forandring, som de progressive dele af rap-musikken er et udtryk for, er organisering. Ligesom det er tilfældet, hvis store strejker, oprør eller lignende skal have nogen virkelig gennemslagseffekt, er et parti nødvendigt.

Et parti med folk, der har opsamlet ideerne og erfaringerne fra til at kunne organisere og lede bevægelsen frem imod sejr.

En oprørsk folkemængde er herligt, men ideer, mål og lederskab er nødvendige, hvis samfundsforandringen skal blive til noget. Derfor må socialister appellere stærkt til hip-hop-bevægelsen, og inddrage den i vores arbejde, udveksle ideer og erfaringer, og bygge op sammen med dem. I bund og grund arbejder vi for den samme sag. Som Ice-T så korrekt formulerer det:

"Jeg tror simpelthen, at vi må have hjernen med os, hvis vi skal lave en eller anden form for revolution. Der må simpelthen være generaler, løjtnanter og sergenter, eller folk, der ved hvad de vil gøre. Og det er der bare ikke lige nu. Der er få folk med ideer, men de er ikke sammen, de er ikke organiserede. Så i mellemtiden bliver vi bare nødt til at blive ved med at gå i skole, studere dem, så vi ved hvorfor vi hader hinanden."

Toppen af siden

www.socialister.dk – 21. november 2024 kl. 19:12

International Socialisme nr. 5 jun 1993

Temasider

Nr. 5

Hovedmenu

International Socialisme – Nr. 5 – Sommer 1993 – Side 30

Hip-hop musikken – oprør eller medieflop?

af Henrik F. Madsen

International Socialisme nr. 5
jun 1993