[ International Socialisme nr. 11 ]
International Socialisme nr. 11
jun 1997

International Socialisme hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 11

Udskriv artikel

 

Nr. 11

Side 2
· Tema: Reformismen i krise. Indhold + Introduktion.

Side 4
· Klassisk reformisme og den marxistiske kritik

Side 16
· Reformismens krise

Side 25
· Reformister og revolutionære

Side 28
· På vej mod år 2000 - hvad kan vi vente?

Side 35
· Fagforeningerne i Storbritannien (1933)

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

International Socialisme – Nr. 11 – Maj 1997 – Side 16

Udskriv

Reformismens krise

af Tom Christiansen

Der er en naturlig sammenhæng mellem de problemer Socialdemokratiet aktuelt står i og den økonomiske nedgang, der har præget den vestlige kapitalistiske økonomi siden 1973, fordi Socialdemokratiet siden 1914 har bundet sin succes sammen med kapitalismens succes.

De har argumenteret for, at de kunne kontrollere kapitalismen, og at reformer for arbejderklassen er uløseligt forbundet med, at der er vækst og fremgang i den kapitalistiske økonomi. I praksis har det betydet, at skiftende Socialdemokratiske regeringer altid har ført en politik i den herskende klasses interesse.

I den forstand er der ikke noget nyt i det, Nyrups regering foretager sig i dag. Men det særlige i den nuværende situation er, at Socialdemokratiet er ved skride så meget til højre, at de må opgive selve det idégrundlag, som har været det dominerende i partiet siden 1914. Det betyder ikke så meget for den praktisk førte politik i regeringen og toppen af fagbevægelsen. Men Socialdemokratiet er ikke en strømlinet organisation. Partiets styrke er dets rødder i arbejderklassen, der gør det velegnet til at regere i perioder, hvor arbejderklassens utilfredshed er stor.

Men det kan også blive en svaghed, fordi arbejderklassens opbakning til partiet ikke først og fremmest handler om, at Socialdemokratiet kan administrere den kapitalistiske økonomi bedre end de borgerlige partier, men fordi de mener, at deres interesser varetages bedst af partiet.

Når den kapitalistiske krise indsnævrer Socialdemokratiets muligheder for at gennemføre reformer i arbejderklassens interesser, har partiet stærkt brug at føre en ideologisk kamp for at forklare, hvorfor partiet går ind for nedskæringer, fyringer og stagnerende lønninger, og hvordan det i sidste ende er i deres interesse.

Socialdemokratiets produktion af idéer er af vital betydning for partiets fastholdelse af opbakningen. At forstå den socialdemokratiske ideologi er derfor også af vital betydning for en revolutionær organisation, som forsøger at vinde et flertal blandt de arbejdere, der i dag bakker op bag Socialdemokratiet.

Denne artikel vil derfor beskæftige sig med den ideologiske udvikling i Socialdemokratiet fra tiden efter 2. verdenskrig, hvor Socialdemokratiet ikke bare havde et godt tag i arbejderklassen, men hvor de socialdemokratiske idéer dominerede samfundet som helhed. De borgerlige partier accepterede og praktiserede selv i de korte perioder, de var i regering, den socialdemokratiske politik.

Ideen om velfærdsstaten og om, at arbejderklassens levevilkår blev forbedret ved, at staten omfordelte indkomster fra rig til fattig gennem skatterne, var en fællesnævner for alle partierne i folketinget, indtil Fremskridtspartiet blev valgt ind i Folketinget i 1973.1

Modsat i dag var det dengang Venstre og de Konservative, der havde problemer med at definere sig selvstændigt i forhold til Socialdemokratiet.

Den situation er radikalt ændret i dag. Man behøver ikke følge ret meget med i dansk politik, før det står lysende klart, at Socialdemokratiet langt fra blomstrer. Tværtimod fremstår Socialdemokratiet som et parti med vigende medlemstal og vælgertilslutning.

Men ikke mindst fremstår det også som et parti, der ikke kan finde sine egne ben, er i internt slagsmål og uden en selvstændig profilering. Liberalismen og især partiet Venstre synes at være den dominerende politiske og ideologiske kraft.

Socialdemokratiets ideologiske problemer handler ikke bare om en bestemt organisation i krise. Der er tale om en krise for hele det idégrundlag, Socialdemokratiet og andre reformistiske partier bygger på.

Reformismen dannelse og udgangspunkt, 1871-1914

Begrebet reformisme er gennem tidens løb brugt om forskellige fænomener. Oprindeligt var det en strategisk opfattelse i arbejderbevægelsen, i følge hvilken overgangen til socialisme kan udføres gradvist og uden en revolution.

Ideerne om en fredelig og gradvis overgang til socialisme har eksisteret i arbejderbevægelsen siden dens start. Ikke mindst i arbejdet med den praktiske organisering af arbejderklassen i fagforeninger gled perspektivet om en socialistisk revolution i baggrunden.

Men det var først for alvor Eduard Bernstein – medlem af det tyske socialdemokrati SPD – som i slutningen af 1800-tallet lagde det teoretiske grundlag for reformismen ved at gøre op med den analyse af kapitalismen, som dominerede den daværende socialdemokratiske bevægelse 2. Internationale.

Med udgangspunkt i Marx' og Engels' forfatterskab mente 2. Internationale ikke, at kapitalismen kunne forbedres til fordel for arbejderklassen. Tværtimod tolkede de Marx' og Engels' kapitalismeanalyse sådan, at kapitalismen ville nærme sig en uundgåelig katastrofe og bryde sammen, hvorefter arbejderbevægelsen kunne opbygge et nyt samfund. Kapitalismens kriser var derfor ikke bare uundgåelige, de var også positive i den forstand, at de bragte forudsætningerne for socialismen nærmere.2

Det var i kritikken af den katastrofeteori, som Bernsteins revision af 2. Internationales marxismefortolkning tog sit udgangspunkt i. Han nåede frem til, at kapitalismen kunne kontrolleres og beherskes.3 Kapitalismen kom derfor ikke uundgåeligt i kriser. Han argumenterede også for, at den herskende klasse var parat til at give indrømmelser til arbejderklassen. Kriserne var derfor ikke længere ønskværdige, men skulle derimod undgås, fordi en gunstig økonomi gav plads til reformer for arbejderklassen.

Selvom Bernstein var i mindretal i SPD med sine ideer omkring århundredskiftet, så var mange af de praktiske konklusioner, som Bernstein drog af sine teorier, allerede gældende i partiet. Ikke bare i Tyskland, men i det meste af 2. Internationale inklusive Danmark.4

Og med tiden vandt Bernsteins politiske og teoretiske konklusioner fodfæste i hele den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Efter at 1. verdenskrig fik 2. Internationale til at bryde sammen, var der ingen i de socialdemokratiske partier, som længere talte om nødvendigheden af et revolutionært brud med kapitalismen. Tværtimod har Bernsteins teori om den kontrollerede kapitalisme været den bærende idé i Socialdemokratierne helt frem til revolutionerne i Østeuropa, hvor ideen kom under kraftigt pres fra liberalismen.

Reformismens dominans i arbejderbevægelsen kom ikke automatisk, men var resultatet af en kamp mellem forskellige opfattelser, der eksisterede fra dens start frem til 1914. Omvendt ville det også være forkert at sige, som DKP påstod det5, at Socialdemokratiet var revolutionært frem til 2. Internationales sammenbrud i 1914.

I partiets programmatiske erklæringer stod der ganske vist, at Socialdemokratiet gik ind for en revolutionær omvæltning af samfundet. Men med revolution mente partiet ikke nødvendigvis en væbnet opstand, hvor arbejderklassen tager magten. Revolutionen betegnede snarere, at det socialistiske fremtidssamfund ville være organiseret anderledes end kapitalismen.

I holdningen til den kapitalistiske stat var det danske Socialdemokrati mere i overensstemmelse med Ferdinand Lasalle, som mente, at magten kunne erobres gennem den eksisterende stat, end med Marx og Engels, som mente, at den kapitalistiske stat skulle smadres og erstattes af en arbejderstat. På det politiske område koncentrerede Socialdemokratiet sig ud over gennemførelsen af sociale reformer om at få gennemført almindelig valg- og valgbarhedsret, så arbejderbevægelsen kunne vinde flertallet.

Fra dannelsen af den danske sektion af 1. Internationale i 1871 og frem til 1914 eksisterede der flere forskellige politiske retninger. Imidlertid var reformismens sejr i 1914 ikke tilfældig, men skyldes træk i udviklingen af arbejderbevægelsen fra avantgarde til massebevægelse:

1) For også at organisere de tilbagestående lag i arbejderklassen, som ikke havde en socialdemokratisk bevidsthed blev den politiske og den faglige del af arbejderbevægelsen endeligt skilt ad i 1886. Det var ikke med en klar intention om at adskille den faglige og politiske kamp. Men den organisatoriske opdeling understøttede med tiden tendensen til den politiske opsplitning.

2) Udviklingen af arbejderbevægelsen til en masseorganisation i slutningen 1880'erne faldt sammen med en relativt fredelig og stabil vækstperiode i kapitalismen, hvor arbejderbevægelsen kunne opnå resultater med fredelige midler.

3) Det borgerlige demokrati blev med tiden udbygget, så arbejderbevægelsen dels blev legaliseret og fik øget parlamentarisk indflydelse – navnlig med grundlovsændringen i 1915, som den frie og lige valgbarhedsret og valgret også for kvinderne.

4) Med udviklingen af arbejderbevægelsen voksede også laget af professionelle parlamentarikere, faglige ledere og forhandlere, hvis levevilkår begyndte at adskille sig markant fra den arbejderklasse, som den repræsenterede. Deres sociale eksistensberettigelse blev mere bundet op på forhandlinger med arbejdsgiverne og gennem parlamentet og ikke kamp imod systemet.6

Ideen om en gradvis overgang til socialismen blev på den måde bakket op af arbejderklassens faktiske oplevelser med kapitalismen og et socialt lag i arbejderbevægelsen, som havde en selvstændig interesse i at understøtte de reformistiske illusioner.

Reformismen endelige sejr blev stadfæstet i det danske Socialdemokrati i perioden 1913 til 1916 på fire forskellige områder.

For det første betød udbruddet af 1. Verdenskrig, at Socialdemokratiet skulle vælge mellem en revolutionær kamp imod krigen eller at acceptere krigen. Havde de valgt modstanden, ville det med nærmest fuld garanti betyde, at arbejderbevægelse måtte gå tilbage til en illegal tilværelse, hvor de mange behagelig job i fagtop og parlament ville ryge sig en tur.

Langt de fleste Socialdemokratier valgte at acceptere krigen og at arbejdere fra de forskellige lande blev sendt i skyttegravene for at slagte hinanden. Det var et definitivt farvel til internationalismen, som ellers havde præget arbejderbevægelsen siden dens start. Kun Socialdemokratiet i Serbien og de russiske bolsjevikker stemte imod krigen.

Danmark var ikke en aktiv part i krigen, men det danske Socialdemokrati lagde ikke et øjeblik skjul på, at de støttede det tyske SPD's beslutning om at acceptere krigen og erklærede, at de i en lignende situation ville have gjort det samme.

For det andet erklærede det danske Socialdemokrati, at med den forestående grundlovsændring i 1915, hvor den almindelige valgret (bl.a. til kvinder) og valgbarhedsret blev indført, var vejen banet for en parlamentarisk vej til socialismen. Nu var det alene op til arbejderbevægelsen selv at udnytte den mulighed. Al snak om en revolutionær overgang forstummede hermed for evigt.

For det tredje valgte Socialdemokratiet at gå ind i den danske regering i 1916. I 1908 havde partiet ellers vedtaget, at det ikke var parat til at deltage i en borgerlig regering. Hvis partiet skulle besætte nogen ministerposter med skulle partiet først have et absolut flertal.

Men da partiet på lige fod med andre partier fik tilbudt en post som kontrolminister, der skulle kontrollere regeringen under krigen, indkaldte ledelsen til den såkaldte natkongres i 1916, som omgjorde beslutningen fra 1908, og Stauning blev Socialdemokratiets kontrolminister.

For det fjerde betød sammenbruddet i 2. Internationale, at revolutionære socialister brød med Socialdemokratierne og dannede sine egne selvstændige partier. Kampen mellem reformister og revolutionære foregik nu ikke længere indenfor Socialdemokratiet, men mellem to selvstændige partier.

Fra opblomstring til krise, 1945-1982

Det økonomiske boom efter 2. verdenskrig bekræftede på alle måder, de reformistiske idéer, som Bernstein havde udviklet i slutningen af forrige århundrede.

For det første synes det, som om det økonomiske opsving ikke ville stoppe igen. Stort set alle fra højre til venstrefløj sværgede til, at kapitalismen endelig var blevet krisefri.

For det andet betød den økonomiske opgang, at der blev råd til reformer for arbejderklassen. Folkepension, sygelønsordning, invalidepension og offentlig forsorg, havde skabt et socialt sikkerhedsnet. Uddannelsessystemet blev udviddet og gav på trods af en fortsat socialt skæv rekruttering arbejderklassen bedre muligheder for at uddanne sig.7

Ikke mindst betød den rekordlave arbejdsløshed, at arbejderklassen havde nemt ved at tilkæmpe sig faglige rettigheder og en højere løn.

For det tredje så det ud som om, det økonomiske boom var skabt af de økonomiske instrumenter, som Socialdemokratiet havde arvet fra økonomen Keynes.

I følge Keynes kunne staten gennem en regulering af den offentlige efterspørgsel henholdsvis sætte fart i økonomien og bremse den igen. På den måde kunne man undgå såvel nedture som overophedning af økonomien.8

Under 30'erne katastrofale økonomiske krise vandt Keynes' teorier meget stærkt frem også ud over de socialdemokratiske partier. De gav et teoretisk alibi for den stærkt protektionistiske politik, som de vestlige lande førte som forsvar mod den økonomiske depressionen.

Og det ud som om Keynes havde ret. 30'ernes krise blev løst gennem en kraftig forøgelsen af den statslige efterspørgsel, som våbenøkonomien i forbindelse med oprustningen til og under 2. Verdenskrig havde fremkaldt.

Men Keynes teorier passede specielt godt til Socialdemokratiets ideologiske behov. De indebar, at kapitalismens økonomiske problemer kunne løses uden et opgør med markedsøkonomien, men også uden at angribe arbejderklassens løn.

Keynes kom derfor til at fremstå som en tredje vej mellem den ekstreme statskapitalisme i Sovjet og på den anden side den rå liberalisme dyrket af de borgerlige partier.

Socialdemokratiet sad stort set ved magten i hele efterkrigsperioden, og de enkelte borgerlige regeringer, der havde siddet højst en enkelt periode, havde i det store hele fortsat den socialdemokratiske linie med en udbygning af velfærdsstaten.

Men omkring 1973 synes alt at gå galt. Kritikken af velfærdsstaten voksede både fra venstre og højre. Fra venstrefløjen kom kritikken i første omgang fra ungdomsoprøret, som angreb velfærdssamfundets fremmedgørelse skabt i overensstemmelse med den socialdemokratiske selvforståelse. Da ungdomsoprøret på den måde også var en kritik af Socialdemokratiet, stod partiet helt uden for og kunne ikke opfange radikaliseringen af arbejderklassen og fremvæksten af en ny venstrefløj.

Fra højrefløjen opstod en småborgerlig bevægelse mod det høje skattetryk, som de voksende offentlige udgifter havde skabt. Fremskridtspartiet, som repræsenterede den småborgerlige bevægelse, gik for første gang til valg i 1973 og strøg lige ind i Folketinget med 28 mandater.

Som om en ulykke sjældent kommer alene, splittede en højrefløj i Socialdemokratiet fra partiet og dannede CD. De fik 14 mandater. Det meste af Fremskridtspartiet og CDs fremgang blev betalt af Socialdemokratiet, som gik tilbage fra 70 mandater ved valget i 1971 til 46 mandater i 1973.9

Oven i det var Socialdemokratiet blevet splittet op til EF-afstemningen i 1992 mellem tilhængere og modstandere af EF. Men det værste problem skulle vise sig at være skiftet i de økonomiske konjunkturer.

Fra Keynes til indkomstpolitik

Den international økonomisk krise, som satte ind fra 1973-4, ramte også den danske økonomi. Arbejdsløsheden steg fra 1 pct. i 1973 til 5,3 pct. i 1975 og 9,2 pct. i 1981.10

Da de traditionelle keynesianske instrumenter for alvor skulle tages i anvendelse, viste det sig, at de var virkningsløse. Keynes teori gik ud på, at staten kunne stimulere økonomiens vækst ved at bruge flere penge, end den fik ind i skatteindtægter. Underskuddet på statens budget ville kunne hentes ind næste år, fordi den økonomiske vækst automatisk ville forøge statens indtægter.

Problemet i den sidste halvdel af 70'erne var, at selvom staten brugte flere penge end den fik ind i indtægter, udeblev væksten og dermed de forøgede skatteindtægter.

Resultatet var, at statens underskud voksede samtidig med, at arbejdsløsheden og inflationen gjorde det samme. Stagnationen eksisterede altså side om side med inflationen, hvilket fik økonomer til at tale om stagflation – et fænomen, de ikke havde nogen forklaring på.

Socialdemokratiet forlod derfor en af keynesianismens ideer om, at arbejderklassens løn ikke skulle angribes. I stedet prioriterede regeringen at løse problemerne med et voksende betalingsbalanceunderskud og den galopperende inflation. Den økonomisk politik kom til at indeholde en indkomstpolitisk ramme for, hvor meget lønningerne måtte stige.

Regeringen fulgte sin indkomstpolitik op gennem lovindgreb i overenskomstforhandlingerne i perioden 1975 til 1979 suppleret af nedskæringer på den offentlige service i fx daginstitutionerne.11

Socialdemokratiets reformpolitik blev afløst af en „reformpause" med efterlønsordningen fra 1978 som en væsentlig undtagelse. I stedet haltede regeringen i perioden fra 1976 til 81 fra det ene nedskæringsforlig efter det andet.12

Ideologisk set fik det ikke Socialdemokratiet til at opgive keynesianismen – tværtimod udviklede økonomer i LO ideen om en „super-keynesianisme", hvor den såkaldte ØD-reform (Økonomisk Demokrati) indgik som en væsentlig del. ØD-reformen gik i korthed ud på, at en del af lønsummen skulle indbetales til en central fond, forvaltet af fagtoppen selvfølgelig. Fonden skulle så kunne investere og understøtte virksomheder, selvom de ikke var rentable og på den måde bevare arbejdspladser.

Erfaringer fra i dag, fra fx. Lønmodtagernes Dyrtidsfond, som ikke ville støtte en fortsættelse af B&W, viser, at fondene i lige så høj grad er tvunget til at sikre den størst mulige forrentning af sin investerede kapital, som private investorer er det.

En ØD-fond ville ikke være styret af arbejderklassen, blot fordi fagbureaukraterne sad i bestyrelsen for den. Socialdemokratiet var da heller i stand til at vinde opbakning for sit ØD-forslag i arbejderklassen. Og da arbejdsgiverne og de borgerlige partier ikke ønskede at konkurrere med en ØD-fond, som på ganske få år ville have ophobet gigantiske formuer, løb ØD-forslaget ud i sandet i 1979.

Men hvorfor virkede Keynes' økonomiske teorier så pludseligt ikke efter 1973. Forklaringen er, at heller ikke før 1973 var det politikernes indgriben, der skabte fremgang og vækst i økonomien. Som Chris Harman skriver:

Men en undersøgelse af de empiriske data for denne periode viser, at regeringernes intervention i de udviklede lande fra 1940'erne og frem til 1973 mere var beregnet på at lægge en dæmper på boomet end at overkomme kriser.13

Efterkrigstidens boom blev – kort fortalt – skabt dels af, at 30'ernes dybe depression og den efterfølgende verdenskrig havde renset grundigt ud i urentabel kapital. Der var på den måde tale om, at en klassisk kriserenselsesmekanisme havde skabt forudsætningerne for en ny periode med boom.

Dels var verdenshandlen brudt sammen med udbruddet af krisen. De forskellige nationalstater fik herefter en afgørende rolle i udviklingen af økonomien i det enkelte land. Ikke mindst statens militære oprustning til 2. verdenskrig betød, at staten i større eller mindre grad i de forskellige lande tvang kapitalisterne til at geninvestere deres formuer, selvom profitraten var lav.

Da boomet først var skabt, virkede den statslige intervention i økonomien ved at tage tempoet ud af økonomien og dermed forlænge det. Og da boomet sluttede havde staterne kun mulighed for at dæmpe og udsætte konsekvenserne af krisen. Fx. opkøbte den amerikanske nationalbank for 5 mia. dollars aktier om dagen efter børskrakket i 1987 for at undgå, at krakket bredte sig til andre dele af økonomien. Men støtteopkøbene løste ikke problemerne, tværtimod forværrede de et andet, nemlig underskuddet på den amerikanske stats budget.14

Det korte af det lange er, at hverken de socialdemokratiske eller borgerlige partier, der har siddet i regering siden 2. verdenskrig har været i stand til at dirigere økonomien i hverken opgang eller nedgang. Dertil er kapitalismens egen dynamik for stærk.

Men mens højkonjunkturen skabte en glansperiode for reformismen i først og fremmest Socialdemokratiet, kastede den økonomiske krise fra 1973 partiet ud i en politisk og især ideologisk krise.

Reformisme uden reformer, 1982-96

Da den anden økonomiske krise satte ind i 1979-83, udløste forværrede nationaløkonomiske nøgletal en diskussion i den socialdemokratiske regering om økonomisk ansvarlighed. Daværende finansminister Knud Heinesen advarede om, at økonomien kørte mod afgrunden. Problemerne med betalingsbalancen og statsunderskuddet skulle tages mere alvorligt.

Da ØD-strategien havde lidt skibbrud i 1979, havde den daværende socialdemokratiske ledelse ikke mange flere strenge at spille på. De havde ikke noget, de kunne sige, der opvejede de drastiske nedskæringer, der stod på dagsordenen. Resultatet var, at den socialdemokratiske mindretalsregering frivilligt trak sig tilbage i 1982 og overlod scenen til den borgerlige regering, der som den første borgerlige regering siden 1924 skulle sidde på magten i mere end én valgperiode.

Socialdemokratiet brugte ikke oppositionsperioden fra 1982-93 til at pudse partiets profil af. Tværtimod gjorde partiet op med det, det tidligere havde været et særkende ved dets politik.

For det første afstod de muligheden for at bruge renten som reguleringsinstrument, en del af keynesianismen, til fordel for den fastkurspolitik, som havde givet (Vest-)Tyskland mange fordele i efterkrigstiden. På den måde, var de grundlæggende enige i den borgerlige regerings økonomiske politik, der prioriterede en lav rente og inflation og en forbedring af betalingsbalancen over arbejdsløsheden.

For det andet var partiet meget omhyggelig med ikke at skabe forventninger i arbejderklassen om, at en kommende socialdemokratisk regering ville kunne give arbejderklassen ret mange forbedringer.

Det skabte en intern ideologisk forvirring om, hvordan Socialdemokratiet skulle forholde sig til Schlüter-regeringens liberalistiske korstog. Partiet formår i hele oppositionsperioden mere eller mindre kun at markere sig på enkeltsager uden en ideologisk ledetråd.15

Da revolutionerne i Østeuropa kastede benzin på det liberalistiske bål i 1989, var Socialdemokratiet stort set ideologisk afvæbnet. I første omgang jubler Socialdemokratiet sammen med liberalisterne, fordi partiet siden oktoberrevolutionen i 1917 altid har været fjendtligt indstillet overfor regimerne i Sovjet og siden 2. verdenskrig i Østeuropa.

Men de ideologiske konsekvenser af revolutionerne stoppede ikke ved at give stalinismen dødsstødet. De satte også Socialdemokratiet på anklagebænken. Liberalisterne kunne bruge revolutionerne i Østeuropa til et generalangreb på al statslig indblanding i økonomien. For dem bekræftede revolutionerne, at konkurrencen er det eneste dynamiske element, som kan sikre vækst og fremgang.

Ikke bare statslig planlægning, men hele den offentlige sektor kom under beskydning.

Socialdemokratiet accepterede grundlæggende liberalisternes lærdom af revolutionerne og kom ud på en liberalistisk glidebane "Socialdemokratiet har i praksis aldrig anfægtet markedsøkonomiens nyttefunktion"16 skrev den daværende formand, Svend Auken, i et oplæg til et nyt principprogram.

Konklusionen er, at markedsøkonomi er bedre end centraldirigeret planøkonomi ...

Tidligere var de nok blandt socialdemokrater en tro på, at man let kunne styre og dirigere økonomisk og politisk. Den tro er væk.17

Mogens Lykketoft og Jytte Hilden trak konsekvensen endnu længere i programdebatten:

... vi bør benytte lejligheden til at gøre op med vrangforestillinger om vort idégrundlag og vore mål. Det må starte med at rydde op i begreber, der kan misforstås. Demokratisk socialisme er et af dem ...18

I starten blev skridtet væk fra socialisme begrundet taktisk med, at ordet kunne og forbinde Socialdemokratiet med de sammenbrudte kommunistiske regimer. Men i virkeligheden er der tale om et skred helt væk fra det hidtidige reformistiske grundlag.

Hvor principprogrammet fra 1977 slog fast, at:

Den endelige målsætning er fælleseje af produktionsmidlerne. For Socialdemokratiet er socialisme konsekvent gennemført politisk og økonomisk demokrati.19

så anerkender Socialdemokratiet i dag den private ejendomsret, fordi de har accepteret den liberalistiske grundidé om nødvendigheden af konkurrence. Socialismen er ikke længere et samfundssystem, som vi gradvist arbejder frem imod. Det er en drøm eller en smuk tanke uden et konkret indhold.

Erling Olsen udtrykker det meget klart, når han skriver:

... hvad er den demokratiske socialisme andet end en verdsliggørelse og en kollektivisering af det kristne krav om næstekærlighed.20

Socialismen er reduceret til et moralsk krav om at tage sig kærligt af samfundets svageste.21

Knap så religiøst, men med det samme indhold har flere andre socialdemokrater udtalt sig om socialismen. I "Hilden and the Hackers" debatoplæg, Velfærdssamfundets anden etape, i foråret 1996 blev begrebet den demokratiske socialisme erstattet af den såkaldte humanistiske socialisme.

Socialismen som humanistisk ideal må betyde, at vi må spørge os selv, om vi gør nok for de svageste grupper – og om vi i det hele taget gør nok for at komme de sociale problemer til livs.22

Den ændrede opfattelse af socialismen fra at være et distinkt politik og økonomisk system til en næstekærlig moral bliver forbundet med en anden ændring: overgangen fra klassesamfund til 2/3-samfund.

I et interview i Politiken siger Erling Olsen:

Da arbejderbevægelsen startede, var de dårligst stillede et flertal. Ved hjælp af demokratiet kunne de to tredjedele tage fra den bedst stillede tredjedel, og flere og flere fik det bedre og bedre.

I dag har to tredjedele det godt i den vestlige verden, mens mange af den sidste tredjedel stadig har det skidt. Solidaritet er ikke længere at tage fra nogen andre, men selv at give.23

Med ophævelsen af klasserne og klassekampen, er det heller ikke så afgørende med kollektive og solidariske løsninger. Mogens Lykketoft og Jytte Hilden skriver:

... vi ønsker ikke at lægge urimelige bånd på de stærkes mulighed for at udfolde sig til gavn for sig selv – og for samfundet som helhed"24

Det er meget tæt på rendyrket liberalisme; de stærkes egoistiske aktiviteter er i hele samfundets interesse. Velfærdsstaten er ikke længere en beskytter mod nød, men en barriere for individets frie udfoldelse både i form af for mange forbud og påbud og i kraft af den forsørgerkultur, som velfærdsstaten afstedkommer.25

Fire socialdemokrater skriver i Tilbage til Friheden:

På den ene side stod partiet for frihed, lighed og solidaritet ... På den anden side betroede man staten en hvilken som helst opgave – stor som lille. Og til det skulle man bruge en stor stat. Men en stor stat, som lovgiver og regulerer meget tæt på den enkelte, og som besidder udstrakt myndighed i forhold til borgernes underhold og hele liv, kan naturligvis ikke undgå at komme på tværs af borgernes frihed ...

I dag har velfærdsstaten udtømt sine historiske muligheder.26

Socialdemokratiets ideologiske skift ligger i forlængelse af en række idéer om den samfundsmæssige udvikling: postmodernisme, globalisering, udviklingen fra industrisamfund til informationssamfund, 2/3-samfundet osv. Deres styrke ligger ikke så meget i, at de er vel underbyggede, men de kan give Socialdemokratiet et ideologisk alibi for kommende angreb på arbejderklassen.

Eftersom den del af arbejderklassen, der er i arbejde, tilhører de bedst stillede 2/3 er det usolidarisk over for den arbejdsløse 1/3 at stille krav om højere løn og bedre arbejdsforhold. Tværtimod, når arbejderklassen ikke længere er en klasse, kan deres interesser ikke varetages kollektivt. Det er op til den enkelte at sørge for at få en uddannelse og en løbende opgradering for at kunne klare sig i den internationale konkurrence.27

Det bliver også tilladt socialdemokrater at gennemføre angreb på de kollektive overenskomster bl.a. for at få mere fleksibel arbejdstid, skånejob, tvangsaktivering og andre jobordninger, hvor folk arbejder uden overenskomst. Det er en ideologi tilpasset en reformisme uden reformer.

Splittelsen i Socialdemokratiet

Socialdemokratiets store problem er imidlertid, at arbejderklassen ikke alene eksisterer. Den er i høj grad også i tæt berøring med partiet. Både deres vælgere og medlemmer udgøres mestendels af arbejdere. For dem er der ikke meget at hente i den nye ideologi, og det er også fra de dele af Socialdemokratiet, der er i størst berøring med partiets græsrødder, at den største modstand mod den ideologiske udvikling kommer.

Den mest formulerede modstand kommer fra gruppen omkring tidsskriftet Snart dages det ... De står fast på den oprindelige udgave af den demokratiske socialisme, og at klassekampen stadigt eksisterer, hvilket får dem til at ligge til venstre for SF og dele af Enhedslisten.

Men deres svaghed er, at deres egen vision om demokratisk socialisme holder sig inden for den klassiske reformismes rammer. De kommer dermed til at forsvare nogle positioner, som ledelsen i Socialdemokratiet har forladt, fordi det var en blindgyde.

Deres vigtigste argument mod ledelsens højredrejning er, at Socialdemokratiet skal holde op med at være slaver af den kapitalistiske økonomi og gennemføre reformer, der peger frem mod et socialistisk samfund.

De ser ikke, at en reformistisk strategi nødvendigvis må bygge på en økonomisk ansvarlighed over for kapitalismen, fordi socialismen skal vokse gradvist ud af en velfungerende kapitalisme og ikke ud af dens ruiner.

Venstrefløjen i Socialdemokratiet optræder ikke så meget i den offentlige debat for tiden. Men det er i og for sig ikke så mærkeligt. De har højst sandsynligt svært ved at finde nogle samlingspunkter, den kan markere sig på, i en tid, hvor den socialdemokratiske ledelse og regeringen har besluttet sig for at foretage sig så lidt som muligt frem til folketingsvalget i 1998.

Venstrefløjen er imidlertid ikke slået. Den vil vokse frem igen i takt med, at stemningen mod den socialdemokratiske nedskæringspolitik vokser i arbejderklassen. Og højst sandsynligt vil den være bedre i stand til at opsuge utilfredsheden i arbejderklassen end både SF og Enhedslisten er.

Den nye socialdemokratiske ideologi har ikke været i stand til at få Socialdemokratiet til fremstå som mere troværdig. Tværtimod er deres opbakning i arbejderklassen svindende. Desværre er det ikke et ordentligt alternativ til venstre for Socialdemokratiet. Derfor er store dele af arbejderstemmerne hjemløse. En del går til SF og Enhedslisten. Men de fleste går til partiet Venstre, selvom undersøgelser viser, at de arbejdere, der stemmer på Venstre ikke er enig i partiet politik omkring overenskomster, privatiseringer og brugerbetaling. Her ligger de til venstre for Socialdemokratiet.

IS er i dag den eneste organisation, som politik er udstyret til at opbygge alternativet til Socialdemokratiets højredrejning. De andre venstrefløjsorganisationer er enten domineret af en døende stalinisme eller har fulgt med Socialdemokratiet til højre og dermed skabt en enormt politisk vakuum til venstre for Socialdemokratiet.

Vores problem er, at vi mangler tusindvis af andre socialister, for at blive set og hørt af de utilfredse socialdemokrater. Vi må derfor sætte os den opgave af vinde de tusinder socialister, men det kan vi også gøre i en situation, hvor vi stort set ingen konkurrenter har.

Noter

1. Henning Fonsmark beskriver i sin bog Historien om den danske utopi – et idépolitisk essay om danskernes velfærdsdemokrati, Gyldendal København 1990, hvordan de borgerlige partier i løbet af 1950'erne gradvist bøjer sig for de socialdemokratiske idéer om velfærdsstaten.

2. Nogle passager hos Marx og Engels kan give anledning til en sådan fortolkning. Men de delte ikke selv denne opfattelse.

3. Chris Harman beskriver det mere indgående i From Bernstein to Blair – i International Socialism Journal (ISJ) no. 67, London 1995.

4. Se Claus Bryld: Den demokratiske socialismes gennembrudsår, Selskabet til forskning i arbejderbevægelsens historie, skriftserie nr. 29, Århus 1992.

5. Ifølge DKPs officielle partihistorie i Ib Nørlund: Det knager i samfundets fuger og bånd – rids af dansk arbejderbevægelses udvikling, Forlaget Tiden, København 1972, var Socialdemokratiet et revolutionært parti frem til septemberforliget i 1899. Herefter vandt reformismen gradvist frem og vandt i 1914.

6. Ud over Claus Bryld, op.cit., kan man med fordel læse Niels Finn Christiansen: Arbejderbevægelsens forhistorie, Selskabet til forskning i arbejderbevægelsens historie, Århus 1986.

7. Niels Finn Christiansen: Velfærd. Vision og virkelighed -i: Callesen m.fl.: Udfordring og omstilling – bidrag til Socialdemokratiets historie 1971-1996, Fremad København 1996. Det greb ikke særligt forstyrrende ind i den socialdemokratiske selvopfattelse, at den nyligt afgåede redaktør af SiD-Fagbladet, Bent Hansen i en bog Velstand uden velfærd – en kritik af de danske klassesamfund, Fremad, Aalborg 1969, kunne pege på, at der ikke skete nogen nævneværdig udvikling mellem rige og fattige.

8. Se Chris Harman: The Crisis of Bourgeois Economics, -i: ISJ no. 71, London 1996.

9. DKP kom ind med 6 mandater, men det blev modsvaret af, at SF gik 6 mandater tilbage. Tallene er fra Udfordring og omstilling, op.cit., s. 542-3.

10. Danmarks Statistik: 50-års oversigten, Danmarks Statistik København 1995.

11. Ole Mølholm Jensen: Socialdemokratiet sidste gang, -i: International Socialisme nr. 5, København 1993.

12. Niels Finn Christiansen op.cit. s. 128.

13. Chris Harman: Globalisation: a Critique of a New Orthodoxy, – i: ISJ no. 73, London 1996 s. 23 – egen oversættelse.

14. For sammenhængen mellem krise, boom og statslig intervention vil jeg henvise til følgende titler af Chris Harman: Explaining the Crisis, Bookmarks London 1987. Where Is Capitalism Going? – i: ISJ no. 58 London 1993. Where Is Capitalism Going (part II)? – i ISJ no. 60 London 1993. Og Globalisation ... op.cit.

15. Jan Helbak: Fra demokratisk socialisme til socialt demokrati? -i: Udfordring og omstilling ... op.cit s. 305.

16. Svend Auken: Det ny århundrede – Socialdemokratiets principprogram til debat, Socialdemokratiet, København 1990 s. 24.

17. Ibid. s. 29.

18. Det Fri Aktuelt, 19.5.1990.

19. Socialdemokratiets principprogram: Solidaritet, lighed og trivsel, 1977.

20. Politiken, 6.4.1991.

21. Niels Finn Christiansen, op.cit. s. 140.

22. Det Fri Aktuelt, 10.2.1996.

23. Politiken, 26.2.1996.

24. Det Fri Aktuelt, 19.5.1990.

25. Politiken, 24.12.1995.

26. Christensen, Jan Juul m.fl.; Tilbage til friheden – den eneste vej frem for Socialdemokratiet, Fremad København 1996, s. 16 og 21.

27. Poul Nyrup Rasmussen i Politiken 17.4.1994

 

 

www.socialister.dk – 26. maj 2024 kl. 07:16