[ International Socialisme nr. 11 ]
International Socialisme nr. 11
jun 1997

International Socialisme hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 11

Udskriv artikel

 

Nr. 11

Side 2
· Tema: Reformismen i krise. Indhold + Introduktion.

Side 4
· Klassisk reformisme og den marxistiske kritik

Side 16
· Reformismens krise

Side 25
· Reformister og revolutionære

Side 28
· På vej mod år 2000 - hvad kan vi vente?

Side 35
· Fagforeningerne i Storbritannien (1933)

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

International Socialisme – Nr. 11 – Maj 1997 – Side 25

Udskriv

Reformister og revolutionære

af Ole M. Jensen

I de længste perioder i historien er revolutionære socialister et mindretal i arbejderklassen. Kun i skærpede klassekampsperioder, hvor revolution bliver en konkret mulighed, kan de revolutionære vinde et politisk flertal i arbejderklassen for revolution og socialisme.

I mere "rolige" perioder er flertallet i arbejderklassen præget af den herskende ideologi i samfundet og især af reformistiske ideer om, at forandringerne kan skaffes via Folketinget eller ved hjælp af fagtoppens forhandlingsmanøvrer over for arbejdsgiverne.

Forholdet mellem reformisme og revolutionære ideer er dog ikke statisk, og størrelsesforholdet organisationerne imellem kan variere meget. Fælles er det dog, at revolutionære kun kan vinde et flertal i arbejderklassen for socialisme, ved at mange tusinder af arbejdere bryder med reformisme. En helt afgørende forudsætning for at reformistiske arbejdere vil bryde med reformismen og vende sig imod revolutionære løsninger, er den måde som revolutionære forholder sig til reformister og deres organisationer på i de "rolige" perioder i klassekampen. Det er således vigtigt, at revolutionære har en rigtig taktik over for reformister. En taktik der bygger på, at samarbejde med de reformistiske organisationer om konkrete dagsaktuelle spørgsmål, og en taktik der bygger på at samarbejde med alle de reformistiske arbejdere der vil være med til at slås for forbedrede arbejds- og levevilkår mod arbejdsgiverne og regeringen. For revolutionære er det derfor ikke ligegyldigt hvilken udvikling der er politisk i de reformistiske organisationer. Ser vi på Socialdemokratiet i dag, er det vigtigt at samarbejde med de kræfter inden for partiet, der fastholder perspektivet om fællesskab og et udviklet velfærdssamfund, mod liberalisme og egoisme.

Samtidig er det vigtigt at revolutionære socialister hele tiden har en præcis kritik af de reformistiske organisationers politik. Enhed og samarbejde med dele af de reformistiske organisationer, må på ingen måde betyde slækkelse af den kritik som revolutionære har af reformisterne. Det betyder, at vi skal kritisere ethvert angreb der bliver fortaget over arbejderklassen, studerende eller andre grupper i "under"-Danmark, og kritisere reformisternes forsøg på at få det kapitalistiske system til at fungere. Samtidig skal vi rejse kritik af de reformistiske ledere i fagbevægelsen for ikke at føre en kamplinje til forsvar for arbejderklassens leve- og arbejdsvilkår.

Sekterismens blindgyde

En ofte praktiseret holdning til reformistiske arbejdere og organisationer fra socialisters side, har været en total afvisning af samarbejde med reformister. Især Socialdemokratiet er blevet fremstillet som et lige så stort onde som de erklærede borgerlige partier. Det er da også helt rigtigt, at Socialdemokratiet fører borgerlig politik. Men at opfatte partiet og ikke mindst partiets arbejderbasis som værende lige så slemt som de borgerlige fører kun til, at revolutionære ikke kan vinde genlyd for konkrete aktiviteter blandt reformistiske arbejdere. Ingen gider samarbejde ret meget med folk, der opfatter ens parti som de rene klassefjender.

Denne afvisende holdning til Socialdemokratiet har ført til rene katastrofer i kampen for socialisme. Mest markant fremgår det af den tyske revolution fra 1918 til 1923, og igen i den manglende enhed mod nazisterne frem til Hitlers magtovertagelse i 1933. Under den tyske revolution var der i det tyske kommunistparti en markant venstrekommunistiske holdning. Det gav sig udtryk i, at kommunisterne ikke ønskede at forholde sig til valg til parlament eller arbejdet i fagforeninger. En holdning, som betød at de revolutionære forblev isolerede fra det store flertal af reformistiske arbejdere. Farcen blev til en tragedie, da det tyske kommunistparti gentog holdningen i kampen mod den fremvoksende nazisme. Kommunisterne ville ikke indlede samarbejde med de reformistiske organisationer i kampen mod nazisterne, men fremhævede at socialdemokraterne var lige så farlige. Resultatet er velkendt. Den manglende enhed i arbejderklassen muliggjorde Hitlers magtovertagelse, og både kommunister og socialdemokrater endte i Hitlers koncentrationslejre.

Historien gentages

Men også i dag genfindes de samme holdninger. Organisationer som Rød Ungdom vil ikke samarbejde med Socialdemokratiet i kampen mod nazisme. Det autonome miljø kan dårligt acceptere, at SF har talere ved demonstrationer mod nazisme. I ekstreme tilfælde bliver fx. alle, der har stemt ja til EU afskåret fra konkrete aktiviteter mod nazisme eller nedskæringer. Denne holdning om, at kun "de rene og ranke" kan være med i aktiviteter, er den sikre vej til politisk isolation fra flertallet af arbejdere.

Jo mere konkrete eksemplerne bliver, jo mere politisk forrykte fremstår de. Når en arbejdergruppe går i strejke mod arbejdsgiverne, er det en ekstrem dårlig ide at sige, at kun de, der også er mod EU, sexisme og reformisme, kan deltage i strejken. Selvfølgelig er det vigtigt, at alle kommer med i strejken, også selv om enkelte stemmer på Pia Kjærsgaard. Både for at sikre sammenhold og styrke, og ikke mindst fordi det netop er gennem fælles aktivitet og kamp, at bevidstheden hos flertallet af arbejdere ændrer sig. Det er i de situationer hvor de mange bryder med den vante gænge og aktivt træder ind på scenen, at holdninger og ideer kan begynde at ændre sig gennem de nye erfaringer der indhøstes. Når arbejdere i strejke oplever støtte fra indvandrere, fjernes grundlaget for racisme, og når strejkende arbejdere oplever at typer som Pia Kjærsgård angriber strejkeretten, så smuldrer støtten til typer som Kjærsgård.

Det er i virkeligheden det samme, der foregår, når reformistiske arbejdere i kamp mod arbejdsgivere eller regeringen, oplever at deres reformistiske ledere enten ikke støtter dem, eller simpelt hen ikke har konkrete bud på, hvordan de enkelte kampe kan vindes. Det er i sådanne situationer at reformistiske arbejdere begynder at tvivle på deres gamle ideer og bliver åbne for revolutionære argumenter.

Enhedsfront

En fælles overskrift for den måde som revolutionære skal samarbejde med reformistiske organisationer på i perioder, hvor der ikke er skærpet klassekamp, men mest foregår en forsvarskamp mod arbejdsgivernes og regeringernes forsøg på at forringe arbejds- og levevilkår, er "enhedsfront". Enhedsfronten blev udviklet af Komintern efter den revolutionære bølge, der skyllede over verden fra 1917 til starten af 20'erne, begyndte at ebbe ud. Styrkeforholdet i klassekampen begyndte at ændre sig til borgerskabets fordel. Derfor mente Komintern, det var vigtigt at optræde samlet på tværs af politiske holdninger i forsvaret for tilkæmpede rettigheder og positioner. Det afgørende var at foreslå konkrete aktiviteter fælles for reformistiske og revolutionære organisationer, og så i disse aktiviteter på den ene side fastholde enhed og på den anden side udfordre de reformistiske ledere politisk på hvilke skridt, der skulle tages for at vinde kampene.

Den samme metode fastholdt Trotskij kunne stoppe nazisterne i 30'erne. Men da kommunisterne som nævnt ikke anså nazisterne som den afgørende trussel, ville de ikke følge Trotskijs parole. Trotskijs ideer kunne ikke fremføres af en anden organisation, der havde antalsmæssig vægt i den tyske klassekamp. Da enhedsfronten blev lanceret i starten af 20'erne stod der antalsmæssigt store kommunistpartier bag taktikken.

Størrelsen af de revolutionæres organisationer er afgørende for, om revolutionære kan anvende enhedsfrontstaktikken fuldt ud. Er de revolutionære antalsmæssigt meget svagere end reformisterne, kan enhedsfronten kun anvendes i en meget tillempet form. I dag kan IS således ikke anvende enhedsfronttaktikken over for reformisterne i andet end en meget begrænset form. Den socialdemokratiske ledelse vil ret beset ikke blive spor rystet af at nægte samarbejde med IS om bedre overenskomster på arbejdsmarkedet. IS udgør ikke en organisatorisk vægt i arbejderklassen, der på nogen måde er en trussel mod de reformistiske organisations opbakning.

De områder hvor vi kan anvende enhedsfronten er på arbejdspladsniveau og i kampen mod nazismen. På arbejdspladsniveau kan det lade sig gøre, fordi vi der antalsmæssigt i mange tilfælde ikke vil være en kæmpe overvægt at organiserede reformister. I kampen mod nazismen kan det lade sig gøre, fordi nazisterne i dag ikke er særligt stærke. Krævede det 10.000 demonstranter for at kræve den nazistiske radio "Oasen" lukket, så ville vi ikke i dag have styrken.

Derfor er størrelse helt afgørende for revolutionære også i forhold til mulighederne for her og nu at inddrage langt flere end de der er næsten enige med os i aktivitet. Hvis IS var 5.000 medlemmer i Danmark i dag med medlemmer på universiteter og mange arbejdspladser, ville vi være i stand til at rette henvende til reformistiske organisationer om konkret samarbejde, på en måde hvor de ikke blot ville kunne bagatellisere det. Også derfor er det helt afgørende for socialister at blive stærkere medlemsmæssigt.

 

 

www.socialister.dk – 30. marts 2020 kl. 15:08