International Socialisme nr. 11
jun 1997

International Socialisme – Nr. 11 – Maj 1997 – Side 28

På vej mod år 2000 – hvad kan vi vente?

af Martin Johansen

1990'erne er langsomt ved at blive den herskende klasses mareridt. På alle fronter – både økonomisk, politisk og ideologisk – er magthaverne kommet under pres. I en lang række lande er der en følelse af, at der er ved at ske et skift i holdningerne i blandt almindelige mennesker – et skift, som ingen kan forudsige konsekvenserne af, men som kan udkrystallisere sig i en omfattende radikalisering i stil med det, vi så i slutningen af 1960'erne.

Fra Ny Verdensorden til kaos

De overskrifter, der prægede 1990'ernes start – "kommunismens" sammenbrud i Østeuropa, den vestlige verdens krig mod Iraqs diktator Saddam Hussein – er i dag skiftet ud med overskrifter om revolution i Albanien og massestrejker og massive demonstrationer i en række europæiske lande.

1990'erne startede ellers så opmuntrende for den vestlige verdens herskende magthavere. Med Berlinmurens fald i 1989, Østblokkens og senere Sovjetunionens sammenbrud var de sluppet af med en militær og økonomisk konkurrent. Efter sejren over Saddam Husseins Iraq i 1991 troede de herskende klasser, at de én gang for alle havde fået en ny verdensorden på plads, hvor de med USA i spidsen kunne slå enhver udfordring tilbage.

Den herskende klasses optimisme blev fulgt op af teorier og erklæringer om, at nu var den århundredgamle strid mellem kapitalisme og socialisme endeligt afgjort. De klassiske sociale skel i samfundet forventedes at blive afløst af en større kompleksitet af forskelle – etniske, religiøse, nationale, seksuelle. Skel, som nok kunne give anledning til konflikter, men som under ingen omstændigheder ville sætte spørgsmålstegn ved kapitalisternes ret til at bestemme over økonomien og produktionen. Og hvis skellene skulle udvikle sig til egentlige konflikter og krige, så mente magthaverne, at "verdenssamfundet" under USA's ledelse ligesom i Golfkrigen ville være i stand til at gribe ind og sætte de stridende parter på plads.

Men ganske langsomt viste det sig, at den nye verdensorden var et luftkastel. De stalinistiske regimers sammenbrud indvarslede ikke et fredens, stabilitetens og fremgangens årti. Tværtimod har verden vist sig mere ustabil, end det var tilfældet, da stort set alle konflikter foregik inden for rammerne af rivaliseringen mellem USA og Sovjet. Ustabiliteten viste sig i sin mest konkrete og blodige form ikke blot i kapitalismens periferi i fx Afrika, men også i selve Europa – i Jugoslavien, hvor fire års borgerkrig krævede 10.000'er af døde, hundredtusinder på flugt og en opsplitning af landet i fem selvstændige småstater. Den vestlige alliance, der efter Golfkrigen havde erklæret sig selv som verdens politibetjent, var magtesløs, mens krigen varede.

Oven i købet har den ny verdensorden ikke blot betydet en mængde lokale og regionale konflikter – den har også vist sig som en stadigt mere åbenlys økonomisk rivalisering mellem de økonomiske stormagter: USA, Japan og EU – med Kina og Rusland ventende i kulisserne.

Baggrunden for ustabiliteten er, at krisen i den kapitalistiske verdensøkonomi nu har stået på i næsten 25 år. Selv om der har været økonomiske opsving undervejs, så er de hver gang blevet afløst af endnu dybere nedgange. Tendensen er, at økonomien går i en nedadgående spiral. Og for hver gang, økonomien går nedad, så rykker krisens ødelæggende virkninger tættere på de kapitalistiske stormagter. I 1970'erne ramte den kapitalistiske krise først og fremmest de svageste økonomier i Afrika og Asien. I næste omgang kom turen til verdens næststærkeste imperium: de stalinistiske regimer i Sovjet og Østeuropa. I dag begynder krisen for alvor at trænge sig på i kapitalismens hjerte: USA, Vesteuropa og Japan. I det tidligere så stabile Tyskland er arbejdsløsheden nu på 4,5 millioner – i absolutte tal lige så mange som i starten af 1930'erne, mens krisen var værst. Procentvis er arbejdsløsheden dog ikke på niveau med 30'ernes. Krisen i midten af 90'erne er ikke endnu er af samme akutte karakter som i Tyskland fra 1928-33.

Krise og ideologisk opbrud

Krisen betyder alle steder, at den herskende klasse vil forsøge at skære ned i arbejderklassens levestandard – nogle steder gennem direkte lønsænkninger, ellers ved at skære ned i sociale ydelser. I virkeligheden er det regningen for 25 års krise, der nu er forfaldet til betaling. De fleste regeringer i den vestlige verden har forsøgt at balancere sig gennem krisen ved på den ene side at hæve de sociale udgifter til arbejdsløse, på den anden side at fastfryse eller direkte skatteniveauet – i håb om at krisen før eller siden ville blive afløst af et langvarigt økonomisk opsving.

Men de økonomiske opsving i verdensøkonomien er hver gang blevet punkteret af nye og dybere nedgange. Så på trods af, at de sociale ydelser ikke steget siden 1980, men har udgjort en ret konstant andel af BNP i alle de vestlige lande, så kan regeringerne i mindre og mindre grad udskyde betalingen. I hvert enkelt land tør regeringerne ikke tage det indlysende og nødvendige skridt: at hæve skatterne fra de mest velstillede – af frygt for at miste politisk opbakning i den herskende klasse og af frygt for at miste fodfæste i den internationale konkurrence. På den måde er det kapitalismen egen logik, der er ved at indsnævre regeringernes handlemuligheder til kun at handle om nedskæringer.

Den logik, der tvinger politikerne til at skære ned, rammer alle regeringer uanset partifarve. Nedskæringspolitikken bliver gennemført med lige så stor iver af såvel socialdemokrater som af borgerlige, og det har tvunget store dele af de socialdemokratiske partiledelser til at formulere sig i lige så begejstrede vendinger om markedet, den fri konkurrence og den enkeltes ansvar som rendyrkede liberalister.

Det kan derfor ikke forbavse, at tilliden til politikernes evne til at levere resultater de fleste steder kan ligge på et meget lille sted. Samtidig har den langvarige krise betydet, at den herskende klasse er i vildrede om, hvilken politik der skal føres. Hverken de gamle ideer om statsinterventionisme, som dominerede i perioden fra 1940'erne til 1970'erne, eller 1980'ernes Thatcher og Reagan-inspirerede ideer om deregulering af økonomien har vist sig at føre til substantiel fremgang for kapitalen. Det har skabt en situation, hvor der er politisk splid i samfundets top, hvilken vej man skal gå, samtidig med at der er en meget dyb mistillid og utilfredshed nedefra. Resultatet er den meget høje grad af politisk omskiftelighed, som har kendetegnet 1990'erne.

Men den politiske ensretning af både borgerlige og socialdemokratiske politikere har også ført til, at de har svært ved at fastholde det ideologiske hegemoni. I sidste ende har de ikke andet at fremlægge end en ekstremt kynisk politik, hvor det kun er de rigeste, mest produktive, mest egoistiske eller bare de heldigste, der overlever. Det argument kan de vinde, hvis de kan kæde kynismen sammen med forhåbninger om økonomisk fremgang, men så snart ideologien skal forvandles til praksis, så opstår der modstand i arbejderklassen. En modstand, som i første omgang retter sig imod konkrete massefyringer eller nedskæringer, men i anden omgang mod selve det ideologiske indhold. Det udtrykte sig f.eks. ved, at den konkrete støtte til Ri-Bus chaufførernes kamp i foråret 1995 mundede ud i de omfattende sympatistrejker og demonstrationer d. 21. april, som reelt var en politisk demonstration mod privatisering som sådan. Eller i den franske valgkamp i foråret 1997, hvor "liberalisme" er blevet et fy-ord.

Den ideologiske krise viser sig også i de mange debatter om "moral og etik". De er i høj grad opstået, fordi der ikke findes en socialistisk venstrefløj, der ser det som sin opgave at forbinde de moralske spørgsmål med de sociale og økonomiske problemer, som arbejderklassen oplever. Men de udtrykker også – på trods af det ofte reaktionære indhold – en afgrundsdyb skepsis over for hele det etablerede system. Store dele af arbejderklassen er dybt mistroiske overfor erhvervslivets, videnskabsmændenes og politikernes vilje til at opføre sig moralsk forsvarligt. Således har et af kerneargumenterne i debatten om "den politiske forbruger" været det meget materialistiske, at virksomhedernes etik bedst påvirkes via pengepungen.

Den ideologiske krise og svækkelsen af den herskende klasses ideologisk hegemoni betyder dog ikke, at andre ideologier automatisk vinder terræn. Og det betyder endnu mindre, at socialistiske ideer nødvendigvis vinder indpas. Tværtimod skaber det et tomrum, som også den yderste, nazistiske højrefløj kan forsøge at udfylde, og som det i et vist omfang er lykkedes i Frankrig og Østrig, hvor le Pen og Haider har etableret sig med 15-25 pct. af stemmerne. Eller Italien, hvor fascisterne har været i regering med Berlusconi.

Men selv om den yderste højrefløj ofte har været bedre end venstrefløjen til at udfylde det politiske tomrum, så er det typiske dog, at tomrummet efter sammenbrud i den herskende klasses ideer oftest bliver erstattet af nye versioner af den samme klasses ideer. Det har vist sig i parlamentsvalgene i Frankrig (1995) og Storbritannien (1997), hvor henholdsvis en borgerlig og en socialdemokratisk regering vandt betydelige jordskredssejre. De har kunnet vinde i det omfang, de er blevet opfattet som repræsentanter for forandring. Herved udtrykker disse jordskredssejre ikke kun politisk ustabilitet, men også et dybfølt ønske om netop forandring – et ønske, som sejrherrerne ikke kan indfri.

I 1992 vandt en højre-alliance ledet af "den stærke mand" Berlusconi valget i Italien under de samme overskrifter om fornyelse; men der gik ikke to år, før den nye regering måtte gå – efter store strejker og protestdemonstrationer. Det er af samme grund, at den franske regering har måtte udskrive valg efter kun to år: De kan ikke regere på grund af arbejdernes modstand.

Fra nationalisme til arbejderkamp

Da de vestlige lederes sejrsrus oven på Golfkrigen var blevet afdæmpet af det stigende antal regionale konflikter i det tidligere USSR og Jugoslavien og af stigende religiøs fundamentalisme især i Mellemøsten og dele af Asien, så det ud til, at nationalisme og nogle gange regulær fascisme ville vinde indpas som politisk faktor, også i de rigeste lande. Men selv om fascistiske og nationalistiske bevægelser nogle steder har været i stand til at erobre en plads på den politiske scene, så er deres svaghed, at de nok kan fungere som et politisk og ideologisk talerør for utilfredsheden, men har svært ved at rumme utilfredsheden, når den bliver udtrykt aktivt gennem strejker og demonstrationer. Ganske enkelt fordi strejker indeholder en spontan antiracisme og internationalisme, ikke mindst når strejker udvikler sig fra at være lokale til at omfatte hele sektorer.

Således har vi i Frankrig og Italien set en vækst for fascisterne, som er blevet punkteret af massestrejker, hvor den yderste højrefløj i hvert fald for en tid er sat på sidelinjen. Og billedet er ved at blive generelt for hele Europa: Gennem de sidste 2-3 år er arbejderklassen i de fleste lande begyndt at gå til aktiv modstand mod magthavernes planer. Det betyder, at arbejderklassen i stigende grad optræder som en selvstændig politisk aktør. I første omgang indirekte i form af, at etablerede politiske partier er nødt til at tage hensyn til arbejderklassens protester – men protesterne kan hurtigt begynde at tage politisk form og begynde at udtrykke sig selvstændigt, hvis der er organisationer til stede, som kan organisere protesterne.

Arbejderklassens modstand har været ret betydelig:¹

Tyskland oplevede i juni 1996 den største demonstration i 50 år med op mod 500.000 deltagere. I oktober 1996 tvang 100.000 protesterende arbejdere Tysklands største virksomhed Daimler-Benz til at opgive planer om at nedskære sygedagpenge. I år har minearbejdere aktioneret og besatte nærmest Bonn i en uge. Planer om sammenlægning af de to gigantkoncerner Krupps og Thyssen med efterfølgende massefyringer blev øjeblikkeligt mødt af strejker og protester, hvor arbejdere med parolen "Wir sind das Kapital" bragte protestdemonstrationerne i Østtyskland i efteråret 1989 (hvor parolen var "Wir sind das Volk") frem i erindringen.
I Italien førte en generalstrejke mod nedskæringer i pensionerne i oktober 1994 til den højreorienterede Berlusconi-regerings fald og banede vejen for en centrum-venstre regering. Selv om den ny regering har dæmpet strejkerne, så er niveauet fortsat højt. I december 1996 strejkede næsten én million arbejdere for højere løn.
I Danmark strejkede 250.000 i april 1995 til støtte for Ri-Bus chaufførerne i Esbjerg og i protest mod privatisering. I juni 1996 aktionerede 10.000 hospitalsarbejdere i København i to uger med strejker og demonstrationer mod massefyringer. Kampen var primært begrænset af de aktionerendes egen manglende perspektiv om at trække andre arbejdere ind i kampen. I november 1996 blokerede 4.000 eksport-chauffører grænsen – direkte inspireret af lignende aktioner i Frankrig.
I Belgien har der været en række omfattende strejker de sidste to år. Renault-arbejdernes besættelse af fabrikken i Vilvoorde førte d. 16. marts til en demonstration med 70.000 deltagere. Skandalerne omkring politiets involvering i misbrug og drab på børn har nærmest bragt ekstra næring til protesterne og flere gange ført til proteststrejker og i et enkelt tilfælde til en demonstration med 300.000 deltagere.
I Grækenland deltog næsten tre millioner (omkring 30 pct. af den samlede befolkning) i en generalstrejke i november sidste år.
Også i den tidligere Østblok – hvor nationalismen var på sit højeste i starten af 1990'erne – har arbejderne manifesteret sig. I Serbien var der gennem to måneder omfattende daglige demonstrationer med op til 200.000 deltagere i protest mod regeringens valgsvindel. I Bulgarien tvang en lignende, men mere arbejderklassebaseret bevægelse, i januar og februar 1997 regeringen til at udskrive nyvalg.
I Albanien har vi været vidne til nærmest revolutionære tilstande, da arbejderklassen besvarede økonomisk kaos og politiets brutale fremfærd overfor demonstrationer ved at bevæbne sig og i mange områder opløse eller overtage det gamle statsapparat.
Frankrig har bevægelsen været mest omfattende:
I marts 1994 blev der under paroler som "Leve martsrevolutionen" gennemført undervisningsboykot og protestdemonstrationer med 200.000 deltagere mod en planlagt ungdomsløn.
I december 1995 blev store dele af landet lammet af tre ugers strejke blandt to millioner især offentligt ansatte. Ved den største demonstration i Paris deltog op mod én million. I Marseilles var der under strejkerne tre demonstrationer med 160-200.000 deltagere. Under strejken begyndte der at opstå organiseringer på gulvplan på tværs af arbejdspladser – det første skridt til dannelsen af arbejderråd. Og selv om kampen var mindre i omfang end i maj-juni 1968, så repræsenterede de en større aktiv deltagelse af arbejdere på gulvplan.
I november 1996 tvang franske lastbilchauffører ved at blokere veje i 13 dage regeringen til at sænke pensionsalder.
I marts 1997 demonstrerede 100.000 i Paris mod et racistisk lovforslag. Senere i marts blev Le Pens Front National for første gang konfronteret af en massiv demonstration, som fandt sted i Strasbourg med 50-100.000 deltagere. Denne succes har igen affødt flere lokale protester og store demonstrationer mod Front National – i ét tilfælde lykkedes det at forhindre Le Pens højre hånd at tale.

Der er ikke kun tale om en opblomstring i den økonomiske kamp. Tværtimod viser Frankrig mest tydeligt, at der er tegn på et afgørende skift fra situationen i 1980'erne og starten af 1990'erne. For parallelt med arbejdskampene har der været en stigende bevægelse imod racisme og fascisme. Og de to bevægelser kan ikke undgå i et eller andet omfang at påvirke hinanden. Det betyder, at kampene kommer til at bygge oven på hinanden, positive erfaringer bliver videreført, og der skabes et klima for udvikling af nye ideer.

Chris Harman skriver i Socialist Review (nr. 207, april 1997):

I dag er der i både arbejdskampene og i demonstrationerne tegn på, at nye ideer opstår spontant i et omfang, som vi ikke har set i så stor skala siden midten af 1970'erne.

En vigtig del af forklaringen på det er, at virkeligheden er begyndt at presse sig på. Når arbejderklassen begynder at kæmpe i større skala, så er det svært at opretholde ideen om, at arbejderklassen er død. Og når Le Pen vinder borgmesterposter og fremviser en stadigt mere åben racisme, så er det svært at fastholde forestillinger om, at racisme fortjener åben diskussion og kan bekæmpes alene med argumenter.

Det virker som historiens ironi, at det netop er i Frankrig, at der begynder at vise sig en fornyet interesse for marxistiske ideer – det var i Frankrig, at postmodernismen først viste sig i slutningen af 70'erne, og det er også her, at postmodernismen har vist sig i sine mest verdensfjerne og relativistiske, hvis ikke direkte reaktionære, udformninger.

Men det betyder ikke, at rendyrket marxisme automatisk vil vinde frem. Tværtimod kan to træk meget nemt gøre sig gældende:

For det første vil de ideer, som udvikler sig i kampen, være meget forvirrede og være en sammenblanding af marxisme og borgerlige ideer. Og fordi den antiracistiske agitation og strejkerne stadig udspringer af to helt forskellige miljøer, så vil de ikke udtrykke sig med de samme begreber. For eksempel vil de antiracistiske ledere hellere tale om "borgere" og appellere til den enkeltes moral end tale om arbejderklasse og klassekamp. Omvendt er mange af de fagligt aktive forsigtige med at rejse andre spørgsmål end rent faglige og undlader at inddrage andre spørgsmål for ikke at udfordre enigheden.

For det andet er det ikke givet hvilken organisatorisk form, de nye ideer vil manifestere sig i. Og det er slet ikke givet, at det er erklæret revolutionære partier, som først opfanger et nyt lag af mennesker, som ønsker reel kamp.

Der er flere eksempler i historien på, at nye bølger af radikalisering først viser sig i traditionelle reformistiske partier. I Tyskland i 1918 strømmede hundredtusinder af arbejdere til det højreorienterede SPD eller til det centristiske USPD. I midten af 1930'erne var det socialist- og kommunistpartierne i Frankrig og Spanien, som et stort antal arbejdere søgte til på trods af partiernes fortid. I Danmark var DKP det parti, som fik den største tilstrømning i starten af 1970'erne – på trods af at kritik af Stalins Rusland var et af hovedelementerne i ungdomsoprøret.

Historien viser også flere eksempler på, at andre end etablerede politiske partier kan optræde som fokus for en radikalisering. I Spanien var den anarko-syndikalistiske fagforening CNT i tilbagegang i starten af 1936, men var i stand til at vinde politisk hegemoni i arbejderbevægelsen i Katalonien. I studenteroprøret i 1967-68 var det flere steder karismatiske ledere som Cohn-Bendit og Rudi Dutschke, der fungerede som talerør for den radikaliserede stemning blandt tusinder.

En sådan udvikling kan give to store problemer for revolutionære organisationer – ikke mindst små organisationer som IS.

1. Det kan være vanskeligt overhovedet at identificere en ny radikalisering, fordi dens ideer vil være så diffuse. Det vil ikke kun gælde de ideer, som udvikler sig på gulvplan – ideerne blandt lederne eller i de organisationer, som først opsuger radikaliseringen, vil være lige så diffuse.

Det bliver ikke nemmere af, at intellektuelle venstrefløj gennem 1990'erne har bevæget sig langt til højre og sandsynligvis vil være konservativ over for en radikalisering.

Den intellektuelle venstrefløjs højredrejning startede efter Berlinmurens fald og Golfkrigen, hvor dele af den forsvarede krigen med henvisning til, at Hussein var en tyran på linje med Hitler og derfor måtte bekæmpes med alle midler. Under krigen i Bosnien gik dele af den intellektuelle venstrefløj endnu længere til højre og begyndte direkte at bakke op bag NATO-intervention. Og i de seneste år har mange af de intellektuelle overgivet sig til ideerne om markedsøkonomi og globalisering – og ender ofte i en ekstrem pessimisme, hvad angår både mulighederne for at forandre samfundet og muligheden for overhovedet at forstå det.

På det teoretiske plan havner den intellektuelle venstrefløj ofte i en pessimisme, der direkte udspringer af deres egne illusioner om, at de stalinistiske regimer på en eller anden måde var progressive i forhold til vestlig kapitalisme. Østblokkens sammenbrud har grundigt desorienteret denne del af venstrefløjen og fået den til at konkludere, at vi på en eller anden måde lever i en hård tid for socialister. Det betyder, at denne del af venstrefløjen ikke fungerer som en slags temperaturmåler på stemningen.

2. Desuden er der en risiko for, at små revolutionære grupper reagerer sekterisk over for radikaliseringen. For det kan meget nemt vise sig, at personer, som tidligere har lyttet til de revolutionæres ideer, købt deres avis og deltaget i deres aktiviteter, pludselig lader sig opsuge af en radikalisering, som umiddelbart virker mere upolitisk eller højreorienteret end den rendyrkede marxisme. På den måde kan revolutionære grupper opleve en radikalisering som en tilbagegang for deres egen organisation, hvis de ikke forstår at relatere sig til radikaliseringen, men vender sig indad og opruster sine argumenter om, hvor utilstrækkelig den ny bevægelse er.

Men en ny radikalisering vil ikke være statisk og fastfrossen. En bølge af radikalisering og entusiasme vil betyde, at bevægelsens ideer konstant udvikler sig og i længden fører til en polarisering, hvor den ene del går længere til venstre end bevægelsens ledere, mens andre falder tilbage i reformisme. Således så man i Tyskland i den revolutionære periode, at USPD efter at have vokset enormt i to år blev spaltet i 1920, hvor den ene halvdel gik til kommunistpartiet og den anden til socialdemokratiet. I slutningen af 1960'erne viste radikaliseringen sig først i en tilslutning til "anti-autoritære" ideer, men mange sluttede sig kort tid efter til trotskistiske eller maoistiske organisationer.

Der er ingen grund til, at den aktuelle radikalisering i Europa ikke skulle føre til en lignende polarisering i løbet af relativt kort tid. Det afhænger meget af, om niveauet i strejker, protester, antinazistisk agitation osv. fortsætter. Det kan i givet fald betyde, at revolutionære ideer får det største publikum siden midten af 1970'erne.

I Danmark har vi i korte glimt oplevet stemningen af bredere og mere generaliseret arbejderkamp. Men regeringens manglende lyst til at foretage økonomiske indgreb – som er understøttet af, at økonomien tillader den såkaldte "reformpause" – har betydet meget få strejker og protester, som kunne opfange den mere grundlæggende utilfredshed. Men den herskende klasse kan ikke udskyde konfrontationer med arbejderklassen i ret lang tid. En folkeafstemning om EU og det kommende folketingsvalg kan begge føre til en ophedning af den politiske stemning i stil med det, vi oplevede under EU-afstemningen i 1993 og valget i 1994, hvor vores anti-VKZ slogan ramte en reel bekymring.

De grundlæggende betingelser for en ny politisk radikalisering af større grupper af arbejdere, studenter og unge er til stede i Danmark i lige så høj grad som andre steder i Europa. En sådan radikalisering vil ske ujævnt og i ryk, og nogle steder hurtigere end andre. Om de revolutionære formår at tiltrække et nyt publikum af radikaliserede afhænger af, at de lærer at forholde sig til alle mulige typer af nye bevægelser og er indstillet på at kaste sig helhjertet ind i de diskussioner, som bevægelsen vil rejse. I den forstand er det vigtigt med intervention – men en engageret intervention.

En sober og kritisk holdning til nye politiske ideer er naturligvis afgørende for, at revolutionære ikke opløser sig politisk (eller organisatorisk) ind i nye bevægelser. Men hvis man nøjes med kritikken, så ender man nemt med kun at henvende sig til folk, som i forvejen opfatter sig som revolutionære socialister, og vil blive henvist til en position på sidelinjen. Hvis man derimod bruger kritikken som redskab til at forholde sig aktivt og intervenerende til strejker og politiske spørgsmål, så har revolutionære en chance for at etablere sig som et centrum for en radikalisering, der også er socialistisk.

Noter

1. Tak til Poul Erik Kristensen for at have systematiseret oplysningerne om strejker og protester i Europa.

Toppen af siden

www.socialister.dk – 24. november 2024 kl. 05:20

International Socialisme nr. 11 jun 1997

Temasider

Nr. 11

Hovedmenu