Imperialistisk studehandel

Det ser i skrivende stund ud til, at en eller anden afslutning på krigshandlingerne i Vietnam er nært forestående. Der er dermed udsigt til, at én af historiens mest barbariske krige bringes til ophør. Intet anstændigt menneske vil kunne undgå at føle lettelse over myrderiernes ophør. Mindst af alle revolutionære socialister. Lettelse bør dog ikke afholde os fra en kølig og nøgtern vurdering af den eventuelle våbenstilstands politiske betydning.

Den våbenstilstand, der efter meget at dømme er nært forestående, er naturligvis allerede blevet udråbt til en sejr for Den Provisoriske Revolutionsregering (PRG) i Sydvietnam og Den Demokratiske Republik Vietnam (DRV) i Nordvietnam. Kendsgerningerne peger imidlertid i en anden retning. PRG og DRV har været nødsaget til at gøre indrømmelser, som tidligere var utænkelige. F. eks. krævede de i 1971 som en betingelse for at underskrive en våbenstilstandsaftale, at Thieu skulle gå af, og at hans monstrøse undertrykkelsesapparat (med dets hemmelige politi osv.) skulle opløses. Dette vitale krav bortfaldt den 8. oktober 1972. PRG og DRV har til gengæld fået lovning på et “Nationalt Råd” med deltagelse fra tre sider: Thieu-styret, “neutralistiske elementer” og PRG. Dette “Råd” vil imidlertid ikke få nogen udøvende magt overhovedet, Det skal kun “overvåge” valget. Det skal tilmed træffe alle sine beslutninger énstemmigt! Det vil kort sagt ikke få nogen som helst politisk betydning, Våbenstilstanden vil altså ikke bringe PRG til magten i Sydvietnam. Magten vil tværtimod forblive i hænderne på den nuværende diktator.

Hvorledes er det kommet så vidt? Hvorledes har den svækkede amerikanske imperialisme og dens syd-vietnamesiske marionetter kunnet få så afgørende indrømmelser fra den sejrende vietnamesiske revolution og dens mægtige socialistiske allierede? Det er kommet så vidt, fordi virkeligheden er en anden.

“En hund vender tilbage til sit bræk.” Sovjetunionen og Kina har gentaget deres studehandel med den amerikanske imperialisme i Geneve 1954, da de tvang DRV til at acceptere delingen af Vietnam og dermed acceptere, at USA i Syd oprettede det reaktionære godsejerstyre med det korrupte Diem-diktatur i spidsen. Den ydre iscenesættelse er dog anderledes. Studehandelen er denne gang ikke blevet ordnet i korridorerne under et topmøde i Geneve, men ved to opreklamerede statsbesøg, det ene i Peking, det andet i Moskva, begge med mr. Nixon og dr. Kissinger som den ene part.

I det fælles communique, der er det offentligt kendte resultat af det amerikanske statsbesøg i Kina, konstaterede de to kontrahenter, at USA

“gradvist vil reducere sine troppestyrker og militære anlæg på Taiwan, efterhånden som spændingen i området mindskes.”

Og med “spændingen i området” mentes, meddelte Det Hvide Hus dengang, krigen i Vietnam. Eller med andre ord: USA trækker sine tropper tilbage fra Taiwan, efterhånden som Kina gør sin modererende indflydelse gældende i Vietnam. Intet under at DRV protesterede højlydt! Nu er det selvfølgelig ikke Taiwan som sådan, der tiltrækker de kinesiske magthavere, Den klat jord kan de såmænd sagtens undvære, Der er tale om en betydningsfuld storpolitisk gestus. Idet USA trækker sig tilbage fra Taiwan (eller rettere: lover at gøre det), undergår forholdet mellem Kina og USA en radikal forandring. Ved denne gestus demonstrerer magthaverne i USA, at de ikke længere drømmer om at erobre det “tabte” Kina tilbage, og at de tilmed har opgivet “inddæmningen” af Kina og nu betragter Den Kinesiske Folkerepublik som en tilforladelig forsvarer for status quo i Asien. En sådan udvikling er naturligvis ikke blot i Kinas interesse. Gennem det ændrede forhold til Kina har den vitterligt svækkede amerikanske imperialisme opnået en afgørende fordel: Kina står nu skulder ved skulder med USA i bestræbelserne på at bremse den russiske imperialismes fremtrængen i denne del af verden, sådan som det blev demonstreret under krigen på det indiske subkontinent (– se artiklen herom i Proletar! nr. 2).

I Moskva var De Forenede Staters indsats en anden, Prisen for Sovjetunionens modererende indflydelse var ikke “politiske indrømmelser”, men hvede, øget samhandel og kredit! (Den katastrofalt dårlige høst – efter sigende den dårligste siden hungeråret 1921 – har givetvis ikke spillet nogen ringe rolle i de russiske magthaveres overvejelser). Ud over disse “kommercielle indrømmelser” indebærer studehandelen nogle yderligere fordele for Sovjetunionen, idet den anstrengte russiske økonomi derigennem befries for den permanente åreladning, som støtten til de statskapitalistiske kammerater i Vietnam har været, og idet russerne ikke længere behøver at frygte, at en forlængelse af krigen i Vietnam skal bringe en (for den russiske økonomi særdeles kærkommen) overenskomst om begrænsning af strategiske våben i fare. Som et resultat af denne aftale fløj den russiske præsident, Nikolaj Podgornyj, til Hanoi for at overtale nordvietnameserne til at acceptere USAs betingelser for genoptagelse af fredsforhandlingerne i Paris. Det blev dengang antydet, at Podgornyj gjorde en fortsættelse af Sovjets hjælp til DRV betinget af, at DRV indvilgede i at forhandle.

At DRV og PRG som tidligere anført har opgivet en række vitale krav og dermed indvilger i en våbenstilstand, der ikke bringer PRG til magten eller blot giver PRG andel i magten, er et resultat af Kinas og Sovjetunionens forenede pression (kombineret med den intensiverede terrorbombning af Nordvietnam). Dødeligt afhængige af hjælp fra Sovjetunionen og Kina havde DRV og PRG intet valg. Pressionen har ført til, at det ene krav efter det andet er bortfaldet. Således indvilgede DRV den 17. oktober i ikke at kræve de (efter sigende nærved 200.000) politiske fanger, der rådner op i de sydvietnamesiske tugthuse og koncentrationslejre, frigivet som betingelse for en aftale om våbenhvile. Og da de amerikanske magthavere i slutningen af oktober krævede forhandlingerne om våbenstilstandsaftalen genoptaget (selv om aftalen var færdigbehandlet og skulle underskrives den 31. oktober), måtte DRV og PRG også i dette tilfælde bøje sig, efter at Kosygin den 27. oktober i Moskva havde “rådet” repræsentanterne for PRG og DRV til at opgive kravet om underskrivelse den 31. oktober og i stedet genoptage forhandlingerne med USA, velvidende at forhandlingerne ville dreje sig om tilbagetrækning af de nordvietnamesiske styrker i Sydvietnam. Den 4. november måtte Xuan Thuy, lederen af den nordvietnamesiske delegation i Paris, så meddele, at hans regerings holdning ikke ville skabe vanskeligheder for afholdelse af et møde.

Det var altså ikke pral, men en nøgtern konstatering af den faktiske situation, da den amerikanske udenrigsminister, William P, Rogers, den 5. november erklærede, at Nixon-styret ville få præcist de våbenstilstandsbetingelser, som det ønskede, hverken mere eller mindre, for

“Nordvietnams vigtigste leverandører, Sovjetunionen og Kina, blev enige med De Forenede Stater om, at krigen ikke tjente nogens interesser.”

Toppen af siden

www.socialister.dk – 27. april 2024 kl. 17:57

Proletar! nr. 3 nov 1972

Temasider

Nr. 3

Hovedmenu

Proletar! nr. 3 – side 2 – November 1972

Leder

Imperialistisk studehandel

Proletar! nr. 3
nov 1972