![[ Proletar! nr. 3 ]](../proletar/003.jpg)
Proletar! nr. 3
nov 1972
Temasider
Nr. 3
Side 1
· Proletar! nr. 3 - November 1972 - Forside
Side 2
· Leder: Imperialistisk studehandel (Vietnam)
Side 3
· Leder: Terrorismen
Side 4
· Store spring fremad (Tegning: Nixon og Mao hånd i hånd)
Side 17
· Hvorledes havnearbejderne led nederlag
Side 22
· “Il Manifesto”s stalinisme
Side 25
· Villy Bergström og Olle Svenning: “Fagbevægelsen i Fællesmarkedet”
Side 26
· R. Blackburn og A. Cockburn: “The Incompatibles – Trade Union Militancy and the Consensus”
Hovedmenu
Proletar! nr. 3 – side 25-26 – November 1972
Anmeldelse
Villy Bergstrøm og Olle Svenning: Fagbevægelsen i Fællesmarkedet
Fremads Fokusbøger 1971, 215 sider, kr. 23,75.
Fagbevægelsen i Fællesmarkedet omhandler dels fagbevægelsens struktur i de enkelte lande, dels det centrale EEC-byrokrati.
I omtalen af fagbevægelsen er der to forhold, der især optager forfatterne. Det drejer sig dels om organiseringsgraden (herunder opsplitningen af fagbevægelsen) dels om fagbyrokratiets forhold til staten.
Hvad organiseringsgraden og fagbevægelsens opsplitning i socialdemokratiske, “kommunistiske”, kristligdemokratiske samt fascistiske retninger angår, kan bogen vel have en vis nytte som opslagsbog. Fagbyrokratiets forhold til statsapparatet beskrives generelt som værende af korporativ karakter. Som et særligt grelt eksempel på den korporative udvikling nævnes Holland, hvor der i hele efterkrigstiden har været ført en direkte statslig indkomstpolitik.
Bogens svaghed i forbindelse med omtalen af fagbevægelsen er, at den kun rent sporadisk kommer ind på modsætningsforholdene mellem de faglige pampere og de militante arbejdere. – Således accepterer bogens forfattere også betegnelser som “kommunistisk” og “socialistisk” om fagforbund, der i lige så høj grad som det danske LO er underordnet statsapparatets funktioner.
I de afsnit der behandler EECs opbygning og funktion træder EEC-apparatets byrokratiske karakter og dets klasseindhold nogenlunde klart frem. For at beskrive EEC-apparatets målsætning har forfatterne gengivet en række interviews med nogle af socialteknokraterne i Bruxelles og de faglige organisationers repræsentanter i EECs organer. Disse interviews er ikke spildte. Et medlem af kommisionen taler f. eks. frisk fra leveren og siger “Vi må altså forstå, hvordan man skal flytte og omskole mennesker, så at de kan udvikle sig og anvendes på den gavnligste måde.”
Faren ved denne fremgangsmåde er imidlertid, at selv nok så klare og éntydige (!) udtalelser som den ovenfor citerede kan fremstå først og fremmest som ideologi, som skal bekæmpes (og erstattes af en anden).
Bogen savner således en del, hvad angår en mere gennemgribende klasseanalyse og herunder særligt af de tjenende lag i og omkring statsapparatet. Alt i alt er bogen dog værd at anbefale, idet den som nævnt indeholder en del konkrete oplysninger ikke blot om fagbevægelsen, men også om EECs apparat og dets målsætning.
Ole Jais Eriksen