R. Blackburn og A. Cockburn (red.): The Incompatibles – Trade Union Militancy and the Consensus

Penguin 1967.

Årsagen til, at denne bog er blevet berømt, er først og fremmest, at den bringer beretningen om opstanden på bilfabrikken Vauxhall i Luton (nord for London) i 1966. Opstanden fandt sted kort efter, at sociologen Goldthorpe havde udgivet sin rapport om, hvor “pacificerede” Vauxhall-arbejderne var. Beretningen findes i Robin Blackburns artikel “The Unequal Society” (det ulige samfund), som også giver en mængde konkrete oplysninger, der viser, at Storbritannien stadig er et stift klassesamfund med umådelig fattigdom på den ene pol og umådelig rigdom på den anden. Blackburn viser, at svælget mellem rig og fattig – langt fra at formindskes – bliver stadig større, og tilbageviser myten om velfærdssamfundet. Hans artikel er en fremragende anklage mod et samfund, der tillader, at mere end 7 mill. mennesker lever under det officielle eksistensminimum.

De øvrige artikler i bogen er en blandet fornøjelse: Tre artikler er meget underholdende, endda morsomme, andre er nyttige, tre er fremragende, mens to af dem kun kan betegnes som kuriositeter, når man tager forfatternes (Jack Jones og Clive Jenkins) senere handlinger i betragtning.

Da bogen udkom, var begge disse fagforeningsledere kendt for at være militante. Det kraftige opsving i den militante aktivitet i de senere år har imidlertid afsløret dem som moderate. F.eks. skriver Jones i sin artikel om nødvendigheden af, at fagforeningerne (lige som borgerskabet) skaber publicity om deres aktioner med pjecer, løbesedler, plakater, avisannoncer, T.V. osv. Det er udmærket. Men for få uger siden, da medlemmer af hans fagforening (havnearbejderne) var involveret i en vigtig kamp, gjorde han ikke det ringeste for at skabe publicity omkring havnearbejdernes sag og gøre indholdet i kampen kendt i andre fagforeninger, i udenlandske fagforeninger eller i arbejderklassen som helhed. Faktisk var det ham, der stod for udsalget til sidst.

Tony Tophams artikel “New Types of Bargaining” (nye forhandlingsmetoder) beskæftiger sig hovedsageligt med de første produktivitetsaftaler i Storbritannien. Disse aftaler blev indgået i 1962 og involverede 2000 mand på ESSO-raffinaderiet i Fawley (ved Southampton). Han skriver, at virksomhedsledelsens hovedmotiv til at træffe aftalen var “at fravriste shop stewarderne initiativet”. Topham viser, at skønt ledelsen fik gennemført mange af sine hensigter, opnåede den aldrig det, der for den var det væsentligste: at nedbryde stewardernes indflydelse.

Topham har gjort et stort og nyttigt arbejde på dette område, især ved at vise, hvorledes stewarderne kan trække tænderne ud på sådanne aftaler ved at ændre bestemmelserne eller indsætte nye, som så senere kan bruges mod virksomhedsledelsen. (Interesserede kan få materiale om dette fra: Institute for Workers Control, 45 Gamble Street, Forest Road West, Nottingham).

Artiklen “The Limits And Possibilities of Trade Union Action” (Den tradeunionistiske politiks grænser og muligheder) af Perry Anderson er den ringeste i denne artikelsamling. Han affærdiger generalstrejken i Storbritannien i 1926 med få ord og forsøger ikke at sætte strejken ind i en bredere politisk sammenhæng. Ligesom han forbigår den katastrofale politik, som Komintern og dermed dens britiske sektion førte. Han anfører heller ikke, at en bred militant bevægelse på arbejdspladserne havde resulteret i, at der var blevet valgt en “venstreorienteret” ledelse i nogle af de vigtigste fagforeninger, og at det var kommunisternes ukritiske tillid til denne “venstreorienterede” ledelse, der førte til forræderiet.

Heller ikke når han diskuterer fabriksbesættelser, nævner Anderson den rolle, som datidens politiske partier spillede. F. eks. rejste Thorez og andre kommunistiske ledere i trediverne rundt på arbejdspladserne i Frankrig og tryglede arbejderne om at være moderate, hvorved de fik besættelserne til at løbe ud i sandet. Anderson skriver, at fabriksbesættelsen er en rent symbolsk handling. Synd, at han ikke ventede med at sætte pennen til papiret, til han havde set den sidste tids stormflod af besættelser i Storbritannien. Nogle arbejdere, som havde besat et trykkeri, har f. eks. brugt virksomheden som kampcenter under besættelsen og anvendt maskineriet til at trykke løbesedler og pjecer for havnearbejderne og andre strejkende arbejdere.

I spørgsmålet om arbejdernes klassebevidsthed er han lige så overfladisk. I stedet for en egentlig diskussion bringer han det uundgåelige citat fra Lenins “Hvad må der gøres?” Han er en typisk repræsentant for 50’ernes og 60’ernes småborgerlige intellektuelle, der kun har foragt tilovers for arbejderklassen og dens kamp og i stedet søger frelsen hos den tredje verdens bønder.

De tre bedste artikler i samlingen er “The Print Jungle” (trykkerijunglen) af Robert Doyle, “The Seamens Struggle” (sømændenes kamp) af Paul Foot og “Wage Slaves” (lønslaver) af Ken Coates.

Paul Foots artikel er en detaljeret beretning om den 6 uger lange sømandsstrejke i 1966, som må siges at være den første af de seneste års lange række af strejker, der er kendetegnet ved, at arbejderne fra starten har gjort sig klart, at regeringen er deres modstander. Han viser, hvorledes Harold Wilson, bistået af beredvillige journalister, førte en beskidt hetz mod de lokale strejkeledere i håb om at skabe splittelse mellem de moderate og de militante arbejdere, og hvorledes alle statsapparatets magtmidler, inklusive det hemmelige politi, blev sat ind på at knuse strejken.

Denne artikel er af væsentlig betydning for socialister og militante arbejdere, fordi den viser, hvorledes fagforeningslederne allerede ved strejkens begyndelse begik en alvorlig fejl ved at varsle den en måned i forvejen. I løbet af denne måned nåede rederne at sadle fuldstændigt om, så der overvejende blev brugt udenlandske skibe til transport på britiske havne. Strejkens slagkraft blev derved afgørende svækket.

Den uofficielle havnearbejderkomité begik ligeledes en alvorlig fejl, hvad de først blev klar over, da det var for sent. Deres strategi var at nægte at flytte de fortøjede skibe, når sømændene, lige så snart de var kommet til kaj, gik fra borde og sluttede sig til de strejkende. Denne strategi slog fejl, for de skibe, der kom ind, var som følge af redernes internationale reorganisering af befragtningen ikke britiske, men udenlandske. Havnene blev derfor – stik imod hvad havnearbejderkomiteen havde forventet – ikke blokeret af strejkeramte skibe. Havnearbejderne havde regnet med, at det ville blive umuligt at modtage flere skibe, efterhånden som havnene blev blokeret af britiske skibe, hvorefter de så på grund af mangel på arbejde ville blive sendt hjem med grundløn. De regnede på denne måde med, at de kunne undgå en lang strejke og få løn uden derfor at fungere som skruebrækkere.

Betydningen af international solidaritet, som i dette tilfælde kunne have ændret situationen afgørende, blev undervurderet, indtil det var for sent, hvilket lå fuldstændig i forlængelse af den oprindelige fejl, man begik, da rederne fik en måneds varsel.

Robert Doyle, som er militant arbejder på Storbritanniens største forlagsvirksomhed, IPC, fortæller i “The Print Jungle”, hvorledes trykkeriarbejderne ser på den teknologiske revolution i denne branche. For mig at se indeholder hans beretning essensen af, hvad det vil sige at være militant arbejder.

Konsekvensen af den teknologiske revolution er, skriver han, at “man nu næppe har anden interesse i jobbet end at hente sine penge om fredagen og så komme ud af skuret så hurtigt som muligt ... Man har en almindelig følelse af frustration ... De gamle håndværk er forsvundet ... og med dem muligheden for at opnå en vis færdighed eller udvikle sine skabende evner.” Arbejdet er “demoraliserende”, “monotont” og “virker forrående”.

Den nye teknik medfører, at der ikke er noget at bestille; men de militante trykkeriarbejderes fagforening, SOGAT, nægter at acceptere afskedigelser, og derfor skriver hundreder af mænd lørdag aften overarbejdssedler ud på at have ekspederet søndagsaviserne og får en udmærket løn for ingenting at lave. Maskinerne gør praktisk talt hele arbejdet for dem.

Doyle skriver om sin tid som ledende shop steward: “Mit og værkførerens liv var en lang, fortsat kamp om problemer på overfladen, som ofte grænsede til det absurde.” Mændene sad f.eks. og spillede kort, når der ikke var noget at lave. Når værkføreren så opdagede det, måtte han selvfølgelig give dem lidt at bestille. Når han så på et senere tidspunkt “igen fandt dem i færd med at spille kort, måtte jeg forsvare deres ret til at spille kort.” Doyle skriver, at han havde sympati med værkføreren, og at ingen af dem brød sig om situationen – men hvad kunne de ellers stille op under et kapitalistisk system, hvor IPC kun er ude på at forøge profitten og i øvrigt er indstillet på at betale arbejderne, når blot de får lov at installere deres maskineri. Arbejderens eneste alternativ er at stille op i køen af arbejdsløse.

Doyle opsummerer på glimrende vis trykkeriarbejderens dilemma i dag: “Han arbejder for et imperium, som ikke alene henter millioner hjem i form af profit, men som også bruger sin magt og indflydelse til at udbrede ideer, der har til formål at lede ham bort fra en rationel løsning på hans problemer. Skønt han er ansat til noget, der skal være kulturel virksomhed, bidrager han kun lidt og bliver efterhånden tvunget ud i en ligegyldig holdning til alt andet end fredagens lønningspose.”

I “Wage Slaves” skriver Ken Coates om lønslaveri og fremmedgørelse, og det lykkes ham med denne lille artikel at få sagt mere, end sociologer med en hel bog. Årsagen til dette er ganske enkel: Coates har tidligere tjent sit daglige brød ved at i [... mangler ...] diske kulminer.

Da han undslap fra minerne og begyndte på en universitetsuddannelse, forbløffede han studenterne ved i de første uger at give arbejdernes traditionelle svar på spørgsmålet: “Hvordan har du det?”, nemlig: “På fredag har jeg det fint!” En dag blev han klar over, at fredag var en dag som alle andre, og indså, at han ikke længere var lønslave.

Coates spolerer hele artiklen ved at foreslå en reformistisk (dvs. en utopisk) løsning på det problem, han beskriver så præcist. Man kan gennemføre mange små forbedringer gennem militante aktioner, men den endelige løsning kan kun være en socialistisk revolution.

Mike Jones

Toppen af siden

www.socialister.dk – 28. april 2024 kl. 00:45

Proletar! nr. 3 nov 1972

Temasider

Nr. 3

Hovedmenu

Proletar! nr. 3 – side 26-27 – November 1972

Anmeldelse

R. Blackburn og A. Cockburn (red.): The Incompatibles – Trade Union Militancy and the Consensus

Proletar! nr. 3
nov 1972