![[ Proletar! nr. 3 ]](../proletar/003.jpg)
Proletar! nr. 3
nov 1972
Temasider
Nr. 3
Side 1
· Proletar! nr. 3 - November 1972 - Forside
Side 2
· Leder: Imperialistisk studehandel (Vietnam)
Side 3
· Leder: Terrorismen
Side 4
· Store spring fremad (Tegning: Nixon og Mao hånd i hånd)
Side 17
· Hvorledes havnearbejderne led nederlag
Side 22
· “Il Manifesto”s stalinisme
Side 25
· Villy Bergström og Olle Svenning: “Fagbevægelsen i Fællesmarkedet”
Side 26
· R. Blackburn og A. Cockburn: “The Incompatibles – Trade Union Militancy and the Consensus”
Hovedmenu
Proletar! nr. 3 – side 17-18 – November 1972
Storbritannien
Hvorledes havnearbejderne led nederlag
Den tre uger lange havnearbejderstrejke i Storbritannien endte med nederlag for de militante havnearbejdere og deres ledende organ, “National Ports Shop Stewards Commitee”, og i sidste instans for alle havnearbejdere. Hvordan skete det? Hvorfor? Hvem var ansvarlig for knusningen af den bevægelse, der i en kort periode havde rystet den herskende klasse, inspireret politisk bevidste arbejdere overalt og vist styrken i arbejderklassens solidaritet?
Én af strejkelederne – en shop steward fra Royal Group of Docks i London – har i et brev til Proletar! givet en række oplysninger, som besvarer disse spørgsmål. Vi vil i det følgende viderebringe disse oplysninger. Erfaringerne er vigtige for militante arbejdere og socialister overalt.
National Port Shop Stewards Commitee (NPSSC) havde haft ledelsen af kampen fra den første boycot i marts måned af tre containerfirmaer i Liverpool, der havde beskæftiget andre arbejdere end havnearbejdere. NPSSC blev alligevel udmanøvreret – ikke af arbejdsgiverne eller af regeringen, men af Jack Jones, formanden for havnearbejdernes fagforbund, “Transport and General Workers Union” (TGWU – svarer til DASF [a]).
Jones var i stand til dette, fordi NPSSC begik nogle alvorlige fejltrin. De alvorligste var 1) at mange af stewarderne – især de kommunistiske stewarder og stewarder under indflydelse af det Kommunistiske Parti – nærede illusioner om Jones, og 2) at strejkevagten ved containerterminalerne kun havde involveret nogle få hundrede havnearbejdere – de militante; de mindre klassebevidste havnearbejdere var ikke blevet inddraget i kampen, og så meget desto lettere blev Jones senere i stand til at skabe splittelse mellem de moderate og de militante havnearbejdere.
I nogle af de små havne på øst-kysten havde borgerskabet besluttet at tage kampen op. De havne, der var lette at forsvare, blev sat under bevogtning; store pigtrådshegn blev rejst og store politistyrker sat ind. Resultatet var, at strejkebryderne kunne arbejde, mens nogle få hundrede militante blev involveret i kamp med politiet og arresteret. Strejkevagter, der kom kørende i bil, blev arresteret, før de ankom og anklaget for at bære offensive våben.
NPSSC burde have mobiliseret havnearbejderne til massedemonstrationer og involveret tusinder i strejkevagten, akkurat som minearbejderne havde gjort det. [1] De skulle også have afholdt massedemonstrationer for at tvinge Jones til at sørge for, at lastbilchaufførerne (TGWU-medlemmer) og medlemmer af jernbanearbejdernes fagforening boykottede varer, der måtte komme gennem de åbne havne.
NPSSC undervurderede propagandaens rolle under strejken – noget borgerskabet aldrig gør med dets besiddelse af massemedierne. Der blev ikke engang produceret plakater eller løbesedler, der kunne have øget bevidstheden hos de mindre klassebevidste havnearbejdere og – hvad der er lige så vigtigt – have informeret klassen som helhed om, hvad der blev kæmpet for, Mange arbejdere troede, at havnearbejderne prøvede at trænge ind på andre arbejderes arbejdsområder. NPSSC skulle allerede for længe siden have haft et landsdækkende blad, der kom ud i alle havnene. Arbejdsgiverne havde haft en landsdækkende avis siden sidst i tresserne, og den spillede en væsentlig rolle i anstrengelserne for at få havnearbejderne til at acceptere de mere tvivlsomme aspekter ved moderniseringen.
TGWU versus NPSSC
Ved havnearbejdernes delegeretkonference var de små havne overrepræsenteret. Ved afstemningen om, hvorvidt man skulle afslutte strejken og acceptere den overenskomst, som Aldington-Joneskommiteen havde forhandlet sig frem til, var resultatet 50 for og 30 imod, og skønt de 30 repræsenterede over 60 % af havnearbejderne, afblæste forbundet strejken.
De eneste havne af en vis størrelse, der stemte for forslaget, var Bristol, Tilbury (Londons containerhavn) og dele af Southampton, hvor de delegerede stemte 50-50, Stemmerne imod forslaget kom fra London, Hull, Liverpool, Goole, Preston, Manchester og nogle mindre havne såsom Dover og Newhaven.
NPSSC var dog ikke foruroliget, da den stadig havde støtte fra de fleste af de store havne. Den ville fortsætte strejken i disse havne og sende strejkevagter til de havne, der havde afblæst strejken for at opmuntre dem til at gå med igen og for at standse varetransporten fra disse havne – men det er her, at NPSSC bliver udmanøvreret.
Hvorledes strejken blev tabt
Delegeretkonferencen var om onsdagen, og samme aften tog TV og den øvrige presse fat. De fremstillede Jones-Aldingtonplanen som det forjættede land for havnearbejdere. Bevidst løj man om størrelsen af den kompensation, der ville blive givet de havnearbejdere, der frivilligt forlod erhvervet; man overdrev antallet af jobs, der var tilbudt havnearbejdere på containerterminaler osv. osv.
Om torsdagen holdt stewarderne massemøder i Liverpool, Manchester, Preston og Southampton. I Southampton var der flertal for at afblæse strejken, mens der var flertal for at fortsætte de andre steder. I Tilbury og Goole aflagde officielle delegerede fra delegeretkonferencen rapport og satte i strid med lovene Jones-Aldington-planen til afstemning uden nogen diskussion og uden deltagelse af alle de havnearbejdere, afstemningsresultatet ville berøre, Mange afventede shop-stewardmødet den følgende dag, og der var ingen af de militante til stede overhovedet.
Resultatet var et flertal for at gå i arbejde øjeblikkeligt. Dette var et nederlag for NPSSC, som de ikke havde forudset.
Det, der var sket i Tilbury og Goole, spredtes som en løbeild fra havn til havn og bragte demoralisering med sig, hvor det kom frem. NPSSC havde mistet initiativet og var bragt i defensiven.
Fredag holdt Hull-stewarderne møde. Det blev et langt og bittert møde. Afstemningsresultatet var 600 for og 600 imod, og formanden for stewardkommiteen havde intet andet valg end at anbefale genoptagelse af arbejdet.
I London blev der aflagt beretning fra delegeretkonferencen fredag morgen. Da de delegerede alle støttede NPSSC, blev der ingen afstemning. Shop-stewarderne holdt møde om eftermiddagen. På det tidspunkt vidste de fleste havnearbejdere, at Hull – en af de mest militante havne – havde stemt for at gå i arbejde igen. London-stewarderne holdt et kort møde og besluttede, at man ikke længere ville anbefale en fortsættelse af strejken, og at man i stedet ville anbefale, at strejken fortsatte indtil mandag, så man kunne nå at kontakte Liverpool-stewarderne og organisere en samlet genoptagelse af arbejdet tirsdag (vigtigt for moralen).
Stewarderne havde ikke forventet den modtagelse, de fik på mødet. Styrket af at Tilbury og andre var gået i arbejde, gik de moderate og skruebrækkerne i offensiven. Først gav Bernie Steer sit Winston Churchill nummer, som altid gør lykke, og så gik man til afstemning. 3000 var for at fortsætte kampen, 4000 for genoptagelse af arbejdet. Vic Turner tog mikrofonen og appellerede til kammeraterne om at stå sammen med Liverpool og Manchester, og der blev afstemning igen. Denne gang stod den fifty-fifty, men der rejste sig et ramaskrig, og alle skruebrækkerne udvandrede fra mødet, som gik i opløsning. NPSSC vidste nu, at det var forbi.
Om søndagen stemte Manchester for at gå i arbejde igen, og om mandagen stemte også Liverpool for genoptagelse af arbejdet.
Der er ingen tvivl om, at strejken var et nederlag – på trods af at havnearbejderne havde fået indrømmelser, som de ikke ville have fået uden strejken. Den var et nederlag, fordi kompromisaftalen ikke harmonerede med det aktuelle styrkeforhold mellem havnearbejderne og deres arbejdsgivere.
I nogle havne er der en demoraliseret stemning blandt de militante arbejdere. Som et resultat af, hvad der skete i London, trak Vic Turner sig tilbage som steward, men hans arbejdskammerater har nægtet at acceptere hans tilbagetræden og har anmodet ham om at fortsætte.
I Proletar! nr. 2 [2] skrev vi, at mange militante arbejdere (der ikke nærede nogen illusioner om Jones) mente, at fagforeningen kun gjorde strejken officiel for at kunne føre den frem til et kompromis som i 1970. Denne formodning viste sig at være rigtig. Jones timede alting perfekt. Overenskomsten lå færdig én uge før han sammenkaldte til delegeretkonferencen – han ventede blot en uge til for at gøre de strejkende ‘møre’, for at gøre de moderate mere ivrige efter at vende tilbage til arbejdet og for at isolere NPSSC ved at skabe splittelse mellem de moderate og militante havnearbejdere – og det lykkedes ham over al forventning.
Det største fejltrin, NPSSC begik, var at tillade, at de delegerede fra delegeretkonferencen holdt deres møder før stewarderne holdt deres. Dette gav fagforeningsbureaukraterne initiativet, og de behøvede ikke at anvende de grovere metoder, som de havde truet med (Dock-Gate møder, dvs. møder ved indgangen til havnen, hvor fagforeningsbureaukraterne beordrer de strejkende arbejdere til at gå forbi strejkevagterne – et levn fra forrige århundrede).
Imidlertid er kampen ikke forbi, og den kan bryde ud igen når som helst. Som en narresut til de militante arbejdere gjorde TGWU boykotten af nogle af containerdepoterne officiel, bl.a. Midland Cold Storage. [3] Nu har ejerne af firmaet spurgt Jones om boykotten er officiel eller ej, og de forbereder at gå til arbejdsretten igen. Jones har endnu ikke svaret – han tænker over, hvordan han skal klare situationen. Hvis han omstøder den tidligere beslutning og lægger ansvaret over på stewarderne – og arbejdsretten søger at udøve sin magt – så bryder det hele løs igen.
Mike Jones
Noter
a. DASF: Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund. Før 1959 hed det Dansk Arbejdsmands Forbund (DAF, stiftet 1896-97), og fra 1974 Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD). Siden 2005, efter fusion med Kvindeligt Arbejderforbund (KAD), har det heddet Fagligt Fælles Forbund (3F). [web.red.]
1. Proletar! 2: Kulminestrejken og derefter.
2. Proletar! 2: Kulminestrejken og derefter.
3. Midland Cold Storage indberettede fem havnearbejdere for den nye arbejdsret (Industrial Relations Court), hvad der førte til arrestation af de fem havnearbejdere. Se Politisk Revy nr. 203.