“Il Manifesto”s stalinisme

I og for sig er det hverken besværet eller papiret værd at diskutere den gruppe afhoppere fra Italiens Kommunistiske Parti, der er samlet omkring tidsskriftet Il Manifesto. Manifesto-gruppens politiske betydning er forsvindende lille, og dens teoretiske bidrag befinder sig på et stade, der kun kan betegnes som “præmarxistiske tågebanker”. Når vi alligevel beskæftiger os med den, skyldes det, at gruppens skrifter har opnået en for en naiv betragtning forbavsende popularitet i de samme venstreorienterede kredse, som i sin tid henfaldt i trancelignende begejstring over Marcuse’s velformulerede foragt for arbejderklassen, og at denne popularitet beror på, at gruppen taler op ad stolper og ned ad vægge om “arbejderrådene” uden at bryde med stalinismen. Gruppens popularitet er et symptom på den krypto-stalinisme, der karakteriserer størstedelen af den såkaldte “venstrefløj”, herunder tendenser, som tror sig fri for enhver tilknytning til stalinismen. I betragtning heraf er det ikke omsonst at diskutere “Il Manifesto’s stalinisme”.

Diskussionen begyndte med, at vi i en artikel i Information den 28. august 1972 omtalte Manifesto-gruppen i bl.a. følgende vendinger:

“Den åbenlyse mangel på tankeindhold i Manifesto-gruppens delikate blanding af hegeliansk, maoistisk og marcusiansk jargon skyldes ikke den i øvrigt himmelråbende teoretiske utilstrækkelighed, men at Manifestogruppen (alle ordene til trods) ikke har formået at bryde med den kriseramte stalinisme, men tværtimod stikker i den til halsen. Jvf. blot gruppens hyldest til den stalinistiske terror (herunder altså også dødsstraf for iværksættelse af strejker); dens bestandige og konsekvente brug af betegnelsen “socialisme” om de statskapitalistiske diktaturer, for hvilke den korrekte betegnelse er “militærtugthuse for arbejderne”; gruppens jammer over, at en siden tyverne helt igennem kontrarevolutionær magt som Sovjetunionen her på det sidste skulle have svigtet sin revolutionære rolle; gruppens begejstring for Dubceks forsøg på at forlene et statskapitalistisk diktatur med et “menneskeligt ansigt” og for den bureaukratiske manøvre, som går under betegnelsen “kulturrevolutionen”; gruppens åbenlyse appeller til de tjenende klasser (penneslikkerne i statens millionhovede bureaukrati) osv. osv.”

I et læserbrev i Information den 8. september tog Steen Folke til genmæle mod disse “beskyldninger”. Han skrev bl.a.:

“1. Gruppen beskyldes for at være “rådsdemokratisk” uden forståelse for nødvendigheden af et revolutionært parti. Det er noget vrøvl. Manifesto-gruppen har i skrift efter skrift (f. eks. i den programmatiske platform “For kommunismen” og for nylig i Rimini-platformen) understreget betydningen af at udvikle et revolutionært parti. Men i modsætning til visse hjemlige “leninister” mener gruppen, at et sådant parti må arbejde i stadig vekselvirkning med en bredere massebevægelse af lønarbejdere. Rådene er den vigtigste organisationsform for denne bevægelse.

2. Gruppen beskyldes for at være stalinistisk. Det er noget vrøvl. Jeg skal ikke kommentere påstanden om “gruppens hyldest til den stalinistiske terror”, men nøjes med at henvise til den dybtgående kritik af udviklingen i Sovjetunionen i Stalin-tiden, som f.eks. findes i Rossana Rossanda’s artikel om “Mao’s marxisme”.

3. Gruppen beskyldes for at have sympati for den kinesiske kulturrevolution. Det er korrekt! Når Kjeld Schmidt og Jan Bo Hansen i en bisætning affærdiger kulturrevolutionen som en “bureaukratisk manøvre”, siger det trods alt mere om de danske “proletariske socialister” end om den kinesiske kulturrevolution.”

I vores artikel af 28. august havde vi påvist, at Manifesto-gruppen – til trods for dens megen snak om “rådene” – “ikke har formået at bryde med den kriseramte stalinisme, men tværtimod stikker i den til halsen”. Folke lader ikke desto mindre, som om vi skulle have beskyldt gruppen for at være “rådsdemokratisk”! Som om noget menneske på en og samme tid kan være “rådsdemokrat” og stalinist! Gruppen er ikke “rådsdemokratisk”. Dens “rådsdemokratiske” fraser er kun et pauvert forsøg på at forlene den kriseramte stalinisme med det “menneskelige ansigt”, uden hvilket den ikke længere formår at tiltrække de ærke-demokratistiske “tjenende klasser”.

Nu påstår Folke desuden, at det er “noget vrøvl”, når vi betegner gruppen som “stalinistisk”, og nægter på bedste Christiansborg-maner at “kommentere” vores påstand om “gruppens hyldest til den stalinistiske terror”, – underforstået: det er dog for åndsvagt; der er slet ikke noget at diskutere!

Men vi er naturligvis i stand til at dokumentere vores påstand, idet Magri i sin berømte tale om “Staten og revolutionen” (talens titel er “For en ny realisme”!) med en for gruppen usædvanlig utvetydighed formulerer følgende varme forsvar for den stalinistiske terror:

“Det virkelige indhold i terrorismen var forsvaret af det første socialistiske land, kampen mod fascismen, opbygningen af et nyt og moderne samfund, – deri skal man se dens objektive betydning, derfor blev den undersøttet af masserne og af de progressive kræfter i USSR og i hele verden. ”

(Her citeret efter den tyske oversættelse i Internationale marxistische Diskussion, bd. 2, Merve Verlag, Berlin 1970, side 81.)

– Som om den stalinistiske terror blot fortrinsvis rettede sig imod kontrarevolutionære elementer, imperialistiske agenter og provokatører, fascistiske sabotører og reaktionære udskud! Som om det “virkelige indhold” ikke tværtimod var en “totalitær” eller “statskapitalistisk” kontrarevolution! Som om den stalinistiske terror ikke i altovervejende grad rettede sig imod arbejderklassen! Den stalinistiske terror betød, at hele den gamle garde af bolsjevikker, “højrefløj”, “midterfløj” og “venstrefløj” i en pulje, blev udryddet, ikke blot politisk, men fysisk. Det var imidlertid ikke blot den gamle garde, revolutionens ledere, der blev henrettet med nakkeskud i GPU’s kældre. Den samme skæbne overgik endog “de sidste dages hellige”, de partimedlemmer, der var gået ind i partiet efter revolutionen, og som var Stalins basis i partiet. F. eks. var 80 % af de delegerede ved den 17. partikongres i 1934 trådt ind i partiet efter 1921, men ikke desto mindre blev 1108 af de 1966 delegerede arresteret i forbindelse med terroren, og af de 139 medlemmer og kandidater i den på denne kongres valgte centralkomite blev 98 (dvs. 70 %!) arresteret og skudt. Udrensningen af alle proletarisk-socialistiske kræfter i partiet var det politiske udtryk for den samme kontrarevolution, som for de arbejdende masser betød ophævelse af arbejdsløshedsunderstøttelsen; ophævelse af arbejdernes ret til at bosætte sig, hvor de måtte ønske det; enorme lønforskelle; radikal nedsættelse af levestandarden; tab af arbejde, rationeringskort og bolig i tilfælde af “pjækkeri”; dødsstraf for forberedelse af strejker; skudsmålsbog; stakhanovisme; syv-timersdagens afskaffelse; arbejdslejr for mange millioner arbejdere osv. osv.

Som den stalinistiske apologet han er, påstår Magri ikke blot, at denne kontrarevolutions “objektive betydning” var “forsvaret af det første socialistiske land” osv., men tilføjer uden tegn på skam, at den stalinistiske terror “derfor blev (...) understøttet af masserne og af de progressive kræfter i USSR og i hele verden”. Hvilken hån mod de russiske arbejdere, der forsvarede deres klasseinteresser under truslen om deportation, tvangsarbejde eller henrettelse! Hvilken hån mod de få overlevende proletariske socialister i Sovjetunionen og i resten af verden, som – i modsætning til det intellektuelle småborgerskab af karrieremagere, spytslikkere og vendekåber – aktivt bekæmpede stalinismen! Hvilken hån mod de spanske proletariske socialister som blev myrdet af GPU midt under den virkelige kamp mod fascismen!

Dengang som i dag! Dengang Sovjetunionen, i dag Kina. Dengang Stalin, i dag Mao. Det intellektuelle småborgerskab af i går og de tjenende klasser af i dag giver, når alt kommer til alt, fanden i arbejderklassen og dens kampe.

Steen Folkes advokatarbejde for det maoistiske bureaukrati er kun endnu et eksempel herpå. Vi havde, som man måske erindrer, anført Manifesto-gruppens begejstring for den “bureaukratiske manøvre, der går under betegnelsen ‘kulturrevolutionen’,” som et symptom på gruppens stalinisme. Som den parlamentarikerspire han er, kender Folke heller ikke i dette tilfælde andet svar end appel til den interessebestemte uvidenhed og bornerte fordomsfuldhed, der er så udbredt blandt “venstreorienterede”: vores opfattelse af “kulturrevolutionen” siger – ifølge Folke – “mere om de danske ‘proletariske socialister’ end om den kinesiske kulturrevolution! – Som om vi er ene om denne opfattelse af kulturrevolutionen! Som om vi ikke deler denne opfattelse med tusinder af revolutionære socialister i hele verden! Som om Folke, der er mere intelligent og orienteret, end han lader, ikke meget vel ved, at der blandt revolutionære socialister af alle afskygninger (fra “trotskister” til “maoister”) har været ført en langvarig og intens debat om “kulturrevolutionen” og dens efterspil! Som om han ikke meget godt ved, at “maoistiske” organisationer (som f. eks. den største i Forbundsrepublikken) er gået i opløsning pga. strid om dette spørgsmål, og at andre “maoistiske” organisationer (som f. eks. Progressive Labor Party i USA og Canadian Party of Labour) har måttet erkende, at det virkelige indhold i “kulturrevolutionen” var et opgør mellem to fløje inden for det kinesiske bureaukrati, hvoraf den ene fløj (Mao/Chou) stod for en selvstændig kinesisk imperialisme (med hvad dertil hører i henseende til mobilisering af nationens ressourcer), mens den anden fløj (Liu) stod for en alliance med den russiske imperialisme, og at Mao/Chou-fløjen udelukkende benyttede massemobiliseringen til at knuse den rivaliserende fløj inden for partibureaukratiet! Som om Folke ikke meget vel ved, at der også i Kina har været ført en sådan diskussion, og at millioner af studenter og arbejdere er nået frem til tilsvarende konklusioner, f. eks. “Hunan-provinsens proletariske revolutionære store alliance-komité” eller Sheng-wu-lien, en organisation omfattende 2-3 millioner revolutionære (dens program og andre vigtige dokumenter har foreligget i dansk oversættelse i to år i en i øvrigt ligegyldig bog af Klaus Mehnert betitlet Peking og de nye venstrebevægelser, Fremads Fokusbøger 1970)! Som om han ikke meget godt ved, at Mao-fløjen bevidst iværksatte den obskønne personkult for (som Formanden selv har udtrykt det i et interview med Edgar Snow) “at stimulere masserne til at knuse anti-Mao-partibureaukratiet”, og at massemobiliseringen blev bragt til meget brat standsning med hærens hjælp, da Mao/Chou-fløjen begyndte at miste grebet om den, da rødgardisterne begyndte at interessere sig lidt for meget for Chou (som Sheng-wu-lien betegner som “hovedrepræsentant for den ‘røde’ kapitalistiske klasse i Kina”), og da arbejderne begyndte at bekæmpe bureaukratiet over én kam! Som om han ikke meget godt ved, at de “kulturrevolutionære” ledere, der ikke respekterede eller forstod de af det maoistiske bureaukrati fastsatte grænser og gik til angreb mod statsbureaukratiet overhovedet, nu rådner op bag lås og slå, mens Chou mæsker sig i champagne med “imperialister” som Nixon (selv Stalin har dog aldrig skålet med Hitler), mens Kina genoptager og intensiverer den imperialistiske udenrigspolitik, som de bekæmpede, og mens “materielle incitamenter” og lignende forhold, som den maoistiske fløj måtte lade vige en tid for at sikre sig massernes støtte i kampen mod den anden fløj, nu genindføres i stor målestok.

Den omtalte, nu nedkæmpede revolutionære organisation i Hunan-provinsen, Sheng-wu-lien, måtte i januar 1968 konkludere: “Efter alle disse omskiftelser – alt ved det gamle.” Ingen hæderlig socialist kan i dag benægte rigtigheden heraf!

Jan Bo Hansen og Kjeld Schmidt

Toppen af siden

www.socialister.dk – 26. april 2024 kl. 01:14

Proletar! nr. 3 nov 1972

Temasider

Nr. 3

Hovedmenu

Proletar! nr. 3 – side 22-23 – November 1972

“Il Manifesto”s stalinisme

Proletar! nr. 3
nov 1972