[ Proletar! nr. 6 ]
Proletar! nr. 6
nov 1973

Proletar! hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 6

Udskriv artikel

 

Nr. 6

Side 1
· Proletar! nr. 6 - November 1973 - Forside

Side 2
· OTA-strejken

Side 14
· Økonomisk Demokrati - et statskapitalistisk fremstød

Side 35
· Rikke Posborg - Lone Scocozza: “Arbejdsløs, fredløs”

Side 36
· Poul Thomsen: “Øens folk”

Side 40
· J. T. Murphy: “Preparing for Power”

Side 42
· Karl Korsch: “Staten og kontrarevolutionen”

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

Proletar! nr. 6 – Side 2-5 – November 1973

Udskriv

Leder:

OTA-strejken

Af tidsmæssige grunde er vi desværre ikke i stand til at fremlægge en detaljeret og dokumenteret gennemgang af OTA-strejken, dens forløb og erfaringer i dette nummer af Proletar! Vi må bede læserne vente til nr. 7. Men da Internationale Socialister, som det fremgår af den igangværende bagvaskelseskampagne, har været stærkt involveret i strejken, og mange kammerater derfor har efterlyst IS’s vurdering af strejken og dens resultater, vil vi her foregribe gennemgangen af strejken i næste nummer og fremlægge hovedpunkterne i vores vurdering til diskussion.

-o-

OTA-strejken var fra første færd klart politisk. Den var en håndfast protest mod, at den nye overenskomst ikke kom løsningen af det såkaldte lavtlønsproblem og af OTA-arbejdernes stedse mere akutte økonomiske problemer et hanefjed nærmere.

Resultatet af den nye overenskomst forelå i begyndelsen af maj. For arbejderne på OTA-møllen i Nakskov betød den et generelt løntillæg på 40 øre i timen, mens kvinderne opnåede yderligere 1 kr. Dermed var grundlønnen nået op på 14,50 plus et smudstillæg på 19 øre i timen. Hertil kom en produktivitetsbonus, der på daværende tidspunkt beløb sig til 86 øre i timen, og som kom til udbetaling halvårligt, til jul og ferie. Dette var, hvad omkring 40 af arbejderne på OTA måtte klare sig for. Den højest mulige timeløn (eksklusive bonus) var teoretisk 19,04. Men for at få den skulle man have samtlige maksimumstillæg: maksimalt anciennitetstillæg, maksimalt funktionstillæg samt skifteholdstillæg. Den typiske løn lå &8211; efter overenskomstens ikrafttræden &8211; på mellem 15 og 16 kr. i timen.

Stillet over for dette resultat af overenskomstforhandlingerne tabte OTA-arbejderne tålmodigheden og stillede krav om 2,50 mere i timen. De lokale forhandlinger om dette krav kom imidlertid heller ingen vegne. For at fremme ekspeditionen nedlagde de derfor sidst i maj måned arbejdet i to dage. Under de efterfølgende forhandlinger tilbød ledelsen 80 øre (40 øre med det samme og 40 øre fra foråret 1974). Arbejderne var imidlertid fast besluttet på, at nu skulle deres “lavtlønsproblem” endelig løses, og de indså, at den eneste magt her på jorden, som kunne løse det, var dem selv. De fastholdt kravet om 2,50 og gik i strejke igen den 4. juni.

På dette tidspunkt var Internationale Socialister allerede indblandet. At vi blandede os og blandede os så kraftigt, var begrundet i vores vurdering af strejkens politiske perspektiver: I den situation, den danske arbejderklasse befinder sig i, er enhver sejrrig “vild strejke” af politisk betydning, for så vidt som den punkterer resignationen og fatalismen, anviser effektive kampformer, medfører øget organisering i klassen og overhovedet fører til en styrkelse af hele klassens kamp. Derudover ville en sejrrig udgang på OTA-strejken specifikt være et mærkbart slag mod lavtlønssystemet og mod det faglige bureaukratis magtpositioner. Et nederlag ville derimod bestyrke resignationen og fatalismen o. s. v. og ville dermed afgjort svække arbejderklassens magtpositioner over for den herskende klasse og det faglige bureaukrati. I erkendelse heraf gik IS aktivt ind i arbejdet i, forbindelse med strejken &8211; for at gøre, hvad vi overhovedet formåede for at strejken førte til sejr, eller i hvert fald ikke førte til nederlag. Vi blev indblandet umiddelbart før strejkens genoptagelse den 4. juni og bistod til den bitre ende med råd og kritik på arbejdermøderne og på møderne i Strejkeudvalget, med organisering af indsamling af støttebidrag m.v.

I kraft af strejkens åbenbare politiske betydning var den sikker på at blive bekæmpet med “alle til rådighed stående midler” af den herskende klasse, dens statsmagt og dens klasseorganisationer samt det faglige bureaukrati. I og med strejkens genoptagelse den 4. juni udfordrede arbejderne hele dette system, og for at føre strejken igennem til sejr måtte de derfor organisere sig strengt uafhængigt af det faglige bureaukrati og gribe til de mest effektive kampformer, alternativet hertil var et usvigeligt nederlag.

Der var rigtignok blevet valgt et strejkeudvalg. Men det var vel at mærke sket efter henstilling fra formanden for Mølleriarbejderforbundets Nakskov-afdeling, Knud Sørensen. Han havde tydeligvis forventet, at han kunne holde sig i kulisserne og styre forløbet ved hjælp af Strejkeudvalget. &8211; Her var liget i lasten! Skulle Strejkeudvalget hindre et nederlag, måtte det effektivt sætte såvel Knud Sørensen som de øvrige tillidsfolk uden for enhver indflydelse, selv om de måske var “gode nok”. Strejkeudvalget var ikke indstillet på at tage dette brud. Strejkeudvalgets formand, Asger Hansen, holdt sig tværtimod i stadig forbindelse med Knud Sørensen.

[ OTA Nakskov blokade ]

Fabrikken lukket!

Ved strejkens start så det dog ud, som om Strejkeudvalget brød med det faglige bureaukrati og tilsidesatte alle hensyn til, hvad man “kan” og “ikke kan”, til fordel for strejkens effektivitet og slagkraft. For at forhindre skruebrækkeri og fjernelse af varer fra lageret blokerede arbejderne på strejkens første dag virksomheden og nægtede funktionærerne o.s.v. adgang til virksomhedens område. Blokaden fik ledelsen til at love ikke at pille ved strejkeramt arbejde, og arbejderne gik derfor med til at ophæve blokaden. Derved svækkede arbejderne deres position. For det første gjorde de det derved muligt for ledelsen at omdirigere ordrer til OTA’s filial i Rødovre, og for det andet øgede det faren for demoralisering i deres egne rækker, eftersom det altovervejende flertal af de strejkende derved i praksis blev reduceret til tilskuere til en dramatisk kamp mellem Strejkeudvalget og OTA A/S. Men den kortvarige blokade havde alligevel sin virkning: den gjorde OTA-arbejdernes strejke for en mindsteløn på 17,00 kr. kendt på alle arbejdspladser i Danmark og skabte dermed forudsætningerne for den storslåede solidaritet, som blev arbejderne til del, og som gav sig håndgribeligt udtryk i 200.000 kr. i støttebidrag.

OTA-arbejderne var imidlertid ikke ene om at modtage håndfast støtte. Firmaet blev i den grad bakket op af Arbejdsgiverforeningen og det faglige bureaukrati, at det i første række ikke var OTA A/S, men hele den organiserede herskende klasse og dens faglige undertrykkelsesapparat, som arbejderne stod over for. Blækket på den nye overenskomst vær næppe tørt, så hvis OTA-arbejderne fik deres krav opfyldt (eller blot opnåede en mærkbar lønstigning), ville det inspirere mange andre lavtlønnede arbejdere til også at tage sagen i egne hænder i stedet for som hidtil at vente med hænderne i skødet på, at lovformelige forhandlinger løser lavtlønsproblemet. For at hindre “kvægpestens udbredelse” og redde lavtlønssystemet udfoldede Arbejdsgiverforeningen m.v. store anstrengelser for at undgå, at OTA bøjede sig for arbejdernes krav. Arbejdernes eneste mulighed for at føre strejken til sejr var derfor at få andre lavtlønnede arbejdspladser til at gå i strejke for det samme krav. Derved ville de være kommet Arbejdsgiverforeningen m. v. i forkøbet og have forpurret dens taktik. Jo mere pres Arbejdsgiverforeningen m.v. i så tilfælde lagde på OTA for at forhindre det i at give efter, jo længere ville strejken på OTA vare, og jo farligere ville den blive for lavtlønssystemet. Arbejdsgiverforeningen m.v. ville således pludselig være havnet i den lede situation, at den efter alt at dømme havde mere at vinde ved at give efter over for OTA-arbejderne end ved at lade konflikten fortsætte.

Det var denne taktik, Internationale Socialister anbefalede, og det var denne taktik, OTA-arbejderne fulgte, da de lørdag den 16. juni, efter to ugers strejke, uddelte en opfordring til andre arbejdspladser på egnen om at slutte op om strejken for 2,30 kr. De fik hurtigt svar fra to virksomheder i Nakskov, som gav tilsagn om, at de ville gå i strejke for dette krav førstkommende onsdag, og meget tydede på, at også andre arbejdspladser på egnen ville slutte op. Sejren var nu nærmere end på noget tidligere tidspunkt under strejken.

Men Arbejdsgiverforeningen m.v. havde endnu ikke spillet sit sidste kort. Mølleriarbejderforbundet og DASF lagde (som Knud Sørensen senere udtrykte det) “stærkt pres” på de lokale pampere. Strejken skulle bringes til ophør med alle midler, før den bredte sig.

På arbejdermødet om eftermiddagen lørdag den 16. juni gennemtrumfede de tilstedeværende forbundsrepræsentanter en skriftlig afstemning om, hvorvidt strejken skulle fortsætte. Der var tale om et veritabelt attentatforsøg, som imidlertid slog fejl. Afstemningen viste dog, at der var et stort mindretal imod en fortsættelse af strejken, og at den begejstringsrus, der hidtil havde båret strejken, nu havde veget pladsen for dunkende tømmermænd. Dermed var alt naturligvis ikke tabt. Men situationen var alvorlig og krævede nu mere end nogensinde, at Strejkeudvalget begyndte at virke som en ansvarlig strejkeledelse; at det gjorde en energisk indsats for at overbevise de tvivlende om, at de lovede sympatistrejker betød, at sejren nu var inden for rækkevidde; at det gjorde en hæderlig anstrengelse for at overvinde den splittelse, der var opstået, i og med at arbejderne på OTA’s hundemadsfabrik havde modsat sig strejken, og som bl.a. gav sig udtryk i, at arbejderne i denne af deling ikke var repræsenteret i Strejkeudvalget; at det alvorligt og energisk forsøgte at erstatte den vigende rus med en klar erkendelse af, hvordan stillingen stod, og hvad der skulle gøres; at det nu langt om længe gjorde noget for at drage så mange som overhovedet muligt ind i diskussionen om de taktiske og politiske problemer; at det begyndte at fungere som en kollektiv ledelse og på daglige møder diskuterede problemerne igennem; at det inden for sine egne rækker fordelte arbejdet blot nogenlunde og i det hele taget forsøgte at inddrage så mange som overhovedet muligt i det praktiske arbejde i forbindelse med strejken, sendte delegationer ud på andre arbejdspladser for at forklare situationen og opfordre til sympatistrejke o.s.v.; at det begyndte at sørge for, at arbejdermøderne foregik blot nogenlunde organiseret; at det indkaldte til hyppige arbejdermøder, og sidst, men ikke mindst, at det nu for alvor brød med det faglige bureaukratis lokale repræsentanter. Men Strejkeudvalget gjorde intet i den retning. Asger Hansen begyndte nu tværtimod at konspirere med de lokale pampere om at bringe strejken til ophør, i begyndelsen bag om ryggen på Strejkeudvalget, men efterhånden skamløst åbent.

Det er ikke her stedet at beskrive alle de intriger, ved hjælp af hvilke Asger Hansen i samarbejde med Knud Sørensen og de øvrige tillidsfolk fik udmanøvreret Strejkeudvalgets flertal. Vi må nøjes med at konstatere, at de havde fået sat Strejkeudvalget helt ud af spillet, da det afgørende arbejdermøde begyndte om aftenen tirsdag den 19. juni. På dette møde satte Asger Hansen hele sin prestige som Strejkeudvalgets navnkundige og landskendte formand ind på at få strejken afblæst med det samme, d. v. s. inden sympatistrejkerne kunne komme i gang. Ivrigt bistået af Asger Hansen udnyttede de lokale pampere den udbredte illusion om, at de &8211; til forskel fra pamperne inde i forbundet &8211; var “gode nok”, ved højt og helligt at love, at de ville nedlægge deres “tillidsposter” og gå i spidsen for fortsat strejke, hvis de ikke inden arbejdermødet den førstkommende lørdag havde opnået mindst 1,83 i forhandlingerne. Pa mødet advarede Internationale Socialisters repræsentant indtrængende arbejderne mod at give op på et tidspunkt, hvor sejren var nærmere end nogensinde. Gik de først i arbejde igen, ville det være praktisk talt umuligt at få stablet en strejke på benene igen i en overskuelig fremtid, og arbejdsgiverne havde derfor ingen verdens grund til at give indrømmelser. Men selv om et flertal højlydt tilkendegav, at de var enige i denne vurdering af situationen, og selv om mange af de mest aktive arbejdere (ca. 25) var parate til at besætte virksomheden i protest, blev strejken afblæst. Asger Hansen og hans pampervenner havde så travlt med at få strejken kulet ned, at de end ikke bekymrede sig om at foretage en afstemning. Asger Hansen erklærede blot egenhændigt strejken for afblæst.

At et så groft og åbenlyst attentat på strejken overhovedet kunne lade sig gøre, skyldes ikke blot arbejdernes illusioner om de lokale pampere, men mindst lige så meget arbejdermødernes manglende organisering og diskussion, flertallets status af passive tilskuere, Strejkeudvalgets egen manglende organisering og diskussion o.s.v. og den deraf flydende dybe afhængighed af Strejkeudvalgets formand. I en sådan situation vil formandens forræderi altid kunne kule en strejke ned.

Lørdag den 23. juni forelå forhandlingsresultatet. Forhandlerne meddelte, at de havde opnået en lønforhøjelse på 1,70 og yderligere 25 øre til de 41 lavestlønnede. Resultatet blev modtaget som en sejr.

Asger Hansen har senere (i en radioudsendelse den 7. august) hævdet, at IS på dette tidspunkt skulle have kritiseret, at de ikke havde fået de 2,50 kr., og at vi med den begrundelse skulle have opfordret til fortsat strejke. Det er imidlertid løgn fra ende til anden. Vi mener ikke, at man bør kæmpe videre, indtil alle krav er opfyldt til punkt og prikke. Og i det konkrete tilfælde var vi glædeligt overraskede på OTA-arbejdernes vegne. Men vi undrede os meget, for resultatet var et usandsynligt held; ledelsen havde jo slet ikke behøvet punge ud med så meget.

Vores forbavselse over resultatet viste sig snart at være mere velbegrundet, end vi havde frygtet. OTA-arbejderne var blevet forrådt og bedraget af deres tillidsfolk. Ledelsen havde slet ikke punget ud med så meget. Forhandlerne havde kun opnået 1 kr. i lønforhøjelse (plus 25 øre til de 41 lavestlønnede). De resterende 70 øre var en a conto-udbetaling af den halvårlige produktivitetsbonus, altså forskud på de penge, der ellers ville være faldet til ferie og jul. De lokale pampere havde udnyttet arbejdernes illusioner om, at de var “gode nok”, til at føre dem bag lyset og få standset strejken. Løgnen var imidlertid for tyk. Pamperne kunne ikke forhindre, at sandheden efterhånden korn frem. Flere og flere begyndte at tvivle, og i augustnummeret af Mølleriarbejderforbundets medlemsblad kunne arbejderne i en leder skrevet af selveste forbundsformanden læse sort på hvidt, at de 70 øre “var forskud på de penge, der ellers faldt til ferie og jul”. Sagen var nu klar for enhver: De havde ikke opnået 1,70 (plus 25 øre), men 1,00 kr. (plus 25 øre). Heraf havde de jo allerede opnået de 80 øre før strejkens genoptagelse den 4. juni. Desuden var bl. a. smudstillægget blevet forringet med 4 øre. De tolv dages strejke havde altså indbragt 16 øre plus 25 øre til de 41 lavestlønnede. Alt iberegnet.

Men tillidsfolkene havde forudset, at de ville komme i denne situation, og havde taget deres forholdsregler. Straks efter arbejdermødet den 23. juni, hvor de havde forelagt “resultatet” af forhandlingerne, havde de bedt Asger Hansen opløse Strejkeudvalget. Han lod sig ikke anfægte af, at der i Strejkeudvalget havde været enighed om, at det var en selvfølge, at udvalget skulle fortsætte efter strejkens ophør som en kontrollerende og initiativtagende instans i tilfælde af modangreb fra ledelsens side i form af afskedigelser, tempoopskruning o.s.v. Han gjorde villigt som pamperne sagde og opløste egenhændigt udvalget mandag den 23. juni. &8211; Tillidsfolkene vidste, hvad de gjorde, da de fik Asger Hansen til at opløse Strejkeudvalget. De fik dermed afvæbnet arbejderne. Uden ledelse var arbejderne ude af stand til at slå effektivt igen, da det blev klart for dem, at de var blevet forrådt. Nogle gjorde dog et ærligt forsøg.

[ Tillidsmændene og Asger Hansen ]

Tillidsmændene og Asger Hansen

Den 11. august inviterede en række medlemmer af det nedlagte Strejkeudvalg tillidsfolkene til et møde for at få ren besked. Pamperne havde ingen anden udvej end at indrømme, at de under pres oppefra med fuldt overlæg havde bedraget arbejderne for at få standset strejken. De tilstedeværende arbejdere repræsenterede kun sig selv og var derfor ude af stand til at optræde med den nødvendige autoritet og slagkraft. De indskrænkede sig til at indkalde til arbejdermøde den 1. september (d.v.s. når alle var kommet hjem fra ferie) og gå til pressen med historien, &8211; for at få sandheden frem. Det blev pålagt Gunnar Stage at gå til pressen.

Dette træk gjorde pamperne desperate, Deres første modtræk var at lægge pres på bl.a. og især Asger Hansen. Han havde været med til mødet den 11. august, men tog nu afstand fra “Gunnar Stages metoder”, d. v. s. det at han havde ladet sandheden komme frem. Det næste modtræk var at indkalde til ekstraordinær generalforsamling med 48 timers varsel. Det var to smarte træk. Forræderiet havde fået håbløsheden til at brede sig igen. Arbejderne var nok rasende, men også bange for at komme i strejke igen. De stod igen uorganiseret og uden ledelse. Ved at handle hurtigt forhindrede pamperne arbejderne i at organisere sig og opstille en ny ledelse i stedet for det opløste strejkeudvalg.

Stillet over for tillidsfolkenes slagkraftige modangreb opgav OTA-arbejderne praktisk talt al yderligere modstand. Kun ca. 70 ud af de 218 mølleriarbejdere mødte op på generalforsamlingen. Hovedparten af de fremmødte (ca. 40) var fra OTA’s hundemadsfabrik; de hævnede nu, at de var blevet slæbt med i strejken mod deres vilje. Ved at henvise til, at den heltemodigt fraværende Asger Hansen, der skyndsomst var taget til Mallorca, da der blev indkaldt til ekstraordinær generalforsamling, havde taget afstand fra “Gunnar Stages metoder”, og ved at forhindre at forræderiet overhovedet blev diskuteret, lykkedes det Knud Sørensen at få omk. 50 af de tilstedeværende til at vedtage en erklæring, som støttede “tillidsrepræsentanternes linje” og tog afstand fra “Gunnar Stages linje”. Efter mødet udtalte pamperne til pressen, at generalforsamlingen havde pålagt tillidsrepræsentanterne at få Gunnar Stage fjernet fra OTA. Der var overhovedet ikke blevet vedtaget noget i den retning, men det kunne naturligvis ikke afskrække den bande. Fredag den 24. august blev Gunnar Stage så fyret, &8211; “efter henstilling fra tillidsrepræsentanterne,” som der stod på fyresedlen.

OTA-arbejdernes nederlag var bedøvende. De havde fået 16 (+ 25) øre ud af at strejke i 12 dage. De var blevet forrådt og bedraget. Deres tillidsfolk havde vist sig at være i stand til enhver tænkelig svinestreg. Deres egen kårede leder havde vist sig at være pampernes villige redskab, Og da en af kammeraterne forsøgte at gøre modstand, blev han hængt ud som løgner og provokatør og fyret. De spredte, uorganiserede og yderst spage forsøg på modstand, der blev gjort på arbejdermødet den 1. september, faldt til jorden uden resultat. I bevidsthed om deres sejr kunne forræderne nu uhindret rekonsolidere deres magt ved bl. a. at iværksætte en indsamling af underskrifter på, at man var tilfredse med resultatet og nu kun ønskede ro. Selv om kun omkring halvdelen bøjede sig for de underforståede trusler og skrev under, var resultatet alligevel, at arbejderne blev yderligere splittet. De var derfor ude af stand til at stille noget op, da de blev idømt en bod på omkring 1000 kr. hver, og da pamperne og ledelsen den 19. oktober så at sige føjede spot til skade ved at afskedige bl.a. Asger Hansen.

OTA-arbejderne har fået alle de bank, der kan ligge på dem. For så vidt har de altså blot gjort den samme erfaring som de fleste af de tusinder af arbejdere, der før dem har været ude i “vilde strejker”. Men OTA-strejken har også givet en række mere specifikke og derfor mere anvendelige erfaringer. Den har bevist, at enhver nok så uskyldig illusion om det faglige bureaukratis karakter &8211; f. eks. at de lokale pampere er “gode nok” &8211; er selvmorderisk; også de helt små pampere har skattede privilegier at miste, og de deler derfor interesser med bureaukratiet som helhed. Strejken har bevist, at det er nødvendigt at oprette strejkeudvalg til at lede strejken, og at et sådant udvalg må fortsætte under en eller anden form også efter strejkens ophør &8211; for at kontrollere, at firmaet og pamperne ikke går til modangreb, og for at tage initiativ, når de går til modangreb. Men strejken har også bevist, at et strejkeudvalg i sig selv intet er værd, idet det faglige bureaukratis lyse hoveder allerede har overtaget parolen om at danne strejkeudvalg, &8211; og at et strejkeudvalgs praktisk-politiske værdi står og falder med dets politik og slagkraft. Et strejkeudvalg er intet værd, hvis blot hovedparten af arbejderne nærer illusioner om, at de lokale pampere er “gode nok”; hvis arbejdermøderne ikke fungerer, og hvis de ikke diskuterer de problemer, strejken står over for; hvis det store flertal er henvist til tilskuerrollen i strejken; hvis alle beslutningerne træffes af én person; hvis Strejkeudvalget ikke af gavn er en kollektiv ledelse, og hvis det ikke effektivt afskærer det faglige bureaukrati &8211; også småpamperne &8211; fra indflydelse. OTA-strejken har tydeligere end sædvanligt vist, at arbejderne kun kan undgå et bedøvende nederlag, hvis de resolut tilsidesætter ethvert hensyn til, hvad man som pæne mennesker kan og bør gøre, og udelukkende vælger deres våben ud fra, hvad der er mest effektivt. Men den har også peget på nogle meget effektive våben: blokade, sympatistrejke for samme krav o. s. v. Og for så vidt som alle disse &8211; positive og negative &8211; erfaringer tages til efterretning, har den også vist, hvorledes lavtlønssystemet kan og skal bekæmpes. Den har vist, at heller ikke de lavtlønnede arbejdere behøver at vente på, at højere magter forbarmer sig over dem og deres trængsler, men at de er i stand til at kæmpe selv, og at de ikke står alene i denne kamp, men at tusinder af arbejdere over hele landet indser det politiske perspektiv i deres kamp og støtter den.

26.10.1973

 

 

www.socialister.dk – 11. juli 2020 kl. 19:36