[ Proletar! nr. 6 ]
Proletar! nr. 6
nov 1973

Proletar! hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 6

Udskriv artikel

 

Nr. 6

Side 1
· Proletar! nr. 6 - November 1973 - Forside

Side 2
· OTA-strejken

Side 14
· Økonomisk Demokrati - et statskapitalistisk fremstød

Side 35
· Rikke Posborg - Lone Scocozza: “Arbejdsløs, fredløs”

Side 36
· Poul Thomsen: “Øens folk”

Side 40
· J. T. Murphy: “Preparing for Power”

Side 42
· Karl Korsch: “Staten og kontrarevolutionen”

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

Proletar! nr. 6 – Side 14-23 – November 1973

Udskriv

Økonomisk demokrati – et statskapitalistisk fremstød

“Selv om vi i øjeblikket er underkastet en blandet økonomi, så skal vi vist nok passe på, hvorledes vi lægger vore fremtidige økonomiske dispositioner til rette, og vi kan måske blive stillet overfor et valg, der går ud på en bevarelse af det socialt-liberalistiske, men dog kapitalistiske samfund, eller helt overgå til en fastere statskapitalistisk samfunds- og erhvervsform.”

Hans Rasmussen, Politiken 17.1.73 [a]

Økonomisk Demokrati er et af de vigtigste politiske udspil og et af de mest radikale udspil, Socialdemokratiet er kommet med i mange år. Det første skitseforslag til ØD blev fremsat af LO og Socialdemokratiet den 9. november 1972, og det udløste en heftig debat, som rasede i samtlige landets medier. Ethvert politisk parti og enhver politisk gruppe blev tvunget til at tage et standpunkt og føre en politik på området. Der er blevet fremsat utallige ændringsforslag og nye forslag til ØD.

Socialdemokratiet havde meget travlt med at få ØD gennemført. Det skulle ske allerede i folketingssamlingen 72/73, så derfor fulgte lovforslaget allerede den 31. januar 1973. Regeringens ØD-forslag mødte stor modstand lige fra det yderste højre til det yderste venstre.

Den kraftigste modstand kom fra Arbejdsgiverforeningen, og den tvang regeringen til at tage sit forslag af bordet. Det skete i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. Den storkonflikt, som opstod under forhandlingerne, startede den 21. marts, og få dage efter blev ØD-forslaget taget af bordet til en evt. fremsættelse på ny. Der var en klar sammenhæng mellem disse to begivenheder. ØD var et kort, som LO og Socialdemokratiet solgte for at presse de andre omkostningsfordyrende krav igennem. Ved at få ØD udskudt til efter daværende folketingssamling lykkedes det Arbejdsgiverforeningen at sikre sig, at en evt. lov om ØD ikke ville komme til at virke i den overenskomstperiode, de forhandlede for.

Loven vil tidligst komme til at virke fra januar 1975, hvor de næste overenskomstforhandlinger vil være i fuld gang. Hele princippet om de omkostningsfordyrende love, som staten kan gennemføre uden hensyntagen til arbejdsmarkedets parter, blev draget ind i forhandlingerne. I protokollatet kom der til at stå:

“I forbindelse med overenskomstforhandlingerne har Arbejdsgiverforeningen og LO indgående drøftet hele den økonomiske og sociale situation. Der er under disse drøftelser mellem organisationerne konstateret enighed om, at det er værdifuldt, ja nødvendigt, at alle spørgsmål, som berører arbejdsmarkedets parter, indgående drøftes mellem dem, og at man hver for sig vil virke for, at spørgsmål af interesse for arbejdsmarkedet tages op til nøje overvejelse med de berørte parter, inden politiske beslutninger iværksættes.” [1]

Om denne bestemmelse skriver Børsen den 28. marts flg.:

“Organisationerne kan naturligvis ikke blande sig i regeringens og folketingets politik. Men det er naturligt for folketinget at tage hensyn til et forhandlingsresultat, og det kunne godt blive regeringens udvej af den ØD-klemme, den er anbragt i nu.”

Der er ingen tvivl om, at protokollatet har tydelig adresse til ØD-forslaget, og Arbejdsgiverforeningen sikrede sig derved ikke alene udskydelsen af ØD, men også mulighed for en vis indflydelse på de kommende forhandlinger.

Efter at regeringen trak sit ØD-forslag, ebbede debatten lidt ud, men på sin kongres i sommer vedtog Socialdemokratiet at genfremsætte sit forslag i folketingssamlingen 73/74, og debatten er nu i fuld gang igen.

Modstanden mod forslaget fra det revolutionære venstre og modstanden fra de borgerlige partier er lige stærke. Tilsyneladende vil både arbejderklasse og kapitalistklasse blive angrebet.

Hvad i regeringens og Socialdemokratiets ØD-forslag vakte så megen modstand, og hvorfor er det så vigtigt, at alle partier har måttet fremsætte alternative ØD-forslag?

Forslaget

Regeringens lovforslag om ØD, der blev fremsat den 31. januar 1973, går i store træk ud på, at samtlige virksomheder i landet til en central fond skal betale et beløb, som er bestemt af hvor stor en lønsum, de udbetaler. Virksomhederne skal det første år indbetale et beløb, der svarer til ½ % af den udbetalte løn, og beløbet stiger derefter med ½ % årligt, indtil det udgør 5 % af den udbetalte lønsum.

Den kapital, der efterhånden samles i fonden, Lønmodtagernes Investerings- og Udbyttefond, skal atter fordeles mellem landets virksomheder, Derved opnår man en central regulering af investeringerne i dansk industri. En central fond kan, hvis den får tilstrækkeligt med midler, få meget stor betydning for danske virksomheders konkurrenceevne overfor udlandet; men det er ikke kun dansk industri, der bliver stærkere af en central regulering af økonomien. De personer, der skal styre fondens investeringer, vil politisk og økonomisk få stor indflydelse. Fonden skal ledes af et repræsentantskab, hvis medlemmer udpeges af lønmodtagerorganisationerne (3/5) og af regeringen (2/5). De socialdemokratiske lønmodtagerorganisationer med LO i spidsen vil på denne måde kunne få en ikke ubetydelig indflydelse på landets økonomi, Virksomhederne skal altså betale fondens midler, repræsentanter for lønmodtagerorganisationerne skal styre fondens investeringer, mens lønmodtagerne får udstedt beviser pa, at de ejer lige store dele af fondens kapital. Den enkelte arbejders andel er altså ikke, som det ofte fejlagtigt hævdes (f.eks. i VS’s pjece om ØD), bestemt af hans personlige indtægt, Pengene skal være bundet i 7 år, men de kan derefter udbetales til den enkelte lønarbejder.

Det er altså først 7 år efter lovens ikrafttræden, at der skal udbetales noget til arbejderne, så indtil da koster ØD ikke noget for den samlede danske industri, men i løbet af 10-20 år vil udbetalingerne til arbejderne blive meget store i forhold til virksomhedernes indbetalinger. Eksempelvis skal der iflg. arbejdsministeriets beregninger [2] udbetales 15,5 mia. kr. til lønmodtagerne i 1991, mens der samme år skal indbetales 18,9 mia. kr. af virksomhederne til fonden, Fonden får altså ikke meget tilbage til investeringer, For den samlede industri betyder det, at de i 1991 skal betale 26,2 mia. kr. [3] (bidrag + renter og udbytte), mens fonden kun vil komme til at investere 10,7 mia. kr. i industrien. Der bliver altså et reelt underskud på 15,5 mia. kr. for den samlede industri i året 1991. Dette er et af de store stridsmål ved regeringens forslag til ØD. SF, som formodentlig vil komme til at spille en stor rolle ved de endelige forhandlinger, er imod, at pengene skal udbetales til arbejderne efter 7 år og vil i stedet have en pensionsordning for derved at gøre ØD til endnu et forslag om tillægspension. For en hvilken som helst arbejdsgiver er indvendingen den samme: Pengene skal være bundet så længe som muligt. Hvis det ikke lykkes dem at få pengene bundet i en længere årrække, vil de naturligvis forsøge at sænke reallønnen ved prisstigninger, øgede skatter e.l. Kapitalisterne vil næppe uden videre gå med til, at lønmodtagerne får udleveret 15 mia. kr. eller mere om året ud over lønnen, med mindre der sker en tilsvarende stigning i produktiviteten.

Indførelsen af ØD vil være en meget stor politisk gevinst for Socialdemokratiet; men det er nødvendigt for det at samle lønmodtagernes støtte for forslaget. Det forsøger de at gøre ved at love fondsbidrag udbetalt om 7 år og ved at love arbejderne indflydelse på den virksomhed, de er ansat på, Arbejderne får ret til at sende stemmeberettigede repræsentanter til aktionærernes generalforsamlinger; men de får ingen indflydelse i de sager, der berører dem mest direkte; løn, arbejdstempo, kaffepauser, forebyggelse mod ulykker osv. Aktionærernes diskussion om virksomhedens rentabilitet er ikke arbejdernes sag, og det kan kun forplumre de virkelige klasseforhold, hvis man sender arbejderrepræsentanter til rentabilitetsdiskussion med den herskende klasse.

Landets økonomiske situation

De direkte økonomiske konsekvenser af regeringens ØD-forslag er 1) koncentration af en stadigt stigende mængde kapital: Fondens samlede formue vil i 1990 være på over 100 mia. kr., [4] og den vil da være ca. 3 gange så stor som den nuværende samlede danske aktiekapital, som beløber sig til ca. 35 mia. kr. i kursværdi, [5] og 2) investeringerne vil kunne reguleres centralt.

Da LO og Socialdemokratiet i november 1972 fremsatte en skitse til loven om ØD, var den økonomiske situation noget anderledes end den er i øjeblikket. I 1970, 71 og 72 faldt investeringerne i dansk industri, men de stiger nu kraftigt igen (se tabel I).

Det er på baggrund af det fald, der skete i investeringerne fra 1970, at ØD-forslaget skal ses. Investeringerne er den vigtigste indikator for den økonomiske situation, og det er lige nøjagtigt også investeringerne, som forslaget om ØD sigter mod at gribe ind i. Hvis vi ser på disse over en tiårs periode (fra 1960 til 1970) er den generelle tendens en svag stigning, og man kunne derfor fristes til at tro, at der var tale om en opgangsperiode, men 60’erne var en stagnationsperiode, fordi, som det fremgår af nedenstående tabel, låntagningen steg mere end investeringerne. Dette giver sig udtryk i et faldende opsparingsoverskud (opsparing + investeringer). Opsparingsoverskuddet er et udtryk for, hvor meget mere virksomheden har sparet op, end den har investeret. Dette overskud er i den pågældende periode negativt. Virksomhederne har altså investeret mere end de har sparet op, og de må derfor have pådraget sig en gæld, som svarer til det negative opsparingsoverskud (se tabel II).

 

Tabel I
Industriens samlede investeringer i mio. kr. 1962-73

1962

1963

1964

1965

1966

1967

1968

1969

1970

1971

19721)

19732)

1851

1667

1982

2334

2195

2182

1910

2569

3137

3015

2714

3338

Kilde: Statistiske Efterretninger 1973, nr. 2

1) planlagte investeringer.

2) et skøn foretaget af Danmarks Statistik.

Tabel II
Opsparingsoverskud i mia. kr. 1960-70

 

1960

1961

1962

1963

1964

1965

1966

1967

1968

1969

1970

Industri

-1,0

-0,6

-1,0

-0,5

-0,4

-1,2

-0,5

-0,3

0,1

-0,6

-0,9

Øvrige erhverv

-0,3

0,4

-0,1

-0,5

-1,9

-0,7

-2,3

-0,9

-2,2

-3,7

-4,3

Kilde: Det økonomiske Råd, Formandskabet: Økonomisk demokrati i samfundsøkonomisk belysning, København 1972, tabel II 9, s. 30.

Det fremgår af tabellen, at det især er ‘øvrige erhverv’, der har lånt til investeringer. Disse består især af små, personligt ejede virksomheder, og de havde i 1970 samlede investeringer på 9,5 mia. kr., mens de store industrivirksomheder havde samlede investeringer på 3,4 mia. kr. [6] Det var de små industrier, som lånte mest, og som investerede mest. Det er klart, at en sådan udvikling er uholdbar for de store industrier. Den uhæmmede låntagning, som oftest har form af gæld til udenlandske leverandører, kan let nødvendiggøre regeringsindgreb, med ubehagelige konsekvenser for alle dele af industrien. [7]

Det store opsparingsunderskud, som de samlede danske virksomheder havde i perioden 1960-70, blev delvist ophævet af en tilbageholdende politik fra statens side. Det offentliges positive opsparingsoverskud reducerer de privates opsparingsunderskud, Den resterende del af opsparingsunderskuddet må naturligvis svare til lån i udlandet. I samme periode voksede Danmarks gæld til udlandet da også støt, og underskuddet på betalingsbalancen steg fra 331,7 mill. dollars (ca. 1,8 mia. kr.) til 1100 mill. dollars (ca. 6 mia. kr.). [8]

Ved en nærmere undersøgelse (se fig. II) viser det sig, at denne gæld til udlandet fortrinsvis ligger hos de små virksomheder, som v.hj.a. lånene fortsætter med at investere, selv om de ikke kan producere tilstrækkelig merværdi til disse investeringer. Manglen på merværdi fører til krise, og før eller senere vil krisen sætte sig igennem. I kapitalismens tidlige epoke satte krisen sig straks igennem og medførte, at en del virksomheder måtte lukke. Derefter var der færre virksomheder tilbage til at dele den samlede samfundsskabte merværdi, og de kunne derfor forbedre deres produktionsapparat og overleve.

I det moderne samfund gør storkapitalisterne, hvad de kan for at udskyde krisen: de slår sig sammen, opkøber småfirmaer eller laver prisaftaler. På den måde bliver der ikke udryddet nogen kapital, og der bliver derfor ikke mere merværdi til den enkelte, og krisen sætter sig igennem på et senere tidspunkt. Denne krise (og den skærpede konkurrence, som går forud for den) optræder både på det nationale marked og på verdensmarkedet. Hermed bliver også danske storkapitalister bragt i fare for at blive udkonkurreret.

For at afværge krisen og for at styrke den nationale kapital på verdensmarkedet må staten gribe ind. Da manglen på merværdi konkret viser sig bl.a. som underskud på betalingsbalancen, får det staten til at gennemføre love og restriktioner, som skal dæmme op for låntagningen og standse de mindst rentable virksomheders dræn i merværdien, dvs. udrydde dem. De resterende virksomheder vil derefter stå stærkere i konkurrencen på verdensmarkedet.

ØD er det mest radikale og effektive forslag til indgreb, der medfører likvidering af uprofitable småvirksomheder, som noget statsbærende parti i Danmark nogen sinde har fremsat.

Opsparing i den private og den offentlige sektor og i alt 1960-70

Fig. 1: Den utilstrækkelige opsparing i hele den private sektor formildes af et positivt opsparingsoverskud i den offentlige sektor, men det samlede resultat bliver alligevel, at opsparingen slet ikke dækker investeringerne i hele landet.
Kilde: Det økonomiske råds formandskab: Økonomisk demokrati, s. 31

[Klik for at se grafen i højere opløsning.]

Opsparingsoverskud i industrien og i øvrige erhverv 1960-70

Fig. 2: Forskellen mellem de store og de små virksomheder er klar. Hos de store virksomheder er opsparingen kun lidt mindre end investeringerne, mens de små investerer meget mere end de sparer op. Dette kan kun ske ved tæring af andre virksomheders profit.
Kilde: Det økonomiske råds formandskab: Økonomisk demokrati, s. 30

[Klik for at se grafen i højere opløsning.]

Likvidering af småkapitalen

Regeringens første forslag til ØD delte virksomhederne op i to grupper: de, der havde over 50 ansatte, og de, der havde under 50 ansatte. De store firmaer med over 50 ansatte skulle automatisk få lov til at investere 2/3 af deres ØD-bidrag i eget firma, mens de små virksomheder skulle aflevere hele bidraget til ØD-fonden og derefter ansøge om investeringer fra fonden. Dette forslag vakte stor modstand hos de virksomheder, det ville ramme, og regeringen ændrede derefter sit forslag. I det sidste forslag fra januar 1973 blev virksomhederne delt op i 3 grupper: Virksomheder med op til 20 ansatte, virksomheder med 20 til 50 ansatte og virksomheder med over 50 ansatte. Regeringens indrømmelse bestod i, at mellemgruppen (med 20-50 ansatte), hvis de kørte godt (hvis deres egenkapital var lige så stor som deres aktiekapital), automatisk skulle få lov til at beholde 2/3 af deres ØD-bidrag lige som de store firmaer. Dette er i virkeligheden ikke nogen indrømmelse, da mellemgruppen under alle omstændigheder ville have fået tildelt bidrag fra fonden, og da de udgør en meget lille del af den samlede industri i Danmark. De udbetaler kun 4 % af den samlede lønsum. [9]

Derimod er gruppen med under 20 ansatte meget stor. Den indeholder ca. 90.000 virksomheder med tilsammen 450.000 ansatte, i gennemsnit 5 ansatte pr, virksomhed. De udbetaler ca. 25 % af den samlede lønsum. [10] Det er alle disse virksomheder, ØD kan ramme. De får kun penge, hvis ØD-fondens bestyrelse skønner, at de er rentable, eller at der er brug for deres produkter. De små virksomheder kan altså komme i den situation, at de ud over den normale løn skal betale 5 % al den samlede udbetalte lønsum til ØD-fonden uden at få noget igen. Det er præcis den samme gruppe af virksomheder, der i de seneste år fortrinsvis har finansieret deres investeringer ved lån og derved har været til byrde for landets økonomi. Det ligger direkte i forslaget, at der skal ryddes ud blandt disse. En del af deres merværdi skal simpelthen overføres til de store virksomheder gennem ØD-fonden. ØD-forslaget er derfor i høj grad at betragte som et opgør inden for borgerskabet, men det er mere end det.

Fondsdannelser

Der har siden 1960 været tre bølgedale i konjunkturerne i dansk økonomi. I hver af disse bølgedale (se fig. III) har Socialdemokratiet forsøgt sig med en fondsdannelse. Det første forslag korn i 1963, hvor forslaget om ATP blev fremsat. Det blev gennemført året efter; men ATP-fonden har kun meget begrænsede muligheder for at regulere landets økonomi. Dens midler er ret begrænsede, i dag 3-4 mia. kr., og fonden må kun investere 15 % af sine midler i aktier og fast ejendom, mens resten skal investeres i obligationer o.l. [11] Det er altså ikke særligt erhvervsaktive investeringer. Staten har ikke den mulighed for at øve indflydelse, som den nu forsøger at få gennem ØD, fordi den ikke har repræsentanter i fondens bestyrelse. I den sidder der lige mange repræsentanter for lønmodtagere og arbejdsgivere. ATP-fonden kan aldrig få den fornødne regulerende funktion.

Derfor udarbejdede Socialdemokratiet i 1966-67 et forslag om oprettelse af en ITP-fond (Indtægtsbestemt Tillægspension). Reglerne for indbetaling til og styring af denne fond fulgte stort set reglerne for ATP-fonden. Den væsentligste forskel var, at indbetalingerne til ITP-fonden ville blive kolossale, og fonden ville således komme til at råde over så stor en kapital, at den ville blive et effektivt redskab til regulering af investeringerne i erhvervslivet.

ITP-forslaget blev dog aldrig fremsat som lovforslag. Der var en udbredt modstand imod det p. gr. a. dets udpræget asociale tendens. Udbetalingen fra fonden til pensionisten ville komme til at afhænge af den enkelte lønmodtagers gennemsnitlige indkomst i den periode på 15 år, hvor vedkommende havde haft sin højeste indtægt.

Efter skrinlæggelsen af ITP-forslaget måtte Socialdemokratiet finde på et nyt forslag til fondsdannelse, som kunne skaffe det den fornødne indflydelse på den økonomiske udvikling i Danmark og samtidig styrke partiet politisk. Det nye forslag blev fremsat i den tredje bølgedal og blev kaldt ØD.

I ØD ligger der ikke det samme asociale element som i ITP. Iflg. regeringens forslag skal alle lønmodtagere have lige store bidrag udbetalt uanset lønnens størrelse. Det er ØD’s fordel frem for ITP, at det får et tilsyneladende mere demokratisk tilsnit og fremmer den almindelige lønudjævning blandt lønmodtagere. Fonden bliver i modsætning til den eksisterende ATP-fond af en ganske anselig størrelse. I 1990 når fondens samlede formue som tidligere nævnt op på over 100 mia. kr., [12] så fonden vil absolut ikke blive uden betydning, sådan som det hævdes fra DKP’s, VS’s og andre forvirrede hoveders side.

I Perspektivplanen for 1970 til 1985 er det beregnet hvor mange penge, industrien vil komme til at mangle i de kommende år for at kunne foretage de nødvendige investeringer, og når disse tal sammenlignes med de penge, som fonden får til rådighed til investeringer i den samme årrække, er der en tydelig sammenhæng. I 1985 vil fondens midler næsten kunne dække opsparingsunderskuddet (se tabel 3).

Tabel III
Prognose for fondens disponible midler set i forhold til prognose for opsparingsunderskud

 

Fondens disponible midler i mia. kr. 1)

 

Opsparingsunderskud i gennemsnit for 5 år i mia. kr. 2)

1975

0,5

1971-75

9,6

1980

4,9

1976-80

10,9

1985

10,2

1981-85

12,7

1990

10,8

 

 

Kilder:

1) ØD-forslaget bilag 1, side 29 (se i øvrigt note 1).

2) Økonomisk demokrati ..., op. cit., tabel II 1 I, side 33.

Den herskende klasse og ØD

Forslaget om ØD har fået en meget blandet modtagelse af den herskende klasse. Småborgerskabet har harceleret over dette indgreb i den private ejendomsret, og Arbejdsgiverforeningen, som først og fremmest repræsenterer de små virksomheder, har fremsat et afværgeforslag under navnet ØD for at få det til at se ud som om, det er et rimeligt alternativ. De foreslår en tvungen opsparing, hvor bidraget trækkes fra lønnen, og hvor det skal blive i virksomheden. De vil ikke have en central fond. I dette forslag ligger der intet andet end et forslag om sænkning af lønnen.

Man kunne umiddelbart synes, at de store virksomheder ubetinget måtte gå ind for regeringens forslag til ØD, når resultatet for dem bliver forbedrede konkurrencevilkår og en forøgelse af merværdien, Der har da også været udtalelser og undersøgelser, som kunne tyde på det. Dagbladet Børsen havde i december 72 et rundspørge blandt landets større virksomheder, og konklusionen blev:

“De veletablerede virksomheder nærer åbenbart ingen særlig frygt for regeringens ØD-forslag!” (Børsen den 18.12.72)

Imidlertid er sagen ikke helt så enkel. Med ØD følger der visse ting, som er mindre behagelige for storborgerskabet. Dannelsen af ØD-fonden vil føre til en styrkelse af både Socialdemokratiet og LO. Det vil blive en politisk og økonomisk styrkelse, som har en klar tendens mod statskapitalismen. Det er en bevægelse i retning mod statsejet og statsstyret produktion, en bevægelse som økonomisk set kan blive en fordel for storborgerskabet, men som politisk set er et tilbageskridt. Det vil styrke den danske industri over for udlandet, men det vil indskrænke de enkelte virksomheders muligheder for selv at bestemme deres produktion.

Det er klart, at indførelsen af ØD ikke er indførelsen af statskapitalisme. Statskapitalismen kan kun udvikle sig efter en ekspropriering af kapitalistklassen. Den kan naturligvis ikke indføres ved lovgivning, men den tendens til statskapitalisme, der ligger i forslaget, er tilstrækkelig til at få koncernen A.P. Møller til at protestere mod det.

Styrkelsen af den socialdemokratiske stat kan ganske vist blive en nødvendighed for den danske industri, og styrkelsen af staten er generelt set løsningen for den vestlige kapitalisme. Men borgerskabet ser det ikke som nogen ubetinget lykke at få gennemført ØD, og i hvert fald har det svært ved at se fordelene i en periode, hvor salgskurverne og investeringerne har taget retning mod himlen. I øjeblikket stiger investeringerne, og på Danmarks Statistik forventer man en stigning i investeringerne i 1973 på 23 %. [12a] Disse stigninger skyldes forventningerne om øget afsætning efter indlemmelsen i EF, og der er allerede nu stigende eksport til EF-landene. Det ser faktisk ud, som om der er tale om en reel fremgang, men det gør ikke kapitalbehovet mindre, tværtimod. De store opsparingsunderskud i de tidligere år viser, at de investeringer, der finder sted i øjeblikket, må være finansieret af nye lån. Virksomhederne har brug for al den kapital, de kan skrabe til sig. Forudsætningerne for ØD er der stadig, men spørgsmålet er, om den herskende klasse føler sig tvunget til at tage mod tilbuddet.

LO-kapitalisme

ØD er ikke kun et opgør mellem kapitalisterne indbyrdes. Hvis det kun var det, havde vi ingen grund til at beskæftige os med det. Vi må under ingen omstændigheder forfalde til at tage del i borgerskabets indbyrdes stridigheder. Småkapitalisternes skæbne bekymrer os ikke. Vi beskæftiger os udelukkende med det for at undersøge det egentlige formål med ØD og for at finde de virkelige konsekvenser for arbejderklassen for derudfra at kunne lægge en strategi.

Det vigtigste resultat for arbejderklassen bliver LO’s ændrede karakter. LO bliver en kapitalistisk organisation.

ØD-fondens repræsentantskab skal bestå af 36 personer, der repræsenterer lønmodtagerorganisationerne, og 24 personer, der repræsenterer regeringen (de udpeges af arbejdsministeren). Af de 36 lønmodtagerrepræsentanter kommer de 18 fra LO, og resten kommer fra diverse funktionær- og akademikerforbund, som alle i bund og grund er socialdemokratiske. Dvs., at selv under en borgerlig regering vil der være et socialdemokratisk flertal blandt fondens medlemmer, og dette vil først og fremmest være domineret af LO (de øvrige lønmodtagerorganisationer har fra 1 til 6 medlemmer i fonden).

LO får altså en meget stærk indflydelse på fondens investeringspolitik. LO vil få meget travlt med at få pengene anbragt de mest udbytterige steder. Det ligger helt tydeligt i lovforslaget, at fonden skal investere sine penge i industrien på en forretningsmæssig måde. Der er ikke tale om en hjælpekasse for kapitalister, men om en risikovillig kapital, der skal investeres i den driftige del af kapitalen. I bemærkninger til lovforslaget står der s. 21:

“Fonden skal have mulighed for at gå ind i investeringer med særlige risici; der tænkes her især på større virksomheder, der for at overleve, skal gennemgå en strukturtilpasningsproces med et stort kapitalbehov.”

Endvidere står der samme side:

“Det er formålet med bestemmelsen at sætte fonden i stand til at kanalisere fondsmidlerne hen til de dele af erhvervslivet, hvor vækstmulighederne og kapitalbehovet er størst ...”

På s. 22 står der:

“Der bør så vidt muligt anlægges almindelige forretningsmæssige kriterier for udlånene.”

Og endelig:

“Det bør undgås, at retningslinjerne indeholder regler om en ligelig fordeling mellem de enkelte erhvervsgrene og brancher, hvorved de kunne føre til en fastlåsning af erhvervsstrukturen.”

ØD-fonden skal blive en aktiv fond, som støtter de sektorer og virksomheder, der er mest konkurrencedygtige på verdensmarkedet. Fonden og dermed LO bliver en forretning, som skal tænke og handle kapitalistisk. LO bliver en kapitalistisk organisation og kommer dermed endegyldigt til at forråde sin oprindelige klassebasis: arbejderklassen. Arbejderne har absolut ingen fordel af, at det er en central fond, der driver merværdi ud af dem. Arbejdsforholdene på de LO-ejede virksomheder er ikke bedre end på de privatejede virksomheder. Konkurrencen er lige hård, og udbyttet skal være lige så stort. Det nytter ikke arbejderne meget, at de får papirer på fondens kapital.

ØD’s indflydelse på lønnen

Det er bemærkelsesværdigt for regeringens forslag til ØD, at arbejderne ikke skal betale til fonden. Det er arbejdsgiverne, der skal betale. Landets virksomheder skal udrede et beløb, som svarer til ½ % stigende til 5 % af den løn, de udbetaler. De skal altså udrede ØD-bidraget ud over den almindelige lønudbetaling. Det er klart, at dette kan få konsekvenser i en forhandlings- eller kampsituation. Virksomhederne vil argumentere med, at når de skal betale bidrag til ØD-fonden, som senere skal udbetales til arbejderne, kan de ikke betale højere lønninger. ØD kunne på denne måde komme til at virke som tvungen opsparing. Arbejderklassen må under ingen omstændigheder lade sig forblænde af en sådan argumentation. Der er ikke tale om, at kapitalisterne skal betale til arbejderne (ikke de første 7 år). Der er tale om, at kapitalisterne skal betale til hinanden indbyrdes. Der skal ske en omrokering med kapitalen. Nogle skal have mere, og andre må lukke. Det er ikke arbejderklassens sag at betale til dette rivegilde. Vi må være bevidste om og kæmpe for, at ØD ikke fører til en sænkning af reallønnen.

7 år efter de første ØD-indbetalinger kan man begynde at kræve sin andel udbetalt, og fra dette øjeblik får sagen en anden udvikling. Nu begynder industrien som helhed at få udgifter til ØD. Disse vil stige langsomt, og i 1991 vil de iflg. arbejdsministeriets beregninger antage en anselig størrelse. Fonden skal i 1991 udbetale 15,5 mia. kr. til lønarbejderne, og de penge er at betragte som en ren udgift for den herskende klasse, og det vil efter al sandsynlighed føre til et tilsvarende fald i lønnen. Dette er ikke nogen naturlov, og vi må naturligvis kæmpe for at det ikke sker, men hvis det ikke lykkes, er der ingen grund til panik. Det betyder blot, at en del af lønnen udbetales af en anden kasse, og det kan jo til syvende og sidst være underordnet.

Der ligger altså ikke noget implicit i forslaget om sænkning af reallønnen. Den økonomiske konsekvens af forslaget bliver derimod en kapitalkoncentration, og dette får konsekvenser for den del af arbejderklassen, som er beskæftiget i småvirksomhederne, og det drejer sig som tidligere nævnt om 450.000 arbejdere. Den del af småvirksomhederne, der ikke får udbetalt noget af det beløb, de indbetaler til fonden, fordi denne skønner, at de ikke er ønskede i den herskende klasses rækker, må som første krampagtige forsøg på at overleve sætte arbejdernes lønninger ned. For denne del af arbejderklassen, som ofte befinder sig i udkantsområderne, vil ØD komme til at betyde en reallønssænkning og senere arbejdsløshed. På længere sigt vil de store virksomheder suge denne del af arbejdskraften til sig, i det omfang den har brug for den, enten ved at flytte arbejdskraften eller ved at lægge filialer i udkantsområderne. Storindustrien kan dermed skaffe sig en billig arbejdskraft, som kan udbyttes og dermed forøge deres merværdi. For arbejderne i småvirksomhederne kan ØD altså føre til, at de bliver tvunget til at vælge mellem lavere løn eller arbejdsløshed. Desuden kan de komme til at virke som løntrykkere over for arbejderne i storindustrien. Det er derfor vigtigt, at vi støtter arbejderne i småindustrierne og kræver overholdelse af en høj mindsteløn.

Foruden løntrykket fra småvirksomhederne kan der komme skattetryk fra det offentlige. Det offentlige skal indbetale ØD-bidrag for sine ansatte og vil normalt ikke kunne låne af fonden. Det offentliges udgifter vil altså blive forøget med ØD. Heller ikke denne udgift falder naturnødvendigt på arbejderne. Skatterne betales af virksomhederne, og ØD-fondens penge investeres i virksomhederne; men øgede offentlige udgifter kan blive brugt som argument for sænkning af reallønnen. Om ØD fører til sænkning af reallønnen, afhænger af klassens evne til at forsvare sig mod angreb, – af klassekampens udviklingstrin.

Konsekvenser og strategi for arbejderklassen

Socialdemokratiet er som regeringsparti nødsaget til hele tiden at sørge for bedst mulige vilkår for industrien og mest mulig ro på arbejdspladserne. Enhver økonomisk nedgang med social uro er en trussel mod et regeringsparti. Som statsbærende parti er Socialdemokratiet tvunget til at varetage den nationale kapitals interesser over for enkeltkapitalernes interesser. Hvis det ikke formår det, kan det ikke bevare sin position. Socialdemokratiet griber ind i de økonomiske forhold og gennemfører ØD for at bevare sin egen position. Likvideringen af småkapitalen og muligheden for at regulere investeringerne i dansk erhvervsliv vil mindske den katastrofale mangel på kapital, og det vil standse den stigende låntagning i udlandet.

Socialdemokratiet vil ikke alene styrke sig ved at bedre den økonomiske situation, men også ved at sikre sig indflydelse på den stærke, centrale økonomiske fond. Indflydelsen skal ske gennem de statslige repræsentanter og de faglige bureaukrater. Dermed har Socialdemokratiet endnu engang vist, at det er disse lag, der udgør dets egentlige basis.

Likvideringen af småkapitalisterne vil medføre problemer af den art, som altid opstår ved strukturændringer, nemlig midlertidig arbejdsløshed især i udkantsområder og forflytninger. I øjeblikket er arbejdsløsheden imidlertid minimal, efterspørgslen efter arbejdskraft stigende og indvandringen af fremmedarbejdere fortsætter trods det officielle stop. Arbejdsløsheden er ikke nogen trussel for arbejderklassen i øjeblikket, men den kan meget vel blive det. Omskoling, tilpasning og forflytninger er nogle af de problemer, der vil dukke op i forbindelse med ØD, og det vil blive endnu sværere at få bugt med lavtlønsproblemerne i udkantsområderne, hvor de store virksomheder vil få friere spil, når de små bukker under. Det er store dele af arbejderklassen, der rammes af disse problemer, og det vil helt sikkert påvirke hele klassens styrkeforhold i klassekampen.

Socialdemokratiets og LO’s styrkelse kan få alvorlige konsekvenser for arbejderklassen. LO’s position i den centrale fonds ledelse vil ændre dens karakter fundamentalt. Dens opgave vil blive at få fondens investeringer til at forrente sig bedst muligt. LO får direkte interesse i løntryk, tempoforøgelse, rationaliseringer osv. LO skal foretage profitable investeringer og drive mest mulig merværdi ud af arbejderne. LO skal udfylde normale kapitalistiske funktioner og bliver kort og godt en kapitalistisk enhed. Dette vil få alvorlige konsekvenser for arbejderbevægelsen.

Socialdemokratiet fremfører ØD som et venstreorienteret, ja endog socialistisk forslag. De fremhæver borgerskabets modstand som bevis for, at ØD er til gavn for arbejderne. Faktisk er situationen den, at hverken borgerskabet eller arbejderne vil blive styrket politisk af ØD. Det er udelukkende Socialdemokratiet, der kan hente politisk gevinst via ØD.

Styrkelsen af det centrale bureaukrati, indkorporeringen af arbejdernes organisationer i den centrale økonomiske enhed, den centrale regulering af økonomien, – disse karakteristika, som er de vigtigste ved ØD, peger alle i én retning, nemlig i retning mod statskapitalismen, og erfaringerne fra de statskapitalistiske lande [13] viser os, at arbejderklassens vilkår ikke bliver forbedret trods det socialistiske image.

ØD er statskapitalistisk i sit indhold, og Socialdemokratiet vil gå så langt, det kan, i retningen mod statskapitalismen, men det kommer ikke ret langt. Kapitalistklassen lader sig ikke ekspropriere ved lov, og så længe den sidder som samfundets herskende klasse, vil den modarbejde og standse enhver statskapitalistisk udvikling af betydning. Socialdemokratiets eneste udvej er at styrke den eksisterende herskende klasse. ØD bringer hverken socialisme eller anden form for velsignelse for arbejderklassen.

Med den ændring, som LO vil komme til at gennemgå, bliver det for alvor nødvendigt at arbejderklassen organiserer sig selvstændigt. Fagforeningerne vil i stadig mindre grad se det som deres opgave at varetage arbejderklassens økonomiske interesser inden for det kapitalistiske system. Kampen for bedre løn- og arbejdsforhold må derfor føres uden om fagforeningerne; men hvis denne kamp ikke skal føre til det ene nederlag efter det andet, må klassen organisere sin kamp. Løsrevne vilde strejker knuses let af det fagretslige system.

ØD vil føre til øget undertrykkelse af arbejderklassen og derfor må det bekæmpes.

Udsigterne for ØD

ØD er blevet en prestigesag for Socialdemokratiet, og det vil gøre, hvad det kan, for at få forslaget igennem, Anker Jørgensen er ØD-forslagets varmeste fortaler, og det vil være en meget stor, og hårdt tiltrængt politisk gevinst for ham, hvis han kan få ØD igennem.

Partiet har besluttet at genfremsætte forslaget i sin oprindelige form i november 73. Samtlige Folketingets partier går imod forslaget, men alle går ind for en eller anden form for økonomisk demokrati, så resultatet bliver efter al sandsynlighed et forlig mellem to eller flere partier. Hvis ikke der opnås et bredt forlig, vil de borgerlige partier utvivlsomt kræve folkeafstemning eller afgørelsen udskudt til efter et valg. Socialdemokratiet bliver derfor nødt til at forhandle i det mindste med SF og sikkert også med Det radikale Venstre.

SF går stærkt ind for indførelsen af ØD, men i en noget anden variant end Socialdemokratiets. SF’s ordfører, Aage Frandsen, har overfor Politiken (den 14.9.73) gjort rede for de punkter i regeringens forslag, som SF vil gå imod. Det drejer sig om følgende fem:

  1. Opkrævningsformen: SF ønsker fondsbidraget beregnet efter forskellen mellem firmaets ind- og udgående moms (S: efter lønsum).

  2. Fondsledelsen: SF ønsker valget foretaget blandt tillidsmændene på arbejdspladsen, samt af Folketinget (S: af de centrale lønmodtagerorganisationer).

  3. Udbetalingen: SF er imod udbetaling til lønmodtagerne (S: udbetaling til lønmodtagerne efter 7 år).

  4. Demokratiet: SF går ind for arbejdspladsdemokrati (S: ingen indflydelse på arbejdspladsforhold, kun på økonomiske forhold).

  5. Kapitalstyring: SF mener, det bør indgå i ØD (S: det ligger implicit i forslaget).

SF har dermed sat spørgsmålstegn ved alle de centrale punkter i regeringens forslag. SF’s ØD vil ikke føre til en likvidering af småkapitalen. En betaling efter forskellen i ind- og udgående moms vil fritage de små underskudsforretninger for betaling til fonden, og ordningen vil slet ikke få den saneringseffekt, som Socialdemokratiets forslag indebærer. SF ønsker dog, i modsætning til de radikale, den centrale fond bevaret. Det radikale Venstre foreslår et økonomisk demokrati, der udelukkende ligger på virksomhedsplanet, og som fritager småvirksomhederne. Deres forslag har til hensigt at øge de ansattes interesse i “virksomhedens trivsel” og dermed produktiviteten. De radikale vil styrke den enkelte kapitalist og bevare småvirksomhederne. Forslaget er slet og ret reaktionært.

Socialdemokratiets forslag er det mest yderliggående, og kapitalistisk set det mest konsekvente og effektive, men det vil næppe blive gennemført uden kompromiser til højre og venstre.

Lilli Zeuner & Steen Scheuer

Noter

1. Arbejdsgiveren, nr. 7, 1973, side 7.

2. Forslag til Lov om Lønmodtagernes medejendomsret, Lovforslag nr. 168, Folketinget 1972/73 (herefter: ØD-forslag), bilag 1, side 29.

3. Samme sted.

4. Samme sted.

5. Udregnet på følgende måde: Ultimo 1972 var kursværdien af alle selskaber registreret på fondsbørsen eller efterbørsen 14,6 mia. kr., og den pålydende værdi for samme selskaber 4,9 mia. kr. Ultimo maj 1973 var den pålydende værdi for de samme selskaber steget til 6,2 mia. kr. Fondsbørsen opgør kun den samlede kursværdi gang årligt, men hvis man omregner i samme forhold (hvilket man godt kan tillade sig, da kurserne i hvert fald ikke er faldet siden ultimo 1972), får man en samlet kursværdi på 18-20 mia. kr. Man regner med, at 50-75 % af Danmarks aktier noteres på fonds- eller efterbørs, så det giver en samlet aktiekapital i Danmark på højest 30-35 mia. kr. Tallene er oplyst på fondsbørsen.

6. Det økonomiske Råd, Formandskabet: Økonomisk Demokrati i samfundsøkonomisk belysning, København 1972, tabel II 9, side 30.

7. Regeringen kan gennemføre lånerestriktioner, importtold eller devaluering. Konsekvenserne bliver dyrere råvarer, manglende likviditet og pengemæssig usikkerhed.

8. OECD-rapport: Denmark, juli 1972, tabel g, side 44.

9. ØD-forslag, bilag 1, side 27.

10. Det radikale Venstres folketingsgruppe: Debatoplæg om økonomisk demokrati, 17.1.73, side 4.

11. Lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, prgf. 26, stk. 4.

12. Som note 2.

12a. Statistiske Efterretninger nr. 70, 1973,

13. Se f.eks. Proletar! nr. 4/5 om forholdene i Polen.

Noter fra web.red.

a. Hans Rasmussen var formand for Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund (nu Dansk Metal) fra 1944 til 1972, kendt som “den stærke smed”. Desuden socialdemokratisk medlem af Folketinget (1950-1964) samt næstformand for Socialdemokratiet 1961-1969. (Se fx WikiPedia)

 

 

www.socialister.dk – 23. august 2019 kl. 23:48