[ Proletar! nr. 6 ]
Proletar! nr. 6
nov 1973

Proletar! hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 6

Udskriv artikel

 

Nr. 6

Side 1
· Proletar! nr. 6 - November 1973 - Forside

Side 2
· OTA-strejken

Side 14
· Økonomisk Demokrati - et statskapitalistisk fremstød

Side 35
· Rikke Posborg - Lone Scocozza: “Arbejdsløs, fredløs”

Side 36
· Poul Thomsen: “Øens folk”

Side 40
· J. T. Murphy: “Preparing for Power”

Side 42
· Karl Korsch: “Staten og kontrarevolutionen”

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

Proletar! nr. 6 – Side 35-36 – November 1973

Udskriv

Anmeldelser

Rikke Posborg – Lone Scocozza: Arbejdsløs, Fredløs

Røde Hane 1973, 135 sider, 15 kr.

 

Rikke Posborg – Lone Scocozza: “Arbejdsløs, fredløs”

Arbejdsløs, fredløs beskæftiger sig med den arbejderdeportation, der blev givet grønt lys for med loven om arbejdsformidling og arbejdsløshed fra 1970, og som hovedsageligt foregår fra de jyske arbejdsløshedsøer/og lavtlønsområder til industriområderne på Sjælland.

Med denne bog er det slør, der har været lagt over udøvelsen af arbejderdeportationen, blevet revet bort. Arbejderdeportationen er en realitet, som med den stigende koncentration af kapital i bestemte dele af landet og et tilsvarende fald i investeringer (relativt) i andre dele af landet udgør en meget nærværende trussel for arbejderklassen.

Indlemmelsen i Fællesmarkedet og bestræbelserne herindenfor på at udnytte arbejdskraften så meget som muligt bl.a. ved at gøre den så “mobil” som muligt understreger truslens alvor og aktualitet.

Arbejdsløs, fredløs gør rede for hvilke klasseinteresser, som loven om “arbejdsformidling og arbejdsløshed” tjener. Såvel loven om “arbejdsformidling og arbejdsløshed” som dens modstykke “egnsudviklingsloven” er kapitalens love den første direkte vendt mod arbejderklassen og til gavn for kapitalisterne, den anden direkte til gavn for kapitalisterne og indirekte vendt mod arbejderklassen. De få beskæftigelsesmuligheder i de områder, hvor virksomheder oprettes med egnsudviklingsstøtte betyder, at kapitalisterne kan få arbejderne til at arbejde under dårlige forhold og for meget lave lønninger, idet arbejderne ikke har noget alternativ – med mindre de vil flytte fra området. Loven om arbejdsformidling påbyder dem at tage det anviste arbejde. Der bliver ikke udbetalt støtte til arbejdere, der vægrer sig ved at tage anvist arbejde (med meget få, specifikke undtagelser).

Således er begge love i deres praktiske udøvelse vendt mod arbejderklassen.

Bogen bygger på to væsentlige kildematerialer. For det første en række interviews med arbejdere, der enten lever adskilt fra deres familier p. g. a. “fjernanvisning”, eller som er fraflyttet deres hjemegn sammen med familien og derefter har bosat sig i nærheden af den nye arbejdsplads. For det andet indeholder den en række eksempler på, hvordan loven om inddragelse af arbejdsløshedsunderstøttelsen er blevet administreret på anvisningsstederne.

Interviewene

Interviewene viser, hvad arbejdsløsheden, lavtlønsområderne og endelig arbejderdeportationen betyder for den enkelte arbejder. Interviewene fortæller om, hvordan langvarige arbejdsløshedsperioder skaber spændinger og irritation i familierne. Hvordan de lave lønninger i provinsens arbejdsløshedsøer tvinger familieforsørgere til at tage arbejde i Københavnsområdet – flere hundrede kilometer fra deres hjem. Hvordan det er at være “weekendfar”. Hvordan deportationen, der medfører, at man kun lever et normalt liv to dage om ugen, fremprovokerer fysiske og psykiske lidelser (mavekramper, hovedpine, depressioner, konstante forkølelser etc.) hos de deporterede.

De fleste af de interviewede arbejdere, der under “frivillig tvang” enten har forladt deres hjemegn for stedse eller som lever adskilt fra familien til daglig, udtrykker bitterhed over den situation, de er tvunget ind i og føler sig som ofre for et samfundssystem, som de finder er fundamentalt forkert, men som de står afmægtige over for at skulle ændre. Enkelte erkender åbent nødvendigheden af, at “arbejderne skal stå sammen”, men tror ligesom ikke på, at det kan lade sig gøre.

Afmagten er forståelig. De er ofre for en politik, ført af “arbejderflertallet”, som de faglige organisationer ikke protesterede over for. Når denne lov, der direkte er vendt mod arbejderklassen, kunne gennemføres uden protester fra de organisationer, der hævder at varetage arbejdernes interesser, hvordan skal man så overhovedet kunne rokke ved systemet i sig selv? Den eneste mulighed er arbejdernes selvstændige organisering – at “arbejderne står sammen” – og denne mulighed må synes uoverkommelig for den arbejder, der står isoleret både på sin arbejdsplads og derhjemme.

Anvisningsstedernes praksis

De eksempler, der er givet på, hvordan loven administreres i de enkelte anvisningsområder, viser, hvordan loven helt og aldeles er kapitalens lov. De enkelte arbejdere påtvinges fuldstændig urimelige arbejdsbetingelser (forlængelser af arbejdstiden på 3-4 timer daglig p. g. a. transport), fordi de tilfældigvis er de eneste “kvalificerede” til et givet arbejde inden for området. Hvis de nægter at tage arbejdet, får de ikke andre anvisninger og deres understøttelse inddrages. Andre eksempler viser tilsvarende urimeligheder.

Strategien

Bogens forfattere har samlet et betydningsfuldt materiale sammen, som de imidlertid svigter noget i deres behandling af det. De undlader at trække de væsentlige politiske linjer op. De overlader for meget til læseren selv. De lader blot materialet “afsløre” forholdene omkring arbejderdeportationen, hvor de i stedet burde skære det ud i pap. Det gode materiale afslører så mange forhold, som burde komme længere ud, end denne bog når i dens nuværende form.

Årsagen til, at forfatterne viger tilbage for andet end at afsløre forholdene, er nok, at de ikke har gjort sig klart, hvem de ønskede at henvende sig til med bogen. Vil de påvirke socialt indignerede journalister, fagbevægelsens ledere, de socialdemokrater, der endnu har lidt dårlig samvittighed tilbage eller skriver de for arbejderne selv?

Den samme forvirring præger det afsluttende kapitel, der beskæftiger sig med, hvad man skal gøre for at bekæmpe arbejderdeportationen og de forhold, der tvinger arbejderne til “frivilligt” at lade sig deportere.

Forfatterne opregner de “krav, der bør stilles” uden at gøre opmærksom på, hvem der skal stille de krav og i hvilken organisatorisk sammenhæng, de skal stilles.

Det samme gælder indholdet i hovedkravene.

Man kræver “arbejderkontrol over egnsudviklingens midler”. Hvad er “arbejderkontrol”? Er det en kontrol udøvet af arbejdernes faglige organisationer? Er det arbejdernes selvstændige kontrol? Gennem hvilke organer skal kontrollen i så tilfælde udøves? Hvis arbejderne har tilkæmpet sig så meget magt, at de er i stand til at udøve kontrol over egnsudviklingsstøtten, så er det et spørgsmål, om der overhovedet er noget, der hedder egnsudviklingsstøtte til givtige kapitalister.

Ligeledes er et andet af de opstillede krav uden jordforbindelse: “vetoret for arbejderne ved virksomhedsnedlæggelser m. m.” Forudsætningen for, at arbejderne overhovedet skal have noget at skulle have sagt ved en virksomhedsnedlæggelse, er, at arbejderne er i stand til at sætte magt bag ved deres krav. Forudsætningen for denne magt er, at arbejderne organiserer sig på trods af det faglige bureaukrati og gennem selvstændige aktioner sætter magt bag deres krav.

Som situationen er i dag i de vestlige kapitalistiske stater, er “arbejdernes vetoret” således ikke andet end styrkeforholdet mellem arbejderklassen på den ene side og kapitalistklassen og dens allierede på den anden. Andet er “vetoretten” ikke. Når kravet anvendes uden denne sammenhæng, er det uden reelt politisk indhold – og kan i og for sig erstattes af hvilken som helst anden trylleformular.

Dorrit Schmidt

 

 

www.socialister.dk – 11. juli 2020 kl. 20:09