Denne bog, som først blev udgivet i 1934 og nu er genoptrykt, er en meget kritisk og overordentlig udbytterig fremstilling af den britiske arbejderbevægelses udvikling fra den industrielle revolution frem til 1932. Forfatteren, Murphy, var maskinarbejder og en af de ledende skikkelser i shop-steward- og arbejderkomitébevægelsen.

Shop-steward bevægelsen, som udviklede sig i perioden fra 1915 frem til massearbejdsløsheden i begyndelsen af 20’erne, var stærkt påvirket af fransk syndikalisme og af de amerikanske industriforbund (Daniel deLeons teorier). I praksis gav dette sig udtryk i Murphys og andre stewarders bestræbelser på at organisere arbejderne på værkstedsniveau og på at omdanne fagforeningerne til industriforbund, som på længere sigt skulle overtage industrien.

Deres kritik af “trade unionism” og fagbureaukratiet fik dem imidlertid til at undervurdere betydningen af et revolutionært lederskab, og tilsvarende overvurderede de massedemokratiets og spontanitetens muligheder. F. eks. havde shop-steward bevægelsen valgt en national komité, men den fungerede udelukkende som et administrativt organ og udgjorde ikke noget lederskab. Alle beslutninger blev taget på massemøder, hvorefter den nationale komité måtte forsøge at koordinere og udvide de forskellige aktiviteter.

Stewardernes undervurdering af det revolutionære lederskabs betydning medførte, at de ikke så nogen forbindelse mellem bevægelsen og politiske partier. Det ses bl.a. af Murphys beskrivelse af det første forsøg i 1916 på at udbygge arbejderkomiteerne med en national organisation: “(Bevægelsen) havde ikke noget program bort set fra korte udtalelser af generel karakter. Den afklarede ikke sin holdning til politiske partier. Dette er ikke specielt for denne konference, for gennem hele sin eksistens diskuterede shop-steward bevægelsen ikke spørgsmålet, før bevægelsen brød sammen og kommunistpartiet blev dannet i 1920.” Både Murphy og andre af bevægelsens ledere var medlemmer af Socialist Labour Party eller British Socialist Party, men ingen af dem forstod, at partiet kunne have andre opgaver end at udsende marxistisk propaganda og holde offentlige møder. Som Murphy udtrykker det: “Partierne diskuterede ikke deres ansvar for, at bevægelsen fik en retning.”

Først efter at have diskuteret med Lenin, og efter at de havde set bolsjevikkerne i aktion, blev Murphy og andre stewarder overbevist om, at arbejderklassen havde brug for et parti af en ny type, en centraliseret kamporganisation, og at de tidligere former for revolutionær organisation havde vist sig ubrugelige i kampsituationer.

Styrken i denne bog er, at forfatteren, der selv har spillet en ledende rolle i shop-steward bevægelsens massekampe, er i stand til klart at beskrive denne organisationsforms svagheder og begrænsninger. Hans beretning om den store strejke for 40-timers ugen i 1919 er instruktiv, og den illustrerer de alvorlige fejl, som var en følge af organisationsformen. Strejkens center var skibsbygnings- og metalindustrien langs Clyde-floden, og den blev sat i gang af Clyde Workers Committe. Skønt Clyde-komiteen var repræsenteret i shop-steward bevægelsens nationale komité, var denne end ikke informeret om strejkeplanerne, hvorfor der på forhånd ikke var gjort noget som helst for at få strejken til at sprede sig uden for Clyde-området. Alligevel spredte strejken sig hurtigt over hele Skotland, og det lykkedes også stewarderne at iværksætte strejker i de store industricentre i England. Men som følge af strejkens manglende planlægning kunne fagbureaukratiet og regeringen isolere Clyde-folkene og forhindre videre organisering af arbejderklassen. Regeringen sørgede for at “i tusindvis af soldater blev sendt til byen (Glasgow) med maskingeværer og tanks”, og at lederne af C. W. C. blev arresteret. Fagbureaukraterne fik de strejkende til at gå i arbejde igen ved at påstå, at strejken bragte forhandlingerne om en reduktion af arbejdstiden i fare.

Murphy gør også rede for shop-steward bevægelsens styrke: arbejderne blev organiseret ikke blot efter fag og bopæl, men også på arbejdspladserne. Arbejdernes repræsentanter, stewarderne, var selv arbejdere og ikke bureaukrater, der sad på et kontor hele dagen. Derfor kunne stewarderne udtrykke arbejdernes virkelige interesser, og de var naturligvis – modsat bureaukraterne – ikke motiveret til at indordne sig, fordi de ingen mulighed havde for at avancere. Selv om bevægelsen blev smadret af efterkrigstidens arbejdsløshed og bourgeoisiets modoffensiv, har den haft varig indflydelse på den britiske arbejderbevægelse: stewarden er stadig kun ansvarlig over for dem, der har valgt ham, overalt i den britiske industri findes der “uofficielle” arbejderkomiteer, og massemøder er det almindelige forum for beslutningstagen.

Bogens svageste side er vurderingen af 20’ernes bestræbelser for at danne et forenet kommunistparti i Storbritannien. Murphy deltog selv aktivt i bestræbelserne og blev en af lederne: medlem af Kominterns Eksekutivkomité og senere talsmand for den stalinistiske fløj. Han brød med kommunistpartiet i 1932 under “den tredje periode”, da den vanvittige venstreekstremistiske politik med dertil hørende social-fascisme-teorier isolerede kommunisterne fra arbejderklassen og bidrog til dennes svækkelse og demoralisering.

Murphys besynderlige konklusion: at kommunisterne aldrig skulle have isoleret sig fra flertallet af arbejderne ved at oprette separate partier, må ses i dette lys. Under disse omstændigheder er hans reaktion mod sekterismen forståelig. I lighed med andre, hvis eneste erfaring med et leninistisk parti er dets stalinistiske karikatur, har han draget den konklusion, at det var partiet som sådant, der var noget galt med.

Murphys tragedie var, at han aldrig erkendte, at kommunistpartierne var blevet redskaber i det kontra-revolutionære russiske bureaukratis tjeneste, og at deres politik blev formet efter bureaukratiets interesser og ikke efter det internationale proletariats. Hans idé om, at kommunisterne i stedet skulle have forsøgt at omdanne Labour til et revolutionært parti, er lige så umulig som et forsøg på at vende tidevandet. De, der har forsøgt, er i de fleste tilfælde selv endt som reformister.

I den nye udgave har bogen en introduktion, som hjælper læseren til at følge Murphys politiske udvikling, lige som den giver en biografisk baggrund. Jeg er sikker på, at denne billige bog vil være af interesse for alle vore læsere, og jeg tøver ikke med at anbefale den.

Mike Jones

Toppen af siden

www.socialister.dk – 25. april 2024 kl. 20:59

Proletar! nr. 6 nov 1973

Temasider

Nr. 6

Hovedmenu

Proletar! nr. 6 – Side 40-42 – November 1973

Anmeldelser

J. T. Murphy: Preparing for power

Proletar! nr. 6
nov 1973

J. T. Murphy:
Preparing for power