Socialistisk Arbejderavis
Nr. 10 – Juni 1985 – side 5
Svenske arbejdere holdes også nede
Palme gjorde hvad Anker vil gøre
Dorthe Nielsen
I Danmark står socialdemokratiet i den heldige situation, at det er en borgerlig regering, som står med problemerne i forhold til overenskomstforhandlingerne. I Sverige derimod er det socialdemokratiet, som sidder på regeringsmagten og skal lave det beskidte arbejde med at holde folks realløn nede.
Det blev tydeligt illustreret ved den benhårde politik, den svenske regering har ført overfor arbejderklassen fra det øjeblik den kom til magten efter den borgerlige regerings fald i 1982.
Nul-politik
Det svenske socialdemokratis svar på den økonomiske krise forklarer de selv i deres program: »Udgangspunktet er forsvaret for velfærdsstaten, vi må både arbejde og spare os ud af krisen. Den såkaldte tredje vej bygges på statsstyret indkomstpolitik, og hvis ikke den økonomiske politik synes at virke efter hensigten, så er det blot at spørgsmål om, hvornår resultaterne slår igennem.«
Denne politik har arbejderklassen måttet betale for. Allerede da regeringen kom til i 1982, gennemførte de en devaluering på 16 %. Linien fortsatte ud fra ønsket om at sænke inflationen og sikre konkurrenceevnen med 2 finanspolitiske stramninger i efteråret 1983 og foråret 1984.
Inflationen var alligevel i 1984 på 8 %. Af samme grundkrævede regeringen, at fagbevægelsen holdt sig indenfor en 5 %’s lønstigning. For at få arbejderklassen til at acceptere lønrammen indførtes prisstop og en skatterabat på kr. 800,-.
Finansministeriet har ved flere lejligheder grebet direkte ind i forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter. Ved overenskomstforhandlingerne i 1984 accepterede tjenestemændenes fagforbund TCO-S, 2-årige overenskomster, mod normalt 1-årige samt en 5 %'s lønramme. Dog var der en aftale om genforhandling i 1985, hvis man kunne dokumentere et lønefterslæb i forhold til det private område.
Konflikt
Der har været et lønefterslæb på 3,1 % for de offentligt ansatte, men regeringen tilbød kun 1,8 % til udbetaling i 1986.
Da forhandlingerne bryder sammen, tager TCO-S kun 10 % af medlemmerne, ca. 20.000 statstjenestemænd, ud i strejke. Regeringens mæglingskommission kommer ingen vegne, og arbejdsgiverne udvider konflikten den 10. maj med lock-out af 80.000 statstjenestemænd.
Fagtoppen i TCO-S løber igen baglæns og svækker strejkens effektivitet ved at tage postfunktionærerne ud af konflikten. Til gengæld frafalder regeringen lock-out af ca. 55.000, først og fremmest lærere. Fagbureaukratiet gav efter til fordel for et varmt forhandlingsklima og for at tækkes den socialdemokratiske regering op til valget i efteråret.
Strejken var hele vejen en bureaukratisk ledet strejke, som aldrig løb ud af deres kontrol. Konflikten endte i en enighed om en 2 %’s lønstigning oven i den allerede fastlagte løn for 1985, og arbejdet blev genoptaget 13. maj.
Lærdomme
Udgangspunktet for den svenske socialdemokratiske regering er grundlæggende det samme som for Schlüter: hvordan der bedst mulig kan renses op i den kriseramte økonomi, så kapitalismen kan køre videre. Og det sker i begge lande på bekostning af arbejderklassens levefod.
Erfaringerne fra den svenske konflikt er vigtige, fordi den meget klart viser, at en regering, borgerlig eller med socialdemokratisk flertal, er underlagt nogle benhårde konjunkturer.
En arbejderregering kan ikke, uanset dens politiske sammensætning, forbedre arbejderklassens levestandard – uden samtidig at forværre kapitalens krise. Derfor vil den blive mødt med massiv modstand fra borgerskabet, som man også har set i Frankrig. Mitterrand fører i dag en benhård arbejdsgiverpolitik med fyringer, nedskæringer og løntilbageholdenhed.
Alternativet er ikke en arbejderregering. Der skal kamp til for selv de mindste forbedringer uanset regeringens kulør. Alternativet er kun opbygningen af tillid til egne kræfter og styrke, nedefra igennem kampene. Ud fra denne aktivitet skal der opbygges en solidaritet og et lederskab, som siden hen kan føre strejkebevægelsen ud i kampe, der sætter spørgsmålet om magten på dagsordenen og sprænger det kapitalistiske systems økonomiske rammer.
Billedtekst:
Den svenske socialdemokratiske statsminister Oluf Palme
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed