Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 10 – Juni 1985 – side 6

Lenins “Staten og revolutionen”

Socialisme igennem folketinget?

Tom Christiansen

Storstrejken er slut for denne gang. Og Schlüter sidder stadig på sin post. Derfor vil mange stille spørgsmålet: »Hvordan kommer vi så af med ham?« De fleste vil højst sandsynligt komme til konklusionen: Han må stemmes ud ved næste valg.

Men hvad skal der så sættes i stedet? Passende nok, så rumler der nogle ting om et regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet og SF. Altså et arbejderflertal. Men vil det hjælpe arbejderklassen ret meget, at der kommer et arbejderflertal?

For revolutionære er svaret nej. Vi har set, hvordan det er gået med forskellige arbejderregeringer. Det røde kabinet i 66-67 med Socialdemokratiet og SF forsøgte at indefryse dyrtidsportioner. Mitterrands regering i Frankrig har ført en benhård nedskæringspolitik.

Katastrofale forsøg

Problemet med disse »forsøg« er ikke, at Socialdemokratiet og de andre arbejderpartier er for bløde overfor borgerskabet. I Chile i 1971-73 forsøgte Allendes folkefront at gennemføre nogle reformer, som skulle ændre på den økonomiske magtfordeling i Chile. Allendes forsøg endte brat med et blodigt fascistisk kup gennemført af militæret.

Den egentlige årsag til at forsøgene er endt på ynkelig eller direkte katastrofal vis, ligger i den kendsgerning, at arbejderklassen ikke kan overtage den borgerlige stat og bruge den i sin tjeneste.

Spørgsmålet om statsmagten har altid været meget centralt for revolutionære. Allerede i 1848 skriver Karl Marx og Friedrich Engels i Det kommunistiske Manifest: »... arbejderrevolutionens første skridt er at hæve proletariatet op til herskende klasse, at tilkæmpe sig demokratiet. Proletariatet vil bruge sit politiske herredømme til efterhånden at fravriste bourgeoisiet al kapital til at centralisere alle produktionsinstrumenter i statens hænder, dvs. i hænderne på proletariatets organisering som herskende klasse ...« (Marx/Engels Udvalgte skrifter, side 46).

Arbejderklassen har brug for sit eget magtapparat – sin egen stat – til at gennemføre opbyggelsen af et socialistisk samfund. Denne stat har ikke noget at gøre med den borgerlige stat, som er et instrument for kapitalisternes magt.

I perioden 1848-51 gennemrystes Europa af revolutioner. Sammen med erfaringerne fra folkets magtovertagelse i Paris og opbyggelsen af deres eget magtapparat, Pariserkommunen i 1871, giver de kød og blod på Marx I Engels ord fra Det kommunistiske Manifest.

Staten og revolutionen

Disse erfaringer, som Marx og Engels gør sig af historien, er afgørende for, at Lenin i 1917 kan skrive om de revolutionæres forhold til staten. Det gør han i bogen »Staten og revolutionen«.

I februar 1917 tvinger masseaktion fra de russiske arbejdere zaren til at abdicere. Spørgsmålet var så: Hvad skal der følge efter zaren? På den ene side mente reformisterne (mensjevikker og socialrevolutionære), at man sammen med de borgerlige partier skulle danne en regering, som byggede på det gamle zaristiske statsapparat.

De blev støttet af de tyske socialdemokrater. Heriblandt en ved navn Karl Kautsky. Han skriver blandt andet: »Demokratiet (parlamentarismen) giver mulighed for at afskaffe udbytternes politiske magt, og i dag hvor antallet af arbejdere øges, sker dette faktisk mere og mere hyppigt. Jo mere dette er tilfældet, des mere holder staten op med at være et simpelt instrument i hænderne på udbytterklasserne ... Fra at være et instrument til at undertrykke med, begynder den nu at ændre sig til at blive et instrument til at befri arbejderklassen med.« (Fra A. Neuberg: Armed Insurrection).

Kautsky opfatter med andre ord staten som et neutralt instrument, som alene afhænger af, hvem der bruger det. Derudover forveksler han demokrati og parlamentarisme. I kraft af, at arbejderne udgør flertallet i befolkningen, er det i følge Kautskys logik arbejderne, der gennem de hemmelige og frie valg har magten.

Det er først og fremmest disse holdninger, som Lenin argumenterer imod i »Staten og Revolutionen«. Her argumenterer han for, at den borgerlige stat skal smadres og erstattes af en arbejderstat – arbejderklassen organiseret som herskende klasse. I Rusland betyder det, at Lenin og bolsjevikkerne mener, at det gamle zaristiske statsapparat skal smadres og erstattes af en stat, som består af de organisationer – sovjetter – som arbejderne spontant opbygger under masseaktionerne i februar 1917.

»Staten er et produkt af og et udtryk for klassemodsætningernes uforsonlighed. Staten opstår hvor, når og i den grad, klassemodsætningerneikke kan forsones. Og omvendt: Statens eksistens beviser, at klassemodsætningerne er uforsonlige.« (Staten og Revolutionen s. 14-15) skriver Lenin.

Staten er ikke et instrument til at forsone klasserne. Den er et organ for klasseherredømme, et organ for den ene klasses undertrykkelse af den anden. For at kapitalisterne kan blive ved med at udbytte arbejderklassen, må arbejderklassen holdes nede. Det er den borgerlige stats fornemste opgave med magt at forhindre arbejderklassen i at anfægte borgerskabets stilling som herskende klasse.

»Hvori består denne magt,« spørger Lenin. »I særlige formationer af bevæbnede mennesker, der har fængsler til deres rådighed ... Den stående hær og politiet er statsmagtens hovedvåben.« (Staten og Revolutionen, s. 17).

Staten er altså ikke noget, der har været der altid. Og den er ikke et nødvendigt instrument for, at mennesker kan leve sammen. Vi lever til dagligt efter mange uskrevne regler, som man ikke behøver en trussel om fængsel eller henrettelse for at overholde. Staten eksisterer kun for at regulere de forhold. som handler om en klasses undertrykkelse af en anden.

Parlamentarismen ophæver ikke det forhold, at staten er den herskende klasses redskab til at undertrykke en anden klasse med. »Det egentlige »stats« arbejde udføres bag ved kulisserne af departementerne, regeringskontorerne og hærledelsen. I parlamenterne snakker man kun, med det særlige mål at holde det »menige folk« for nar«. (Staten og Revolutionen s. 62).

»Den demokratiske republik er den bedste politiske skal om kapitalismen, der kan tænkes, og derfor bygger kapitalen, efter at den ... har sat sig i besiddelse af denne bedste skal, sin magt på en så fast og sikker grund, at ingen vekslen hverken af personerne eller institutionerne eller partier i den borgerlige demokratiske republik kan få denne magt til at vakle.« (Staten og Revolutionen s. 21).

Socialismen kan altså ikke komme fra folketinget. For det første så er den udøvende og den lovgivende magt adskilt. Der er i den moderne stat opbygget et kolossalt bureaukratisk apparat, som fungerer, ligegyldigt hvilken regering der sidder på taburetterne.

For det andet udøver arbejderklassen ingen magt ved at gå hen som enkeltindivid og sætte et kryds hvert fjerde år. Arbejderklassens magt kan kun udøves som et kollektiv. Når et folketingsmedlem en gang er blevet stemt ind i folketinget, så mister arbejderne al kontrol med vedkommende. Folketingsmedlemmet skal først stå til ansvar for sine gerninger 4 år efter ...

Statens afskaffelse

Der findes altså kun én farbar vej til socialismen. Og den går over liget af den borgerlige stat. Det gamle statsapparat, som er opbygget for at undertrykke arbejderklassen, skal opløses. Det er det afgørende skridt i en proletarisk revolution. Politiet og militæret må opløses om nødvendigt arresteres af en bevæbnet befolkn ing. Den besluttende og udøvende magt må smeltes sammen i arbejderklassens råds organer.

Men borgerskabet overgiver sig ikke frivilligt til arbejderklassen. Den borgerlige stat må derfor »erstattes af proletariatets særlige undertrykkelsesmagt til undertrykkelse af bourgeoisiet (proletariatets diktatur).« (Staten og Revolutionen s. 25).

Denne nye stat har den særlige egenskab, at den dør bort. Under socialismen skabes muligheden for ophævelsen af alle klasser. Ingen udbytter hinanden økonomisk. Når der ingen udbytning sker, er der heller ikke længere uforsonlige klasseskel. Derfor er der heller ikke længere brug for et statsapparat. Den socialistiske stats vigtigste opgave er at gøre sig selv overflødig.

Om den nye stat skriver Lenin: »Alle embedspersoner uden undtagelse skal i fuld udstrækning vælges, de skal kunne afsættes til en hvilken som helst tid, deres løn skal reduceres til den almindelige »arbejderløn« – disse simple og selvfølgelige forholdsregler forbinder ubetinget arbejderklassens interesser med de fleste bønders og tjener samtidig som en bro, der fører fra kapitalismen til socialismen.« (Staten og Revolutionen s. 49).

Ingen redskab for socialister

For revolutionære idag er det uhyre vigtigt at fastholde Lenins konklusioner fra Staten og revolutionen. Der må føres en benhård politisk kamp mod alle dem, som kalder sig socialister, men som ikke fastholder, at den borgerlige stat ikke kan bruges af arbejderklassen, men skal smadres. Fx. udtaler Gert Petersen fra SF i det første nummer af Socialistisk Weekend: »Skal der skabes ægte frihed og tryghed, må kapitalens magt brydes; og staten må ændres, så den alene tjener folkestyret og ikke kapitalen eller de magtfuldkomne bureaukrater. Vejen går ikke gennem klassesamarbejde, men et opgør med kapitalens magt og borgerlig politik. I dette opgør må lønarbejderne føre an. Derfor arbejderflertal.« Værsågod, vore dages Kautsky.

Rosa Luxemburg havde ret, da hun sagde, at dem der argumenterer for at bevare den gamle stat i kampen for socialisme, argumenterer ikke bare for en anden eller tredje vej til socialisme. De argumenterer imod socialismen. Det bærende princip i socialismen er selvforvaltning på alle livets områder. Og statens grundlæggende funktioner er alene en masse direkte forhindringer for den selvforvaltning.

Billedtekst:
Sovjetten, arbejderrådet i Rusland efter 1917-revolutionen, var for første gang det store flertals demokrati
Det danske folketing. Demokrati med et kryds hvert fjerde år

Flere artikler fra nr. 10

Flere numre fra 1985

Se flere artikler om emnet:
V I Lenin
Staten

Se flere artikler af forfatter:
Tom Christiansen

Siden er vist 1448 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside