Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 10 – Juni 1985 – side 8

Libanon

Alternativet til blodbad

Maggie Østergaard

Borgerkrigen i Libanon mellem de kristne falangister og forskellige muslimske grupper er blusset op igen. Den shia-muslimske Amal-milits har sammen med dele af den libanesiske hær været på erobringstogt i de palæstinensiske flygtningelejre i Beirutområdet. Det har skabt et nyt blodigt kapitel i Libanons historie.

PLO’s leder, Yassir Arafat, kalder overfaldene for en syrisk – amerikansk – israelsk sammensværgelse. Sammensværgelsen begyndte for 3 år siden, da Israel invaderede Libanon.

Efter invasionen

Den israelske invasion havde to formål. De ville en gang for alle smadre PLO og støtte den kristne højrefløjs organisation, falangisterne i borgerkrigen.

Siden 1975 har forskellige muslimske grupper forsøgt at erobre magten i Libanon fra falangisterne. Et muslimsk styre ville svække Israel. Derfor indsatte Israel falangist-lederen Gemayel til at kontrollere Libanon, da de trak sig tilbage fra de erobrede områder. Gemayel kunne ikke holde kontrollen, da israelerne forsvandt, og borgerkrigen brød ud igen. Det fik FN til at indsætte »fredsbevarende styrker«. Gemayel står i dag mere svækket end nogensinde før og har været nødt til at give indrømmelser til muslimerne.

Det er i lyset af, at muslimerne er ved at få overtaget, at angrebene på flygtningelejrene kommer.

Del og hersk

Libanon blev selvstændigt i 1943 efter fransk herredømme. I forfatningen af 1935 bliver der sagt, at de forskellige religiøse grupper skal have indflydelse efter procentvis fordeling i befolkningen. I 35 var de kristne i overtal, i dag er det muslimerne.

Der er 3 hovedretninger inden for muslimerne. Shiamuslimerne repræsenterer det reaktionære borgerskab, den samme retning som Khomeini i Iran. Druserne støtter hovedsagelig det libanesiske socialistparti, og endelig sunni-muslimerne, der er mere moderate, der støtter Arafat i hans forsøg på diplomatisk løsning af palæstinensernes problemer.

De tre retninger har rekrutteret til miliser, der første gang i 75 gik til angreb på de kristnes dominans. Ingen af de muslimske retninger ønsker totalomvæltning i Libanon. De ønsker blot en mere retfærdig fordeling af magten.

Og nu er muslimernes alliance imod de kristne, mod slutningen af opgøret, blevet brudt af shia-muslimerne. De ønsker et borgerligt Libanon, der ikke tager hensyn til palæstinenserne og ikke laver sociale reformer.

PSP, Socialistpartiet, frygter, at shia-muslimerne først stopper deres erobringstogt når de, der repræsenterer borgerskabet, sidder helt alene på magten. Palæstinenserne er atter blevet kastebold i andres spil.

Udfaldet af den »fredsløsning«, der sikkert bliver indgået i nær fremtid, afhænger af Syrien, fordi de har fingrene i shia-militsen. PLO’s Arafat-modstandere har indgået en aftale med Gemayel om, at de til enhver tid kan gribe ind militært uden at spørge den libanesiske regering først.

Libanon er i dag i en alvorlig økonomisk krise, dels på grund af dets dalende betydning som mellemled mellem vesten og olien og dels på grund af den lange borgerkrig. Ud af 4 mill. indbyggere er kun 125.000 beskæftiget i industri. Resten er enten arbejdsløse, i krig eller bønder.

Det er arbejderklassen i Libanon og resten af Mellemøsten, der holder nøglen til situationen.

Der findes en arbejderklasse. I Iran er der de sidste 40 år sket en 4-dobling. I Ægypten har der været massive demonstrationer mod prisforhøjelser i 77. Langt fra alle palæstinensere lever i lejre. Størstedelen er fordelt over hele Mellemøsten og udgør en vigtig del af arbejderklassen.

I de sidste år har der været voksende modstand mod Arafats linje. Han ønsker fredelig sameksistens, opnået ved diplomatisk virksomhed. Men mange på venstrefløjen i PLO gør sig også afhængig af statslederne i Mellemøsten. Ingen af borgerskaberne i de mellemøstlige stater er interesseret i sociale omvæltninger. De støtter kun palæstinenserne i et taktisk spil mod de andre stater i regionen.

Palæstinenserne kunne være gnisten til at tænde arbejderne i Mellemøsten. Men det kræver, at PLO appellerer til de israelske, libanesiske og syriske arbejdere og ikke borgerskabet i disse lande.

Billedtekst:
Palæstinenserne forfulgte af zionisterne i Israel og nu af Amal-militsen i Libanon

Flere artikler fra nr. 10

Flere numre fra 1985

Se flere artikler om emnet:
Libanon

Se flere artikler af forfatter:
Maggie Østergaard

Siden er vist 1206 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside