Socialistisk Arbejderavis
Nr. 10 – Juni 1985 – side 8
Nye fagforeninger drivende i modstanden
Arbejdernes kamp ryster apartheid
Pia Larsen
Sydafrikas apartheidregimes dage synes talte. Selv præsident Pieter Botha indrømmer, at landet aldrig har været nærmere en revolutionær omvæltning. Vestlige ledere forsøger at redde smulerne ved at lægge pres på landet for, at det skal ophæve nogle af de værste racelove.
Men det er for sent. Bolden ruller, og den stoppes ikke af blandede ægteskaber o. lign. For apartheid hviler grundlæggende på klasseskel, og den sorte arbejderklasse kæmper ikke for at skifte farve, men for at skifte system.
Borgerskabet i Sydafrika står splittet. På den ene side står godsejerne, der stadig har brug for den ultra-billige og dårligt uddannede sorte arbejderklasse. På den anden side står en voksende industri i byerne, der har brug for bedre uddannet arbejdskraft og samarbejdsvenlige fagforeninger, der kan sørge for ro på arbejdsmarkedet. Den hvide arbejderklasse kan ikke længere opfylde behovet for faglært arbejdskraft, og det er derfor nødvendigt at »rykke« nogle af de sorte op.
Men det kræver samtidigt, at de sorte bor i byerne og ikke ustandseligt bliver gennet tilbage til deres »hjemlande«. De sorte bliver til en organiseret magtfaktor i stedet for en flok kvæg, systemet kan drive rundt med efter behov.
Den faglige organisering er steget drastisk i de sidste 10 år. I dag er omkring 600.000 sorte organiserede i uafhængige fagforeninger. Til sammenligning var tallet i 1973 40.000.
Minearbejderne vandt
Den vigtigste af fagforeningerne er FOSATU, der har omkring 110.000 medlemmer, deriblandt også hvide arbejdere. FOSATU har sine styrkepositioner i bil-, metal-, fødevarer, transport- og tekstilindustrien. Fagforeningen er registreret hos styret.
Det er CUSA derimod ikke. CUSA organiserer omkring 148.000 medlemmer, og de er udelukkende sorte. CUSA mener, at selvom det endelige mål er et samfund uden raceundertrykkelse, så har den langvarige hvide undertrykkelse gjort det nødvendigt at organisere separat.
Den vigtigste afdeling under CUSA er minearbejdernes fagforening NUM.
Netop minearbejderne vandt en skelsættende sejr i sidste måned. Under en strejke i en af Anglo Americans miner blev 14.000 minearbejdere fyret, og der blev gjort klar til at sende dem hjem til deres »homelands«.
Men modstanden var så kraftig, at ledelsen til sidst blev tvunget til at genantage dem alle.
I maj demonstrerede 9000 minearbejdere mod fyring af to af deres kammerater, og det var i den forbindelse, at vestlige aviser advarede Botha mod et sydafrikansk Solidarnosc.
I begyndelsen af maj myrdede politiet vicepræsidenten i FOSATU, Andreas Raditsela. Andreas Raditselas begravelse blev overværet af tusinder trods myndighedernes advarsler mod nye uroligheder. Sikkerhedspolitiet har myrdet over 350 i de sidste ni måneder i deres sygelige forsøg på at holde regimet i live.
En kommissionsdomstol har afsløret, at 17 af de 20 dræbte under 25-års demonstrationerne for massakren i Sharpeville blev skudt bagfra, og ikke som politiet hævder i selvforsvar. 10 af dem blev skudt i hovedet!
Styrkelse af de revolutionære
Myndighedernes kurs svinger ustandselig fra brutalitet til forsigtighed over for de mange strejker og oprør. De er klar over, hvor alvorligt det står til.
Den Forenede Demokratiske Front UDF, der blev dannet i opposition til Bothas forsøg på at inddrage de farvede i parlamentet, er stækket kraftigt af, at mange af dets ledere er arresteret og anklaget for højforræderi. Den vigtigste organisation i UDF er ANC – African National Congress – hvis strategi for omvæltning ikke bygger på arbejderklassens magt, men derimod på en alliance mellem alle demokratiske kræfter i og uden for Sydafrika.
Svækkelsen af UDF og styrkelsen af fagforeningerne kan meget nemt komme til at betyde, at Sydafrika er kommet et skridt nærmere en socialistisk revolution og ikke bare en mere demokratisk kapitalisme.
For kun hvis arbejderne organiserer uafhængigt og opbygger et revolutionært parti, kan apartheidregimet og dermed det kapitalistiske Sydafrika væltes. Og det vil få afgørende betydning for resten af verden, fordi det vil svække verdenskapitalismen mærkbart og tjene som inspiration for arbejderklassen i mange andre lande.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed