Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 105 – Juli 1994 – side 7

Vietnam

Myte eller mirakel

Jørn Andersen

Vietnams økonomiske opsving skal ses i lyset af, at landet faktisk har måtte bygge sin økonomi op fra ingenting.

For 20 år siden blev Vietnams sejr over USA fejret verden over. Vietnam blev et symbol på, at selv et lille og fattigt folk kunne befri sig fra imperialismens åg.

I dag er Vietnam igen blevet et symbol. Nemlig for dem, der hævder, at markedsøkonomien endnu har noget at tilbyde. Mens selv Japan har økonomisk nul-vækst, når Vietnam op omkring 8%.

Hvad er der sket? Er et socialistisk symbol blevet forvandlet til et kapitalistisk mirakel?

Vietnam i dag

Vietnam lider stadig i dag 20 år efter krigen. 4½ million vietnamesere blev dræbt eller såret. Over det lille land blev der kastet flere bomber end i alle tidligere krige tilsammen.

Store områder ligger stadig øde efter de 72.000 tons (!) dioxinholdigt gift, der blev sprøjtet ud over Vietnams regnskove for at fjerne træernes løv, så guerillaerne ikke kunne gemme sig. Det betød bl.a. titusinder af misdannede børn.

Herudover er der de økonomiske skader. Bombardementerne smadrede transportsystemet. Veje og jernbaner er i en miserabel stand og en kraftig hæmsko for den økonomiske udvikling.

Efter at USA trak sig ud i 1975, fortsatte de krigen på det økonomiske plan. Først i år er den økonomiske embargo blevet ophævet.

Umiddelbart efter krigen modtog Vietnam udviklingsbistand fra Vesten, men da Vietnam i 1979 invaderede Cambodia, fik det en brat ende. Begrundelsen for invasionen var officielt at stoppe Pol Pot-regimets massemyrderier; men reelt skete det for at undgå et Kina-venligt regime langs Vietnams sydvest-grænse.

Et fattigt, isoleret land

Skulle man  tegne et billede af den vietnamesiske økonomi i slutningen af 1980erne, var det billedet af et meget fattigt land – bruttonationalproduktet pr. indbygger: Ca. 1100 kr. (til sammenligning: Egypten 3600 kr., Danmark 107.000 kr.). Det var et land hærget af årtiers krige og uden et moderne produktionsapparat. Det var et land med en statskapitalistisk kommando-økonomi á la Østeuropa.

Dertil var landet økonomisk isoleret fra de udviklede industrilande i Vest. Og med USSRs sammenbrud i 1988-89 faldt også lån og investeringer på syv mia. kr. om året væk.

Reelt var Vietnam på fallittens rand og uden udsigt til økonomisk udvikling. Inflationen var på 3-400% om året i 1988.

Doi Moi

I dag er Vietnam stadig et meget fattigt land, men med en årlig vækst i økonomien på 7-8% omtales det nu nærmest som en mirakel-økonomi på linie med f.eks. Singapore og Sydkorea. Hvad er der sket?

To faktorer har været afgørende. Dels er regeringen i gang med en vietnamesisk udgave af perestrojka, kaldet Doi Moi. Dels har man i modsætning til USSR og Østeuropa været i stand til at tiltrække udenlandske investeringer af betydeligt omfang. .

Doi Moi-politikken betød en delvis afvikling af kommando-økonomien. Det blev tilladt bønderne at sælge produkter fra egen avl. En del af den statslige produktion blev privatiseret. Priserne blev givet fri, dvs. underlagt markedet.

Der blev skåret kraftigt ned på statsudgifterne for at få nedbragt inflationen. Hæren blev halveret, men også uddannelses- og sundhedsvæsenet blev voldsomt beskåret.

Samtidig blev der åbnet for udenlandske investeringer med en meget liberal lovgivning.

Da Vietnam i 1989 trak sig ud af Cambodia betød det ikke kun, at en stor økonomisk udgift faldt væk. Det betød også, at der igen kom u-landsbistand til det fattige land.

Usikker fremtid

Men hvorfor har Doi Moi-politikken givet økonomisk vækst i Vietnam, når perestrojkaen i Østeuropa først og fremmest betød kaos og oprør?

Her er det vigtigt at kigge på udgangspunktet: Vietnam var og er et meget fattigt land, og selv relativt små investeringer kan give en stor økonomisk vækst.

Dernæst var Vietnams økonomiske isolation så stor, at man var ude af stand til at få fat i de mest nødvendige former for produktionsudstyr. Doi Moi har sammen med afslutningen af den kolde krig åbnet for disse ting. Endvidere var kommando-økonomien efterhånden så ineffektiv, at stort set enhver opblødning ville give økonomisk vækst. Oliefund og øget eksport af især ris har hjulpet med til at skaffe penge i kassen.

Men selv om økonomien er i vækst, er fremtiden usikker for den almindelige vietnamesiske arbejder og bonde.

Arbejdsløsheden er omkring 20% og i stigning. 1 million er fyret fra den offentlige sektor siden 1988. Mange bønder er kun i stand til at skaffe sig tilstrækkelig mad i 5-9 måneder af året.

Eksporten af ris giver pæne tal på handelsbalancen, men det er først og fremmest området omkring Ho Chi Minh-byen (tidl. Saigon), der har overskud af ris. I andre dele af Vietnam mangler der ris.

De voldsomme nedskæringer på uddannelse og sundhed rammer også den almindelige vietnameser.

Forbedringer kræver kamp

Når Vietnam fremstilles som en mirakeløkonomi i medierne sker det oftest for at fremme påstanden om, at hvis bare vi lod markedskræfterne styre, så ville det hele gå meget bedre.

I fraværet af succeshistorier fra de udviklede industrilande fremstilles det nærmest, som om opsvinget i Vietnam (og dele af Kina) er starten på et kommende internationalt opsving.

Undtagelser

Det er selvfølgelig ikke tilfældet. Både Kina og Vietnam er små undtagelser i en verdensøkonomi i dyb krise. Ingen af dem er i stand til at trække bare en begrænset del af denne verdensøkonomi i gang. Spørgsmålet er snarere, hvornår krisen i verdensøkonomien vil sætte en stopper for den vietnamesiske vækst.

Yderligere vækst kræver enorme investeringer i infrastruktur (transport, kommunikation) og uddannelse – langsigtede investeringer, som ikke giver de kortsigtede profitter, den nuværende vækst er baseret på.

Yderligere omstilling og modernisering af kommandoøkonomien vil igen kræve store investeringer. Og det vil betyde endnu mere arbejdsløshed.

Det rejser spørgsmålet om, hvor længe de vietnamesiske arbejdere vil finde sig i at knokle til en utrolig lav løn. Regimet har indtil videre været i stand til at holde oppositionen i skak. Det er som forbillederne Singapore og Indonesien et autoritært ét-parti-styre.

Tegn på utilfredshed

Der er foretaget kosmetiske reformer. F.eks. er det officielt muligt for uafhængige kandidater at stille op til valg til Nationalforsamlingen. Ved valget i 1992 forsøgte 40 kandidater sig, men kun to blev godkendt, og ingen af dem blev valgt!

Der er dog tegn på utilfredshed. Kommunistpartiet optog i 1987 100.000 nye medlemmer. I 1991 var der kun 36.000, der var interesserede.

En ny arbejdslovgivning fra juni i år tyder også på, at strejker er blevet et problem for regimet. Vietnamesiske arbejdere har nu fået en begrænset strejkeret. Statslige og andre økonomisk vigtige virksomheder er ikke omfattet, ligesom det heller ikke er tilladt at danne uafhængige fagforeninger – på trods af krav fra arbejdere i nogle industrier.

Vietnams arbejdere vil sikkert atter erfare, at det er nødvendigt at slås for at få forbedringer.

Her kan de trække på erfaringerne fra arbejdere i en række af de lande, som det vietnamesiske regime i øjeblikket har som forbillede.

Ikke mindst de sydkoreanske arbejdere har vist, at sammenhold og kamp er den eneste vej til resultater.

Billedtekst:
For 20 år siden var Vietnam et symbol på, at selv et lille og fattigt folk kunne befri sig fra imperialismens åg.
Vietnam er hærget af årtiers krige og uden et moderne produktionsapparat.

Flere artikler fra nr. 105

Flere numre fra 1994

Se flere artikler om emnet:
Vietnam

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 2073 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside