Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 106 – August 1994 – side 7

Afrika mellem oprør og tragedie

Rwanda er ikke stammekrig

Martin B. Johansen

Krigen i Rwanda er et blodigt vidnesbyrd om magthavernes og kolonimagternes kyniske og racistiske del-og-hersk politik.

Rædslerne i Rwanda har chokeret de fleste mennesker. Mindst en halv million mennesker er slået ihjel i borgerkrigen – nogle mener helt op til to millioner.

Andre millioner er fanget i enorme flygtningelejre, hvor kolera, dysenteri og mangel på vand hver dag koster tusindvis af menneskeliv.

Vesten gør intet

FN og Vestens regeringer har siddet i lang tid med hænderne i skødet. I flere måneder bestod Vestens “hjælp” i, at fransk militær etablerede en sikkerhedszone i det sydlige Rwanda.

Reelt var der tale om, at de franske tropper gav beskyttelse til de tidligere herskere i Rwanda og til de militser, der stod bag massakrerne.

I medierne bliver myrderierne i Rwanda præsenteret som et internt opgør mellem to stammer – hutu og tutsi. Men det er en modbydelig løgn, der skal tilsløre Vestens rolle i tragedien.

De sproglige og kulturelle forskelle mellem hutuer og tutsier var for længst udvisket, da først den tyske og siden den belgiske kolonialisme erobrede Rwanda for knap 100 år siden.

Tilbage var en klassemæssig forskel, hvor tutsierne dominerede den herskende magt i form af jordejere og kongemagt, mens flertallet af bønder og daglejere var hutuer.

Imperialismens forbrydelser

Belgierne allierede sig med den herskende klasse i Rwanda. Men de gennemførte samtidig en benhård opdeling af befolkningen i hutuer og tutsier.

Alle indbyggere i Rwanda blev udstyret med identitetskort, der fortalte, om man tilhørte den ene eller anden “stamme”.

På den måde blev de oprindelige klasseskel i Rwanda forandret til et skel mellem racer, hvor tutsierne i kraft af deres position som overklasse blev defineret som en overlegen race overfor hutuerne.

Da Rwanda igen blev selvstændigt i 1962 blev magten overtaget af en hutu-domineret regering. Men det var ikke en regering af fattige bønder og landarbejdere.

Derimod var der tale om et nyt lag af veluddannede hutuer, som først og fremmest ønskede at få del i statsmagten.

Social ulighed

Den nye hutu-regering fik magten i et land, der var domineret af stærke sociale spændinger på grund af belgiernes favorisering af tutsierne.

Siden uafhængigheden er størstedelen af landets indtjening gået dels til opbygningen af den ny hutu-overklasse, dels til opbygningen af militær og politi.

For at undgå oprør fra den voksende klasse af lønarbejdere har hutu-regeringen valgt at videreføre den systematiske opsplitning i hutuer og tutsier.

Hver gang der har været optræk til social uro har dele af hutu-overklassen gennemført stærkt racistiske kampagner overfor tutsi-mindretallet. En del-og-hersk taktik der er velkendt også i Danmark.

I ly af disse kampagner har de regerende hutuer haft lejlighed til at bekæmpe den politiske opposition.

Da myrderierne startede i dette forår var de første ofre ikke tutsier, men politikere og aktivister fra partier, der ønskede at standse regeringens racistiske brug af tutsierne som syndebukke.

Billedtekst:
Vesten hykler mens Rwanda forbløder. Millioner oplever død, sult og sygdomme i flygtningelejrene.

Se også:
SAA 106: Afrika mellem oprør og tragedie: Generalstrejke i Nigeria
SAA 106: Afrika mellem oprør og tragedie: Hærges af kapitalismen
SAA 106: Sydafrika: Strejkebølge for virkelige forandringer
SAA 106: Arbejderkamp i Sydafrika og Nigeria: Håbet i en kaotisk verden

Flere artikler fra nr. 106

Flere numre fra 1994

Se flere artikler om emnet:
Rwanda

Se flere artikler af forfatter:
Martin B. Johansen

Siden er vist 2297 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside