Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 1 – Oktober 1984 – side 6

Revolutioner og partiet

Jørgen Lund

»Arbejderklassens befrielse må være dens eget værk«, skrev Karl Marx. Det er kun arbejderklassen, som kan erobre magten over produktionen og kæmpe socialismen igennem som svar på kapitalismens krise og udbytning.

Vi har dannet organisationen INTERNATIONALE SOCIALISTER, fordi vi mener det er nødvendigt med et revolutionært arbejderparti for at kunne gennemføre en socialistisk arbejderrevolution. Det bygger vi på erfaringer, der er gjort af arbejdere i alle lande i alt den tid, der har været kapitalistisk undertrykkelse.

I februar 1917 væltede de russiske arbejdere zar-regimet gennem en opstand, der samlede utilfredsheden i den russiske hær, massemodstanden mod krigen og dens sociale følger og arbejdernes oprør på fabrikkerne.

Fra opstanden i 1905 havde de russiske arbejdere erfaringer med organisationsformer på tværs af fabrikkerne, nemlig arbejderråd (sovjetter). De blev omdrejningspunkt og basis for den revolutionære proces, som udviklede sig gennem det næste 3/4 år i Rusland frem til oktoberrevolutionen.

Arbejderrådene tog ikke straks i februar magten i hele samfundet. Flertallet i rådsorganiseringerne affandt sig med dannelsen af en borgerlig demokratisk regering. Hermed skabtes to magtcentre i det russiske samfund, der hver især udtrykte klasseinteresser på alle sociale og politiske spørgsmål. Dobbeltmagtsituationen betød, at en konfrontation om, hvem der skulle styre samfundet, var uundgåelig.

De russiske socialdemokrater ville »dele magten« med borgerskabet; Lenin og bolsjevikkerne ville, at arbejderklassen gennem rådsorganiseringerne skulle gribe magten og danne en arbejderstat. Og hele revolutionens historie gennem sommeren 1917 er historien om, hvordan bolsjevikkerne som et revolutionært arbejderparti vandt flertallet i sovjetterne og arbejderklassen frem til oktoberopstanden, som betød en ny regering dannet på grundlag af sovjetterne.

Vejen til revolutionen gik igennem, at arbejderne, bønderne og soldaterne gennem deres kampe lærte, at borgerskabets interesser var i modstrid med deres krav. Rådsorganiseringen var et direkte og demokratisk udtryk for radikaliseringen og modstanden mod kapitalisternes, generalernes og godsejernes krigspolitik og sociale og politiske magt. Bolsjevikkerne var aktivt til stede i rådene og viste gennem konkret handling og deres politiske linie, at de kunne mobilisere arbejdere, bønder og soldater til kamp for deres interesser.

Derved påvirkede bolsjevikkerne udviklingen. De kunne lede modstanden og radikaliseringen frem mod en magtovertagelse i oktober.

Tyskland

I alle de vigtigste imperialistiske lande var der ligeledes en modstand mod krigsforholdene og en voksende radikalisering blandt soldaterne og i arbejderklassen. Også i Tyskland, hvor der dog aldrig blev gennemført en socialistisk revolution.

Der var fælles træk med den russiske revolutions begyndelse: mytterier i hæren, storstrejker der sidst i 1918 fik den tyske kejser til at forsvinde ud af historiens bagdør, og en rådsorganisering blandt arbejdere og soldater. Soldater- og arbejderrådene overgav styret til en socialdemokratisk regering, og på trods af at rådsbevægelsen stadig havde magt, så var det socialdemokraternes perspektiv der vandt.

Arbejderrådene fik af regeringen en plads som organer for virksomhedsdemokrati. Disse ideer, der svækkede og begravede rådsbevægelsen, blev ikke overvundet, som det skete i Rusland.

Der eksisterede i Tyskland et uafhængigt venstresocialdemokratisk parti, som var et centristisk parti opbygget på baggrund af en splittelse i socialdemokratiet, men begge partiers ledelser var enige om, at formålet med revolutionen måtte være et parlamentarisk system med almindelige valg som udtryk for demokratiet.

Et egentligt revolutionært arbejderparti, som kunne lede kampene og erfaringerne hen på et andet perspektiv for rådsbevægelsen, eksisterede ikke. Derfor blev der ikke ændret grundlæggende på de økonomiske og politiske strukturer.

Den revolutionære venstrefløj i Tyskland blev først ved årsskiftet i 1919 organisatorisk og politisk uafhængig og i åben modstrid med reformismen og centrismen. Man tilsluttede sig de russiske erfaringer og dannede i jan. -19 et kommunistisk parti for at kunne lede radikaliseringen frem til en revolutionær omvæltning. Men på det sene tidspunkt stod man midt i revolutionen, og de reformistiske og centristiske ideers forankring i arbejderklassen kunne ikke brydes gennem massekampe indenfor rådsbevægelsen. Hvor bolsjevikkerne vandt flertallet under radikaliseringen i rådsbevægelsen, kom det tyske revolutionære parti for sent til at udfordre og opstille et alternativ for den radikaliserede arbejderklasse.

Prisen for den tyske revolutions nederlag var den russiske arbejderstats isolation, der banede vejen for den stalinistiske kontrarevolution, og dens katastrofale følger både i Rusland og på internationalt plan. De vesteuropæiske kommunistpartier og den kommunistiske internationale blev erobret af den nye russiske bureaukratklasse og mistede totalt evnen til at kæmpe for socialisme.

Den spanske borgerkrig

Stalinismens kontrarevolutionære rolle viste sig klart under den spanske borgerkrig. Ruslands ønske om alliancer med de vestlige stormagter og ønsket om en folkefrontsalliance med borgerskabet indenfor hvert land førte i Spanien til, at den socialistiske revolution blev knust for at »redde« den spanske republik.

Da fascistiske generaler i juli 1936 gjorde oprør mod den nyvalgte folkefrontsregering, udløste det en radikalisering og en bevægelse for at ændre de sociale forhold og tage magten fra borgerskabet. Det spanske stalinistiske kommunistparti var en del af folkefronten og så det derfor som sin opgave at forsvare republikken, ejendomsretten og de eksisterende institutioner. Den fascistiske opstand havde udløst enorme sociale kræfter, og stalinisterne, der havde stor indflydelse indenfor hæren og politiet, var de ivrigste for at gå imod den sociale utilfredshed og aktiviteter som fabriksovertagelser og godsbesættelser.

Der var ingen politisk kraft i den spanske arbejderklasse, der kunne gribe fat i radikaliseringen blandt arbejderne, landarbejderne og fattigbønderne og mobilisere for et andet perspektiv i kampen mod fascismen og borgerskabet.

Et revolutionær arbejderparti havde haft gode muligheder for gennemslag, for der var gået flere års hårde klassekampe forud for borgerkrigens udbrud. Kampe, anført af fagforeninger og arbejdermilitser og en venstrefløj af anarkister og centrister, drevet af en bølge af social utilfredshed og en forventning om grundlæggende forandringer.

Det manglende revolutionære parti og de stalinistiske kommunisters rolle i borgerkrigen førte i 1939 til fascismens sejr.

Portugal og Polen

Også i de sidste 10 år har der været eksempler på revolutionære muligheder, hvor betydningen af et revolutionært arbejderparti har stået klart. I april 1974 væltede et officersoprør det fascistiske regime i Portugal og åbnede for en fantastisk mobilisering.

Arbejderpartierne så det som deres opgave at oprette et borgerligt demokrati, og selv om der var spirer til rådsorganisering og folkemagtsorganer, var der intet perspektiv for udviklingen af en dobbeltmagtsituation.

Da konfrontationen for at genoprette »normale« forhold i samfundet kom i nov. -75, var det militæret, der blev garanten for, at den sociale mobilisering blev erstattet af parlamentariske forhold.

Et revolutionært arbejderparti ville have haft et alternativt perspektiv til officererne og de eksisterende kommunist- og socialistpartier.

Sidst har udviklingen i Polen fra 1980-81 vist styrken i rådsorganiseringerne ud fra arbejdspladserne. Fællesstrejkekomiteerne var fra starten af aug. 80 den mest radikale og demokratiske form for arbejderorganisering. De blev grundlaget for en massemobilisering imod den herskende klasse af stats- og partibureaukrater og udfordrede dem på spørgsmålet om, hvem der skulle bestemme i det statskapitalistiske Polen.

Dannelsen af Solidarnosc var en følge af arbejdernes mangeårige erfaringer med den grundlæggende interessemodsætning til bureaukratiet. Et revolutionært arbejderparti kunne have givet de radikale kampe og arbejdernes selvstændige organisationsformer et perspektiv for det magtopgør, der ville have været svaret på modsætningerne i det statskapitalistiske Polen.

Partiet kunne gennem kamp og erfaring have mobiliseret for et perspektiv, der ikke var tynget af nationalismens, religionens og samarbejds- og kompromisviljens tunge lænker. Lænker som bureaukratiet til sidst kunne lægge om halsen på arbejderne selv,

Opgaven i efteråret 1984

Alle disse erfaringer fra revolutionære situationer siger noget om, hvordan arbejderklassens befrielse er mulig, og hvorfor et revolutionært arbejderparti er nødvendigt for at kunne gennemføre en socialistisk revolution.

For INTERNATIONALE SOCIALISTER er det ikke en fjern fremtids behov, men en dagens opgave.

For vi ser ikke revolutionære situationer som enormt langt borte, hverken tidsmæssigt eller geografisk.

For at kunne være til stede og løse de opgaver, som et revolutionært arbejderparti må løse hen imod en socialistisk revolution, er det nødvendigt allerede i dag at opbygge et revolutionært arbejderparti.

Ideerne om en socialistisk revolution og hvordan den kan kæmpes igennem, skal forstærkes gennem hverdagens klassekamp. Det er også igennem hverdagens klassekamp, at den selvtillid og de erfaringer bliver skabt, som overbeviser om arbejderklassens magt og muligheder for at kunne lave socialistisk revolution.

Billedtekster:
Anarkister under den spanske borgerkrig.
Lenin taler ved Kominterns 3. kongres.

Se også:
SAA 1: Smøgpause for fred
SAA 1: Marxismens betydning: Centrisme – ikke blot et skældsord

Flere artikler fra nr. 1

Flere numre fra 1984

Se flere artikler om emnet:
Partiet

Se flere artikler af forfatter:
Jørgen Lund

Siden er vist 1440 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside