Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 110 – December 1994 – side 12

Islamisk fundamentalisme

Trussel mod de herskende

Ellen Christensen

Langt ind på venstrefløjen hersker den opfattelse, at islam er lig tilbagevenden til den sorteste middelalder. Men er det en berettiget holdning?

Et københavnsk socialcenter bortviser en praktikant, fordi hun nægter at lægge tørklædet, når hun er på centret. Den franske regering forbyder muslimske piger at bære tørklæde i skolerne. I Tel Aviv i Israel springer en bombe, anbragt af en muslimsk terrorgruppe, i en fyldt bus.

Historier, der omhandler islam og især det, der under ét kaldes islamisk fundamentalisme, er godt stof i medierne. Efter murens fald og Sovjetunionens kollaps har islam overtaget kommunismens rolle som yndlingsskrækvision i vestlige medier.

Bomben i Tel Aviv blev anbragt af den palæstinensiske organisation Hamas. I sit program taler Hamas om indførelse af islamisk lov, den såkaldte sharia, og om restriktioner i kvinders beklædning, dvs. at kvinder bør tilhylde sig med slør på offentlige steder, for ikke at vække mænds begær.

Men at nøjes med at kikke på en organisation ud fra dens program er at snyde sig selv. Man må også kikke på dens handlinger og på dens klassetilhørsforhold.

I december 1987 begyndte den palæstinensiske opstand, der senere blev kendt som Intifadaen. Intifadaen var de unges oprør mod de israelske besættelsestropper uden om den organisation, der ellers havde haft næsten eneret på at repræsentere palæstinenserne, nemlig Yassir Arafats organisation PLO.

Den israelske stat så en mulighed for at splitte palæstinenserne og støttede det fundamentalistiske Muslimske Broderskab ved bl.a. at oprette et islamisk universitet i Gaza. Den skærpede situation, som Intifadaen fremkaldte, betød at de fundamentalistiske grupper begyndte at markere sig mere politisk i Palæstina. Det muslimske Broderskab fik en væbnet undergrundsorganisation, kaldet Hamas. Den anden Golfkrig 1990-91 har anbragt PLO i en ubehagelig klemme. Tidligere havde PLO modtaget en betydelig finansiel støtte fra en række arabiske lande, især Saudi Arabien, der bl.a. opkrævede en særskat fra de palæstinensiske immigrantarbejdere i landet og overførte pengene til PLO.

I  krigen havnede de to parter på hver sin side, og pengestrømmen stoppede. Dermed faldt en stor del af PLO’s velfærdsprogram sammen, og man kunne ikke længere støtte familier til fængslede aktivister. Samtidig blev mange palæstinenserne udvist fra de arabiske lande, hvor de arbejdede, og kunne stille sig op i de, i forvejen, meget lange arbejdsløshedskøer i de besatte områder.

I forbindelse med fredsforhandlingerne mellem PLO og Israel der i efteråret 1993 resulterede i en aftale om, at PLO skulle have selvstyre i Gaza-striben og i Jericko, blev palæstinenserne lovet økonomisk støtte fra Vesten. Men det kniber med at opfylde løfterne. I december 1993 gik lærerne ved universitetet i Gaza således i strejke, fordi de ikke havde fået løn gennem flere måneder.

Utilfredsheden med PLO’s kompromislinje over for Israel er voksende. Ved mange valg, f.eks. til fagforeninger og studenterorganisationer, er Hamas i stand til at true PLO’s position.

PLO og Hamas har det til fælles, at de satser på en national løsning og samarbejder med de arabiske regimer, fremfor at satse på den arabiske arbejderklasse i opgøret med den israelske stat.

Forklaringen på, at en fundamentalistisk islamisk gruppe er i stand til at udfordre det ikke-religiøse PLO, skal findes i, at den er i stand til at præsentere et svar på de sociale og økonomiske problemer i området.

Den kapitalistiske udvikling i Mellemøsten generelt består dels i udvinding af olie, hvor vilkårene i høj grad dikteres af især USA, og dels i opbygning af store moderne industrier side om side med mere traditionelle små værksteder og håndværk. Landreformer har skabt nogle store kapitalistiske brug, men samtidig tvunget et meget stort antal landarbejdere til at søge ind til byerne for at skabe sig et livsgrundlag. Det skaber store økonomiske forskelle mellem dem, der nyder godt af udviklingen og det store flertal, der ikke gør. En kraftig udvidelse af uddannelsessystemerne har lokket et stort antal studerende til, som efter endt uddannelse er henvist til at hutle sig igennem med forskellige småjobs.De sidste tyve års økonomisk krise har forværret situationen.

Fattige fra byernes hastigt voksende slumkvarterer tiltrækkes af den islamiske fundamentalismes modstand mod staten og den nye vestligt inspirerede overklasse.

Det ledende lag i den fundamentalistiske bevægelse udgøres af den nye middelklasse, som den kapitalistiske udvikling skaber, dvs. forretningsfolk, universitetslærere, læger og andre med en priviligeret status. Gennem studenter bredes bevægelsen ud til fattigkvartererne. Moskeerne bliver samlingspunkt, mens bevægelsens velfærdssystem danner et netværk af sundhedsklinikker, skoler, biblioteker, børnehjem og økonomisk understøttelse.

Den islamiske fundamentalisme i Mellemøsten er ikke kun én bevægelse. Skillelinjerne blandt fundamentalister går for det første på, om vejen frem hedder reformering af det eksisterende samfund eller væbnet kamp, for det andet om kampen står om at ændre staten eller rense samfundet for ugudelighed.

Hvem der vinder afhænger af styrkeforholdene inden for bevægelsen. Den fremvoksende middelklasse har en klar interesse i reformer – det er den linje der bliver fulgt af Det muslimske Broderskab i Ægypten og til dels af FIS i Algeriet – mens de fattige har en interesse i et mere radikalt opgør.

Den indre modsætning, der er i bevægelsen mellem de fattiges sociale frustrationer og det ledende lags priviligerede status, skjules i religiøse gevandter. En stor del af kampen vendes indad: mod opbrud i kønsrollemønstret, mod kvinder og homoseksuelle, mod religiøse og etniske minoriteter. Det fører blandt andet til krav om, at kvinder skal bære slør. Men samtidig bliver sløret et symbol på, at bæreren ønsker at udvikle sin egen kulturelle identitet, uden indflydelse fra det dekadente Vesten.

Socialt og kulturelt er fundamentalismen mere et forsøg på at finde sine egne ben i en turbulent verden, end at vende tilbage til en mørk middelalder.

Som alle andre religioner er islam både et redskab for den herskende klasse til at fastholde magten og en oprørsfilosofi.

Men den fundamentalistiske bevægelse er hverken fascistisk eller revolutionær. Der er snarere tale om en småborgerlig bevægelse vendt mod staten og imperialismen, men uden en politisk strategi, der kan sikre de store fattige folkemasser rimelige levevilkår. Fundamentalismen er en trussel mod imperialismens dominans og de lokale herskende klassers magt, og derfor bliver den lagt for had.

Når de fattige tiltrækkes af islamiske bevægelser skyldes det også manglen på et revolutionært, socialistisk alternativ. Indtil nu er det ikke lykkedes at opbygge et socialistisk alternativ fra neden med gennemslagskraft nok på arbejdspladserne til også at tiltrække andre sociale grupper, der kommer i klemme i den kapitalistiske udvikling.

Som socialister er det vores opgave at vende den vrede og frustration, som fundamentalismen bygger på, væk fra de religiøse gevandter og omsætte den til en kamp, klasse mod klasse, om magten i samfundet.

Billedtekst:
Den fundamentalistiske bevægelse er hverken fascistisk eller revolutionær.

Se også:
SAA 110: Marxisme i hverdagen: Bag sløret

Flere artikler fra nr. 110

Flere numre fra 1994

Se flere artikler om emnet:
Islam

Se flere artikler af forfatter:
Ellen Christensen

Siden er vist 1988 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside