Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 1 – Oktober 1984 – side 8

Ingen fred uden arbejdermagt

Tom Christiansen

Knapt et år efter de store fredsarrangementer med træf i Silkeborg, store demonstrationer og en 5-minutter-i-12-fredsstrejke er der nu igen i dette efterår lagt op til en del aktiviteter.

Fredsbevægelsen har ikke lært af sidste år, hvor der, trods massedemonstrationer i hele Europa, ikke blev rokket en tøddel ved NATOs opstilling af de 572 raketter. Aktiviteterne henvender sig igen til »fornuften« hos politikerne – og retter sig ikke mod den kraft, som skal forhindre krigen – nemlig arbejderklassen.

På trods af den store mobilisering til fredsarrangementerne, den store opinion mod de nye raketter, de mange ikke-voldsaktioner osv. så viser det nye forsvarsforlig, at regeringen ikke er »kommet til fornuft« endnu.

Heller ikke socialdemokratiet har lagt særlig megen vægt på det folkelige pres fra fredsbevægelserne. De er nemlig med i forsvarsforliget. Der bevilger 138 millioner mere til forsvaret om året. Dette sker ikke bare for at følge med i prisstigningerne. For 85% af forsvarsudgifterne er der pristalsregulering. Det eneste, der skæres ned på, er de værnepligtiges lønninger.

Aktivist indsats

Udsigterne for fredsbevægelserne for at opnå resultater i form af nedrustning er små, så længe de ikke vil tage ved lære af sidste efterår. De manglende resultater skyldes nemlig ikke, at der ikke var folk nok på gaderne. Det er derimod fredsbevægelsernes egen politik, der er noget galt med.

Våbenvanviddet skyldes ikke galskab eller uvidenhed hos politikerne. Det skyldes kapitalismen. For det første har kapitalisterne brug for fysisk magt til at holde arbejderklassen nede.

Vi så det i Chile i 73, hvor militæret overtog magten. Eller i Polen i 81, hvor det polske militær blev sat ind på at smadre arbejderklassens organisering – Solidarnosc.

For det andet fastholder de stærke kapitalistiske lande deres markedsandele gennem direkte eller indirekte militær indblanding. Det ses bl.a. ved USA's våbenleverancer til Israel. De skal holde døren åben til den arabiske olie. Vi ser det i Sovjets våbenleverancer til nationalistbevægelser i Afrika. På den måde sikrer Sovjet sin samhandel med de nye regimer.

Endelig er oprustningen osse med til at fastholde efterspørgslen på varer indenfor især svær- og elektronikindustrien. Oprustningen og faren for krig vil derfor eksistere, så længe verden er kapitalistisk. Vi kan altså ikke forlade os på, at vi kan overtale eller presse politikerne til at gå imod oprustning. Oprustningen er et spørgsmål om magt. Derfor er den eneste kraft, der kan sikre freden, arbejderklassen. For arbejderklassen er den eneste, der for alvor kan udfordre kapitalismen og skabe et alternativ – socialismen.

Press

Fredsbevægelsen henvender sig bl.a. også, til fagbevægelsen – der er faktisk en »Fagbevægelsen for fred« med opslutning ind i de socialdemokratiske fagpamperes rækker. Meningen med denne gruppe er ikke at mobilisere brede dele af arbejderklassen i kampen mod krigen. Det er at hente penge og moralsk støtte i fagforeningerne og i forbundstoppen. Det skal vise politikerne, at opinionen er imod oprustning.

Men arbejderklassen vinder ikke kampen for fred ved at overlade spørgsmålet til pamperne eller politikerne. Freden kan kun skabes gennem arbejderklassens egen aktivitet – gennem direkte aktioner mod våbenproduktionen, transporter osv.

Solidarnosc i Polen er nyere tids største og mest slagkraftige fredsbevægelse. Mens kampen var på sit højeste i efteråret 80 turde de polske bureaukrater ikke gribe ind med militæret, fordi de polske soldater sikkert ville vende våbnene mod deres egne generaler. Heller ikke Sovjet turde gribe ind, fordi de da ville komme til at stå over for en alt for stor magt – nemlig arbejdermagten – spiren til socialisme.

Vi har også set, at vesttyske skibsværftarbejdere, som havde besat deres værft for at undgå lukning, nægtede at »redde« værftet ved at producere krigsskibe. Danmarks havnearbejdere har også for nylig, i lighed med deres svenske kolleger, besluttet ikke at medvirke til losning af militærskibe i forbindelse med NATO øvelsen i Norden.

Oprustningen er ikke alene et problem for arbejderne, fordi der ligger en krigstrussel over alle. Oprustning er også et fantastisk spild af ressourcer. Mens der bliver skåret ned på arbejdsløshedsunderstøttelse, socialhjælp og uddannelsespladser, punges penge ud til militær.

Metalbossen – Georg Poulsen – påstår, at oprustning giver flere job. Men det er ikke arbejde, der mangler. Der kunne produceres mere hospitalsudstyr på de elektronikvirksomheder, der i dag producerer F16 flyene. Men det er slet ikke så profitabelt.

Fredskampen er kort sagt en integreret del af den kamp, vi står i til hverdag. Kampen mod krigen er følgelig også en kamp mod nedskæringer og. forringede levevilkår.

Til syvende og sidst skal vi vide, at vi ikke kan fjerne krigstruslen, uden at vi afvæbner vores hersker. Det kan kun gøres ved, at arbejderne verden over vender sig imod deres undertrykkere og tager magten fra dem. Derfor er kampen for freden uløseligt forbundet med kampen for socialisme.

Ta’ med på freds-demo

Højdepunktet for efterårets fredsaktiviteter er demonstrationerne d. 27. oktober. Over hele landet vil der sikkert være mange på gaden for at demonstrere den store uvilje mod oprustningen.

Vi opfordrer alle til at gøre demonstrationerne så store og militante som muligt. Men ligesom med »smøgpause strejken« er der mange problemer med den måde, fredsbevægelsen søger at opnå sine mål.

Sidste år skulle demonstrationen i København høre på Knud Damgård fra Socialdemokratiet – en erklæret NATO-tilhænger. Det er et udtryk for, at fredsbevægelsen forsøger at samle alle, både præster, radikale og endog konservative. Grundlæggende fordi der ikke ligger en holdning som fortæller, at oprustning er en konsekvens af verdenskapitalismen både i øst og i vest.

Socialdemokratiet har ændret holdning til spørgsmålet om de 572 raketter. Godt, siger vi. Men når de så går hen og stemmer for fastholdelse af NATO og for penge til militæret både herhjemme og i udlandet, så blegner glæden.

Problemet er, at mange er imod oprustning, men kun få er imod systemet som skaber den. Man vinder ikke de mange for at reelt bekæmpe oprustning ved at bilde dem ind, at militarisme og krig godt kan afskaffes uafhængigt af et opgør med kapitalismen på verdensplan. For så er den »enighed« man har opnået en tom, hul enhed.

Se også:
SAA 1: Ravnstrup-fredslejre: Kvinder i kamp
SAA 1: Smøgpause for fred

Flere artikler fra nr. 1

Flere numre fra 1984

Se flere artikler af forfatter:
Tom Christiansen

Siden er vist 1231 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside