Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 114 – April 1995 – side 11

Nationalisme er intet alternativ

På vej mod Europas Forenede Stater?

Jørn Andersen

EU-partierne vil have afskaffet “de danske forbehold”. Men EU-regeringerne har problemer med sammenholdet.

I 1996 afholdes EU's regeringskonference, som skal beslutte, hvordan EU kan fortsætte hen imod en fælles statsdannelse.

I Danmark er EU-partierne godt i gang med at diskutere, hvordan “de danske forbehold” kan fjernes, uden at nogen opdager det.

En myte, der trives blandt mange EU-modstandere, er, at EU-projektet uomgængeligt bevæger sig hen imod Europas Forenede Stater.

Men indtil videre har projektet skabt flere problemer end løsninger.

EU-projektet er det europæiske borgerskabs projekt. Det blev født i koldkrigsperioden, da verden var opdelt mellem de to supermagter USA og USSR.

Murens fald

Men det var Berlinmurens fald i 1989, der bragte projektet ind i real-politikkens verden. De to rivaliserende supermagter er blevet afløst af en hel række stormagter, der slås om magt, indflydelse og profit. Hvis det europæiske borgerskab skal klare sig i den kamp, er de nødt til at slutte sig sammen økonomisk, politisk og militært.

En Europæisk Union ville kunne måle sig med både USA, Rusland og Japan. EU har et hjemmemarked, der er større end USA’s. Og EU har lige så mange soldater som USA eller USSR.

Men EU’s hjemmemarked er ikke ét hjemmemarked, men en hel række. Og EU's militær er ikke én samlet militærmaskine, men en hel række nationale armeer. Og politisk er det stadig “Nationernes Europa” vi ser. For at forene dem, er det ikke nok at lægge tal sammen i en tabel.

Maastricht-traktaten indeholder fine hensigtserklæringer om Den Europæiske Union. Men da man ikke kunne blive enige, blev de konkrete beslutninger udskudt til en regeringskonference i 1996. Her skal der tages stilling til “Fælles forsvar”, “Fælles mønt” samt øget magt til EU’s politiske institutioner.

Men det bliver ikke en regeringskonference i “de europæiske visioners” tegn, men derimod om de mange problemer, som EU-landene står i.

Allerede inden blækket var tørt på Maastricht-traktaten, viste problemerne med EU-projektet sig.

Først gik det galt med økonomien. Efter planen skulle EU-landenes økonomier frem til 1996 synkroniseres, så det kun var et rent teknisk spørgsmål at indføre den fælles valuta. Men allerede i 1992-93 fik et par heftige valuta-kriser skudt valutasamarbejdet i sænk.

Og da EU fik chancen for at spille med de militære muskler over for konflikterne i ex-Jugoslavien, kunne de ikke blive enige om, hvilken hest, de skulle holde på. I stedet kom USA og Rusland ind på banen – endnu et nederlag for EU-projektet.

Siden da har de stort set kun kunnet enes om at slå ned på flygtninge og arbejdsløse.

Selv om hovedparten af EU-landenes bosser på papiret er enige om nødvendigheden af et stærkt EU, stiller deres indbyrdes stridigheder om magt og profit sig i vejen for, at projektet kan lykkes.

Modstand

Alligevel er det nødvendigt at fastholde modstanden mod unionen. Hver eneste gang EU-borgerskabet bliver enige om nye internationale initiativer, er det med til at skabe en verden med øget imperialistisk rivalisering. Og hver eneste gang de bliver enige om opstramninger over for arbejderklassen eller om lempelse af miljøregler, er det vores liv, det går ud over.

Nationalisme er intet alternativ

Der er gode chancer for at give EU-projektet et afgørende skud for boven. Strejker og protester over hele Europa har gjort det sværere for dem at enes indbyrdes, og skulle det lykkes at stikke flere kæppe i hjulet på EU vil det svække magthaverne i Europa.

Men hvis den kamp skal føres effektivt, skal EU-modstanderne gøre op med nogle af de overskrifter, som kampen hidtil er blevet ført under.

Mange EU-modstandere mener, at alternativet til EU er “Nationernes Europa”. De ser først og fremmest kampen mod EU som en national kamp for selvstændighed. De glemmer to ting. At det er de nationale ledere, der har sat gang i Unionsprocessen, samt at disse nationale ledere i forvejen fører en arbejderfjendsk politik i deres egne hjemlande.

Socialister ser først og fremmest kampen mod EU som en social kamp. Spørgsmålet er, hvem der skal sætte dagsordenen, Europas bosser eller Europas arbejdere.

Vi skal ikke alliere os med mere nationalt-sindede bosser i kampen mod EU. Hvad er forskellen mellem en EU-kommissær, der siger, at vi skal spænde livremmen ind, og en dansk-sindet EU-modstander, der siger det samme?

Vore allierede skal vi finde blandt italienske arbejdere, der strejker mod en regering med fascistiske ministre, tyske metalarbejdere, der strejker mod Kohls lønstyring, britiske hospitalsarbejdere, der kæmper mod Majors nedskæringer.

Om det er Bruxelles eller Christiansborg, der forvalter nedskæringerne, er et valg mellem pest og kolera.

I stedet skal vi argumentere for, at arbejdere i alle lande – i og uden for EU – har en fælles interesse i at bekæmpe det internationale konkurrenceræs.

Arbejderne i alle lande skal bekæmpe det internationale konkurrenceræs

Vi skal heller ikke, som bl.a. Enhedslisten gør i deres alternativ “Et Europa uden EU”, opstille “nye europæiske samarbejdsmodeller”. Så længe samarbejdet repræsenterer de samme regeringer og de samme herskende klasser, kan det være det samme, hvad samarbejdsorganisationen hedder.

I stedet skal vi pege på, at det kun er gennem international solidaritet på gulvplan, at der kan opbygges et reelt alternativ. Det betyder f.eks. støtte til anti-krigsbevægelsen i ex-Jugoslavien. Eller støtte til de arbejdere i Italien og Spanien, der slås mod de selv samme korrupte regimer, som Enhedslisten vil have til at samarbejde i CSCE.

Vi skal slås for mere demokrati – både i EU og i Danmark. EU-parlamentet er godt nok ikke verdens mest demokratiske organ, men EU-kommissionen er det langt mindre. Det ville være et klart fremskridt, at EU-kommissionen blev underlagt parlamentarisk kontrol – hvor begrænset den end måtte være.

SF har denne gang meldt klart ud, de danske forbehold skal ikke udvandes. Tværtimod skal de indgå i den danske regerings udspil til regeringskonferencen i 1996.

Selv om mange nok vil være skeptiske over for SF’s standhaftighed, er det et rigtigt signal. De danske undtagelser skal ikke kun omfatte Danmark. De skal bruges til at stoppe hele unionsprojektet.

Problemet er, at SF tror på, at de kan reformere EU. At det kan blive et redskab for sociale fremskridt og miljøkontrol.

SF “glemmer”, at det er de store europæiske koncerner, der har det store ord at skulle have sagt i EU-sammenhæng. Ligesom det er Industrirådet og de store selskaber og banker, der har det store ord at skulle have sagt i Christiansborgs kulisser.

Om det er Bruxelles eller Christiansborg, der forvalter nedskæringerne, er et valg mellem pest og kolera

På samme måde med alternativet. I EU-politikken er det for SF et bedre EU, i Danmark et bedre folketing. Socialisters svar bør være, at hverken Christiansborg eller Bruxelles kan løse de problemer kapitalismen står i. De kan kun løses ved at afskaffe kapitalismen.

Alternativet er international arbejdermagt opbygget fra neden. Et skridt på vejen er et nej til EU-partiernes planer om et styrket EU.

Flere artikler fra nr. 114

Flere numre fra 1995

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 1783 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside