Socialistisk Arbejderavis
Nr. 115 – Maj 1995 – side 8
Storstrejken 20. april
Solidaritet lukkede Danmark
Ågot Berger
“Danmark gik i stå.” Sådan lød en avisoverskrift om storstrejken til støtte for de fyrede Ri-Bus-chauffører den 20.marts.
Aktionsdagen viser klarere end tusinde ord, at arbejderklassen er den kraft, som til dagligt får samfundet til at fungere. Derfor har arbejderne også magten til at sætte en anden dagsorden end de “folketinge-linge-later, som taler inde på anstalten,” for at sige det med Anne-Marie Helgers ord.
En af de strejkende buschauffører, hvis svoger er virksomhedsejer, sagde det sådan: “Han kan ikke sætte Danmark i stå. Det kunne mine kollegaer og jeg.”
Almindelige lønarbejdere har fantastisk stor magt, ikke kun til at ændre dagsorden i folketinget, men i samfundet som helhed. For det er os, der sørger for det skabende arbejde i samfundet, og fordi vi er flest. Men i al for lang tid har vi fundet os i alt for meget.
Siden 10.februar har Ri-Bus-chaufførerne været ude i den mest omfattende strejke, vi har set herhjemme i mange år. En strejke der på mange måder er anderledes.
På åbne tillidsmandsmøder har man diskuteret de nye skridt. I aktive støttekomiteer landet over er der blevet arbejdet for den lokale opbakning fra arbejdspladserne, og på blokader i Esbjerg har man sat kæppe i hjulene for skruebrækkernes buskørsel.
RI-BUS-konflikten er en strejke, som varsler en ny tid, fordi den er styret fra neden. Derfor har de strejkende været istand til at afvise kompromiser, der ikke indeholdt kravet om, at samtlige fyrede skal genansættes på den gamle overenskomst. Og de har kunnet stå fast imod Hardy Hansens “busplan”, hvor de nyansatte skulle arbejde for en lavere løn.
Toppen i fagbevægelsen og Socialdemokratiet elsker ikke strejker og aktioner, fordi de afslører, hvor lidt forhandlingsvejen kan bruges i den aktuelle situation, og hvor overflødige topforhandlerne egentlig er.
Ikke mere at snakke om
De sidste 10 – 15 år har styrkeforholdet forrykket sig til arbejdsgivernes og statsmagtens side. På alle arbejdspladser har færre ansatte skulle løbe stærkere og arbejde mere over for en stagnerende løn. Samtidig har såkaldte arbejdsmarkedsforskere og politiske kommentatorer igen og igen gentaget at "strejkevåbenet er et forældet kampmiddel", uden at de har kunnet give alternative strategier, der kunne antaste arbejdsgivernes ret til at diktere løn og arbejdsforhold.
Den århusianske borgmester Thorkild Simonsen kom ufrivilligt til at illustrere det, da han i forbindelse med pædagogområdets strejker udtalte, at “strejker er forældet, vi plejer at sidde ned og snakke om tingene”. På spørgsmål om, hvad der kunne forhandles, replicerede han: “Der er ikke mere at snakke om.” Det samme er situationen for chaufførerne i Esbjerg, sygeplejerskerne og generelt i kampen mod de kommunale nedskæringer.
De vil snakke med arbejderne, men kun så længe de accepterer de rammer, som hedder færre ansatte, lavere eller individuel løn og samtidig højere kvalitet.
Hvis nogen havde troet, at arbejderklassen var død, så var den omfattende storstrejke den 20.april det bedste bevis på det modsatte. “Fra slagteriarbejderne på Danish Crown i Bjerringbro til gymnasielærerne på Marselisborg Seminarium i Århus. Fra smedene på Lindøværftet til pædagogerne i Esbjerg. Fra borebisserne under Storebælt til portørerne på hospitalerne i København” var i følge Det Fri Aktuelt med i strejkerne.
Pressens og arbejdsgivernes febrilske forsøg på at underkende aktionsdagens omfang og styrke viser i virkeligheden, hvor bange de er. Hvis d. 20 april havde være en fuser, havde de ikke behøvet at bruge så mange kræfter på det.
Men deres kampagne kan ikke skjule det faktum, at det var en kæmpemanifestation. Ingen havde forestillet sig en så omfattende sympatikonflikt. På hundredevis af arbejdspladser, repræsenterende mere end 200.000 arbejdere blev der stemt “JA, vi går med”.
Det viser den stemning, som Yvonne Christensen, fra Kvindelig Arbejderforbund udtrykker: “Vi har fået nok. Den offentlige sektor står for skud. Strejken er vigtig for os alle. Denne dag er en advarsel til politikerne mod at gøre vores løn og arbejdsforhold til genstand for spekulation og profit. Det gælder også for de partier der kalder sig arbejderpartier.”
Genopbyg styrken
Arbejderklassen i Danmark er ikke død, den er ved at bygge sin styrke op igen. Stadig flere grupper gider ikke være pæne sygeplejersker, HK-ere eller gymnasielærere. 15 års nedskæringer har lært mange, at intet opnås uden kamp, og at de også lever af at sælge deres arbejdskraft – som buschauffører og andre arbejdere.
Strejken i Esbjerg og sympatiaktionerne i resten af landet er først og fremmest et problem for Socialdemokratiet. Som Erik Meier Carlsen, Mandag Morgen, udtalte i en politisk kommentar: “Socialdemokratiet har et alvorlig politisk problem, fordi meget store dele af deres bagland ikke vil støtte op om den kurs, partiet har valgt, hvor man har stillet sig positive overfor den forandringsproces, som også indebærer udliciteringer og privatiseringer.”
Det var den daværende socialdemokratiske borgmester i Esbjerg, Flemming Bay-Jensen, der med støtte fra SF udbød busdriften i licitation i 1993. SF’eren Jon Madsen udtaler, at udliciteringen var en økonomisk og politisk nødvendighed efter et sparekrav fra Ribe Amt. At Venstre med deres liberalistiske privatiseringskorstog nu bruger konflikten som deres politiske flagskib, fratager ikke ansvaret fra Socialdemokratiet og SF.
Det gør det endnu værre, at den overenskomst, som chaufførerne slås imod, er blevet accepteret af SID. Den overenskomst betyder, at fem mand skal fyres, og at de resterende 77 chauffører på årsbasis mister ca. 17.500 kr i gennemsnit. Denne overenskomst føjer sig ind i rækken af elendige overenskomster, som fagtoppen de sidste par måneder har underskrevet, på trods af medlemmernes klare utilfredshed.
Hardy ingen garanti
Selv om Hardy Hansen klart er blevet presset til venstre under indtryk af den omfattende modstand mod privatiseringer og forringede overenskomster, ændrer det ikke ved, at fagbevægelsens top aldrig vil være en garanti mod forringelser.
Så længe vi lever i et kapitalistisk samfund, hvor arbejdsgiverne har ret til at øge deres profitter på bekostning af arbejderklassens levevilkår og arbejdsforhold, så længe vil vi også opleve grådige angreb fra arbejdsgivernes side for at sænke arbejdernes løn. Lige så længe vil vi opleve angreb på arbejdernes organisationer og på de rettigheder, som man gennem års kamp har skaffet arbejderne.
Aktionsdagen d. 20 april viste ikke bare arbejderklassens evne til at lamme samfundet. Den viste også i glimt, hvordan vi kan organisere et nyt socialistisk demokrati.
I det nuværende samfund er almindelige menneskers indflydelse reduceret til et kryds på stemmesedlen hvert 4. år. Om morgenen d. 20.april, diskuterede hundredtusinder arbejdere på morgenmøder kollektivt og tog en kollektive beslutninger om, hvad der skulle ske, og handlede i overensstemmelse med dem. I et socialistisk samfund vil det være som den 20. april hver dag.
Kampen forsætter
Da hverken arbejdsgiverne eller Venstre-politikerne vil bøje sig for chaufførernes krav, så fortsætter kampen mod Ri-Bus med uformindsket styrke. Den omfattende solidaritet, arbejdere over hele landet viste d. 20 april, skal udmøntes i flere solidaritetsaktioner.
Blokaderne mod skruebrækkerne i Esbjerg må styrkes og understøttes fra hele landet. Derfor kan du henvende dig til din lokale støttekomité, hvis du vil med en bus til Esbjerg og deltage i blokaden. Prøv om du kan få andre af dine arbejdskammerater eller studerende med.
Du kan også rejse spørgsmålet i din lokale fagforening eller dit elevråd, så I kan få endnu flere med til Esbjerg. Og glem ikke, at der stadig er brug for økonomisk og moralsk opbakning til den langvarige kamp. Din aktive solidaritet er nødvendig.
Billedtekst:
Den støtte, buschaufførerne i Esbjerg fik d. 20 april, viser, at alle rygter om arbejderklassens død er stærkt overdrevne
Billedtekst:
Pressen skrev, at kun 2.000 mødte op på demonstrationen d. 20. april. Men der var mindst 10.000
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed