Socialistisk Arbejderavis
Nr. 116 – Juni 1995 – side 6
Efter SF’s landsmøde
Socialistisk Forvirring
Jørn Andersen
SF vil lægge kursen til venstre. Men partiet vil blive tvunget til at vælge mellem hensyn til budgetter og hensyn til mennesker.
“SF har mistet tålmodigheden med Nyrup,” var meldingen fra SF’s landsmøde i bededagsferien.
SF kritiserer Nyrup for at være gået for langt til højre. SF vil nu til at føre renlivet SF-politik.
Men hvad er det for en politik, SF vil til at føre? Signalerne er nemlig ret så forvirrende. Siden “det nationale kompromis” har SF haft det svært, selv om utilfredsheden i befolkningen er steget voldsomt de seneste år, er SF ikke blevet styrket.
SF vil nu til at føre sin egen politik – også selv om SF kommer på den politiske “reservebænk”. SF-formand Holger K. Nielsen forklarer:
“Hvis alternativet til reservebænken er et hold, hvor man konstant spiller defensivt på egen banehalvdel, hvor man tackler hinanden i stedet for at tackle modstanderne, hvor anføreren rammer ved siden af bolden, hvor man ikke kender forskel på modstandernes og ens eget mål og derfor laver det ene selvmål efter det andet. Ja, så foretrækker vi helt klart reservebænken.”
Selvkritikken er meget rammende; men konkrete ændringer blev der ikke lagt op til på landsmødet. SF stiller nu “ultimative” krav om at fastholde de fire forbehold fra det nationale kompromis.
Flygtninge
Men holder den? SF'eren Margrethe Auken mener, at EU skal styre “flygtningestrømmen”. Det var netop ét af de fire forbehold, at det var en sag for nationalstaterne.
SF er miljøets parti; men SF’s konkrete miljøpolitik har ikke den store appel. SF vil forbedre miljøet med store afgifter. Oftest bliver det almindelige lønmodtagere, der kommer til at betale. Hvem har råd til benzinpriser på 15 kr. pr. liter, hvis man bor 30 km fra sit arbejde?
Selvfølgelig mener SF også, at den kollektive trafik skal styrkes. Men mens SD godt vil være med til øgede miljøafgifter (= penge i statskassen), så vil de ikke være med til de milliard-investeringer, der kræves, for at gøre kollektiv trafik til et reelt alternativ.
Tilbage står SF med ansvaret for upopulære afgiftsforhøjelser, mens deres mere vidtrækkende visioner aldrig bliver til noget.
Privatiseringer
Holger K. forsøger at lægge luft til de mange kompromiser, men der kommer andre signaler fra to top-SF'ere.
Politisk ordfører Steen Gade er ikke vild med reservebænken. “Som altid må gruppen være i arbejdstøjet ...” Konkret vil han have indflydelse på – og medansvar for – Lykketofts finanslov.
Til gengæld vil næstformand Christine Antorini godt lægge luft til “den socialdemokratiske statsmodel”. Hun vil ikke afvise privatiseringer. “Efter 20 års velfærdssamfund har vi desværre fået skabt et socialdemokratisk samfund, der i alt for høj grad ‘tager sig af’ og ‘sørger for’ folk.”
Antorinis kritik er skudt helt ved siden af. Problemet er ikke, at samfundet i for høj grad ‘tager sig af’ folk. Tværtimod, samfundet tager sig for lidt af de svage.
Heldigvis blev Antorinis udtalelser kraftigt afvist på SF’s landsmøde; men de viser tydeligt de problemer, socialister kan rode sig ud i, hvis man vil administrere systemet på systemets egne præmisser.
SF må vælge, om man vil være ansvarlig over for budgetter og konkurrenceevne eller over for almindelige menneskers velfærd.
Billedtekst:
Alternativet til at samarbejde med Poul Nyrup er ikke “reservebænken” men at tage aktiv del i kampen uden for Christiansborg.
Opgør med passivitet
I SF’s Ungdom er krisen nået betydeligt længere end i moderpartiet. 90 medlemmer af den mest aktive del af SFU har meldt sig ud af SFU i protest mod dens højredrejning.
At krisen er nået længst i SFU kan ikke undre. Efter stalinismens sammenbrud i 1989 var SFU-ledelsen hurtige til at opgive klassekampen og socialismen.
“Problemet skyldes ikke kapitalismen eller socialismen, men at demokratiet fungerer for dårligt og i dybere forstand: Ansvarsløshed – både hos magthavere, vælgere og forbrugere,” skrev SFU’s formandskab i 1990.
I sin søgen efter ansvarlighed landede man til sidst i Bruxelles – hos EU. Selv om der var flertal på SFU’s landsmøde for at sige Nej til unionen – også 2. gang – så arbejdede ledelsen alligevel for et Ja.
Splittelsen handler ikke kun om ja eller nej til EU og manglende demokrati hos SFU-ledelsen. Den handler om, hvorvidt verden kan forandres gennem dialog med magthaverne eller gennem oprør og protest.
Udbryderne fra SFU mener, at SFU-ledelsen ikke er rigtige SF’ere. Men problemet stikker dybere. Problemet er reformismen – såvel i SFU som i SF.
Hvis SF ville, kunne de med deres størrelse give utilfredsheden fra neden et vældigt skub fremad. Problemet er, at det vil SF ikke.
Så længe SF ser sig selv som et parti, der vil administrere kapitalismen frem for at afskaffe den, vil SF komme til at skuffe de oprigtige socialister, som tror på SF’s principper.
Heller ikke i dagligdagens kampe slår SF til. Der er behov for en helt anden type parti end SF. Et parti, der ser kampen fra neden som det afgørende, og som kommer med konkrete bud på, hvordan de kan vindes.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed