Socialistisk Arbejderavis
Nr. 118 – August 1995 – side 9
Marxisme i hverdagen
Kan forbrugerboykot stoppe a-bomben?
Martin B. Johansen
Et af sommerens store mediehits har været forbrugerboykot som politisk våben. Inspireret af den succesrige kampagne mod Shell i Brent Spar-sagen har aviser og politikere slået på tromme for boykot af franske varer i protest mod atomprøvesprængninger.
Ideen om forbrugerboykot har både en positiv og en negativ side.
Den positive side er, at mange mennesker tager ideen til sig, fordi de ønsker at gøre noget aktivt for at forandre tingene. De siger ikke længere: “dét må politikerne klare,” eller: “det nytter alligevel ikke”. Ideen om boykot indeholder også det yderst fornuftige argument, at det rammer de store firmaer, hvor det gør mest ondt: på pengepungen. Væk er alle illusioner om en grøn, etisk eller human kapitalisme – det er profitten der tæller.
Afpolitisering
Den negative side er for det første, at boykot tit er et bekvemt middel for politikerne til at afpolitisere og indsnævre de spørgsmål, der er i fokus.
I tilfældet med Brent Spar kommer det hele til at handle om Shell – ikke om hvorfor bl.a. den danske regering måneder forinden havde godkendt dumpningen. Hvad angår de franske atomprøvesprængninger betyder diskussionen om boykot af fransk vin, at politikerne undgår at spørgsmålet kædes sammen med dansk våbeneksport, USA’s atomvåben på Thule-basen og krigen i Bosnien.
Men for det andet forsøger aviser og politiske organisationer som SFU at sælge en bestemt ideologi sammen med boykot-ideen: den liberalistiske ideologi om at den bevidste forbruger kan styre samfundet gennem sine indkøb – at det egentlige demokrati kommer til udtryk ved kasseapparatet.
Idéen om, at forbrugernes efterspørgsel styrer virksomhedernes udbud, kan virke besnærende, men den er forkert.
Først og fremmest bliver ideen om udbud og efterspørgsel undergravet af, at der er en tidsmæssig afstand fra varerne fremstilles, til de bliver solgt. Det betyder, at virksomhederne ikke producerer de varer, som forbrugerne efterspørger, men de varer, som virksomhederne tror, at forbrugerne efterspørger.
Afstanden i tid fra produktion til salg ville være lille, hvis al produktion foregik i små foretagender, hvor produktionen blev planlagt fra den ene dag til den næste. Men i vore dage, hvor størstedelen af produktionen foretages i enorme, verdensomspændende koncerner, går der længere og længere tid, fra et produkt planlægges, til det er på gaden. Som eksempel starter design og udvikling af nye bilmodeller typisk 5-6 år, før bilen er på gaden.
Selv om kapitalisterne naturligvis tager højde for forbrugerønsker i planlægningen, så er det ikke forbrugerne, der afgør, hvad der skal produceres. Det er altid kapitalisterne, der har det sidste ord. Og for kapitalisterne er der ét hensyn, som vejer tungere end forbrugerne: hensynet til profitten.
Hvis forbrugernes ønsker går på produkter, som giver mindre profit eller kræver store nyinvesteringer, så vil kapitalisterne gøre alt for ikke at opfylde ønskerne. Mejerigiganten MD Foods undlader således at markedsføre og producere økologiske produkter, selv om efterspørgslen er enorm.
De enorme – og stigende – ressourcer, der bruges på reklame og marketing, understreger blot dette: At kapitalisterne prøver at styre forbrugernes behov mest muligt.
Illusion
Derfor er det en illusion at tro, at det er forbrugerne, der bestemmer udbudet af varer. Kapitalisterne er ikke passive formidlere af forbrugerkrav, men en særdeles aktiv part – og den part, der har kontrollen over produktionen.
Ideen om, at man kan styre samfundet via markedet, kommer desuden til kort i en lang række situationer. Hvilke varer skal vi boykotte for at stoppe krigen i Bosnien? Hvordan skulle sygeplejerskerne kæmpe for højere løn ved at bruge markedskræfterne? De fik ikke engang lov til at udnytte kræfternes frie spil på arbejdsmarkedet, idet arbejdsgiverne gennem arbejdsretten tvang sygeplejersker til at trække deres opsigelser tilbage.
En forbrugerboykot kan være effektiv i enkeltstående situationer. Men det kan aldrig blive en strategi for at styre et helt samfund.
Se også:
SAA 118: Arbejderkamp stopper atomvåben
SAA 118: Non a la bombe
SAA 118: IS mener: Gå imod deres våbenvanvid
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed