Socialistisk Arbejderavis
Nr. 12 – September 1985 – side 4
Sydafrika
Kampen for sort arbejdermagt
Hans Erik Madsen
Uroen og strejkerne i Sydafrika tager til – på trods af undtagelsestilstanden. Militansen er stigende i den sorte arbejderklasse, blandt studenter, skoleungdom og de arbejdsløse.
Modstanden mod apartheidregimet er for første gang i historien spredt ud til samtlige af de største byer og industricentre.
Apartheidstyret er rystet som aldrig før. Botha og borgerskabet i ind- og udland er klemt, og deres muligheder for at manøvrere er små. Biskop Desmond Tutu udtalte allerede i juli, »at en fredelig løsning meget hurtigt kan blive forpasset«. Det er den i dag i Sydafrika.
Borgerskabet splittet
Modsætningerne er skærpet afgørende inden for de sidste par måneder mellem regimet og befolkningen. Borgerskabet er splittet og i vildrede. Bothas »reformtale« til Nationalpartiets delegeretforsamling først i august var utvetydig: »Vi afgiver ikke frivilligt magten. Der bliver ikke indført nye reformer ... og der bliver slet ikke tale om indførelse af stemmeret for den sorte befolkning.« Borgerskabet står samlet om en afvisning af en borgerlig demokratisk parlamentarisme. Det ville være at underskrive deres egen dødsdom som situationen er i dag. 25 mill. sydafrikanere er sorte – kun 1 mill. hvide.
Hvad de kan og vil gøre aftegner sig kun i usikre træk. Risikoen ved en fortsættelse af repressionen med små eller ingen reformer kan forstærke krisen. Lempelse af undtagelsestilstanden og repressionen og indførelse af reformer kan meget let give den sorte bevægelse yderligere tro på, at forstærket kamp kan fjerne apartheidsystemet helt.
Mulighederne for et kompromis og skabelsen af et »forhandlingsforum« med moderate ledere som biskop Desmond Tutu og den fængslede leder af ANC, Nelson Mandela, er måske forpasset. For regimet, den vestlige kapital og dele af det sorte og farvede småborgerskab, som ikke ønsker et antikapitalistisk opgør, er en forhandlingsløsning den eneste ønskelige.
Men den stigende radikalisering i den sorte befolkning og den sorte fagforeningsbevægelse undergraver de moderate sortes troværdighed som forhandlingsledere, hvis de går ind i et sådant spil.
Samtidig vinder det ekstreme højre inden for borgerskabet frem, og de er totalt afvisende over for en moderat linje. Det ekstreme højre har sin basis i nogle store landejere, de oprindelige boere og hvide arbejdere som er degraderet. De repræsenterer omkring 30% af den hvide befolkning, og Botha må hele tiden kikke over skulderen efter dem for at sikre sig deres støtte.
Borgerskabets manøvremuligheder er små. Spørgsmålet er, hvor stærk den sorte opposition er.
Modstanden
Styrken ved de sortes kamp i Sydafrika i dag i forhold til tidligere er, at optøjerne foregår på nationalt plan og er kommet sideløbende med en tiltagende og militant sort fagforeningsbevægelse.
Men der er to hovedforhindringer i den sorte bevægelses fortid, som skal overvindes. For det første har det hvide regime fortsat monopol på den militære magt. Dens repressive styrke er fortsat intakt og kan trække på den hvide befolkning som en uhyre reserve. Ingen revolution kan lykkes uden en smadring af de hvides hær og politi.
For det andet tror de fleste aktivister uanset om de er med i ANC eller andre organisationer, at regimet kan blive skubbet til side gennem en kombination af byoptøjer, demonstrationer, advarselsstrejker og guerillakrig.
Denne opfattelse er forkert. En sådan strategi er blevet forsøgt i 50'erne og først i 60'rne. Regimet var dengang i stand til at smadre opstandene i byerne på trods af sabotagen fra ANCs væbnede venstrefløj – Umkhonto weSizwe.
Hvad der er totalt anderledes i dag i forhold til enhver tidligere sort revolte er, at der er den meget større styrke og organisation i den sorte arbejderklasse. Sikkerhedspolitiet er stærkt og effektivt og kan myrde og slå løs på folk. Men at få millioner af arbejdere til at arbejde og skabe profit med en pistol for panden er ikke muligt.
Hvis ikke de bedste militante erkender arbejderklassens afgørende rolle og begynder at organisere sig uafhængigt i et revolutionært parti med perspektivet om en socialistisk revolution i Sydafrika, vil en historisk mulighed for at smadre apartheid blive tabt. Og dermed også muligheden for at slippe af med den vestlige imperialisme, som har skabt den specielle form for kapitalisme.
Billedtekst:
Modstanden har spredt sig fra de sorte bydele tit industriområderne.
Se også:
SAA 12: IS mener: Sydafrika: Vejen til revolution
SAA 12: Vestlig kapital presser Botha: Profitter skal sikres
SAA 12: Apartheid-systemets historie
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed