Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 12 – September 1985 – side 5

Apartheid-systemets historie

Hans Erik Madsen

Den rå undertrykkelse af Sydafrikas sorte flertal møder massiv fordømmelse fra store dele af verden. Men alt for ofte ses racismen i Sydafrika som et resultat af apartheid. Det er den ikke. Apartheid voksede ud af et behov i den tidlige sydafrikanske kapitalisme. Racismen er uløseligt knyttet til guldminerne, som de hvides rigdom i landet også er baseret på.

De hvides tilstedeværelse i Sydafrika daterer sig tilbage til 1652 og grundlæggelsen af det nederlandske østindiske kompagni i Kap-provinsen. De nederlandske kolonialister blev kaldt boerne, de senere afrikaans. De fordrev den oprindelige afrikanske befolkning fra deres jord, tog khoihoi-folket til slaver og udryddede jægerfolket san. Slaveriet blev en del af den sydafrikanske kapitalisme.

Kap-kolonien blev overtaget af Storbritannien i 1806. Men det var først med opdagelsen af diamantforekomster, at antallet af hvide kolonialister for alvor tog til.

Koncentration af kapital

Efterhånden som diamantforekomsterne på overfladen var udtømte, krævedes der mere avanceret og dyrere mineteknik for at komme til diamanterne. Entreprenører med støtte fra Londons finanskapital etablerede sig. Kontrollen over minerne blev overtaget af nogle få kompagnier, som tilsammen monopoliserede diamantproduktionen, stabiliserede priserne og garanterede profitten.

I 1888 blev alle diamantminer kontrolleret af selskabet Beers Consolidated. Selskabet kontrollerede på det tidspunkt 90% af verdensproduktionen. Det blev ledet af den engelske imperialist Cecil Rhodes, som også var Kap-koloniens statsminister i en periode.

Opdagelsen af guldforekomster i 1886 i Witwatersrand i boerrepublikken Transvaal krævede endnu mere kapital. Kapitalen blev hentet fra diamantfelterne. Selskabet Beers blev også her den vigtigste investor i guldindustrien gennem selskabet Consolidated Gold Fields of South Africa.

I modsætning til diamanterne var der fast pris på guldet. Produktionen kunne være ubegrænset. Den eneste faktor som begrænsede profitterne, var priserne på råvarer og arbejdskraften.

Boerkrigen

De britiske mine- og kapitalinteresser kom på kollisionskurs med boerne, som havde magten i boer-republikkerne. Boernes pris- og tarifpolitik spiste for store dele af de engelske selskabers profit. Samtidig var boerne bekymrede over briternes øgede kontrol over mineralforekomsterne.

Mineejerne med støtte fra den britiske stat vandt det endelig opgør under »Boer-krigen« i 1899-1902.

Afslutningen af krigen bar præg af ønsket om forsoning og sammensmeltning af den hvide befolkning. Den nye regering tillod randlorderne at maksimere deres profitter og sprede systemet med kontraktarbejdere, som både boerne på de store godser og mineejerne havde fordel af.

Der blev udformet nye love for at holde det sorte flertal nede. The native land act af 1913 trak grænser for afrikanske reservater. Loven blev stadfæstet i 1936 og indebar, at 78% af befolkningen blev henvist til reservater som omfattede 13,7% af jorden. Disse tal gælder også stort set i dag og lægger grundstammen for apartheid-regimets konsolidering af »fordelingen« af jorden med hjemlandene, de såkaldte bantustans.

Kontraktarbejde

For at skaffe mineejerne uindskrænket adgang til billig og disciplineret sort arbejdskraft blev der oprettet overvågede, indhegnede lejre for minearbejderne. Her skal de sorte opholde sig i hele kontrakttiden, som nu ligger mellem 12 og 28 måneder.

Arbejderne må ikke forlade området uden speciel tilladelse. Lejrene og kontraktarbejdets vigtigste funktion er at hindre, at de sorte organiserer sig og handler kollektivt, og at en eventuel modstand i en mine kan spredes til en anden mine.

Raceideologien

»Randlorderne« udviklede en egen teori for at retfærdiggøre den brutale undertrykkelse af det sorte flertal og frarøvelsen af elementære demokratiske rettigheder som f. eks. stemmeretten.

Cecil Rhodes skrev: »Jeg er glad for, at vi har den fineste race i verden, og jo mer af verden vi behersker, jo bedre.« »Afrika ligger klar for os. Vor pligt er at tage det.«

Fra organiseret racistisk undertrykkelse er der ikke langt til fascisme. Blandt boerne har der i lang tid været klare fascistiske sympatier. Flere af deres ledere håbede på nazisternes sejr under 2. verdenskrig.

Boernes ekstremt racistiske Nationalistparti fik regeringsmagten i Sydafrika i 1948. Det fik magten efter en valgkamp, hvor et af slagordene var »apartheid«. Alle blev indført i raceregistre, der blev vedtaget forbud mod ægteskab og seksuelle forhold på tværs af raceskel. Uddannelsessystemet blev skarpt adskilt.

Alle afrikanere skulle i princippet bo i bantustans og 3 millioner sorte blev tvangsforflyttet i 1960. Denne lovgivning gik også ud over den asiatiske og farvede befolkning.

De sorte blev pålagt at bære pas med oplysninger om arbejdstilladelse, bosted og etnisk tilhørsforhold. Oppositionel virksomhed blev mødt med dødsstraf og tortur. Befrielsesbevægelserne ANC og PAC blev forbudt i 1960 – og et omfattende militær og politi sørgede for, at lovene blev overholdt.

De hvide arbejdere

Den blomstrende guld- og diamantindustri betød ikke bare proletariseringen af afrikanerne. Det medførte også en omfattende proletarisering af de jordløse hvide. De blev lokket til mineindustrien med udsigterne til høje lønninger, som formænd eller som faglærte arbejdere.

For at beskytte disse privilegier blev der fastsat love, der kun tillod hvide at tage faglært arbejde. Gennem strejker sørgede de for at tilkæmpe sig lønninger, der var blandt de højeste arbejderlønninger i verden.

Efter en økonomisk krise i 1920 forsøgte mineejerne at øge profitterne ved at reducere lønudgifterne ved at erstatte hvide arbejdere med sorte. Den såkaldte »Rand revolt« strejke i 1922 var de hvides svar. De lancerede slagord som »Arbejdere i alle lande: foren jer. Hold Sydafrika hvidt«.

De hvide arbejdere var blevet et arbejderaristokrati. De hvides fagforeninger accepterer og støtter også i dag åbent apartheidpolitikken for at bevare sine privilegier.

Hvo som graver en grav ...

Den øgede repression blev mødt med øget modstand. Efterkrigstiden blev præget af oprør, strejker og massedemonstrationer. I 70’erne korn en ny fase med store strejkebølger og elev- og studenteroprøret i Soweto 76. Meget sort blod har flydt og ikke forgæves.

Kapitalen koncentrerer rigdom og magt i hænderne på mineejerne, men samtidig skaber de den kraft, som kan knuse dem. De sorte arbejderes kamp i Sydafrika id ag truer det system, som har gjort kapitalisternes massive udnyttelse mulig – apartheid.

Billedtekst:
De sydafrikanske minearbejdere har magten til at ryste systemet.

Se også:
SAA 12: Vestlig kapital presser Botha: Profitter skal sikres
SAA 12: Sydafrika: Kampen for sort arbejdermagt
SAA 12: IS mener: Sydafrika: Vejen til revolution

Flere artikler fra nr. 12

Flere numre fra 1985

Se flere artikler om emnet:
Sydafrika

Se flere artikler af forfatter:
Hans Erik Madsen

Siden er vist 1835 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside