Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 122 – 2. november 1995 – side 4

NATO skaber krig – ikke fred

NATO: En farlig krigsmaskine

Dorte Lange + Tom Christiansen

NATO-bombningerne i Bosnien og de efterfølgende fredsforhandlinger i USA har i mange menneskers øjne fået NATO til at fremstå som en fredsskabende organisation, som nu har klaret, hvad FN ikke magtede.

Men intet kan være mere forkert. Det er fx NATO-våben, der bliver brugt i Tyrkiets krig mod kurderne.

Og NATOs rolle i eks-Jugoslavien er ikke at skabe en varig fred, men derimod at sikre, at den etniske udrensning bliver fastholdt med tanks og pigtråd.

NATO er en militær organisation, der skal varetage og koordinere de Vestlige imperialistiske magter og særligt USAs interesser. NATO tager over, når de økonomiske og politiske midler ikke længere er tilstrækkelige til at sikre Vestens indflydelse.

NATO blev dannet i 1949, da den kolde var på sit højeste. Dens rolle var at sikre, at USAs indflydelse i Vesteuropa ikke blev truet af Østblokken.

Men NATO eksisterer fortsat, selvom den kolde krig er slut og modparten, Warszawapagten, er opløst. Den har også med bombardementerne i Bosnien for første gang gennemført operationer udenfor det Nordatlantiske område.

Grækenland

NATO skal ikke kun bekæmpe udefra kommende fjender, men blander sig også i medlemslandenes indre anliggender. En tidligere amerikansk udenrigsminister, Dean Acheson, udtalte: “Revolutionære aktiviteter i et medlemsland, inspireret og hjulpet udefra... vil blive betragtet som et væbnet angreb.” Hvad det betød, kunne man se i Grækenland i 1967. Da venstrefløjen så ud til at vinde parlamentsvalget, var det NATO, der havde udarbejdet planerne bag det militærkup, som resulterede i 7 års militær-junta. I Italien blev et lignende kup diskuteret, og under revolutionen i 1974 i Portugal intervenerede NATO på militærdiktaturets vegne.

Udadtil har de militære høge og ikke mindst Uffe Ellemann Jensen forsvaret NATO med, at den omfattende oprustning med atomvåben efter 2. verdenskrig og udsigten til total udslettelse har afskrækket parterne fra at gå i krig med hinanden. Men det er løgn.

Den tidligere amerikanske præsident Nixon indrømmede i 1985, at USA mindst syv gange i løbet af den kolde krig har overvejet at bruge atomvåben. Under Falklandskrigen i 1982 sendte Storbritannien atombevæbnede krigsskibe til Falklandsøerne. Og USAs tidligere udenrigsminister, James Baker, praler i sin dagbog med, at han truede Saddam Hussein med atomvåben i forbindelse med Golfkrigen i 1991.

Grunden til, at der ikke har været krig i Europa fra 1945 til krigen brød ud i eks-Jugoslavien i 1991, var, at økonomien var i vækst. Den herskende klasse i de imperialistiske lande kunne udvide sine profitter uden at kaste sig ud i omfattende erobringskrige. I dag, hvor de økonomiske problemer tårner sig op, er faren for krig vokset betydeligt, og herskernes behov for oprustning er derfor ikke forsvundet.

Afslutningen på den kolde krig og opløsningen af Warszawapagten har derfor heller ikke betydet nogen nævneværdig nedrustning af NATOs militær. Selvom den økonomiske krise har tvunget de fleste lande til at skære ned i de militære udgifter, så ligger fx USAs udgifter til militæret i dag stadig 20% over, hvad de gjorde i 1980.

Overkill

Diverse aftaler om begrænsning af atomvåben har ganske vist sat et loft, der hedder, at Rusland og USA hver for sig ikke må råde over mere end 3.000 atomsprænghoveder hver. Men det skal ses i lyset af, at allerede i 1964 indrømmede den daværende amerikanske udenrigsminister, Robert Macnamara, at man med “bare” 400 atomvåben havde “overkill” nok til at udslette enhver fjende.

Dertil kommer, at USAs udgifter til atomvåben stort set ikke er faldet, fordi aftalerne ikke har medført, at man har indstillet eller begrænset nogen betydende atomare våbensystemer, som blev planlagt i 80'erne. Det der bliver skrottet er de gamle forældede atomvåben.

Aftalerne om nedskæringer af konventionelle styrker i Europa har heller ikke betydet, at særligt mange våben er blevet destrueret. De fleste er blevet flyttet til lande, som har færre våben, end de måtte i følge aftalerne. Tyrkiet har på den konto fået tilført 700 M60 tanks, 20 leopardkampvogne, 60 pansrede mandskabsvogne og 70 kanoner. Det er våben som i dag indgår i nedslagtningen af kurderne.

Det, som bliver fremstillet som nedrustning og nedskæringer i militærbudgetter, dækker over, at NATO omstrukturerer sine våbensystemer til den nye situation efter den kolde krigs afslutning.

Nu har NATO ikke kun en fjende, som man opstille stationære atommissiler med faste mål overfor. Der er snarere brug for militære styrker, som hurtigt kan sættes ind overalt i verden – på Haiti, i Somalia, i Golfen og på Balkan.

De strategiske atommissiller beregnet til en totalødelæggende atomkrig bliver erstattet af mindre taktiske atomvåben, som dem Frankrig afprøver i øjeblikket. De kan transporteres overalt i verden af fly og ubåde, og kan bruges i begrænsede krige. Og de stationære amerikanske militærstyrker i Europa bliver erstattet af internationale brigader, som hurtigt kan sættes ind i brændpunkter.

Verden er stadig et farligt sted at opholde sig.

En skændsel

Enigheden fra Fremskridtspartiet til SF om at anbefale Uffe Ellemann Jensen til posten som generalsekretær i NATO er en skændsel.

Det er selvfølgelig fristende for Uffe Ellemanns politiske modstandere at prøve at slippe af med ham på den måde. Men hvis Uffe skaber problemer som ledende oppositionspolitiker i Folketinget, så vil han kunne udrette katastrofer som generalsekretær i NATO.

Uffe hører til blandt de militære høge og er den mest klare fortaler for amerikansk imperialisme. Han er indædt modstander af nedskæringer på de militære budgetter og har ved mange lejligheder talt for indsættelse af mere militær i Bosnien. Han har været klart for NATOs bombninger af Sarajevo.

Uffes falden på halen for den amerikanske imperialisme er senest fremgået af hans holdninger til undersøgelserne om amerikanske atomvåben på Grønland. Uffe har været en af de største fortalere for, at forskerne skulle nægtes adgang til at “kigge vores amerikanske allierede efter i kortene,” som han udtrykte det.

Thulearbejderne føler sig næppe dækket ind af ordet “vores” allierede. De blev af den danske regering og amerikanerne sendt ud for at feje plutonium op efter nedstyrtningen af et amerikansk brintbombebevæbnet B-52 bombefly.

Uffe har modsat sig, at Thule-arbejderne overhovedet skulle have nogen erstatning for det livsfarlige arbejde. Selv den latterlige lave kompensation på 50.000 kr., som den danske regering har tilbudt, kan Uffe ikke unde dem.

At anbefale Uffe som generalsekretær for en organisation, som har militær slagkraft nok til at ødelægge jorden adskillige gange, er bogstaveligt at lege med ilden.

Ud af NATO

NATO er hverken blevet fredsskabende eller nedrustet. Faren for krig er stadig overhængende, fordi kampen om markeder og adgang til råstoffer stadig raser og bliver mere akut, jo mere de økonomiske problemer tårner sig op.

Det skaber konflikter, som truer med at bryde ud i åben krig. Krigen i eks-Jugoslavien er et udtryk for et sådan imperialistisk magtspil, hvor de forskellige nationalistiske herskere kæmper om land, industri og energiressourcer.

Det eneste alternativ til NATO og krig er afrustning. Ikke i form af topmøder og aftaler, som tager udgangspunkt i den herskende klasses interesser. Hensynet til nationens militære interesser er hensynet til arbejdsgivernes profit og ikke hensynet til almindelige menneskers interesser.

Vi må kræve, at det danske forbud mod atomvåben på dansk – og grønlandsk – jord bliver overholdt konsekvent. Danmark skal ud af NATO og vi skal fastholde at vi fortsat ikke vil indgå i krigssamarbejdet i Vestunionen. Vi må stille krav til den danske stat om at skære bevillingerne til militæret væk.

Imperialistisk magtspil

NATOs invasion i Bosnien skal sikre stormagternes imperialistiske interesser og tilgodese de nationalistiske lederes ønske om etnisk opdeling.

NATOs bombninger i Bosnien markerede først og fremmest, at USA nu for alvor ønsker at blande sig i, hvordan en fremtidig opdeling af Bosnien skal se ud.

De har sat det tunge diplomatiske skyts ind i form af viceudenrigsminister Holbrooke som fredsforhandler. Og de presser på for at få retten til uindskrænket at lede den NATO slagstyrke, som for eftertiden skal værne om den etniske udrensning, som det amerikanske såkaldte fredsudspil lægger op til.

Kan ikke bruge FN

FN kan ikke bruges, fordi stormagterne ikke kan blive enige om, hvem der skal trynes. Derfor ser vi nu for første gang en NATO-aktion uden for NATOs område.

Efter fredsforhandlingerne, skal NATO indsætte en styrke på 50-70.000 soldater. Soldaterne skal sættes hurtigt ind, for som en NATO-diplomat udtrykker det “Det gælder for enhver pris om at undgå et tomrum mellem undertegnelsen af fredsaftalen og troppernes ankomst.”

Opgaven for NATOs besættelseshær bliver først og fremmest at nedkæmpe eventuelle oprør mod den etniske opdeling og efterfølgende udrensning. Fredsaftalen kommer nemlig til at tilgodese de nationalistiske lederes ønske om en etnisk opdeling af Bosnien.

Forsvarsminister Hans Hækkerup og Niels Helveg vil meget gerne lade Danmark bidrage med det, der indtil nu er skrabet sammen til den internationale brigade. De har ganske vist problemer med at få folk til at melde sig frivilligt, kun 2.500 ud af målet på 3.700 værnepligtige har meldt sig.

Opgaverne bliver også nogle andre end de, som FN soldaterne skulle varetage, indrømmer Hans Hækkerup, og understøttes af en NATO-kilde i Det fri Aktuelt: “Der bliver ikke brug for fritidspædagoger.”

Sammensætningen og ledelsen af den NATO-styrke der skal indsættes, betyder noget for, om de involverede landes interesser tilgodeses. Derfor er der en del polemik om dette. Russerne har sagt de gerne vil deltage med 20.000 soldater. De må bare ikke være under NATO-ledelse. Det var ikke lige det USA havde tænkt. De forestillede sig 2000 russiske soldater, under NATO-ledelse. Til sammenligning, er det meningen at USA skal bidrage med 25.000 soldater.

Frankrig, som ligesom russerne støtter serberne i Bosnien, foreslår at der bliver en lidt løsere ledelse af aktionen, og at FN på en eller anden måde bliver koordinerende. USA har stillet som betingelse for deltagelse, at invasionen bliver et NATO foretagende.

Ruslands modvilje mod NATOs udvidelse mod øst, og det, at Jeltsin ind i mellem fyrer sin udenrigsminister, fordi han er for flink overfor Vesten, fremstilles i pressen som om de russiske ledere af indenrigspolitiske grunde skal profilere sig.

Men det handler også for den russiske herskende klasse om at bevare deres del af det kapitalistiske verdensmarked. Så selvom Jeltsin er fordrukken og utilregnelig, så er konfliktmulighederne reelle nok.

Sprængfarlig

Møderne i den såkaldte kontaktgruppe, som skal bestemme sammensætningen af NATO-styrken, jonglerer altså med sprængfarlige modsætninger mellem de involverede stater.

Det er denne jongleren, og ikke den almindelige bosniers fredelige liv, der ligger kontaktgruppen på sinde. Møderne handler om fordeling af positioner ud fra hvilke de forskellige magthavere kan fortsætte deres udbytning, hvilket understreges af, at et land som Japan deltager i møderne. Japan spiller ingen militær rolle, men er med for at diskutere fordelingen af de kommende investeringer i eks-Jugoslavien.

Flere artikler fra nr. 122

Flere numre fra 1995

Se flere artikler af forfatter:
Dorte Lange
Tom Christiansen

Siden er vist 2084 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside