Socialistisk Arbejderavis
Nr. 122 – 2. november 1995 – side 5
Marxisme i hverdagen
Er egoisme en hindring for socialisme?
Martin B. Johansen
Der er folk på højrefløjen, som drager en meget generel konklusion på sammenbruddet for de tidligere regimer i Østeuropa.
De siger, at med regimernes fald døde også enhver idé om, at mennesker kan løse opgaver kollektivt – at mennesker er så egoistiske og individualistiske, at det på forhånd udelukker opbygningen af et socialistisk samfund, hvor vi i fællesskab tager beslutninger i stedet for at overlade styringen til politikere og chefer.
Man kan nemt afvise, at sammenbruddet i Østeuropa siger noget som helst om socialismens muligheder, af den grund, at de tidligere regimer ikke havde andet til fælles med socialisme end navnet.
Statskapitalisme
I virkeligheden var regimerne blot udtryk for en anden måde at organisere kapitalismen på end den vestlige. Vi har i Socialistisk Arbejderavis i mange år argumenteret for, at betegnelsen “statskapitalisme” var mere dækkende.
Men når det er sagt, så står argumentet om “menneskets egoisme” stadig tilbage. De fleste af højrefløjens ideologer mener i virkeligheden, at mennesker fra naturens side er så egoistisk, at enkeltindivider er sig selv nærmest og altid vil forsøge at klare sig på andres bekostning.
Imidlertid er der en række kendsgerninger, der modsiger den påstand.
Først og fremmest har mennesker til alle tider og alle steder levet i samfund. Hvis mennesket var så individualistisk, som det påstås, så skulle man tro, at de tidligste mennesker på jorden havde levet som en slags eneboere, hvor hanner og hunner kun mødtes i parringstiden.
Men sagen er, at mennesket ikke kan overleve som enkelt individ i naturen. Fra naturens side mangler vi de fysiske egenskaber, som kunne gøre os i stand til at overleve i en bestemt niche.
Menneskets egentlige kendetegn har altid været at samarbejde for at overleve. Ved at være fælles om jagt, om at jage vilde dyr væk og om at samle spiselige planter, var de første mennesker i stand til at overleve.
Kollektivt
Dernæst kan man tage det faktum, at mennesket er det eneste dyr, der har udviklet et egentligt talesprog. Man kan kun forklare udviklingen af taleevnen som et kollektivt fænomen, der udspringer af samarbejdet mellem mennesker. Formålet med sproget er dels at udveksle erfaringer mellem individer, dels at videregive erfaringerne til nye generationer. Hvilket igen peger på, at mennesket grundlæggende er et socialt væsen.
I vores egen hverdag kan vi også finde eksempler på, at mennesker kan samarbejde uden at sætte de individuelle interesser øverst. Fx hjælper vi vores venner uden at forvente kontant betaling. Der er mange, der lægger et stort gratis arbejde i foreninger af alle mulige slags. Eller man kan tage det forhold, at mange foretrækker at arbejde i små firmaer, fordi de ikke er præget af stive ledelsesstrukturer, men af at man “snakker om tingene”. Eller til sidst: Der er stadigvæk tusinder, der søger ind på sygeplejeskolerne på trods af, at arbejdet er hårdt og lønnen lav.
Når individualismen og egoismen alligevel er i højsædet i vores samfund, så skyldes det to ting: For det første er økonomien baseret på konkurrence. Det slår tilbage på forholdet mellem mennesker, fordi vi som individer konkurrerer som arbejdskraft.
For det andet har den herskende klasse interesse i, at vi ser på hinanden som konkurrenter og ikke som et kollektiv med fælles interesser – og derfor gør de alt for at opmuntre til individualisme.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed