Socialistisk Arbejderavis
Nr. 122 – 2. november 1995 – side 6
Ken Loach’s nye film: “Land and Freedom” om den spanske borgerkrig
‘Der var en tro på revolutionen’
Jørgen Lund
“Land and Freedom” er den bedste film i lang tid. Og den bedste film nogen sinde om den revolution, der udviklede sig i borgerkrigen mod Franco’s fascister.
Jørgen Lund har set på den historiske baggrund for filmen
I 30’erne deltog titusinder af unge arbejdere i den spanske borgerkrig for at stoppe fascismen. De tog til Spanien – til fods, på cykel og af de mest utrolige omveje – for at deltage i krigen på den republikanske side.
I februar 1936 havde en folkefronts-regering vundet parlamentsvalget på et valgprogram indgået mellem borgerlige centrumspartier og socialist- og kommunistpartiet. Grundlaget var vendt imod de foregående års højreregering, der havde slået arbejderopstande og strejker blodigt ned og undertrykt arbejderbevægelsen. Den nye regering blev mødt med massive storstrejker i byerne og på landet for krav om at rette op på den sociale og politiske undertrykkelse.
Den spanske borgerkrig startede i juli 36, da det spanske borgerskab, kirken og militæret startede et oprør mod centralregeringen i Madrid. På trods af regeringens handlingslammelse, blev kuppet slået ned i de fleste storbyer og i store dele af landet.
Arbejderne blev bevæbnet eller stormende politistationer og kaserner for at få våben og dannede militser, som stoppede oprøret efter blodige kampe mod de såkaldte nationalister under fascisten general Francos ledelse. Kasserner, fabrikker, banker, godser, stormagasiner, hoteller osv. blev overtaget af forskellige typer af komiteer. De overtog eller kontrollerede transport, priser, offentlig sikkerhed, forsyninger af fødevarer osv.
De var næsten alle domineret af Det Almene Arbejderforbund (UGT), domineret af Socialistpartiet (Socialdemokratiet) og kommunisterne, eller af Den Nationale Arbejderorganisation (CNT), domineret af Den Iberiske Anarkistsammenslutning. Derudover var det meget mindre Arbejderpartiet For Marxistisk Enhed, POUM, aktiv i komiteerne.
Regeringen var imod komiteernes overtagelse af kontrollen i samfundet, men måtte acceptere det. Den måtte gennem reformer godkende det, der var blevet gennemført i praksis – fra jordreformer til social programmer, boligfordeling osv.
I Spanien – og især i provinsen, Catalonien, hvor halvdelen af landets industri lå, var det arbejderorganisationerne, der havde magten og autoriteten.
Anarkisterne og POUM stillede sig imidlertid med et ben i hver lejr. CNT gik ind i den republikanske centralregering og POUM i den catalanske. Samtidig var det i høj grad de partier, der havde den politiske autoritet i den nu bevæbnede spanske arbejderklasse og militserne. De ønskede i princippet borgerkrigen og den socialistiske udvikling udviklet samtidig.
Men både de borgerlige, socialisterne og især kommunisterne ønskede at løse krigen først og udskyde spørgsmålet om den sociale ordning til fremtiden. Alt imens arbejderklassen havde skabt sin egen dobbeltmagt til den borgerlige republik.
I filmen “Land and Freedom” tager det arbejdsløse medlem af kommunistpartiet, David Carr, fra Liverpool til Spanien og kommer mere eller mindre tilfældigt ind i en milits, der blev ledet af POUM. Filmen handler om Davids oplevelser som medlem af en mindre kampenhed af militsen.
For at skildre, hvad der skete med revolutionen under borgerkrigen, har instruktøren Loach fulgt sit foretrukne skema: en lille gruppe og dens eget sammenhold på kanten af samfundet. Den politiske udvikling i borgerkrigen skildres gennem gruppens oplevelser.
Efter indtagelse af en fascistisk besat landsby oplever vi borgerkrigens særlige hårdhed og den spanske borgerkrigs politiske indhold, da beboerne bagefter holder møde i godsejerens stuer, hvor de tidligere kun har været for at gøre rent. Skal jorden fordeles eller drives kollektivt? Det er en central scene, der viser folkets drømme og håb i kampen for land og frihed og derved revolutionens sociale indhold.
I Davids enhed får de senere beskeden om, at militserne skal indgå i en centraliseret national såkaldt folkehær. Men enheden stemmer for at bevare militsen. Det tema bliver skærpet i filmen, da David bliver såret på grund af militsens upålidelige gamle militærudstyr, og sendes på rekreation i Barcelona. Her dumper han ind i de afgørende dage i maj 37, da centralregeringen ville sætte en stopper for revolutionen ved at ændre magtforholdene i den vigtigste industriby.
Med angrebet på Telefoncentralen, hvor anarkisterne havde taget kontrollen fra de udenlandske ejere straks ved kupforsøget i 36, provokerede regeringen flere dages gadekampe. Men da både anarkisternes og POUMs ledere hurtigt opfordrede til at nedlægge våbnene, forlade barrikaderne og gå tilbage til arbejde, var der åbnet op for vendepunktet i borgerkrigen.
Derefter gik det tilbage for arbejderbevægelsens venstrefløj. Den borgerligt og kommunistisk dominerede regerings “krig uden revolution”-politik betød, at venstrefløjens aviser, møder og organisationer blev forfulgt og lukket. Deres medlemmer og ledere blev fængslet, tortureret eller forsvandt. POUM blev forbudt.
De kommunistisk dominerede politi- og sikkerhedstyrker ville gentage de berygtede Moskva-processer mod indbildte “trotskist-fascister” på spansk jord. Partiets og de russiske sikkerhedsfolks indflydelse var betalingen for våbenforsyninger fra Stalins Sovjetunion.
Derefter blev det anarkisternes tur. Den nydannede folkehær blev brugt til at opløse kollektiver, kommunale enheder, osv. som var domineret af de anarkistiske organisationer til fordel for en genopretning af regeringens kontrol.
Da det sociale spørgsmål blev fjernet fra krigen, bredte desillusionen sig. I i filmen tager David Carr det afgørende skridt og river sin partibog i stykker.
Rent militært viste republikken sig at være underlegen over for fascisterne og deres internationale forsyninger. De vestlige demokratier så med skræk på den sociale revolution i borgerkrigen og havde fra august 36 stillet sig i spidsen for den skammelige ikke-indblandingspolitik, der bl.a. betød forbud mod våbensalg og frivilliges afrejse. Det gjaldt også for Staunings Danmark. Det var dog først i marts 39, at regeringen led det endelige nederlag, og det fascistiske diktatur, der varede til Francos død i 1975, blev oprettet.
Loach lader sin films dramatiske højdepunkt være folkehærens omringning af den POUM-enhed, som David vender tilbage til. En scene, der fandt sted mange gange som led i genopretningen af centralregeringens autoritet, smadringen af revolutionens erobringer og forræderiet mod både land og frihed, som folk selv havde måtte erobre.
Til sidst i filmen kan man ane, at arven fra borgerkrigen bliver løftet, da næverne knyttes ved David Carrs grav. Og der er meget klare budskaber i denne Loach-film: internationalismen og kommunisternes forræderi. De antifascistiske myter om, at borgerkrigen blev tabt på grund af fascisternes styrke, har hidtil forhindret, at vi har kunnet få ordentlige film om den spanske borgerkrig.
Mange har allerede set Loachs film som brænde til en ny myte: at splittelsen på venstrefløjen var årsagen til nederlaget. Men venstrefløjen og militserne holdt fascisterne stangen og drev dem tilbage gentagne gange. Da revolutionen i borgerkrigen var tabt, var det folkefrontens linje og kommunisternes politik, der dominerede. Og derfor tabte borgerkrigen.
Den engelske forfatter George Orwell deltog også i den spanske borgerkrig, og David Carrs oplevelser har lånt både ord og paralleller i “heltens” oplevelser fra Orwells fantastiske bog “Hyldest til Catalonien”.
Faktisk kunne Loach have lånt mere fra Orwell for at vise, hvad arbejdermagten var, og hvordan den blev forkrøblet efter, at kommunistpartiet og centralregeringen i maj 37 satte offensiven ind i Barcelona: fabrikker under arbejderkontrol, stemningen i byerne, tilbagekomsten af tiggere, drikkepenge, cafe-tjenernes underdanighed, borgerskabets symboler, officerer i skræddersyede uniformer og hilseformer – fra “Vær hilset kammerat” til “Goddag hr.”.
Land and Freedom er en film som alle skal se. Og filmens argumenter kan udbygges med Orwells bog om, hvad internationalisme og arbejdermagt kan være.
Billedtekst:
Forsvaret mod Franco’s fascister lykkedes, så længe arbejderklassen havde kontrollen i det spanske samfund
Barcelona
‘Det var første gang, jeg havde været i en by, hvor arbejderklassen sad i sadlen. Praktisk talt enhver bygning af en vis størrelse var blevet beslaglagt af arbejderne.
Alle forretninger og cafeer bar inskriptioner, der fortalte, at de var blevet kollektiviseret; selv skopudserne var blevet kollektiviseret, og deres kasser var malet røde eller sorte.
Tjenere og ekspedienter så direkte på én og behandlede én som deres ligemand. Servile og ceremonielle talemåder var midlertidig forsvundet.
Og det var synet af menneskemængden, der var det mærkeligste af alt. Efter udseendet at dømme var det en by, hvor de velhavende klasser praktisk talt ikke eksisterede mere.
Fremfor alt var der en tro på revolutionen og fremtiden, en følelse af at man pludselig var kommet op i lighedens og frihedens tid. Mennesker forsøgte at opføre sig menneskeligt og ikke som hjul i den kapitalistiske maskine’
- George Orwell, forfatter, om Barcelona 1936
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed