Socialistisk Arbejderavis
Nr. 125 – 14. december 1995 – side 4
Statskapitalisme – ikke socialisme
Tom Christiansen
Det samfund, der brød sammen i 1991, var ikke socialistisk eller kommunistisk, men derimod et bureaukratisk, statskapitalistisk samfund.
I oktober 1917 gennemførte arbejderklassen i Rusland en socialistisk revolution. Det var arbejderklassens organisationer – sovjetterne, som havde regeringsmagten. Arbejderne overtog fabrikkerne gennem bedriftsråd, og for første gang nogensinde i verdenshistorien blev der indført ret til skilsmisse og til fri abort.
Men arbejdermagtens historie blev kort og tragisk. For Lenin og bolsjevikkerne var en af forudsætningerne for, at arbejdermagten kunne overleve på længere sigt, at revolutionen blev spredt til andre lande først og fremmest i Europa.
Mange lande var fra 1918-23 faktisk også på randen af revolution. Opstanden i Tyskland i november 1918 væltede den tyske kejser og sluttede 1. verdenskrig. 1920-22 er i Italien blevet kaldt de røde år, fordi arbejderklassen der var på nibbet til at tage magten. I Ungarn havde arbejderklassen magten i tre måneder.
Men alle andre steder end i Rusland led revolutionerne nederlag.
Efter Lenins død i 1924 kom Stalin til magten. Han opgav perspektivet om international socialisme og opfandt teorien om socialisme i ét land. Socialismen skulle i følge Stalin opnås ved at arbejderklassen arbejdede hårdere, fik mindre for det og blev underkastet et benhårdt diktatur.
I løbet af 1928-29 tabte arbejderklassen alle de rettigheder, de havde opnået ved revolutionen i 1917. Og i 1930’erne fik Stalin renset ud blandt alle de, der forsvarede den oprindelige bolsjevikiske tradition. Magten i samfundet lå ikke længere i sovjetter, men hos en lille bureaukratisk elite i statsapparatet og kommunistpartiet.
Selv om magthaverne i Sovjetunionen forsøgte at planlægge produktionen indenfor grænserne, så var landet i konkurrence med resten af verden. Det betød først og fremmest, at Sovjetstaten måtte rette hele den tilbagestående økonomi ind efter at producere moderne våben for at undgå, at blive rullet over ende af Vesten. Derfor blev sværindustriens behov sat i centrum, mens produktionen af fødevarer og andre fornødenheder for den russiske arbejderklasse kom til at lide under den prioritering.
Det var med andre ord kravene fra den omgivende kapitalistiske verden, der kom til at forme den sovjetiske økonomi mere end den centrale planlægning. Og det var arbejderklassen og bønderne, der kom til at betale for opbygningen af sværindustrien i form af tvangskollektivisering, dårlig levevilkår, arbejdslejre og bureaukratisk diktatur.
Det statskapitalistiske samfund havde intet at gøre med et socialistisk samfund. Og arbejderklassen i Rusland har ingen interesse i at forsvare det eller ønske det tilbage. De må gennemføre en ny revolution, hvor de tager magten i egen hånd.
Se også:
SAA 125: Valget i Rusland: Kapitalistisk kaos
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed