Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 126 – 11. januar 1996 – side 4

Velfærd under angreb

Der er råd til velfærd

Ole Mølholm Jensen

Velfærdssamfundet er under angreb. I 1995 gik de fleste ordførende politikere fra regeringen og de borgerlige partier ud med budskabet om, at velfærdssamfundet skulle justeres, tilpasses og skæres.

Det sker ikke kun i Danmark. Over hele Europa er velfærden under angreb.

Bag disse angreb på velfærdsstaten ligger der en holdning om, at vi ikke længere har råd til den velfærd, der tidligere har været.

Angrebene på velfærdssamfundet bygger på en række myter om, at der for eksempel bliver for mange gamle i forhold til hvor mange, der er i produktionen, og at modtagere af velfærdsydelser bliver passive og udvikler en ansvarsløshed over for deres eget liv.

Samtidig med al den snak om behovet for nedskæringer oplever vi, at velfærdssamfundet fungerer dårligere:

  • Hospitalerne kan ikke give en ordentlig behandling og pleje.
  • Mange psykisk syge går for lud og koldt vand.
  • Det er svært at få daginstitutionplads til børnene og priserne er stigende.
  • Flere og flere har svært ved at få bistanden eller dagpengene til at slå til.

I virkeligheden er der ikke hold i argumenterne for at skære i velfærden. Tværtimod er der råd til mere velfærd. Men det kommer kun gennem kamp mod magthaverne.

Det er efterhånden blevet en indiskutabel sandhed, at der ikke længere er råd til velfærdssamfundet.

Fra de økonomiske vismænd over økonomiminister Marianne Jelved til statsminister Poul Nyrup Rasmussen taler de alle om, at velfærdssamfundet skal justeres. Oversat til dansk betyder det nedskæringer. Nedskæringer, der især skal ramme de arbejdsløse, folk på bistand og de ældre.

Dansk Industri udtalte under de overståede finanslovsforhandlinger, at de ønskede, ja nærmest forventede, forbedrede forhold for industrien. Det skulle ske ved at forringe forholdene for folk på overførselsindkomster og ved skatte- og afgiftslettelser for virksomheder. Argumentet er, at velfærdssamfundet er en for stor en økonomisk belastning for det danske samfund.

Men hele baggrunden er forkert. Det danske samfund er i dag et meget rigere samfund end for bare 10 år siden. Problemet er i stedet, at fordelingen af de samfundsskabte værdier bliver mere og mere skæv til fordel for de rige.

Større rigdom

Den øgede rigdom i samfundet kommer af, at produktionen år efter år har været stigende. Der har ikke siden 2. Verdenskrig været ét år, hvor der har været fald i den danske industriproduktion.

Samtidig er produktiviteten steget. Det vil sige, at den enkelte arbejder producerer mere pr. time. I Velfærdskommisions rapport fremgår det, at produktiviteten pr. arbejdstime siden 1970 er mere end 13-doblet.

Antallet af personer i produktionen har også været stigende. På trods af arbejdsløsheden har der været en stigning i beskæftigelsen på 500.000 personer fra 1955 og til i dag. Væksten i samfundet kan også ses ved, at det samlede bruttonationalprodukt (BNP) er steget med 50% siden 1970. Samtidig er de sociale ydelsers andel af BNP faldet i løbet af de sidste 20 år.

Men dansk erhvervsliv ønsker, at der skal skabes endnu bedre profitmuligheder for dem. Ved at skære i understøttelsen håber erhvervslivet, at folk er så desperate for at tjene penge, at de vil tage et hvilket som helst job, selvom lønnen er lav og arbejdsforholdene dårlige. Det vil sænke deres lønomkostninger.

En anden grund til, at de taler så meget for nedskæringer i velfærden er, at der kan skabes mulighed for skattelettelser. Fjernelsen af formueskatten er det seneste eksempel på, at man tager fra de fattige for at give til de rige.

Men faktisk har dansk erhvervsliv stor gavn af statens skatteindtægter. Det offentlige servicerer dansk erhvervsliv i stort omfang.

Virksomheder får stillet uddannet arbejdskraft til rådighed, betalt over skatterne. Inklusive de omfattende videre- og efteruddannelsesmuligheder, som bliver tilbudt af det offentlige. Omskolingskurser bliver betalt af staten for at erhvervslivet kan undgå flaskehalsproblemer.

Når arbejdskraften er kommet til skade eller er udslidt, betaler det offentlige for en reparation eller en forsørgelse.

Erhvervsstøtte

Virksomheder får massevis af direkte og indirekte tilskud til deres produktion. F. eks gennem forskellige erhvervsstøtteordninger eller gennem virksomhedernes fradragsmuligheder.

Så mens erhvervslivet forventer, at staten sørger for de bedst mulige konkurrencevilkår, er der kommet flere mennesker på overførselsindkomster. Der er kommet flere ældre. Mange kan ikke klare tempoet på arbejdsmarkedet og andre igen holdes ude af arbejdsmarkedet, fordi arbejdsgiverne ikke vil ansætte flere. Udover de, der er på folkepension, holdes 932.000 i den erhvervsaktive alder uden for arbejdsmarkedet.

Problemet er ikke, at der ikke er værdier nok i samfundet til at give disse mennesker en ordentlig tilværelse. Men at virksomhedernes profitmuligheder bliver større, jo dårligere disse mennesker har det.

Dem, der er på overførselsindkomster, bliver konstant angrebet for at have det for godt og have for meget. Det på trods af, at alle undersøgelser har vist, at de arbejdsløse gerne vil have et arbejde.

Men hensigten med at angribe dem er også at mistænkeliggøre dem. Ved at gentage den samme løgn om, at de arbejdsløse ikke gider at arbejde, skal der skabes splid i arbejderklassen.

Fælles interesser

For alt i verden må de arbejdsløse og dem, der er i arbejde, ikke finde ud af, at de har fælles interesser. Økonomiminister Marianne Jelved udtrykker denne holdning meget klart i Ugebrevet Mandag Morgen den 4. december, hvor hun kommenterer forslaget om en fælles medborgerkonto.

Hun priser sig lykkelig for at “indtil nu har vi den lykke at have dem skilt ad (folkepensionister, studerende og dagpengemodtagere). Hvis alle fik en medborgerkonto, hvor de kunne trække, så vil jeg godt se, hvor mange år der går, før vi har hele Danmark stående på Slotspladsen for at få flere midler på medborgerkontoen. Nu er de pludselig fælles om den".

Kynisk

Logikken er kold og kynisk. Hvis de forskellige grupper på overførselsindkomst ikke har fælles vilkår, så er det nemmere for regeringen at skære ned på deres ydelser, for når folk er splittede, undgår regeringen fælles modstand fra pensionister, studerende og arbejdsløse.

Problemet for velfærdssamfundet er ikke de mange ældre, arbejdsløse eller bistandsmodtagere. Problemet er, at vi har en kapitalistisk markedsøkonomi, der på trods af at der skabes større og større værdier, kun tager hensyn til profitten og ikke de reelle behov.

Løgne om velfærd

Angrebene på velfærdssamfundet har klare ideologiske overtoner, hvor der skabes myter om, hvor dårligt det er for den enkelte at modtage offentlig hjælp, og dermed hvor gavnligt det er for den enkelte, at hjælpen skæres ned.

Socialminister Karen Jespersen er en af de mange, der fremmer denne ideologi. Til Det Fri Aktuelt udtalte hun i oktober 1995, at bistandsloven er blevet en blindgyde, og den tager initiativet fra folk.

Som eksempel på, hvordan hun mener, det bør være, fremhæver hun Træningsskolen i Dragør. Her lærer de at overholde regler og mødetider, for ellers bliver de straffet med en uges karantæne.

Marianne Jelved følger trop ved at udtale til Ugebrevet Mandag Morgen, at der er behov for et opgør med forsørgerkulturen. Statsministeren nytårstales havde det samme tema om rettigheder og pligter.

Hvad det betyder, når det bliver omsat til almindelig politik, er dagpengereformen et godt eksempel på: Mere tvangsarbejde for at opnå ret til understøttelse.

Det er i udgangspunktet en besynderlig logik. Det starter med en konstatering af, hvor dårlige livsbetingelserne er i bistandsystemet. For at ændre det skal bistandssystemet gøres dårligere, understøttelsen sænkes, de arbejdsløse skal straffes med tvangsarbejde, og vupti – så kommer de enkelte ud af forsørgerkulturen.

Samtidig er argumenterne forløjede. Der står ikke en række ubesatte job eller gode uddannelser klar til de, der er på bistand eller dagpenge. Problemet er ikke, at de enkelte på bistand og dagpenge ikke tænker hårdt nok over, hvad de vil lave, eller at de ikke aktivt søger job. Problemet er et andet. Nemlig det meget enkle,at den krisn i den kapitalistiske markedsøkonomi skaber tabere, som skydes ud af arbejdsmarkedet.

Løsningen med at sænke bistanden skaber blot en anden afhængighed. Nemlig økonomisk afhængighed af familie og venner. Det er da også den vej, regeringen ønsker at gå. Når regeringen taler om, at den enkelte borger skal tage et større ansvar for sig selv og ikke bare regne med at få penge at staten, så handler det om, at den enkelte må skrabe penge sammen hos venner, familie eller ved at tage underbetalte lortejobs for at få penge til at dække de mest nødvendige behov.

Det samfund, der tegner sig på den anden side af regeringens ideologiske felttog mod velfærdsydelser, er et asocialt liberalistisk samfund.

Men det bliver ikke sagt direkte. I stedet forsøger regeringen at få deres nedskæringer til at se vældig sociale ud, ved at tale om, at det er de rige, der skal miste børnecheken, og de rige pensionister, der skal ned i pension. Det er præcis de grupper, som regeringen har foræret milliarder ved at fjerne formueskatten og sætte arveafgiften ned.

Samme angreb – samme svar

Der lyder næsten helt enslydende toner fra alle Vesteuropas regeringsledere og borgerlige politikere: Velfærdssamfundet skal slankes, nedskæres og justeres.

I alle lande fra Sverige til Frankrig bliver der gennemført hårde nedskæringer på de offentlige udgifter til omsorg for ældre, sundhedsvæsnet og understøttelse til arbejdsløse.

Baggrunden er den samme overalt. Magthaverne forsøger at presse levevilkårene for arbejderklassen ned, så der bliver flere penge tilovers til arbejdsgiverne.

De velfærdsgoder, som arbejderklassen i hele Europa har tilkæmpet sig siden 2. Verdenskrig, er således sat under angreb. Fordi arbejderklassen ikke alle steder har forsvaret disse rettigheder stærkt nok, men også fordi den store arbejdsløshed betyder, at arbejdsgiverne ikke længere vil betale så meget til at opretholde en ordentlig tilværelse for de, der er uden for arbejdsmarkedet.

For arbejdsgiverne er de affald fra produktionen, som skal koste mindst muligt.

De ideologiske argumenter fra magthavernes side er enslydende. De bruger den ideologiske snak om behovet for mindre velfærd for at hjælpe folk ud af bistandsfælden. Grunden er, at regeringerne forsøger at tilfredsstille arbejdsgivernes krav om højere profitter. Derfor ryger skatten ned for de højeste indtægter og op for de lave.

Svarede igen

Sidst så vi det i Frankrig, hvor Juppé regeringen forsøgte at spare 55 milliarder franc på sundhedssektoren, fyringer og skatteforhøjelser for de fattige. De franske arbejdere svarede igen sammen med studenterne i form at de største proteststrejker og demonstrationer siden oprøret i maj 68.

De offentligt ansatte i Belgien fulgte lige før jul eksemplet fra Frankrig op med to dages strejker og demonstrationer.

Lige som arbejdsgiverne og regeringerne overalt forsøger at skære og spille arbejderklassen ud mod hinanden, skal vores svar være som det samme, om det så er i Frankrig, Belgien eller Danmark:

Fælles kamp mod nedskæringerne, for en ordentlig tilværelse, imod markedsøkonomi og for socialisme.

Billedtekst:
I Frankrig førte modstand mod sociale nedskæringer til den største protestbevægelse siden maj 1968.

Se også:
SAA 126: EU’s regeringskonference: Usikker fremtid for Europas magthavere
SAA 126: Den franske regering i knæ

Flere artikler fra nr. 126

Flere numre fra 1996

Se flere artikler af forfatter:
Ole Mølholm Jensen

Siden er vist 1221 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside