Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 126 – 11. januar 1996 – side 6

Den franske regering i knæ

Jens Klüver

Strejkerne i Frankrig i december sendte chokbølger ind i den herskende klasse og viste arbejderklassens styrke, når den kæmper samlet.

I december måned var vi vidner til den største strejke- og protestbølge i Frankrig siden maj ’68. Millioner af franskmænd var på gaderne i demonstrationstog. Strejkerne og protesterne spredte sig over hele Frankrig. Studenter og arbejdere gik i protestdemonstrationer sammen og udfordrede den herskende klasse.

Strejkebølgen blev udløst af den franske regerings planer om at skære voldsomt ned på den sociale service og pensionerne. Regeringen ville indføre en midlertidig ekstra skat til afvikling af et underskud i socialforsikringen, samtidig med at de rige fik skattelettelser.

Men protestbølgen opstod ikke ud af ingenting. I 1994 og i starten af 1995 var der omfattende protester mod den daværende regerings nedskæringsplaner. Millioner af unge demonstrerede mod indførelsen af en særlig indslusningsløn for unge, arbejderne ved Air France protesterede mod nedskæringer og fyringer, og de franske studenter protesterede imod forringelser på universiteterne. Hver gang tvang de den daværende regering til at tage nedskæringerne af bordet.

Ikke desto mindre lod Juppé hånt om den rumlende utilfredshed, da han fremlagde sin plan. Han fik stående ovationer og fik rosende omtale ikke mindst fra arbejdsgiverne. Efter at have optrådt nølende i den første tid i regeringen optrådte han nu selvsikkert og bestemt. Og hans plan var dristig, for den angreb ikke bare enkelte grupper i samfundet. Den gik til frontalangreb på arbejderklassen – ikke mindst de offentligt ansatte.

Men Juppé var gået for langt. Den rumlende utilfredshed brød ud i lys lue. De første spæde demonstrationer blev spredt til flere og flere arbejdspladser. De ansattes utilfredshed pressede fagforeningerne til at opfordre til aktionsdage og protestdemonstrationer. Derved udviklede protestdemonstrationerne en egen dynamik.

I takt med at flere og flere arbejdere tilsluttede sig strejkebevægelsen, blev de strejkendes selvtillid forøget. By efter by blev lammet, og nye kontakter mellem forskellige aktionerende grupper blev etableret. Således dukkede jernbanearbejderne op på studenterdemonstrationerne for at udtrykke deres sympati. Den blev umiddelbart gengældt ved, at studenter deltog i arbejdernes demonstrationer.

Protesterne omfattede folk fra alle industrigrene og fra alle dele af landet. Jernbanearbejdere og pensionister, studenter og arbejdsløse, sorte og hvide, bankfuldmægtige og minearbejdere. Folk oplevede, at der uden dem ikke fungerede noget i det franske samfund. Togene kørte ikke, posten blev ikke bragt ud, hele det franske samfund var påvirket af strejkerne. Samtidig oplevede de, at de har fælles interesser. Det er magthaverne, der er modstanderen og ikke arbejderne indbyrdes, de studerende eller indvandrerne.

En sådan bevægelse er en trussel for enhver regering, og Juppés selvsikkerhed forsvandt som dug for solen. Han måtte bede fagforeningerne om at forhandle og give store indrømmelser ikke mindst til jernbanearbejderne. På den måde gjorde han det også muligt for fagforeningsledelserne at komme mere ind på banen.

Så længe protestbevægelsen var dynamisk, med stadig flere arbejdergrupper, der tilsluttede sig, var fagforeningstoppen presset til at følge de strejkendes krav. Men så snart protestbevægelsen oplevede en stagnation, prøvede fagforeningstoppen at vinde initiativet tilbage.

Deres rolle er at forhandle og de ønskede derfor ikke at besejre Juppé, men at lave kompromiser med ham. Deres opfattelse var, at strejkerne skulle bruges til at de kunne komme i en stærk forhandlingsposition, men de skulle ikke vælte Juppé. De frygtede derfor, at strejkerne ville komme ud af deres kontrol. De skulle bruge nogle indrømmelser fra Juppé, så de havde et argument overfor deres medlemmer for, at strejkerne skulle stoppe.

Efter flere ugers konflikt begyndte dele af de strejkende arbejdere at stille sig spørgsmål om, hvor langt protesterne kunne føre. Mange arbejdere havde stadig nederlagene i 80'erne frisk i erindring. De tvivlede på, at de kunne besejre Juppé og mente, at med indrømmelserne fra Juppé havde de fået, hvad der var muligt at opnå.

Denne tvivl benyttede fagforeningstoppen sig af. Ved at tage initiativet og gå i forhandlinger prøvede de at stoppe strejkebevægelsen. Samtidig bevirkede indrømmelserne overfor jernbanearbejderne, at fagforeningstoppen havde mulighed for at stoppe bevægelsen inden julen.

På trods af, at kun ca. 10% af de franske arbejdere er organiseret i en fagforening, så flertallet af de strejkende fagforeningerne som lederne af strejkerne.

Men samtidig var der mange eksempler på, at arbejderne organiserede sig uafhængigt af fagforeningsledelserne. Hvor morgen blev der holdt møder på arbejdspladserne, hvor man stemte om strejkerne skulle forsætte. Og nogle steder i fx Paris' 20. arrondissement mødtes repræsentanter fra forskellige arbejdspladser for at udvikle støtten mellem de forskellige strejker.

Havde den slags koordineringer fået lov til at sprede og organisere sig, havde fagforeningerne ikke haft så nemt ved at stoppe strejkebevægelsen. Havde organiseringen af strejken på gulvplan nået et kvalitativt højere niveau, kunne bevægelsen ikke bare have aftvunget Juppé indrømmelser. Den ville have stoppet hele nedskæringsplanen, fået regeringen til at gå af og i sidste ende rejst spørgsmålet om, hvem der har magten i Frankrig – de strejkende arbejdere eller regeringen.

Selv om strejkebevægelsen langsomt ebbede ud op til jul, er det ikke nødvendigvis enden på historien.

Utilfredsheden i den franske arbejderklasse er stadig tilstede. En meningsmåling i starten af januar viste, at et flertal forventer, at strejkerne kommer igen, og der er stadig folk, der har fortsat strejken på trods af fagforeningernes opfordring til at stoppe. Medierne har kun i ringe omfang gengivet strejkebølgens omfang. Fortiden spøger nemlig. Den franske generalstrejke i 1968 inspirerede militante arbejdere verden over til aktiv modstand mod regeringerne og arbejdsgivernes angreb på arbejderklassen.

I det omfang strejkerne har været refereret, har de også været fremstillet som et udslag af særlige franske forhold, og at en sådan bevægelse ikke kan forekomme i Danmark. Men den franske protestbølge er ikke enestående. Således var der en endags generalstrejke i Italien i foråret 95 og i Belgien gik 60.000 arbejdere i strejke i december 95.

Også i Danmark har der i det forgangne år været strejker og aktioner mod nedskæringer. Således har sygeplejerskerne været i strejke for at få en ordentlig løn. Den blev kun afbrudt fordi folketinget kom med et regeringsindgreb. Pædagoger og forældre har i flere kommuner aktioneret imod nedskæringer på daginstitutionsområdet. Skraldemændene i Århus har strejket for bedre arbejdsforhold og den 20. april strejkede 250.000 i sympati med de fritstillede Ri-Bus chauffører. Franske forhold kan også opstå i Danmark. Så sent som i 1985 var Danmark præget af omfattende strejker imod et regeringsindgreb i overenskomstforhandlingerne.

En kæmpe strejkebølge rullede hen over landet og flere hundrede tusind demonstrerede i flere dage imod regeringsindgrebet. Men også her gik fagforeningstoppen ind og slagtede protestbevægelsen.

At strejke- og protestbevægelsen i Frankrig stoppede før Juppés plan blev taget helt af bordet og før regereringen blev tvunget til at gå af, skyldes det samme som, at påskestrejkerne i Danmark ebbede ud og at Ribus-chaufførerne tabte:

Der manglede et politisk alternativ til fagforeningsledelsen. Der manglende en organisation med en tilstrækkelig styrke, der kunne pege på, hvordan arbejderne og studenterne selv kunne organisere og udvide kampen uafhængigt af fagforeningsledelserne. En organisation, der er parat til at føre kampen til ende, nemlig der hvor strejkerne og aktionerne sætter spørgsmålet om hvem, der har magten i samfundet, på dagsordenen.

Men muligheden kommer igen både i Frankrig og Danmark, for regeringerne vil også fremover prøve på at skære ned i velfærden og give magthaverne bedre profitmuligheder. Derfor er det nødvendigt at opbygge en organisation, der kan være det politiske alternativ til fagtoppen næste gang, der opstår franske tilstande.

Særnummer af “Socialist Review”. 10 sider om Frankrigs historie. Pris: 15 kr.

Kan købes ved henvendelse til: Internationale Socialisters Forlag, postbox 642, 2200 Kbh N.

Se også:
SAA 126: EU’s regeringskonference: Usikker fremtid for Europas magthavere
SAA 126: Velfærd under angreb: Der er råd til velfærd

Flere artikler fra nr. 126

Flere numre fra 1996

Se flere artikler om emnet:
Frankrig 1990-

Se flere artikler af forfatter:
Jens Klüver

Siden er vist 1320 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside