Hvem kontrollerer det 21. århundrede?

Liberalisterne jubler over, at nationalstaten tilsyneladende mister betydning. Men hvem skal så kontrollere det 21. århundrede?

Bag al snakken om den skærpede internationale konkurrence ligger opfattelsen af, at nationalstaterne siden 1973 blander sig mindre i økonomien, mens den direkte handel på verdensmarkedet vokser.

Konsekvensen af internationaliseringen er, at de virksomheder, som producerer til hjemmemarkedet, i stigende grad får konkurrence fra multinationale selskaber. Det vil sige, at de multinationale selskabers betydning for udviklingen i verden vokser. Omvendt betyder det så også, at demokratisk valgte regeringer og parlamenter mister sin indflydelse.

Arbejdsgiverne bruger den internationale konkurrence, til at øge arbejdstempoet og at få arbejderne til at stå til rådighed døgnet rundt

Liberalisterne jubler over internationaliseringen, mens det for andre er et meget dystert perspektiv, at verden mere og mere bliver overtaget og kontrolleret af multinationale selskaber, som konkurrerer på et verdensmarked, som ingen demokratiske kræfter har kontrol over.

Spørgsmålet er, om det passer. Nationalstaterne har ganske vist spillet en større rolle i de nationale økonomier, end de gør i dag. Men de har aldrig været i stand til at kontrollere, hvad vej udviklingen gik. De forskellige landes kapitalister har sltid været i skarp konkurrence med hinanden om, hvem der havde retten til at udnytte produktion og råstoffer i de forskellige territorier. Barbariet i både 1. og 2. verdenskrig handlede om den territoriale ret.

Kapitalismen tvinger konstant den herskende klasse til at øge profitterne. Den tvang har i de sidste 200 år sat samfundet udenfor al menneskelig og rationel kontrol.

Socialdemokratiernes opfattelse af, at man gennem staten kunne kontrollere og regulere kapitalismen væk fra dens mest barbariske sider, var en illusion, som krakelerede med den internationale krise i 1973.

Men forsvinder nationalstaterne? Direktøren for en af Englands største kemiske koncerner, Dow Chemicals, udtrykte liberalisternes ønskedrøm ved at sige, at han gerne ville købe en ø, der ikke var ejet af nogen stat og etablere Dow på den. Men i praksis kan selv de største kapitalister ikke undvære nationalstaterne.

Alle multinationale selskaber er tæt knyttet til én eller nogle få stater. Hovedparten af dem har deres investeringer i et enkelt eller nogle få lande. I USA er 1.000 af deres 1.300 mia. dollars investeret i hjemlandet (77%). I Japan er det 500 ud af 750 mia. dollars (67%), i Tyskland 60%.

Ikke alle varer kan uden videre sælges og produceres verden over. De fleste er afhængige af et stærkt hjemmemarked, som de kan ekspandere ud fra. Og selskaberne er afhængige af staten til at sørge for veje, jernbaner og kommunikation.

Behov for en stat

Staten skal også tage sig af arbejdskraften:  uddanne den, stuve den af vejen, når den bliver overflødig, syg eller gammel, og ikke mindst holde den i ro enten ved hjælp af  ideologi, reformer eller politi og militær.

Poul Nyrup udtrykker behovet for nationalstaten på følgende måde: “Solidariteten er afgørende for sammenhængskraften i samfundet. Svækkes den, er der stor risiko for social opløsning. En sådan udvikling vil ikke alene være moralsk forkert. Den vil også være ødelæggende for vor velfærd og forhindre den nødvendige fornyelse.”

Problemet er, at samme Nyrup har opgivet at udfordre markedsøkonomien: "Markedet har bevist sin styrke. Ingen tvivl om det. Men samfundets dynamik er så stærk, kræfterne så komplicerede og tendenserne til ulighed så udtalte, at det er nødvendigt med regulerende mekanismer."

Overgivelsen til markedsøkonomien betyder, at Socialdemokratierne får sværere og sværere ved at sælge varen. Hvorfor overhovedet være socialdemokrat, hvis formålet ikke er at kontrollere kapitalismen.

Men socialdemokraternes største problem er, at hvis de ønsker at undgå social opløsning, så er de nødt til at give reformer til dem, der stemmer på dem.

Sammenbrud

Men internationalisering betyder også, at krise og sammenbrud i én del af verdensøkonomien meget hurtigt spreder sig til andre dele. Det betyder igen pres på staterne for at gå ind og redde stumperne. Det ser vi for fuld udblæsning i Rusland og i mindre målestok i skandalerne på Færøerne og i Himmerlandsbanken.

Regeringer verden over er fanget mellem markedets krav og den stigende modstand fra arbejderklassen mod hele tiden at skulle betale regningen. De har selv valgt at sidde i saksen. Vi andre kan kun vælge at gå til modstand eller at blive tromlet ned i markedets navn.

Afskaf kapitalismen

De danske magthavere bruger argumentet om tilpasning til den internationale konkurrence for at presse arbejderne. Men denne logik er skruen uden ende, for det samme argument bruges i alle andre lande.

I virkeligheden handler det ikke om den internationale konkurrence, men om den internationale krise. Talen om, at vi må tilpasse os det internationale marked, er et ideologisk argument, der dækker over, at borgerskabets kriseløsning er rendyrket klassepolitik. Kapitalisternes profitandel skal være større.

Men en verden styret af de multinationale er ikke uundgåelig, fordi kapitalismen skaber forudsætningerne for sin egen afskaffelse. I dag kan vi brødføde det dobbelte af jordens befolkning, hvis bare fødevarerne blev fordelt. Den samlede mængde værdier i verden er tilstrækkelig til, at alle kan leve et bedre liv.

Men selvom kapitalismen skaber forudsætningerne for, at alle kan leve et godt liv, så er det også kapitalismen, der forhindrer det, fordi goderne bliver så fantastisk ulige fordelt. Kapitalisme betyder, at produktionen ikke bliver bestemt af, hvad der er behov for, men af profitjagt.

Alternativ

Der er et alternativ til markedskræfternes hærgen, og det svar hedder socialisme. En bedre verden kræver et totalt opgør med kapitalismen. Markedsøkonomien må erstattes af en planøkonomi styret af menneskets behov og fornuft. I en sådan verden kan vi afskaffe krig, fattigdom og arbejdsløshed.

Arbejderklassen er den klasse, der kan indføre socialisme. Arbejdernes arbejdskraft skaber kapitalisternes profit, og kapitalismen er intet uden arbejderklassen. Den internationale arbejderklasse har magten til at sætte det eksisterende samfund i stå og skabe et nyt uden bosser, fordi det reelt er arbejderne, som udfører arbejdet og ved, hvordan det skal gøres.

Arbejdere, som kæmper overalt i verden, udgør håbet om en bedre verden.