Socialistisk Arbejderavis
Nr. 127 – 25. januar 1996 – side 8
Århus skraldemænd
Arbejderne styrer selv
Hans Erik Madsen er med i Skraldemændenes klubbestyrelse og aktiv i Internationale Socialister. Han fortæller her om sammenhængen mellem faglig aktivitet og socialistiske ideer.
Den 11. januar var en særlig dag for skraldemændene i Århus. Efter borgmester Thorkild Simonsens indgreb i konflikten, hentede de affald for første gang i det nye år. Men det virkeligt specielle var, at skraldemændene selv ledede og fordelte arbejdet, fordi ledelsen ikke ville give en ordentlig betaling for oprydningen.
Ingen ledere
“Vi oplevede, hvor let arbejdet kan organiseres, når folk har motivationen og er fri for arbejdsledere. Mange herude hader, at de normalt skal slå hjernen fra, fordi det hele kører efter direktiver oppefra,” fortæller Hans Erik Madsen.
På morgenmødet besluttede skraldemændene i fællesskab, at affald, som embedslægen advarede mod, havde første prioritet. Derudover vurderede mandskabet på de enkelte vogne selv, hvordan de ville prioritere. “Folk ved jo selv, hvor affaldet hurtigst hober sig op,” siger Hans Erik Madsen.
Tillidsmandskontoret stod for det, som var tilbage af arbejdsledernes arbejde. “Der skal bare være en til at tage telefonen og snakke med viceværter og forbrændingen,” forklarer skraldemanden.
“Den 11. januar viste i det små, hvad IS’ere forstår ved socialisme og demokrati, nemlig, at arbejderne styrer selv,” siger Hans Erik Madsen. Skraldemandstrejken har også vist, at en anden socialistisk grundholdning holder stik.
“Man oplever tydeligt, at der er to klasser. Ledelsen har den økonomiske magt, og det eneste som kan spille op til den magt er strejkevåbnet,” siger han.
Ri-Bus-konflikten viste, at kæmpende arbejdere ikke kan stole på fagtoppen, som kun støtter konflikter, så længe presset fra fagbevægelsens gulvplan er tilstrækkeligt stærkt. Konflikter, som er styret nedefra, overflødiggør nemlig mennesker, som lever af at forhandle på andres vegne. Den erfaring gælder også for skraldemændene.
“Solidaritet fra andre arbejdspladser er afgørende for os. Det er fint, at Thorkild Simonsen kritiserer ledelsen, men han elsker arbejderkamp ligeså lidt, som fagtoppen gør,” siger Hans Erik Madsen. Til sidst har han et hjertesuk over de mange personlige og kollektive erfaringer, som ofte går tabt, når konflikter slutter.
“Det er enormt synd, når aktive ikke bliver samlet i et revolutionært parti, som forholder sig til nye konflikter, racisters offensiv eller andre politiske spørgsmål,” understreger Hans Erik Madsen.
Se også:
SAA 127: Fuld støtte til skraldemændene
SAA 127: Arbejdsgiverretten
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe