Socialistisk Arbejderavis
Nr. 149 – 19. december 1996 – side 4
Er arbejderklassen død?
Jørn Andersen
For socialister er arbejderklassens kollektive kampe nøglen til progressive forandringer. Hvordan har arbejderklassen det så i midten af 1990'erne?
Mange socialister, som husker 1970’erne, vil mene, at det står sløjt til. Dengang kunne arbejderne virkelig stå sammen og strejke, når arbejdsgiverne blev for grove.
Det er rigtigt, at arbejderklassen på mange måder spillede en meget stærkere politisk rolle i 1970’erne end i dag. I 1974 blev Venstreregeringen væltet på grund af strejker og aktiviteter i arbejderklassen.
Styrken lå især i de tværfaglige tillidsmandsringe, som var organiseret “fra gulvet” og derfor var uafhængige af fagtoppen. De kunne stå fast på kravene og fortsætte organiseringen, selvom fagtoppen solgte ud.
Men billedet i 1990'erne er langt fra sort. De landskendte strejker som Rigshospitalet, Ri-Bus, skraldemændene og senest export-chaufførernes grænseblokade er ikke enlige svaler.
I 1995 var antallet af arbejdsnedlæggelser faktisk det højeste i 30 år, hvis vi ser bort fra 1985. Og 1985 var det år, hvor “Påskestrejkerne” lagde Danmark død i 10 dage. (Se figur.)
I de seneste tre år har der været lige så mange strejker som i de mest "strejke-aktive" år i 1970’erne. Hvorimod 1980’erne med undtagelse af 1985 havde betydeligt lavere strejkeaktivitet.
Tallene udtrykker, at man på de fleste arbejdspladser bøjede nakken af frygt for at ryge ud, da arbejdsløsheden for alvor slog igennem. I dag er mange igen begyndt at sige fra over for fyringer, arbejdsgiver-chikane og almindelige forringelser.
I resten af EU er billedet det samme: Inden for de seneste par år har der været massestrejker i Frankrig, Grækenland, Tyskland, Italien, Belgien Spanien og Portugal.
Som i Danmark var mange af disse strejker mere omfattende end højdepunkterne i 1970’erne. I strejkerne i Frankrig for et år siden var der flere, der var aktive med at organisere strejkerne end i maj 1968.
Står arbejderklassen så stærkere i dag end i 1970’erne? Både ja og nej, men mest nej. Arbejdernes styrke måles ikke kun i antal strejker, men også i hvordan kampene organiseres og kædes sammen.
Selv om utilfredsheden og kampviljen er større end i mange år, så mangler den et talerør. Det er stadig kompromis-villige socialdemokrater, der sidder på de fleste fagforeninger. Og der er ikke et netværk på gulvplan, som kan antaste deres positioner, sådan som tillidsmandsringene kunne i 1970’erne.
Ri-Bus strejken er et godt eksempel. Blokaderne kunne samle tusindvis af aktivister fra hele landet til blokader. De fleste af dem kendte ikke hinanden på forhånd – ofte selv når de kom fra samme by. Ri-Bus kampen bragte dem sammen.
Men da Ri-Bus kampen blev tabt, forsvandt de fleste af de kontakter, der var blevet skabt. I 1970’erne ville de være blevet samlet op af netværk organiseret af især det daværende Danmarks Kommunistiske Parti – DKP.
Problem
Og det afslører det store problem: I dag findes der ikke et stærkt arbejderparti, som er i stand til at organisere den modstand, der faktisk findes.
Under export-chaufførernes blokade blev det bøjet i neon, at ledelsen i SF og Enhedslisten hellere vil lave studehandler med Lykketoft om nogle håndører end interessere sig for almindelige arbejderes kampe.
Der er i den aktuelle klassekamp gode muligheder for socialister, som vil være med til at opbygge et stærkt socialistisk alternativ. Det alternativ må orientere sig mod arbejderklassens egne kampe, for at arbejderklassen skal kunne spille en endnu stærkere rolle end i 1970’erne.
Internationale Socialister har den orientering, men skal være meget større for at kunne betyde en forskel.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed