Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 151 – 30. januar 1997 – side 6

Revolutionære og reformister

Enhed i handling

Jørn Andersen

Socialister kan ikke nøjes med propaganda, hvis de vil vinde indflydelse i arbejderklassen. Socialister må deltage i de daglige kampe og vise, at de revolutionære metoder er de mest effektive.

Revolutionære socialister i dag er ikke de eneste, der har beskæftiget sig med spørgsmålet om, hvordan et revolutionært parti kan vokse og vinde tilslutning fra flertallet af arbejdere.

Den kommunistiske internationale, Komintern, udviklede i 1921 taktikken omkring enhedsfronten.

[ Lenin taler ved åbningen af Kominterns 2. kongres ]

Komintern var en samling af revolutionære partier verden over, hvis formål var at styrke den internationale revolutionære bevægelse. Her taler Lenin ved åbningen af den 2. kongres.

Klassekampen skaber i sig selv muligheden for, at mange flere vil blive tiltrukket af revolutionære ideer. I situationer med massekampe oplever arbejdere i tusindtal, at de borgerliges ideer er bluff, og at de socialdemokratiske er utilstrækkelige.

Men det sker ikke automatisk. Socialister må altid slås for deres ideer og propagandere i arbejderklassen. Og socialisters taktik må indrette sig efter klassekampen.

Enhedsfronten blev udviklet af de revolutionære som en taktik til at tackle situationen omkring 1920-21, hvor den revolutionære bølge havde lagt sig.

Op til 1920 var der sket tre afgørende ting:

For det første var arbejderbevægelseninternationalt blevet splittet i 1914 mellem socialdemokraterne, der støttede 1. Verdenskrig, og som troede på gradvis reformering af kapitalismen. På den anden side de revolutionære, som var imod krigen, og som så en socialistisk revolution som det eneste middel til at afskaffe kapitalismen.

For det andet startede den russiske revolution i oktober 1917 en revolutionær bevægelse over det meste af Europa. I de næste 3 år var verdensrevolutionen ikke blot en abstrakt mulighed – det var den, der konkret blev kæmpet om.

For det tredje voksede de socialistiske grupper i kraft af denne revolutionære bevægelse til massepartier med ti- eller hundredtusinder af medlemmer. Disse partier var samlet i den Kommunistiske Internationale, Komintern.

Men i begyndelsen af 1921 blev det klart, at de mere eller mindre velforberedte forsøg på oprør, bortset fra i Rusland, var slået fejl. Magthaverne var ved at genvinde deres selvtillid.

Hvad nu? Hvordan kunne man vende defensiven, og hvordan skulle man forholde sig til de socialdemokratiske partier? Disse spørgsmål blev diskuteret på Kominterns 3. Kongres i 1921. Resultatet af diskussionen var enhedsfronten.

Formålet med enhedsfronten var at vende en defensiv situation til en offensiv og herved vinde øget opbakning. Magthavernes offensiv havde passiviseret størsteparten af arbejderne, som nu ikke længere troede på nytten af selv at slås og derfor heller ikke på kommunisternes politik.

Men selv om kommunistpartierne var blevet svækket, havde de f.eks. i Tyskland stadig 150.000 medlemmer. Den styrke måtte bruges til at forsøge at vinde nogle kampe – uanset at det nu ikke direkte handlede om revolutionen.

Erfaringerne fra de foregående år havde klart vist, at det ikke nyttede, at kommunisterne alene gik ud og organiserede deres egne små kamptropper. Man måtte have fat i de socialdemokratiske arbejdere.

Midlet var at foreslå de socialdemokratiske ledere, at man indgik en enhedsfront omkring et specifikt spørgsmål, som man vidste blev opfattet som påtrængende blandt de fleste arbejdere, uanset om de var kommunister eller socialdemokrater.

Der var nok af oplagte emner. I såvel Italien som Tyskland angreb højreorienterede terrorbander arbejderne, også de socialdemokratiske. Og arbejdsgiverne angreb løn- og arbejdsforhold.

Hvis de socialdemokratiske ledere afslog at gå i fælles front mod højrefløjen og arbejdsgiverne, kunne de risikere at miste deres opbakning blandt arbejderne, og kommunisterne ville fremstå som dem, der søgte enhed.

Men formålet var ikke blot at “afsløre” socialdemokraterne. Formålet var at få arbejdere i kamp, fordi dette var den eneste måde, hvorpå magthavernes offensiv kunne standses og arbejdernes tillid til egne kræfter genopbygges. Og hvorpå kommunisterne kunne vinde indflydelse blandt de socialdemokratiske arbejdere.

Socialdemokratiske parlamentarikere og fagforeningsbosser har deres hjemmebane ved skrivebordene, og når arbejderne er passive. Socialistiske ideer kan kun vinde bred opbakning, når arbejderne selv slås. Ved at tvinge de socialdemokratiske ledere til at gå med i kampen kan socialister vise, at revolutionære kampmetoder som strejker, massedemonstrationer og besættelser er mere effektive end socialdemokratisk skrivebordssnak.

I praksis er der dog flere betingelser for, at enhedsfronten kan blive en succes.

Den første betingelse er, at de revolutionære udgør en betydelig størrelse. Hvis de revolutionære er for få til at lægge et reelt pres på de reformistiske ledere, er det omkostningsfrit for reformisterne at afslå en enhedsfront.

Det næste er, at enhedsfronten må handle om et konkret spørgsmål, som der kan organiseres omkring, og ikke f.eks. abstrakt at stoppe højredrejningen. Det er så diffust, at det ingen praktisk konsekvens får. Derimod kan kravet om at stoppe nazisterne gennem massedemonstrationer og blokader være et oplagt emne for fælles aktion.

Et problem er, at det ofte kan lade sig gøre at få en formel tilslutning til fælles kamp fra socialdemokraterne, mens de i praksis ikke rører en finger. Derfor må det praktiske arbejde med at få enhedsfrontens krav omsat til kamp oftest gøres af de revolutionære.

Dette kan måske ses som en svaghed ved enhedsfronten – men en formel accept af enhedsfronten giver revolutionære langt bedre muligheder for at organisere kampen, end hvis de socialdemokratiske ledere havde erklæret deres modstand.

Det afgørende punkt for, at enhedsfronten kan give de ønskede resultater, er, at de revolutionære holder fast i en selvstændig organisering. Enhedsfronten indebærer ikke nogen form for tilnærmelse eller “kompromis” med Socialdemokratiet.

Revolutionære må fastholde retten til at kritisere, når socialdemokraterne ikke tager kampen alvorligt eller direkte modarbejder den. Ligeledes må revolutionære fastholde deres eget perspektiv. Vores mål er stadig en arbejderrevolution, og enhedsfront omkring aktuelle spørgsmål er kun et middel til at revolutionen et skridt nærmere.

Det tyske kommunistparti havde faktisk en vis succes med enhedsfronttaktikken i 1922-23. Det drejede sig om at danne fabriksråd mod arbejdsgivernes offensiv eller arbejder-selvforsvarsgrupper mod de paramilitære korps. Herved lykkedes det kommunisterne at genvinde deres tabte indflydelse bredt blandt arbejderne.

Kominterns erfaringer og diskussioner om enhedsfront handler om, at et revolutionært parti, der er i mindretal i arbejderklassen, ikke kan nøjes med propaganda for socialisme, selv om dette også er nødvendigt. Socialister må forsøge at vise, at også i den konkrete daglige kamp er revolutionære metoder mere effektive.

I Danmark i dag er de revolutionære oftest for svage til at kunne lægge et reelt pres på de reformistiske partier om at indgå i en enhedsfront. Alligevel kan tankegangen bag enhedsfronten stadig bruges.

I den daglige kamp er det vigtigt, at socialister forsøger at få så brede grupper af arbejdere som muligt gjort aktive i kampen. Et af midlerne er at få fagforeningsledere til at støtte kravene.

Vi kan gå ind i disse kampe med socialistiske argumenter om, hvordan kampen kan vindes, men også med argumenter for socialisme og arbejdermagt.

Der er ét område, hvor enhedsfronten har stor aktuel betydning, nemlig i kampen mod nazisterne. Nazisterne kan kun bekæmpes effektivt af en arbejderenhedsfront. Ikke af et militant mindretal eller gennem lovgivning, men kun gennem masseaktioner.

Samtidig kan socialister bruge en mobilisering mod nazisterne til komme med argumenter om, at nedskæringer og fyringer kan bekæmpes på samme måde – ved at en stor gruppe arbejdere er aktive.

Med mange flere organiserede socialister kan enhedfronttaktikken være med til at vende en situation, hvor arbejderklassen er under angreb, til en situation, hvor selvtilliden og kampviljen vokser.

Flere artikler fra nr. 151

Flere numre fra 1997

Se flere artikler om emnet:
Enhedsfront

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 1408 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside