Socialistisk Arbejderavis
Nr. 155 – 27. marts 1997 – side 8
Albanien
Revolution eller kaos
Tom Christiansen
“Vi behøver ikke Berisha. Vi behøver ikke politikerne. Vi kan styre selv.”
80-årig kvinde på massemøde i Sarande.
Den orden, vestlige ledere mener hurtigst mulig skal genetableres, er den samme orden, som i årtier har holdt almindelige albanere i absolut fattigdom og undertrykt enhver politisk opposition.
Det er den herskende klasse med Berisha i spisen, der har skabt kaos i Albanien – ikke oprøret.
Europas fattigste
Den albanske økonomi, der er Europas fattigste, byggede sine vækstrater på narkosmugling og pyramidespil. Kaos opstod, da pyramidespillene brød sammen.
Oprøret startede fredeligt med, at folk i byen Vlora demonstrerede for at få de penge tilbage, de havde tabt i pyramidespillene.
Regeringen forsøgte at slå demonstrationerne ned og dræbte tre demonstranter. Efter at flere demonstrationer blev mødt med voldeligt politi, begyndte oprørerne at organisere sig og angribe militære baser for at bevæbne sig.
Oprøret har organiseret det albanske samfund på en langt bedre og mere stabil måde end hidtil.
Først organiserede folk sig militært og indtog strategisk vigtige stillinger. Herfra sørgede de blandt andet for at afværge provokationerne fra det hemmelige politi – Shik’s – agenter.
Shik stod for eksempel bag nedbrændingen af det hus i byen Vlora, hvor SiDs danske bistandsprojekt holdt til. Ifølge SiD var det ikke oprørerne, der var ansvarlige for det, men netop noget Shik gjorde for at fremprovokere vold.
Fra komiteer i byer som Vlora, Sarande og Mamalia organiserer befolkningen selv distribution af fødevarer og kul.
Det eneste, der kan bringe den nye orden i fare, er hvis det lykkes Berisha at genopbygge et nyt politikorps, eller hvis vestligt militær griber ind.
Ultimatum
Oprørernes øverste organ – Den Nationale Redningskomité – repræsenterer omkring halvanden million af de tre millioner indbyggere i Albanien. Det har stillet Berisha overfor et ultimatum: gå af eller vi indtager Tirana.
Hvis oprørerne indtager Tirana, er det Berishas og samlingsregeringens endeligt.
Organiseringen af oprøret kan dermed være spiren til et nyt samfund, styret af almindelige arbejdere og bønder. Men det kan godt gå i sig selv igen eller udvikle sig i en forkert retning.
Det afhænger af, hvordan organiseringen fungerer. Hvis der udvikler sig egentlige arbejderråd, hvor delegerede vælges direkte på arbejdspladserne, peger det frem mod et radikalt socialistisk demokrati.
Men der er også kræfter i oprørsbevægelsen, som ikke ønsker den udvikling. I tomrummet efter sammenbruddet i den gamle albanske stat har det mest været deserterede officerer, der har organiseret oprørerne. Den militære tradition ligger langt fra en demokratisk rådsbevægelse.
Nogle af de, der har sat sig i spidsen for oprøret, ønsker ikke et radikalt nyt samfund. Agim Gozhita, som sidder i den Nationale Redningskomité, udtaler, at komiteen indtil videre støtter samlingsregeringen med Fino i spidsen.
Reel fare
Hvis bevægelsen fastholder, at hovedkravet er Berishas afgang, er der en reel fare for, at den nuværende revolution i Albanien kan have samme svagheder som de revolutioner, der fejede hen over Østeuropa i 1989.
Her var det kun de mest upopulære dele af den herskende klasse, der blev fjernet. Fabriksdirektører, politichefer og generaler beholdt deres magt og privilegier.
Nu er det de nye politiske ledere, der står for den samme stramme økonomiske politik og undertrykkelse, som de engang påstod at være modstandere af.
For at undgå den udvikling er det nødvendigt med et stærkt socialistisk alternativ, som kan vinde oprøret for perspektivet om et demokratisk socialistisk samfund.
Billedtekst:
Spontane demonstrationer blev grundlaget for oprøret mod Berishas korrupte styre. Gennem organisering af oprøret opstod folkets egen organisering af livet i Albanien.
Historien om undertrykkelse
Albanien var en del af det tyrkiske imperium indtil 1912. Derefter har det været under italiensk styre, og efter anden verdenskrig oprettede Enver Hoxha et stalinistisk diktatur.
Diktaturet støttede sig først på Jugoslavien, siden Sovjet og til sidst Kina.
Hoxhas regime var et af de mest undertrykkende stalinistiske styrer i Østeuropa, og Albanien et af de fattigste lande.
Efter Hoxhas død i 1985, tog Ramiz Alia over. Landet var i økonomisk krise, og han indførte "reformer". Disse reformer medførte blot øget fattigdom, samtidig med at madpriserne steg voldsomt.
Statskapitalist
Massestrejker i 1990 ledte til Alias fald, og efter valget i 1992 tog Sali Berisha over. Berisha var Hoxhas livlæge og derfor selv en del af det gamle statskapitalistiske regime.
Heller ikke oppositionen, det såkaldte socialistparti, er noget alternativ, for det er blot en reformeret udgave af Hoxhas gamle parti. Derfor har de heller ikke nogen folkelig opbakning.
Se også:
SAA 155: Albanien: Stop støtten til Berisha
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed