Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 156 – 10. april 1997 – side 4

Opsving i dansk økonomi

Mirakel eller fup: Hvor længe smiler Lykketoft?

Jørn Andersen

Finansminister Lykketoft er synligt stolt. Fordi Nationalbanken, der ellers er ekspert i bekymrede miner, siger, at “udsigterne for dansk økonomi ved indgangen til 1997 er lysere end længe”.

På de bonede gulve er man enige: Det går godt for dansk økonomi. Børsens Nyhedsmagasin siger: “Dansk økonomi er genoprettet".

Er det blot en ny version af Schlüters berygtede udtalelse fra firserne om, at “opsvinget har bidt sig fast”? Eller er det lykkedes regeringen at styre kapitalismen uden helt at smadre velfærdsstaten?

Tjener penge

Umiddelbart ser det ud til, at regeringen har ret: Arbejdsløsheden er faldet over 100.000 siden regeringen trådte til og er nu den laveste siden 1988. Antallet af langtidsledige er faldet betydeligt. Bankerne tjener penge som aldrig før. Aktiekurserne stiger.

Opsvinget er reelt nok, men det er meget skrøbeligt. Investeringerne stiger ikke, og det er kun et spørgsmål om tid, før krisen i resten af Europa – især i Tyskland – også rammer Danmark.

Så vil vi i stedet høre de samme ministre snakke om behovet for nye hårde nedskæringer.

Økonomisk opsving

Taget fra de fattige

Den økonomiske fremgang mærkes først og fremmest af de rige. De har fået skattelettelser og låneomlægninger, mens lønarbejdere må betale gennem dårligere offentlig service og stramninger for arbejdsløse.

Selv om Lykketoft og regeringen gerne selv vil tage æren for opsvinget, så er hovedårsagen, at der har været et mindre opsving i den internationale økonomi.

Dansk økonomi er tæt forbundet med op- og nedgange på verdensmarkedet. Over 25 pct. af produktionen eksporteres (og en tilsvarende mængde importeres) – først og fremmest til/fra andre EU-lande. Og finansmarkedet er endnu mere internationalt.

Den internationale økonomi kom i 1993 lidt ovenpå, efter at den fra sidst i 1980’erne var præget af nedgang: Fra krakket på Wall Street i 1987 til valutakrisen over hele Europa i 1992.

Tilpasning

Allerede under den borgerlige VK-regering i 1992 begyndte man at tilpasse dansk økonomi til opsvinget. Poul Nyrups socialdemokratiske regering har stort set fortsat den borgerlige økonomiske politik:

  • Forøget forbrug for de i forvejen velstillede. Det drejer sig om omlægning af lån fra 20 til 30 år, nedsættelse af aktiebeskatning, skrotpræmier for ældre biler osv. Alt i alt en væsentlig forbrugsudvidelse, som har skabt et lag af ny-rige, som hele tiden fører sig frem på TV.
  • Opstramninger for arbejdsløse. Det drejer sig om tvangsaktivering, opstramninger i rådighedsregler, sæbecirkulære osv. Disse ordninger betyder, at mange er villige til at tage selv meget dårligt betalt arbejde og har været med til at holde lønnen nede.
  • Bremse på udgifter til “velfærdsgoder”. Det er især gået ud over skoler, daginstitutioner, hospitaler osv., som er blevet ramt af strammere kommunale budgetter og øget brugerbetaling.

Øget forbrug

Den danske “mirakel-økonomi" skyldes altså, at regeringen har taget fra de fattige og givet til de rige, som så har omsat pengene i øget forbrug.

Virkningen af “forbrugsopsvinget” har været at forstærke det internationale opsving og på den måde hurtigere at få gang i hjulene.

Regeringen har ikke ændret noget grundlæggende ved dansk økonomi. Den kan højst tage æren for at have set, at der var et internationalt opsving på vej. Og for at have brugt anledningen til at fedte for de rige, så de kunne forbruge mere og investere mere.

Omkostningerne har arbejderklassen betalt gennem en forringelse af velfærden. Og vi vil komme til at betale igen, når opsvinget vender og bliver til fornyet krise.

Sorte skyer i horisonten

Selv om der er opsving i økonomien, så er det forkert at sige – som Børsens Nyhedsmagasin – at “dansk økonomi er genoprettet”.

Det er ikke mere end et år siden, at kapitalisterne klagede over en elendig økonomi. Regeringen kaldte det “vækstpause”, men det dækker over mere alvorlige problemer.

Problemerne er:

  • at investeringerne ikke stiger
  • at forbrugsopsvinget slider på betalingsbalancen
  • og især at verdensøkonomien ikke længere er inde i et opsving.

Det tydeligste tegn på, at der ikke er tale om genopretning, får vi, når vi kigger på investeringerne. Trods opsvinget er investeringerne kun steget svagt. Opsvinget er især sket ved at udnytte det eksisterende produktionsapparat bedre. Det er det, arbejdere mærker som mere skifteholdsarbejde, stigning i overarbejde osv. Godt hjulpet af overenskomster med “fleksibel arbejdstid”.

Usikker

Den manglende investeringslyst skyldes, at selv om der måske er mulighed for nye profitter, så er udsigterne så usikre og investeringerne så store, at det er de færreste kapitalister, der tør binde an med at forny produktionsapparatet, hvis man kan nøjes med at sætte folk til at arbejde om natten.

Det betyder på længere sigt, at konkurrenceevnen bliver forringet. På kort sigt afspejles det i, at selv om industriproduktionen i 1995 steg med 4,1 pct., steg den i 1996 kun med 1,2 pct.

Investeringerne er stadig langt under, hvad de var midt i 80’erne. Selv under opsvinget kan det ikke skjules, at den langsigtede tendens er, at de falder. Det er det alvorligste tegn på, at der er tale om mere grundlæggende problemer i økonomien.

Et knapt så alvorligt problem er betalingsbalancen. Selv om der er et betydeligt overskud på betalingsbalancen, så er overskuddet faldet de sidste 3-4 år. Importen er vokset mere end eksporten. Det skyldes, at de rige har fået flere penge til at øge deres luksusforbrug i form af udenlandske produkter som dyre biler, rejser osv.

Problemet kommer, når opsvinget flader ud, hvor de vil bruge betalingsbalanceunderskuddet til at tale om, at vi alle sammen skal skære ned på forbruget.

Men de sorteste skyer i horisonten finder vi, når vi kigger på den internationale økonomi. Det handler dels om danske virksomheders samhandels-partnere, dels om tilstanden i verdensøkonomien som helhed.

70 pct. af Danmarks handel foregår med EU-lande. Industriproduktionen i EU steg i 1996 kun med 0,3 pct. (mod 3,8 pct. i 1995). Under kapitalismen er en vækst på mindre end 2 pct. årligt lig med stagnation.

Især i Tyskland er krisen åbenlys. Der er 4,5 mill. arbejdsløse – det højeste tal siden 30’erne. Tyskland er Danmarks største eksportmarked, og man taler nu om, at eksporten til Tyskland er gået i stå. Det er kun et spørgsmål om tid, før indskrænkninger og fyringer i Tyskland betyder fyringer i Danmark.

Desuden har Frankrig nul-vækst, mens Spanien og Italien har negativ vækst. Der er altså ikke noget, der tyder på et opsving i Europa.

Ønsketænkning

Borgerlige ønsketænkere fremhæver tit lande som Vietnam, Kina og dele af Østeuropa som mulige vækstområder. Men de økonomier er lilleputter i verdensøkonomien. De afgørende er “de tre store": EU, USA og Japan.

Japan har ligesom EU nul-vækst, kun i USA er der tale om vækst (på 4-5 pct.). USA’s vækst skyldes dels en dyb krise i slutningen af 80’erne, dels at amerikanske arbejderes realløn er faldet konstant gennem de sidste 20 år.

Dette har givet amerikansk produktion en konkurrencefordel. Men selv om USA stadig har verdens største økonomi, så er den ikke i stand til som i 50'erne at trække verdensøkonomien med op.

Udsigt til konfrontation

Det økonomiske opsving og udsigten til valgkamp betyder, at regeringen holder igen med nedskæringerne. Men efter ethvert opsving følger økonomisk krise.

Sel vom dansk økonomi for en tid kan have vækst, uden at der er vækst i resten af Europa, så er det kun en stakket frist. Spørgsmålet er ikke, om krisen slår igennem i Danmark, men hvornår. Regeringen håber på, det først sker efter valget.

Problemet for regeringen er, at den kommer til at skifte kurs. I øjeblikket kommer nedskæringerne i et moderat tempo, og der er råd til at undgå konfrontationer. Selvom overenskomsterne kun har givet håndører, så var det tydeligt, at arbejdsgiverne ikke var indstillet på konfrontation.

Med en skærpet krise vil fyringerne på hospitalerne, i Tele Danmark, Posten og DSB brede sig. Betalingsbalancen vil blive forværret, når eksporten begynder at falde. Regeringen vil forsøge at begrænse importen ved at indskrænke forbruget.

Angreb

Det betyder langt grovere nedskæringer end dem, vi ser i øjeblikket. Som i Frankrig vil man angribe pen-sionerne. Som i Tyskland vil arbejdsløsheden stige, og som i USA vil man forsøge at sænke reallønnen. Hospitaler og daginstitutioner vil igen stå for tur.

Men nedskæringerne vil kun forstærke krisen. Nedskæringer betyder nedsat forbrug og dermed endnu flere fyringer osv.

Den kapitalistiske økonomi har altid svinget mellem skiftevis opsving og krise. Problemet er, at opsvingene bliver kortere og svagere, mens kriserne bliver længere og dybere.

Problem

Når borgerlige økonomer skal forklare krisen, peger de på meget specifikke og konkrete årsager til krisen i Afrika, i Østeuropa eller i Frankrig. Men bag den konkrete overflade ligger et fælles problem, nemlig at profitterne er for små til, at kapitalisterne vil investere.

I Afrika har de manglende investeringer ført til sultkatastrofer og krige. I Østeuropa har det ført til kaos, oprør og borgerkrig. I Frankrig og Grækenland til massestrejker.

Fælles for dem alle er, at herskerne forsøger at vælte krisens byrder over på arbejderklassen. Hvorvidt deres forsøg lykkes afhænger af, om arbejderne er stærkt nok organiseret til at slå igen – som i Frankrig, Serbien eller Albanien.

Danmark er en del af det samme økonomiske verdenssystem. Også i Danmark vil magthaverne forsøge at få arbejderklassen til at betale. Om det lykkes afhænger også i Danmark af, om arbejderne er stærke nok til at slå igen.

Lykketoft smiler fordi han endnu ikke har været nødt til at udfordre arbejderklassen lige så hårdt som hans franske kolleger.

Uanset hvor hårdt de forsøger at løse krisen, er det kun midlertidigt og kun på arbejdernes bekostning. De vedvarende økonomiske kriser betyder sult og afsavn i en verden, som er rig nok til at give brød, boliger, uddannelse og sundhed til alle.

Billedtekst:
Trods faldende arbejdsløshed og økonomisk opsving har Mogens Lykketoft ikke kontrol over kapitalismen.
Investeringer i industrien: Den langtsigtede tendens er, at investeringerne falder

Flere artikler fra nr. 156

Flere numre fra 1997

Se flere artikler om emnet:
Øk. kriser: 1990erne

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 1241 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside