Socialistisk Arbejderavis
Nr. 172 – 4. december 1997 – side 4
Kyoto-konferencen drukner i snak mens...
Klimaet går amok
Martin B. Johansen
Selvom verdens miljøproblemer teknisk set er til at løse, vil klimakonferencen i Kyoto næppe resultere i andet end udenomssnak og fine hensigter. Ingen regeringer har mod på at gribe ind overfor miljøsvinene – først og fremmest olie- og bilindustrien.
Menneskeskabte klimaforandringer truer med at gøre store dele af Nordeuropa ubeboelig. Alligevel ser klima-konferencen i Kyoto fra starten ud til at ende i endnu en fiasko.
Truslen om den globale opvarmning har stået i centrum op til FN’s klimakonference i Kyoto i Japan.
Konferencen er den tredje, siden FN i 1987 udsendte en rapport, der forudsagde en række miljøkatastrofer som syreregn, global opvarmning og ødelæggelse af ozonlaget, hvis ikke forureningen blev stoppet.
Konferencerne i Rio de Janeiro 1992 og i Berlin 1995 opstillede målsætninger for reduktion af udslippet af især CO2, som er udpeget som en af de værste “drivhusgasser”.
Ingenting sket
Men siden da er der sket meget lidt. De fleste industrilande har øget produktionen af drivhusgasser, selvom målet var det beskedne blot at stoppe væksten i produktionen frem til år 2000.
Derfor var det en meget pessimistisk miljøminister, som tog af sted til konferencen. “Jeg frygter, at vi får en aftale uden faste reduktionsmål og en protokol fuld af smuthuller, og det er næsten værre end ingenting,” sagde Svend Auken.
Pessimismen skyldtes også, at Venstre og Konservative inden konferencen havde krævet, at de danske CO2-afgifter blev afskaffet. På trods af at Danmark har et af Europas højeste CO2-udslip pr. indbygger, så mener de to partier, at det bedre kan betale sig at gennemføre CO2-reduktioner i fx. Østeuropa end at gribe ind overfor bilismen og den danske industri.
Problemet med den slags ordninger er, at de fritager de største forurenere fra at foretage sig noget som helst for at standse forureningen.
I guds hænder
I virkeligheden er det Fremskridtspartiet, som har udtrykt de borgerlige partiers uansvarlige holdning mest direkte: “Det er Vorherre, der bestemmer klimaet på jorden, og det har han gjort i millioner af år.”
Problemerne kan løses
I store dele af befolkningen og hos mange forskere er der dyb pessimisme i forhold til fremtiden for miljøet. Og det er der god grund til.
Mange af miljøproblemerne findes der allerede tekniske løsninger på, fx halverer Greenpeace’ sparebil benzinforbruget
Kapitalismen ødelægger miljøet. Verdenshavene er forurenede, udslip af farlige gasser ødelægger ozonlaget og har ført til øget sygelighed og dødsfald i verdens storbyer. Drivhusgasserne fører til global opvarmning, samtidig med at kortsigtede profitinteresser fører til omfattende rydninger af verdens regnskove.
Ikke mindst den globale opvarmning står i centrum for manges bekymring. De nyeste statistikker viser, at 1980’erne og 1990’erne har været de to varmeste årtier siden midten af 1800-tallet. Jordens temperatur vil i 1997 ligge næsten en halv grad over gennemsnittet for perioden 1961-1990.
For nogle år siden reagerede dansk industri og landbrug ved udsigterne til global opvarmning med at starte en debat om, hvilke fordele et varmere klima kunne betyde: Muligheder for at høste to gange om året, andre afgrøder på markerne, omstilling af fiskeriet. Det var ikke gået op for dem, at et varmere klima ville betyde omfattende oversvømmelser af Danmark som følge af, at isen ved polerne begynder at smelte.
Oven i købet kan den globale opvarmning nemt føre til, at store dele af Europa kommer til at opleve det stik modsatte, nemlig en ny istid. Det skyldes, at selv en lille temperaturstigning kan få den varme Golfstrøm, der løber op langs hele Vesteuropa og Skandinavien, til at forsvinde.
Løsninger
Alt dette er alvorlige problemer. Men de er ikke ensbetydende med jordens undergang. Faktisk findes der allerede i dag løsninger på de fleste af miljøproblemerne.
Kort før klimakonferencen i Kyoto præsenterede Greenpeace en “sparebil”, som reducerer benzinforbruget og dermed CO2-udslippet til det halve. Intet i bilens teknik er revolutionerende – den er udviklet af to schweiziske ingeniører. Med de enorme ressourcer, som bilindustrien har til rådighed, kunne bilernes benzinforbrug reduceres endnu mere.
Dernæst kunne man i storbyerne simpelt hen lukke for privatbilisme og udvide den offentlige transport betydeligt. I forvejen er bilismen et problem for de fleste storbyer. Ikke blot er bilernes forurening mistænkt for at øge dødeligheden i byerne. Den tætte trafik betyder også, at mange mennesker spilder mere og mere tid på motorveje og i trafikpropper på grund af trafikkens tæthed.
En anden måde at reducere drivhuseffekten på er at bruge mindre energi eller ved at bruge vedvarende energikilder som sol og vind.
Nedskæring af energiforbruget er ikke ensbetydende med at sænke levestandarden. Japan var i en periode i 1980’erne i stand til at øge produktionen med 46 pct., samtidig med at energiforbruget faldt med seks pct.
Energibesparende foranstaltninger ville alene kunne nedbringe CO2-udslippet med 40 pct.
Desuden kunne udplantning af mere skov være med til at optage meget af udslippene af CO2.
Den stigende vandstand i verdenshavene kunne også mindskes. Allerede i dag bliver 15 pct. af vandet i verdens floder reguleret af reservoirer i forbindelse med vandkraftværker eller overrislingsanlæg. Udbygning af overrislingsanlæg i Afrika kunne således både være med til at reducere problemerne med stigende vandstand og være med til at øge produktionen af fødevarer.
Velkendte årsager
Den globale opvarmning er ikke nogen uundgåelig naturkatastrofe. Årsagerne til opvarmningen er rimeligt velkendte, og det samme er metoderne til at forhindre de klimatiske forandringer.
De egentlige problem ligger i, at verdens regeringer ikke vil gribe ind overfor industrier som olie- og bilindustrien, der i kraft af deres størrelse kan presse regeringerne til at beskytte deres indtjening.
Industrien vil ikke være med
Allerede længe inden klimakonferencen i Kyoto var det klart, at et af hovedproblemerne ville blive den amerikanske regerings modstand mod stærkt bindende målsætninger for at reducere CO2-forureningen.
Mens det første topmøde i Rio i 1992 vedtog målsætningen om, at CO2-udslippet i år 2000 skulle være nede på 1990-niveauet, så har USA foreslået denne målsætning udskudt til 2012.
Årsagen til USA’s modstand er ønsket om at beskytte olieselskaberne, de store energiselskaber og bilindustrien.
Disse industrier kunne sagtens tjene penge ved at omlægge produktionen til at blive mere miljøvenlig, men de tjener endnu flere ved at lade være. For deres investeringer i det nuværende produktionsapparat er så enorme, at de er nødt til at producere videre på samme måde i flere årtier for at tjene investeringerne hjem igen. Et skift fra fx kulfyret energi til vindmøller ville gøre en lang række industrianlæg værdiløse.
Det samme problem har en række danske industrier, og derfor ligger dele af det danske erhvervsliv på linje med den amerikanske regering.
Aflad
Dele af industrien har ført kampagne for at indføre den såkaldte “joint implementation” i klimaaftalerne. Det indebærer, at lande eller virksomheder kan købe sig til CO2-reduktioner ved at investere i at nedbringe forureningen i ulande eller det tidligere Sovjetunionen.
I realiteten vil joint implementation betyde, at de højst industrialiserede lande kan forøge deres CO2-produktion og dermed udskyde udviklingen af metoder til at begrænse udslippet af drivhusgasser.
Et andet forslag til løsning af miljøproblemerne er at indføre princippet om “forureneren betaler”.
Men det vil blot legitimere og kommercialisere kapitalismens ret til at forurene og ødelægge naturen. I sidste ende vil udgifterne blot blive skubbet videre til forbrugerne.
Desuden er det tvivlsomt, om regeringerne vil være i stand til for alvor at tvinge virksomhederne til selv at betale for forureningen. Allerede i dag er de fleste regeringer mere optaget af at gøre det nemmere for virksomhederne at tjene penge.
I sidste ende er det markedsøkonomien, der skal gøres op med. Det er konkurrencesystemet, der skaber en situation, hvor virksomhederne konstant forsøger at gøre deres egne varer billigere for at tjene mest muligt. Det betyder, at der i alle hjørner af produktionen bliver sparet mest muligt.
Forureningen og den globale opvarmning kunne bekæmpes, hvis økonomien ikke var overladt til konkurrerende kapitalister. Men det spørgsmål bliver overhovedet ikke diskuteret på topmøderne.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed