Socialistisk Arbejderavis
Nr. 172 – 4. december 1997 – side 6
Alternativer til markedsøkonomien
Tom Christiansen
Arbejder- og studenterkampe i Europa og et generelt opbrud i de liberalistiske ideer viser, at der er et øget ønske i arbejderklassen om forandring.
Vi er kommet langt væk fra den tidligere hyldest til markedsøkonomien. Nye grundværdier som solidaritet og fællesskab er ved at erstatte egoisme og individualisme.
Det nyligt overståede kommunalvalg viste det tydeligt. Enhedslisten var mange steder det parti, som flest førstegangsvælgere stemte på.
Et interview blandt gymnasieelever viste, at de unge foretrak fælleskab frem for individualisme.
Men det fællesskab, de talte om, var fællesskab i skoleklassen – ikke i arbejderklassen.
Opbruddet i ideerne om markedsøkonomi og liberalisme betyder ikke, at folk automatisk begynder at opfatte hele samfundet som et klassesamfund, og derfor søger marxistiske svar.
På Internationale Socialisters kongres i november indledte Tom Christiansen diskussionen om, hvilke ideer der viser sig som alternativer til liberalismen.
Liberalismen opstod med Adam Smith i slutningen af 1700-tallet, mens det teoretiske opgør med ideerne i liberalismen blev foretaget i 1847, da Marx og Engels skrev Det Kommunistiske Manifest.Siden er der ikke kommet afgørende nye alternative ideer til liberalismen på banen.
Men når folk i dag vender sig bort fra de liberalistiske ideer, betyder det ikke, at de går direkte over til revolutionær marxisme.
Marx kunne selv konstatere, at et opbrud i de gamle ideer skulle gennem en lang proces, før de nærmede sig en samlet revolutionær forståelse: "Traditionen fra alle døde slægtled hviler som en mare på de levendes hjerne."
Det betyder, at opbrud i ideer tager deres afsæt i de gamle idéer, samtidig med at det bevæger sig væk fra dem. De nye ideer er “liberalismens negation”, ligesom den voksne er barnets negation. Det er en anden person, men bærer stadig noget fra den gamle person med sig.
Kernen i liberalismen er meget mere end en økonomisk teori. Adam Smith formulerede det sådan, at mennesket inderst inde er dovent, og at det kun er konkurrencen, som kan få folk til at yde noget.
Han siger, at mennesket er egennyttigt:
“Det er ikke på grund af slagterens, ølbryggerens eller bagerens godgørenhed, at vi forventer at få mad på bordet, men fordi det er i deres egen interesse. Vi henvender os ikke til deres menneskekærlighed, men til deres selviskhed.”
Liberalismen kan opsummeres med ordene markedsøkonomi, egoisme og individualisme. Det er modsætninger til planøkonomi, solidaritet og kollektivisme.
De liberalistiske ideer har i begyndelsen af 1990´erne vundet indpas i Socialdemokratiet og i Socialistisk Folkeparti.
Mogens Lykketoft og Jytte Hilden skrev i 1992:
“Vi ønsker ikke at lægge urimelige bånd på de stærkes mulighed for at udfolde sig til gavn for sig selv – og for samfundet som helhed.”
Det er en gentagelse af Adam Smith, der talte om “... de stærkes selviskhed til gavn for samfundet.”
SFs avis Socialisten Weekend opsummerede allerede i 1989, hvad SF mente med socialisme:
“Planøkonomi er godnat, fremtidens socialisme bliver en styret markedsøkonomi, præget af arbejdernes magt over deres egen arbejdsplads.”
![[ Maskedemo mod EU ]](../saa/172/72-6mask.gif "[ Maskedemo mod EU ]")
Demonstranter uden for EU-jobtopmødet i Luxembourg i slutningen af november. De demonstrerende bar masker for at protestere imod at blive behandlet som anonyme brikker i de stores spil.
Op gennem 1980erne blev postmodernismen anset for at være et idésæt, som kunne gøre op med de “gamle” ideologier.
Men postmodernismen er ikke afgørende nytænkning. Kernen i postmodernismen går i sin enkelhed ud på, at mennesket hverken kan begribe verden eller lave den om. Verden er alt for fragmenteret, og der findes ingen værdier, som er fælles for alle mennesker.
Derfor kan vi kun dyrke æstetikken og den “individualiserede selvrealisation”, som postmodernisterne selv kalder det.
Postmodernismen bærer altså i høj grad de gamle liberalistiske ideer om individualisme med sig.
I dag kan vi tale om, at den politiske dagsorden generelt har bevæget sig "til venstre" for markedsøkonomien. Det betyder ikke, at dagsordenen er blevet skiftet ud med en socialistisk, men med et virvar af opfattelser mellem liberalisme og marxisme.
Her er det vigtigt at skelne mellem på den ene side de idéer, som fostres af “The Chattering Classes” – mediefolk, politikere, eksperter, kunstnere og andre meningsdannere i toppen af samfundet, og på den anden side de ideer som opstår i arbejderklassen som følge af opbruddet i de liberalistiske ideer.
Virkeligheden vil præge arbejderklassens ideer væsentligt mere end tankekonstruktionerne hos meningsdannerne.
Alligevel kan man tage udgangspunkt i meningsdannernes formuleringer af nye ideer, fordi de som herskende ideer også vil være en del af tankegodset i arbejderklassen og især hos studenter.
Den samlende overskrift for den herskende klasses ideer i den vestlige verden siden midten af 1990’erne er “kommunitarisme”.
Kommunitarismen er oprindeligt en konservativ amerikansk ideologi, som har inspireret meget af Clintons politik. Den er blevet adopteret af socialdemokratiske regeringer i Europa, som står for reformer, men som ikke har mulighed for at give dem på grund af krisen i kapitalismen.
Ideologien om kommunitarisme er god til formålet, fordi den grundlæggende bygger på bekymring over, at individualismen har undergravet den enkeltes ansvar overfor fællesskabet både i samfundet generelt, men også i de nære fællesskaber.
Dermed kan kommunitarismen profilere de socialdemokratiske politikere overfor de liberalistiske.
Samtidig lægger kommunitarismen det moralske ansvar for fællesskabet over på det enkelte individ og ser helt bort fra, at samfundet er delt op i klasser.
Derfor bliver det kommunitaristiske opgør med liberalismen ikke truende for den herskende klasses magt i samfundet.
Man kan kende den kommunitaristiske ideologi på holdninger som: “Folk vil have rettigheder, men ikke påtage sig pligter. De vil gerne have ydelser fra staten, men vil ikke betale skat.”
Politikere, som læner sig op ad kommunitarisme, ønsker fx også, at familien skal styrkes som opdrager. De mener, det er forældrenes ansvar, at børnene ikke bliver kriminelle unge. Det betyder dog ikke, at de samme politikere ønsker arbejdstiden nedsat, så familierne kan have mere tid sammen.
I den danske udgave af kommunitarisme tales der tydeligvis ikke om, at opgøret med liberalismen skal betyde en tilbagevenden til planøkonomi og socialisme.
Tværtimod har selv liberalismens kritik af velfærdsstatens formynderi og bureaukrati bidt sig fast. De mener, at folk er blevet for individualiserede til at handle efter en kollektivistisk velfærdsstat.
Men når deres løsning ikke er planøkonomi som værn mod kapitalismens kriser, så må de se et andet sted hen, nemlig på individets eget ansvar over for samfundet.
Holdningerne bliver blandt andet formuleret af den amerikanske filosof Amatai Etzioni:
“Arbejderne må udøve selvkontrol, så de koncentrerer sig om sine opgaver i stedet for at komme dryssende for sent på arbejdet ... Borger og fællesskaber må udvise selvkontrol, så de ikke bare forlanger mere og mere service.”
I længden ender denne opfattelse af fællesskab altså i en individualisering af samfundets problemer, mens kapitalismen og klassedelingen bliver fritaget for ansvar.
Det er svært at give et færdigt formuleret billede af de ideer, som er ved at udvikle sig i arbejderklassen. Men der er tydelige elementer.
Frustrationer over markedsøkonomien giver sig udtryk i bekymring over miljøet. Især bekymring over kvaliteten af fødevarer. Folk oplever en øget ulighed, og at almindelige behov ikke opfyldes. Der er ventelister til sygehuse og daginstitutioner, det lokale posthus bliver nedlagt, DSB svigter pendlere osv.
Frustrationer over det politiske liv giver sig udtryk i “politikerlede”. Politikerne snakker for meget og leverer for få resultater. Der er berettiget tvivl om, hvorvidt almindelige mennesker har nogen indflydelse, og om politikerne overhovedet har det. EU og markedet synes at styre det hele.
Frustrationer over for meget arbejde og stress og for meget konkurrencementalitet giver sig udtryk i et ønske om mere kvalitet frem for kvantitet. De bløde værdier som kreativitet, kunst og kærlighed er mere populære. Det viser sig i unges valg af uddannelse. Flere søger de humanistiske uddannelser og omsorgsjobbene.
Folk i titusindvis tænker anderledes i dag end for blot 3-4 år siden. Selv om mange af disse tanker ligger langt væk fra de marxistiske ideer, er der et lille mindretal, der tænker i retning af marxismen.
Det lille mindretal kan vindes for revolutionær politik ved at tilbagevise kommunitarismen og sætte et marxistisk opgør med liberalismen på dagsordenen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed