Socialistisk Arbejderavis
Nr. 181 – Marts 2000 – side 8
På kanten
Den uendelige løgn om Unionen
Anders Schou
"Nu skal vi tage diskussionen om den politiske union forfra og direkte i forhold til unionsmodstanderne" Poul Nyrup Rasmussen, 11.3.2000
Klip citat ud, forstør det i en fotokopimaskine og hæng det op på væggen. Danmarks statsminister lover nu en sand revolution, når det gælder unionstilhængernes argumentationsstrategi.
De har taget os bagfra i 28 lange år, det bliver nyt og spændende, at få deres argumenter forfra. Alle EF- og EU-traktater har i deres indledninger fastslået, at landene “arbejder henimod en stadig snævrere union”, men lige siden 1972 har EF- og senere EU-tilhængere hårdnakket benægtet fakta. De har valgt løgnen som politisk strategi.
Folkeafstemningen i 1972 handlede således ikke om det første skridt ind i en stadigt snævrere union, men om at undgå fyringer i eksporterhvervene.
Pakken, den Stendøde Union og Edinburgh
1986-afstemningen om EF-pakken var i alle andre andre lande en afstemning om den europæiske union, men der blev befolkningerne heller spurgt, parlamenterne stod for det besværlige demokratiske stempel.
Hos os handlede pakken – og hvem siger nej til en gave – blot om handel. “Unionen er stendød,” erklærede daværende statsmister Poul Schlüter.
I 1992 skulle vi stemme om Maastrichttraktaten, og tilhængerne kunne ikke endnu engang skjule, at afstemningen handlede om en union. Men det var ikke “en rigtig union,” fik vi at vide. Den hoppede folk ikke på, og derfor skulle vi stemme om det samme igen, indtil vi stemte rigtigt.
Det lykkedes allerede i første gentagelsesforsøg med Edinburgh-afstemningen i 1993. Midlet var løgnen om de fire forbehold, som handlede om områder, der kun var omfattet af hensigtserklæringer i traktaten, og hvor samarbejdet først skulle gennemføres senere, hvis landene stadig kunne blive enige om det.
Næste trin
Det kunne de, og næste skidt mod den stadig snævrere union var Amsterdam-traktaten. Men Danmark havde stadig de fire forbehold, så afstemningen handlede egentlig ikke om noget, fik vi at vide. Nærmest af terapeutiske årsager var det vigtigt, at vi stemte, så vi ikke følte os snydt.
Samtidig blev forbeholdene undergravet i takt med, at de kunne have fået en reel betydning. Folketinget vedtog Schengen-aftalen, som handlede om det retslige samarbejde, der var forbehold overfor. Regeringen bandt kronen til euro´en og har ført en økonomisk politik, så Danmark kan komme med i den fælles mønt, vi ikke skulle med i. Og en dansk officer deltog i møder om opbygningen af den nye EU-hær – det må vel kaldes militært samarbejde?
Allerede inden Euro’en bliver til sedler og mønter, skal vi så stemme om et forbehold, som først nu har fået reel betydning. Hvis vi stemmer rigtigt, får vi sikkert lov til hurtigt at stemme om de andre.
... en Union?
Og i den anledning vil statsministeren løfte sløret for, hvad det hele – hele tiden – har gået ud på!!!
Det er også svært at skjule, hvad man kalder et geografisk område med fælles grænser, valuta, marked, bureaukrati og hær.
“Jeg har lovet befolkningen at forbeholdene består.” Statsminister Poul Nyrup Rasmussen, 4. marts 1998
“Jeg ser slet ikke for mig, at vi, under en socialdemokratisk ledet regering, kommer til afstemning indenfor en folketingsperiode på fire år.” Skatteminister Ole Stavad, 5. marts 1998
Se også:
SAA 181: Socialistisk Arbejderavis mener: Et internationalistisk NEJ til kapitalens Euro
SAA 181: EU vil være en stormagt
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed