Socialistisk Arbejderavis
Nr. 182 – Maj 2000 – side 10
Danmark under 2. verdenskrig
Myterne krakelerer
Freddie Nielsen
Myterne om Danmarks indsats under 2. verdenskrig har floreret i mere end 50 år. Nu smuldrer billedet. Freddie Nielsen viser her, at den danske stat førte en umenneskelig flygtningepolitik og at Danmark førte en nationalistisk anti-tysk kamp og ikke en kamp mod nazismen.
Interessen for hvad der skete i Danmark under og omkring besættelsen 1940-45 er voksende. Og det er godt.
Landbruget og industriens rolle bliver endevendt, ligesom der er sat lys på flygtningenes situation.
Den fornyede interesse har ikke skabt glæde i den herskende klasse.
Industrien har forsøgt at holde historikerne væk fra arkiverne.
Og Berlingske Tidendes artiklel om A.P. Møllers rolle i Våbensyndikatet, har nu fået A.P. Møller-koncernen til at sælge sine aktier i Det Berlingske Hus.
Staten og politikerne er heller ikke glade for afsløringerne af deres forgængeres håndtering af flygtningene.
Alle deres myter krakelerer. Og det er rarere for magthaverne at leve på myterne og selvbedraget, fremfor at få påvist, at deres magt og rigdom, alene baserer sig på svig og undertrykkelse.
En af de yngre historikere på området, Kristian Bjerg, beskrev i Politiken 12.12.99, hvorfor det er nødvendigt at sætte fokus på besættelsestiden.
“Historien er fuld af eksempler på, at mytedannelser fører til nationalt overmod og i sidste ende til nye krige og folkemord.”
Bortset fra at det nationale overmod ikke bare springer ud af ingenting, men fremelskes af den herskende klasse, så har han jo ret. Og på den baggrund må det mane til eftertanke, at de danske magthavere er med til at håne Serbiens brug af nationale myter, når de ikke ønsker at pille ved de nationale myter i Danmark.
Især er myten om den indbyggede danske humanisme blevet skudt i sænk. Myten forholder sig nemlig kun til den indsats almindelige mennesker gjorde for at redde jøderne i 1943.
Derimod var den danske stat og magthavere mere kyniske. Egentlig er der ikke noget nyt i de afsløringer som er kommet gennem det seneste år. Men nu er de kommet ud til en bredere offentlighed.
Et af de vigtige aspekter ved de nye afsløringer er sammenligningen til i dag, hvor politikere mener, at det er mere humant og oplagt at hjælpe flygtninge i nærområdet.
Men da mere end en halv million forsøgte at flygte fra Nazi-Tyskland i 1930’erne, var den danske grænse alt andet end åben.
Og det vil være synd at sige, at flygtningene blev modtaget med åbne arme.
I 1934 blev fremmedloven ændret så politiet kunne afvise udlændinge ved grænsen, eller nægte dem ophold, hvis de var sluppet ind.
Og i 1938 kom der en yderligere stramning, der gjorde at den andel af den samlede flygtningestrøm fra Tyskland, der slap ind i Danmark, faldt fra ca. 1 pct. til ½ pct.
Oprindelig var stramningerne beregnet til at holde kommunister ude, men det viste sig, at de var mindst lige så effektive mod jøderne.
Bogen “Flygtning 38” af Troels Rasmussen og Lene Wul, beskæftiger sig med de sudetertyske flygtninge efter Hitlers anneksion i 1938. Den handler især om de sølle 163 personer, der blev fundet værdige til at komme ind i Danmark.
Man fastsatte en procedure for udvælgelsen, som reelt udelukkede kommunister og jøder. Planen var nemlig, at de skulle ekspederes videre. Derfor skelede man meget til, hvem Canada tog imod som immigranter.
En anden bog, “Danmark og de jødiske flygtninge 1933-40” af Lone Rünitz, fortæller om, hvordan Danmark også var lukket land for jøder.
Hendes undersøgelser peger på, at jo større behov jøderne havde for at flygte fra nazismen, jo sværere blev det faktisk at komme ind i Danmark.
Hvor mange mennesker der endte i Auswitz af den grund er ikke til at sige, men noget af det, der er bemærkelsesværdigt er den konsensus, der var mellem de gamle partier i folketinget på dette område.
Hen imod slutningen af besættelsen kom der derimod tyske flygtninge fra Østpreusen i stor stil.
Ved befrielsen befandt der sig ca. 200.000 flygtninge i Danmark. Og var jøderne, kommunisterne og de andre, der flygtede fra nazisterne i 30erne ikke velsete i Danmark, så var disse flygtninge direkte forhadte og blev behandlet derefter.
De blev ikke alene indespæret i lejre, det var også strafbart for danskere at fraternisere med dem. Og den menneskelige behandling af dem var dybt kritisabel.
Lægen Kirsten Lyloff fastslog sidste år, at mange af de 7000 tyske børn under 5 år, der døde i Danmark i 1945, ikke havde behøvet at dø, hvis lægerne og det danske samfund havde haft en anden holdning til dem, i stedet for den nationalistiske antityske holdning, som gennemsyrede det danske samfund.
Selv om der er kommet meget nyt frem, vil store dele af danmarkshistorien fra 30erne og 40erne fortsat hvile på myter. Skal disse myter brydes, må historikerne gøre sig klart, at nazisme ikke er et tysk fænomen, men noget der hænger snævert sammen med kapitalismen. Ligeledes må de gøre sig klart, at det, der foregik i Danmark under 2. verdenskrig en nationalistisk antitysk kamp frem for en antinazistisk.
Billedtekst:
Socialdemokratiet med statsminister Thorvald Stauning i spidsen var sammen med de borgelige partier ansvarlige for, at tyske jøder endte i Hitlers gaskamre. En menneskefjendsk flygtningepolitik i 1930’erne forhindrede nemlig tyske flygtninge i at komme til Danmark.
Se også:
SAA 182: Boganmeldelse: Tyske flygtninge var forhadte i Danmark
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed